Læsetid: 7 min.

Faren ved undtagelsestilstand er, at den bliver normaltilstand. Men det sker næppe her, mener ekspert

Kampen mod coronavirus har ført til ekstraordinære indgreb i borgernes rettigheder. Og selv om der ikke er grund til bekymring på længere sigt, bør offentligheden være særligt kritisk over for tiltag som grænselukning, hvor sagkundskaben tilsidesættes til fordel for et indgreb med stor symbolsk værdi, siger professor Ole Wæver
Politi og forsvar modtager færge fra Norge i Hirtshals, søndag den 15. marts 2020. Danmark lukkede sine grænser lørdag på grund af COVID-19, og der er indført skærpet kontrol ved de fleste overgange. Udlændinge uden anerkendelesværdigt formål afvises på grund af coronavirus.

Politi og forsvar modtager færge fra Norge i Hirtshals, søndag den 15. marts 2020. Danmark lukkede sine grænser lørdag på grund af COVID-19, og der er indført skærpet kontrol ved de fleste overgange. Udlændinge uden anerkendelesværdigt formål afvises på grund af coronavirus.

Henning Bagger

23. marts 2020

Den politiske håndtering af coronakrisen er en undtagelsestilstand, hvor de normer, som vi normalt har til at regulere forholdet mellem individ og stat, er sat ud af kraft.

Nye love er blevet hastebehandlet i Folketinget og har givet staten en række stærkt indgribende beføjelser. Smittede borgere kan blive underlagt tvangsbehandling, og der er indført forbud mod afholdelse af større forsamlinger. Arrangementer er blevet krævet aflyst, og virksomheder har måttet lukke. Hele Folketinget står bag.

Ole Wæver, der er professor i international politik på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, kalder det »nogle rettigheder, vi ellers troede, vi havde – nogle af dem i grundloven – som lige pludselig er blevet flyttet«.

»Ikke på nogen ulovlig måde. Det er gjort efter procedurerne, men vi rykker stadig grænserne, og man gør det med henvisning til et argument om en trussel, der er så stor, at det er nødvendigt.«

Ole Wæver står bag det indflydelsesrige begreb om sikkerhedsliggørelse, som verden rundt bruges inden for forskning og analyser af international politik.

Sikkerhedsliggørelse er en betegnelse for den proces, hvor en aktør – for eksempel en stat – begrunder ekstraordinære tiltag med henvisning til en eksistentiel trussel mod staten, befolkningen, miljøet eller en levemåde. Den eksistentielle trussel kan begrunde midler som politisk vold, hemmeligholdelse eller overtrædelse af internationale konventioner – altså tiltag, som normalt ikke ville blive accepteret.

Begrebet bruges ofte i forbindelse med krige eller andre undtagelsestilstande, men nu er det altså coronapandemien, der begrunder de ekstraordinære indskrænkninger af befolkningens frihed, som bliver indført både i diktaturer og demokratier over hele kloden.

»Det er i virkeligheden en indbygget mekanisme, som ethvert samfund har til at håndtere det, når man møder grænsen for den orden, man ellers havde etableret. Det betyder også, at det i bund og grund er et paradoksalt område at bevæge sig ud i. For vi kan have regler for alt muligt, men det her er netop spørgsmålet om, hvordan vi omgås undtagelsen for reglen,« siger Ole Wæver.

Danmark ikke i risikozonen

Ole Wæver understreger, at der ikke i sig selv er noget galt med, at der bliver taget ekstraordinære skridt, fordi coronapandemien rent faktisk er af en karakter, så det kan retfærdiggøres.

En klassisk risiko ved undtagelsestilstand er dog, at den går hen og bliver en normaltilstand. Belært af erfaringerne fra antiterrorlovgivninger og tiden efter den 11. september kan man være bekymret for, om de hegnspæle, som nu bliver flyttet i forhold til menneskerettigheder, ikke bliver flyttet tilbage, når krisen er overstået. Både med terrorlovene og med indgribende overvågningstiltag har vi tidligere set, at de er blevet indført med henvisning til ekstraordinære trusler, men siden har udvidet sit anvendelsesområde.

Men at de nye love og tiltag i kølvandet på corona skulle blive hverdag også i fremtiden er der dog næppe grund til at bekymre sig over, vurderer Ole Wæver.

