Nyhed
Læsetid: 6 min.

Ekspert: Omar El-Hussein var påvirket af jihadistisk propagandamateriale

Materiale fra Omar El-Husseins mobiltelefon kan knyttes til tidligere terrorangreb rettet mod Danmark og krænkere af profeten. Han var tilsyneladende under påvirkning af en teologi, som fordrer voldelige handlinger, siger ekspert
I februar 2015 angreb Omar El-Hussein Krudttønden (billedet) og synagogen i København. Her ses politiets teknikere undersøge skudhuller på gerningsstedet ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

I februar 2015 angreb Omar El-Hussein Krudttønden (billedet) og synagogen i København. Her ses politiets teknikere undersøge skudhuller på gerningsstedet ved kulturhuset Krudttønden på Østerbro.

Mads Nissen

Indland
5. marts 2020

Da Omar El-Hussein i februar 2015 angreb Krudttønden og synagogen i København, var han efter alt at dømme under kraftig påvirkning af jihadistisk propagandamateriale. Og dette materiale burde have sat myndighederne i højt alarmberedskab, hvis de havde undersøgt det, inden Omar El-Hussein begik sine terrorangreb.

Det siger Nico Prucha, der er forsker på University of Vienna med speciale i analyse af jihadistisk materiale og internetpropaganda. 

Han har analyseret det materiale, der blev fundet på en Nokia-telefon og et memorystick, som Omar El-Hussein havde adgang til i den periode, hvor han op til sine angreb var fængslet for et voldsomt knivstikkeri.

De specifikke beskrivelser af materialet har holdet bag dokumentarfilmen Angrebet – Omars vej til Krudttønden, der bliver vist på DR, fået adgang til via aktindsigt i politirapporter. Nokia-telefonen blev konfiskeret i fængslet i juli 2014, mens memorysticket først blev opdaget efter terrorangrebet. Begge enheder blev først undersøgt af politiet efter angrebet.

Omar El-Husseins angreb på Krudttønden var rettet imod et arrangement, hvor den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks deltog. Og ifølge Nico Prucha er en af de såkaldte nasheeds, der blev fundet på hans Nokia-telefon, også blevet brugt af andre terrorister, der har haft islamkritikere som mål.

Nasheeds er islamiske sange, der er blevet brugt flittigt af både al-Qaeda og Islamisk Stat i deres propaganda. Sangene har forskellige religiøse referencer og er ofte en del af videoer, der også indeholder filmisk rekrutteringsmateriale.

Den ene af de sange, som Omar El-Hussein havde på sin telefon, indgik også i en propagandavideo, som al-Qaeda offentliggjorde i 2008 efter terrorangrebet på den danske ambassade i Islamabad i Pakistan. Den 54 minutter lange video viste, hvordan selvmordsterroristen forberedte sig på angrebet og forklarede, at angrebet var hævn efter offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.

Nasheeden lå som baggrundsmusik hen over en computeranimation af selve angrebet, hvor terroristen kørte sin hvide bil med bomben ind i ambassadens port, hvor den eksploderede.

Sangen handler ifølge Nico Prucha om, at det er slut med snak »og tid til at handle, trække sværdet og kæmpe mod fjenderne«. Sangen har referencer til en bog fra det 13. århundrede af den islamiske lærde Ibn Taymiyyah, og det var tilsvarende referencer, som blev anvendt af terroristen Mohammed Bouyeri til at retfærdiggøre drabet på den hollandske instruktør Theo van Gogh i 2004.

Nico Prucha vurderer overordnet, at det materiale på telefon og memorycard, som Omar El-Hussein havde adgang til under sit fængselsophold, er udtryk for »et solidt jihadistisk tankesæt«:

»Hvis du ikke er åben over for denne specifikke forståelse, ville du ikke have disse nasheeds. De er en del af en pædagogisk pakke med sunnijihadistiske kerneelementer. Glem at skelne mellem ISIS og al-Qaaeda – de kommer fra det samme økosystem. Materialet giver en forsvarsmekanisme: Efterlivet, visheden. Det giver mening i Omars tilfælde at være mere disciplineret, fordi han følger den her teologi.«

Havde terrormanual på telefonen

Ud over de religiøse nasheeds med tråde til tidligere terrorangreb var der på telefonerne også tre udgaver af al-Qaeda-magasinet Inspire samt den såkaldte Anarchist Cookbook, som ifølge politirapporten »indeholder en lang række vejledninger til stort set alt inden for terrorisme«.

