Læsetid: 5 min.

Finansministeren skal have fingeren på den finanspolitiske aftrækker

En lære fra finanskrisen var, at de finanspolitiske reaktioner i næsten alle lande var for små og for langsomme. Den fejl skal vi ikke gentage under coronakrisen. Der er brug for finanspolitisk fleksibilitet og klar kommunikation fra finansminister Nicolai Wammen
I en situation med tiltagende pessimistiske forventninger er det afgørende, at finansministeren står klar til at understøtte økonomien med finanspolitiske lempelser, der kan opretholde efterspørgslen.

I en situation med tiltagende pessimistiske forventninger er det afgørende, at finansministeren står klar til at understøtte økonomien med finanspolitiske lempelser, der kan opretholde efterspørgslen.

Ida Guldbæk Arentsen

30. marts 2020

Om lidt begynder forhandlingerne i Finansministeriet om genåbningen af dansk økonomi efter de seneste ugers nedlukning. Det er tid til at gøre status og se fremad.

Vi har undgået en eksponentiel vækst i antallet af smittede og indlagte som følge af Covid-19. Vores sygehusvæsen er ikke for alvor kommet under pres, blandt andet grundet mere end en fordobling af antallet af intensivpladser. Det er en ubetinget succeshistorie.

Vi har samtidig haft en betydelig økonomisk tilbagegang grundet den sundhedsfagligt nødvendige begrænsning af vores produktionskapacitet. De imponerende hurtigt vedtagne hjælpepakker har kompenseret virksomheder og lønmodtagere for tab og holdt sammen på økonomien. Hjælpepakkerne er nu en kilde til inspiration rundt om i verden. En mulig ny nordisk eksportvare.

Med den rigtige exitstrategi og klar kommunikation om strategien har vi god mulighed for at undgå en dyb og lang recession med høj arbejdsløshed og finansiel uro til følge. Vi har trukket i den økonomiske elastik, men hvis vi sikrer os, at den ikke sprænger, svirper den økonomiske aktivitet tilbage, når vi på sundhedsfaglig forsvarlig vis kan genåbne Danmark.

Tilbagegangen

Tilbagegangen i dansk økonomi har været betydelig. Det private forbrug er dykket kraftigt og har i følge de seneste tal fra Danske Banks daglige forbrugsopgørelse stabiliseret sig på et niveau, der ligger 20 procent under normalen. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at næsten 50.000 personer har meldt sig ledige siden 9. marts, næsten tre gange så mange som normalt. Heldigvis er tilgangen til ledighed aftaget de seneste dage. I Dansk Industris virksomhedspanel ses et forventet fald i omsætningen i 2. kvartal på 17 procent.

De økonomiske prognoser for resten af året er meget usikre. På baggrund af en antagelse om, at Danmark gradvist genåbnes fra slutningen af april, kommer en prognose fra Danske Bank frem til et fald i BNP på 2,5 procent i år sammenlignet med en forventet stigning i seneste prognose på 1,4 procent.

Men der er betydelig risiko for, at det bliver værre. Risikofaktorerne er både muligheden for en længere nedlukning, for et indenlandsk efterspørgselskollaps og for et større fald i eksporten end forventet.

Forventninger

Et centralt element er virksomhedernes og husholdningernes forventninger til fremtiden. De seneste undersøgelser viser, at omkring to tredjedele af virksomhederne forventer, at deres omsætning er tilbage på et normalt niveau inden for et kvartal.

Udvikler forventningerne sig i mere negativ retning vil det, alt andet lige, føre til faldende investeringer og flere fyringer allerede i dag. Hvis husholdningerne får mere negative forventninger vil det også sænke boligmarkedet ned i en dybfryser og dæmpe salget af varige forbrugsgoder.

I en situation med tiltagende pessimistiske forventninger er det afgørende, at vi står klar til at understøtte økonomien med finanspolitiske lempelser, der kan opretholde efterspørgslen. Det er desuden vigtigt, at viljen til at understøtte økonomien på en sådan vis meldes klart ud i god tid som en ufravigelig del af exitstrategien.

Det er godt, at regeringen allerede har taget de første skridt ned ad denne vej, og at finansminister Nicolai Wammen har annonceret, at han vil gøre det, der er nødvendigt.

Usikkerhed om fremtiden er gift for økonomien. Det får virksomheder og husholdninger til at se tiden an og udskyde større investeringsbeslutninger. Det kan få krisesnebolden til at rulle. En afgørende lære fra finanskrisen var, at de finanspolitiske reaktioner i næsten alle lande var for små og kom for sent. Den fejl skal vi ikke gentage.

Så længe det sundhedsfagligt er nødvendigt med hjemsendelser, karantæner og udbredt social distancering er økonomien i udgangspunktet begrænset fra udbudssiden. Det kan ekspansiv finanspolitik ikke ændre på.

Hvis antallet af konkurser og fyringer i de direkte berørte brancher vokser, er det kompensationsordningerne, som skal opgraderes. Dog har vi set, at flere også melder sig ledige i for eksempel bygge- og anlægsbranchen og i industrien. Det indikerer et begyndende generelt efterspørgselsproblem allerede nu. Men det er særligt, når begrænsningerne på økonomiens udbudsside lettes, at ekspansiv finanspolitik kan blive alfa og omega.