»Det er jeg ikke særligt bange for. Jeg tror ikke umiddelbart, at vi vil få flere tvangsbehandlinger i sundhedsvæsenet eller pludselig vil få tilfældige udgangsforbud på grund af det her. Jeg tror, at det er afgrænset nok til, at det ikke er en hovedbekymring.«

En anden risiko er ifølge Ole Wæver, at der opstår en kult omkring den politiske leder, som ikke er sund. Både den franske premierminister, Emmanuel Macron, og den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), er en type ledere, der trives godt i den nuværende rolle med markante og alvorstunge taler til nationen, hvor de stiller sig frem og siger, hvad der skal gøres.

»Man så tendensen efter den 11. september. Politikerne gjorde det, de skulle, og tog lederansvar, men så blev meget af det hængende bagefter som en langt mere oppefra og ned-politik, end vi havde været vant til,« siger Ole Wæver.

»Men det tror jeg ikke, at Danmark er i risikozonen for denne gang. Vi skal nok finde tilbage til at være kritiske over for vores statsminister igen.«

Grænselukning skadeligt

Men på et tredje område er der grund til bekymring, mener Ole Wæver.

Da Danmark for en uge siden lukkede grænserne, var det et eksempel på, at man brugte håndteringen af en krise til at dreje en større dagsorden på en bestemt måde.

Lukningen af grænsen skete imod de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger, og det var på et tidspunkt, hvor man kunne have taget en række andre skridt som yderligere udgangsbegrænsninger eller lukning af butikker.

»Det er med til at trække verdenspolitikken i én retning. Hvor for eksempel WHO ville sige, at vi skulle håndtere det her som en global udfordring, hvor vi allesammen samarbejder, så får vi i stedet en symbolik, der handler om, at hvis bare vi kan holde de andre væk, så løser det sig. Der mener jeg, at lande som USA, Østeuropa og Danmark var med til at fremme et grundbillede af verden, som er skadeligt for vores evne til at samarbejde,« siger Ole Wæver.

»Det er en drejning, som kan hævne sig på lang sigt, for det skaber en mere fragmenteret og mindre handlekraftig verden. Både i forhold til kommende epidemier, men for den sags skyld også indsatsen mod klimaforandringerne, som også afhænger af, hvordan vi ser på verden. Derfor er det rimeligt at kritisere, at regeringen trykker et sæt af knapper helt i bund fra starten og stadig ikke har fortalt os hvorfor.«

– Er der ikke noget, der taler for, at Danmark bare var tidligt på den?

»Der er stadig forskellige virkemidler, man kan tage i brug. Politisk lederskab består netop i at vælge, om vi skal være tidlige eller sent, forsigtige eller ikke. Men det kræver en god forklaring – som vi ikke har fået – hvis man vælger andre midler end dem, der er bedst fagligt belæg for. Der valgte Danmark så meget tidligt at gå meget langt ud ad den skala, der hed grænsekontrol. Det, at andre følger efter, er jo ikke noget argument i sig selv. Det kan også være, fordi politiske midler smitter, og at det så bliver symbolet på, at man er en handlekraftig politiker.«

– Det handler jo også om en skepsis over for, hvad de omkringliggende lande gør. Er det ikke et logisk træk for en stat at konstatere, at vi ikke kan lave drakoniske tiltag her, hvis de andre lande ikke gør nok?

»Dem, der kom over grænserne med smitte, var jo altovervejende dem, der kom hjem fra skiferie i Østrig, og danskere har vi jo nu bedt om at komme hjem hurtigst muligt,« siger Ole Wæver.

»Grænsekontrol er formentlig ikke nogen optimal strategi, og derfor ville det være rimeligt at kræve, at vores politikere kan svare på, hvorfor de har valgt at prioritere anderledes end det, fagkundskaben kan pege på. Der hjælper det ikke bare at sige, at det er et forsigtighedsprincip, for det forudsætter, at der kun var én sti at gå ad – men der fandtes flere.«

Han understreger, at der godt kan være tilfælde, hvor indsatsen eller epidemien i de forskellige lande adskiller sig så meget, at grænselukninger kan begrundes.

»Det er derfor – paradoksalt nok – at Trump har bedre belæg for, at det gav mening at lukke for indrejse fra Kina på det tidspunkt, han gjorde det. Det giver også mening, at afrikanske lande er enormt konservative i forhold til, hvem man giver lov til at rejse ind fra Europa. Men den forskel, vi havde imellem niveauet i Tyskland og Danmark, kunne ikke begrunde det tiltag,« siger Ole Wæver med henvisning til, at Tyskland på det tidspunkt ikke havde alarmerende høje smittetal i forhold til Danmark.