Magasinet Inspire er kendt som et af de steder, hvor al-Qaeda henvender sig til et bredt publikum, og udgivelserne er løbende blevet dækket af alverdens medier.

»Inspire er et meget forståeligt og relaterbart engelsk propagandaprodukt, som forklarer, hvorfor al-Qaeda er interesseret i at angribe Vesten. Det er meget opsat på at give råd til muslimer, som bliver opfattet som værende undertrykt og krænket af besættelseshære i for eksempel Afghanistan,« forklarer Nico Prucha.

Billeder af Kurt Westergaard og Lars Vilks blev i 2013 bragt i Inspire på en dødsliste med ordene »Wanted – dead or alive for crimes against islam«. På listen var også Stéphane Charbonne, der blev dræbt i terrorangrebet på Charlie Hebdo måneden inden angrebet på Krudttønden.

De specifikke numre på Omar El-Husseins Nokia-telefon var ifølge politirapporten nummer 3, 7 og 12. I nummer 12 var der en udførlig guide til, hvordan man laver bilbomber og derudover i et afsnit om »Open Source Jihad« også it-sikkerhedsråd.

I en artikel kaldet »Ærlige råd fra en hellig kriger« blev der opfordret til enten at slutte sig til kampen i »lands of jihad« eller at slå til i de vantro lande (Dar-Ul Kufr)

»Du behøver ikke engang at gøre det som gruppe,« stod der. »Gør det på egen hånd. Fortæl det ikke til nogen, ikke engang dine tætteste venner. Og husk, at du har så mange værktøjer til rådighed. Hvis du har brug for nogle ideer, så gå online, helst på en internetcafé, så sikkerhedsmyndighederne ikke kan spore dig så nemt.«

Et sikkerhedsråd, som Omar El-Hussein rent faktisk fulgte efter sin løsladelse, hvor han gik på netcafé, da han søgte efter mulige mål for sit terrorangreb.

I magasinet var der også i en brevkasse mulighed for at stille spørgsmål til al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki. Her ville en læser vide, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at blive martyr, men det ikke er muligt at slutte sig til sine muslimske brødre på slagmarken. I svaret fra Awlaki var der en direkte henvisning til Danmark.

»Vores råd til dig er: Blandt os er du kun én mand. Bliv, hvor du er og svæk fjenden indefra så meget, som du kan. Hvis vi har brødre, der bringer slagmarken til USA, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Danmark, Australien vil det have meget større effekt i forhold til at svække fjenden, end hvis brødre fra disse lande slutter sig til os. Vesten har bragt os krig og ødelæggelse – lad os give Vesten tilbage, hvad de har givet os.«

Omar blev selv del af propagandaen

At Omar El-Hussein havde adgang til jihadistisk materiale, mens han sad i fængslet, blev afsløret i februar 2019 i bogen Terroristen fra Nørrebro på baggrund af anonyme kilder.

Politirapporterne med analysen af materialet er dateret henholdsvis få uger efter angrebet og lidt over tre måneder efter angrebet, men myndighederne tilbageholdt altså oplysningerne om materialet i årevis.

I Terroristen fra Nørrebro udtaler flere politikilder sig anonymt om, hvilken forskel de mener, det ville have gjort, hvis politiet eller PET havde undersøgt Omar El-Husseins telefon inden hans angreb.

»Hvis man havde kendt indholdet på telefonerne inden angrebet, ville Omar El-Hussein jo bare være endnu en blandt 15 i Mjølnerparken, der rendte rundt med den slags på sin telefon,« siger en central politikilde ifølge bogen.

En anden vurderer, at det »selvfølgelig« er »interessant for forståelsen af, hvem Omar El-Hussein var, og hvornår han fik ideer i retning af et angreb«. Og en tredje kilde siger, at materialet bidrager til en ny forståelse af Omar El-Hussein, da det viste, at »han havde ret radikale tanker lang tid før angrebet«.

Ifølge bogen er der altså delte meninger blandt politikilder om, hvad fundet ville kunne have bidraget med, hvis myndighederne havde undersøgt telefonerne, før det var for sent.

