Læsetid: 4 min.

Coronaoverblikket: Flere grænser lukker, flere bliver syge og mere toiletpapir

Informations daglige coronaoverblik er klar til dig
Skolerne er lukkede, folk er sendt hjem fra arbejde, pakkeposten er udeblevet og hænderne er begyndt at sprække efter spritgeléen. Vi er i alarmberedskab. Men her i Coronaoverblikket holder vi hovedet koldt, hænderne rene og alle retningslinjerne inden for social distance, så vi kan give dig dit kølige overblik over døgnet

Claus Fisker

16. marts 2020

Velkommen til Informations coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund, for økonomien og for sammenhængskraften. Læs med her, eller tilmeld dig overblikket på mail. Det er gratis.

Det er mandag, og vi er nu officielt gået ind i den første uge med et land for nedrullede gardiner.

Skolerne er lukkede, folk er sendt hjem fra arbejde, pakkeposten er udeblevet, hænderne er begyndt at sprække efter spritgeléen, og langt de fleste af dem, der underskriver sig skribent på verdens mediehuse, har allerede »skrevet sig helt ud« med store reportager og tanker fra en apokalyptisk verden. Vi er i alarmberedskab.

Men her i Informations coronaoverblik holder vi hovedet koldt, hænderne rene og alle retningslinjerne inden for social distance, så vi kan give dig dit kølige overblik over døgnet.

 

Vi har opgivet den daglige opgørelse af antal smittede, efter myndighederne i Danmark og flere andre lande har skiftet strategi og nu ikke længere tester syge i et stort omfang. Så selv om det seneste antal officielt registrerede coronasmittede i Danmark ligger på knapt 900, kan det reelle tal ifølge eksperter være op til 20 gange større. 62 er indlagt, heraf 10 på intensiv.

Vi nøjes med at konstatere, at mange er smittede, og det eneste rigtige er at gøre som Arnold Schwarzenegger her siger – bliv hjemme. Bliv hjemme, og læs Informations coronaoverblik. Her kommer det.

Døgnets vigtigste nyheder

  • Tyskland lukker sine grænser mod Danmark. Det skete fra klokken 8 i morges, hvor tyskerne også indførte totalstop for indrejsende fra Østrig, Schweiz, Frankrig og Luxembourg.
  • Sundhedsstyrelsen vendte tommelfingeren nedad til Heunickes vidtgående hastelov. Det fremgår af en mail i det bilag, som Folketinget fik sent torsdag inden vedtagelsen af lovforslaget torsdag nat. Her fremgår det, at Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ikke ’umiddelbart’ mente, coronavirus kunne begrunde de vidtrækkende lovændringer.
  • Regeringen vil udskyde moms og skat for små virksomheder. Det vil give 40 milliarder kroner i likviditet, oplyser Skatteministeriet, og skal på den korte bane hjælpe de mindre virksomheder, der er ramt af krisen.
  • Hospitaler låser dørene og indsætter vagter for at undgå tyveri. Efter en række tyverier af blandt andet håndsprit og andre nødvendige produkter til bekæmpelse af coronavirus på flere hospitaler, vælger Herlev- og Gentofte Hospital nu at låse flere indgange og indsætte vagter.
  • Det globale aktiemarked bliver ved med at styrtdykke, trods centralbankernes tiltag. Wall Street åbnede i dag med et fald på fem procent, ligesom både børserne i Asien og herhjemme var i rødt fra morgenstunden.

De vigtigste coronahistorier

Ólafur Steinar Gestsson

Coronaindgreb viser, at den danske model også er effektiv i ekstreme krisesituationer

I andre lande ville arbejdsmarkedets parter næppe kunne nå så hurtigt til enighed, som de har gjort i Danmark med det indgreb, der nu skal modvirke fyringer under kampen mod coronavirus. Det vurderer professor emeritus Ove Kaj Pedersen fra CBS. (Dagbladet Information).

Panik og kroppen som politisk kampplads

Som nævnt tidligere i dette nyhedsbrev, er kriser som denne også tid for de store skribenter at folde sig ud. En af dem hedder Laurie Penny og sidder på det amerikanske tech-magasin Wired. Hun har skrevet en formidabel tekst om alt det, vi også kæmper imod, når vi kæmper mod en virus. (Wired).

Epidemier holder et spejl op for os som mennesker og som samfund

En anden stor tekst finder vi i The New Yorker, der har interviewet Frank M. Snowden, professor i lægekunstens historie ved Yale University og ekspert i, hvordan sygdomsudbrud har formet politiske udviklinger, smadret revolutioner og forstærket racistisk og økonomisk diskrimination. Det er en ordentlig langlæser, men vi har været så venlige at oversætte den for dig, så du kan få det hele med. (Dagbladet Information/The New Yorker).

Mennesker i panik vil bare have det basale

Og det er altså blandt andet toiletpapir, hvis du skulle have undret dig over den pludselig trend, der bredte sig over hele den vestlige verden i weekenden. Time Magazine har forklaringen. (Det er i øvrigt et tema, der spreder sig i meme-verdenen hurtigere end coronavirus. Vi er glade for denne her, og denne her)

Spred ordet, ikke smitten

Isolation er slemt for de fleste af os, men særligt for mennesker, der er eller har været psykisk sårbare. Kender du nogen, så ring til dem jævnligt og sørg for, at de har det godt og er ved godt mod. Anbefal dem eventuelt denne liste over tiltag fra den virtuelle verden – ja, og brug den endelig selv. Internettet lever endnu!

  • Monggards twitter-filmklub. Informations egen mesterkritiker og hele Danmark filmbuff Christian Monggaard har startet en rørende enkel filmklub, der vidst nok kører hver aften via twitter – følg ham.
  • CPH-DOX. En af verdens største og vigtigste dokumentarfilmfestivaller skulle have været afholdt her i marts, men er naturligvis også lukket ned. Til gengæld genopstår den digitalt.
  • Coronakoncerter. Smukt initiativ, der skal være et plaster på såret for de mange aflyste koncerter rundt omkring i landet.
  • Netflix-fester. Bruger du en Chrome-browser og har du Netflix, sørger denne lille app for, at du kan se film og serier sammen med dine venner.
  • Gratis børnebøger. Fra onsdag gør Danmarks største børnebogsforlag sine bøger gratis tilgængelige online under coronaudbruddet.
  • Et frirum. Og endelig. Vi genopdager denne her via en syg ven (han siger, det ikke er corona). New York Times dejlige lille adspredelseshack.

Og ellers så kig på himlen, tal med dine børn (i stedet for at råbe) og sig til din arbejdsgiver, at det hele nok skal gå. Vi gør det alle så godt, vi kan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Også her, trods patient, apotek kan gøres kl. 8, der er ingen eller højst fem personer på gaden og handle på samme tid med alle råd i hukommelsen, hvis alle gør, hvad der bedes om, så er vi nået langt. Det blvier dyrt, hårdt for rigtig mange mennesker, men det må vi sammen også klare bagefter.