Manglende kritik er skadeligt

De danske myndigheder har generelt været begunstiget af, at der har været bred opbakning i befolkningen til deres hårde indgriben – med måske grænselukningen som det eneste tilfælde, hvor der blev rejst kritik af, om skridtet var for vidtgående.

Her mener Ole Wæver, at man kunne observere en sidste ting, der er kendetegnende for sikkerhedsliggørelse – nemlig at kritik ikke er særlig velkommen, og at andre folk på for eksempel sociale medier beder kritikerne om at klappe i.

»Det er typisk for sikkerhedsliggørelse, at det er svært at have plads til kritik, mens man gør sådan nogle ting. Det hele får en patriotisk tone om, at nu skal man stå sammen om lederne, og at man ikke skal svække os internt med splid. Det har man godt kunne mærke i Danmark,« siger han.

Men den kritiske debat er vigtig. Både rent demokratisk, og fordi den kan forhindre, at undtagelsestilstanden begrunder tiltag, der ikke bør indføres.

»De tidligere sager har lært os, at det også skader sagen selv, hvis man lukker ned for kritisk debat,« siger Ole Wæver.

»Det mest oplagte eksempel er selvfølgelig den 11. september. Her kan man godt i dag se, at mange af de hårdhændede ting, der blev indført, var kontraproduktive. Det var ikke bare skadeligt for vores demokrati, men også for det, vi gerne ville opnå. Der havde det været bedre, hvis man havde haft en langt mere kritisk debat.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Palm
  • Alvin Jensen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Gert Romme
  • Rasmus Knus
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Carsten Mortensen
  • Johnny Christiansen
  • Hanne Utoft
  • Anker Nielsen
  • Thomas Tanghus
Rune Palm, Alvin Jensen, Klaus Lundahl Engelholt, Gert Romme, Rasmus Knus, Dorte Schmidt-Nielsen, Christian Mondrup, Carsten Mortensen, Johnny Christiansen, Hanne Utoft, Anker Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis grænselukningen skulle have effekt, burde den gribes anderledes an:

Jeg kom til Danmark i går med bil efter at have siddet i en slags frivillig karantæne i en lejlighed i Sydtyskland i over en uge.

Da jeg kom til grænsen ved Frøslev, så jeg, at der holdt udenlandsk indregistrerede biler, der var kørt ind til siden.
Men jeg blev bare vinket igennem efter at have vist mit pas.

Jeg havde ingen symptomer på noget som helst, men det kunne den plastikhandskeklædte person i skuret jo ikke vide. Jeg blev ikke engang spurgt, hvor jeg havde været henne og hvor lang tid.
Efter min mening bør ALLE, der kommer over grænsen, tjekkes (og i det mindste udspørges), ellers finder man aldrig ud af, om grænselukningen overhovedet har effekt. Sådan som jeg har oplevet det, fungerer den i hvert fald ikke.
Når man har forladt grænsekontrollen fra Tirol til Bayern, møder man store skilte, der blinker med opfordringen "Husk at blive hjemme i 2 uger" (bare på tysk). I det mindste kunne man sætte sådan nogle skilte op. Det har muligvis ingen effekt for alle, men nogle kunne jo blive mindet om det endnu engang.

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist og Gert Romme anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Lukningen af grænsen skete imod de sundhedsfaglige eksperters anbefalinger, og det var på et tidspunkt, hvor man kunne have taget en række andre skridt som yderligere udgangsbegrænsninger eller lukning af butikker.
Siger Wæver
Men de sundshedsfaglige eksperter bad ikke om at lukke butikker, de satte ikke ind med test, de undersøgte ikke flypassagerer, de undersøger ikke folk fra Tyskland. De modtager tilbud om værnemidler, de giver sundhedsministeren forkerte selvmodsigende råd og sidst men ikke mindst, de lyver om deres beredskabs fortræffelighed.
Lige nu synes jeg at sundhedsmyndighederne bliver behandlet med fløjlshandsker på trods af åbenbare og livsfarlige fejl undervejs.
Med hensyn til grænsekontrollen i dag, så bliver man jo heller ikke kontrolleret på gaden i Danmark, hvorimod tilstrømningen til landet er på et absolut minimum. Alle dansktalenden kan vel ikke være i tvivl om reglerne i DK.