Men ifølge Nico Prucha er materialet ganske konsistent, og han har svært ved at se, hvorfor myndighederne ikke skulle være meget interesserede i at undersøge en fange nærmere, som var i besiddelse af den slags materiale.

»Jeg ville nok kategorisere ham som en, der – givet hans data – var dybt indviet i en meget specifik teologi, som muliggør og kræver vold og voldelige handlinger, som han så begik,« siger han.

»Hvis politiet finder ideologisk drevet materiale – måske fra en ulovlig eller forbudt gruppe – i kombination med meget udførlige guides til at bygge bomber, så vil du vel forvente, at politiet er i meget højt alarmberedskab.«

Meget illustrativt for, hvordan radikaliseringens økosystem fungerer, så gik der ikke længe efter angrebet, før Omar El-Hussein selv blev en del af propagandaen.

En måned efter angrebet var han selv i Islamisk Stats magasin Dabiq, hvor han blev hyldet under krigernavnet »Abu Ramadan al-Muhajir«:

»Han indsamlede, hvad han kunne, af våben, oplysninger om mål, stolede på sin Herre og udførte sit modige og uselviske angreb, terroriserede kristne, jøder og ateister i Danmark – en hedensk nation, der fornærmede budbringeren,« skrev Dabiq.

Informations journalister Bo Elkjær og Sebastian Gjerding har samarbejdet med instruktør og journalist Nils Giversen, der står bag filmen ’Angrebet – Omars vej til Krudttønden’, om denne artikel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens peter hansen

jeg tror bestemt at PET og andre myndigheder har lavet fejl, men Omar er skurken og morderen der har læst radikale skrifter. Og hvad så? Breivik læste også slemme skrifter og hvad sidder Per, Poul og Mohammed og læser lige nu. Skal vi nu forstå menneskenes dårlige handlinger som konsekvens af læsning af grimme skrifter, voldelige film og tegneserier og ikke mindst spil som ungerne morer sig med ? Omars handlinger kan forklares, men de kan ikke forsvares. Masser af mennesker ser hver lørdag mord i TV og ville ikke kunne slå en flue ihjel. Tankegangen om radikaliseringen som forklaring på alle ulykker legitimerer overvågning, kontrol og mistro til alle. Morderne må stå på mål for deres handlinger.

Niels Johan Juhl-Nielsen

Tak for artiklen, der konkretiserer resultaterne af Niels Giversens research og danner baggrund for DR-dokumentaren. Desværre fik vi aldrig en uvildig undersøgelse af de tragiske hændelser den 14.-15. februar 2015. I stedet fik vi politiets undersøgelse af sig selv.

Selv nedskrev jeg mine oplevelser ved deltagelse i mødet i Krudttønden sammen mine refleksioner i den forbindelse i en artikel i magasinet Beredskab (foråret 2015). Se: https://issuu.com/beredskabsforbundet/docs/beredskab_02_2015

Tak også til DR for at prioritere en produktion som "Angrebet - Omars vej til Krudttønden" (anden del vises denne torsdag aften).

Hvad tænker mon myndighederne om, at de ikke selv var i stand til at evaluere i dybden og at der måtte gå fem år inden samfundet - og takket være DR - fik den viden og indsigt, som kommer frem i DR-dokumentaren?

Vi kan undre os over, at hændelserne den 14.-15. februar 2015 kunne ske i Danmark. Men er der ikke også grund til at undre sig over, at der skulle gå fem år inden de nye oplysninger og en større sammenhæng kommer frem - og at det ikke sker på myndighedernes initiativ, men via DR?

Også på andre af samfundslivets områder har vi set hændelser og svigt, som vi ikke anede kunne finde sted i Danmark, som skat, finans, socialområdet, forsvar f.eks. Uden sammenligning iøvrigt.

Hvorledes udvikler vi et helhedsorienteret evalueringsberedskab, der skal sættes ind, når særlige "begivenheder" indtræffer? Skal man være i tvivl om, hvorvidt myndighederne nu også ønsker et sådant helhedsorienteret evalueringsberedskab? - Eller må vi stille os tilfredse med et strengt sektoropdelt evalueringsberedskab, som når f.eks. politiet evaluerer sig selv?