Ekspansiv finanspolitik

Ekspansiv finanspolitik kan antage mange skikkelser. Den besluttede suspendering af de kommunale anlægslofter og fremrykning af renoveringer af for eksempel skoler og veje er et eksempel og et godt første skridt.

Et fundamentalt problem med fremrykning af offentlige investeringer er dog, at det tager tid. Der er en planlægningsfase, hvor efterspørgselseffekten er begrænset. Det er derfor afgørende, at der allerede nu lægges planer for, hvilke investeringer der kan fremrykkes, når og hvis det bliver nødvendigt.

Flere økonomer er nu i gang med at analysere, i hvilke brancher vi kan forvente det største fald i efterspørgslen og derfor mest ledig kapacitet. Offentligt forbrug og investeringer rettet mod disse brancher vil især være gavnlige for den samlede økonomiske aktivitet.

Når økonomien er under kapacitetsgrænsen skaber øget efterspørgsel sit eget udbud. Den såkaldte omvendte Says lov, opkaldt efter den franske økonom Jean-Baptiste Say (1767-1832), der argumenterede for, at generel mangel på efterspørgsel var en umulighed, da udbud altid skaber sin egen efterspørgsel.

Faren ved for langsomt virkende ekspansiv finanspolitik er, at effekten på den økonomiske aktivitet først indtræffer, når økonomien allerede har nået sin kapacitetsgrænse. Det medfører et inflationært pres. Inflationen er dog allerede lav, og vi har nærmere brug for mere end for mindre. Det er derfor en pris, det er værd at betale i forhold til at mindske risikoen for en dyb og lang recession.

Flere penge mellem hænderne

En anden skikkelse, finanspolitikken kan antage, er at give danskerne flere penge mellem hænderne. Eksempler kunne være coronatillæg i dagpengene, kontanthjælpen eller andre overførsler eller en frigivelse af de indfrosne feriepenge. I sidste ende kunne man også forestille sig direkte overførsler til alle danskeres nemkonti.

Fordelen ved disse tiltag er, at de kan have en effekt næsten fra den ene uge til den anden. En ulempe er, at det øger efterspørgslen mere bredt og ikke specifikt i de brancher, hvor problemerne er størst. En anden ulempe er, at mange husholdninger måske vælger at spare pengene op i stedet for at gå ud at forbruge.

Det kan dog delvist afhjælpes ved at fokusere på overførsler til lavindkomstgrupper eller grupper, som har oplevet indkomsttilbagegang, hvor den marginale tilbøjelighed til at forbruge må forventes at være størst. Det vil tilmed se godt ud med røde ulighedsbriller.

Det er ikke til at sige, hvor meget ekspansiv finanspolitik, der kommer til at være behov for. Et afgørende element i en god exitstrategi er derfor stor fleksibilitet. Finansministeren skal være beredt med fingeren på den finanspolitiske aftrækker og trykke af, så snart det bliver nødvendigt.

De samfundsøkonomiske tab af produktion, vi har oplevet indtil nu, har hovedsageligt været nødvendige af sundhedsfaglige årsager. En god exitstrategi kan minimere risikoen for yderligere tab.

Jeppe Druedahl er adjunkt på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information

Italienere står i kø til supermarkedet. »Hvis de sårbare lande i Sydeuropa ikke føler, at de bliver reddet og hjulpet, kan jeg ikke se, hvordan det europæiske projekt skal kunne opretholdes,« siger Martin Wolf.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Mikael Aktor
  • Frank Borchorst
Ejvind Larsen, Mikael Aktor og Frank Borchorst anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lad for guds skyld ikke økonomerne overtage styringen.... "nødvendighedens" politik vil være gift.

Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Erik Winberg, Henrik Peter Bentzen, Torben K L Jensen og Brian W. Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

I dag er "nødvendighedens politik" at bruge så mange penge som muligt til at redde kloden fra klimakollaps.

Trond Meiring, Erik Winberg og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Ovenstående artikel rummer forskellige udmærkede betragtninger og overvejelser, men er hæmmet af et alt for snævert udgangspunkt.

Det ser man allerede i artiklens brødtekst – taget fra selve artiklens tekst. Her kan vi læse, at ”En lære fra finanskrisen var, at de finanspolitiske reaktioner i næsten alle lande var for små og for langsomme. Den fejl skal vi ikke gentage under coronakrisen.”

Hvad man læser afhænger jo åbenbart af, hvilket udgangspunkt man ser verden ud fra. For mig at se overser Jeppe Druedahl nogle af de vigtigste punkter, man burde kunne lære fra finanskrisen:

For det første var de finanspolitiske reaktioner overvejende nationale fremfor europæiske.

For det andet var de finanspolitiske reaktioner ikke koblet til nødvendige strukturelle reformer knyttet til f.eks. styrket regulering af den finansielle sektor o.l., en prioritering af investeringer i bæredygtighed, solidarisk orienterede skattereformer fremfor lettelser af beskatning af samfundets mest velhavende dele m.m.

For det tredje blev de ekspansive finanspolitiske reaktioner alt for tidligt afløst af sparepolitiske logikker (austerity), og efterfølgende har vi så fået en problematisk kobling af ekspansive pengepolitikker på europæisk plan og stramme finanspolitikker i de fleste europæiske lande.

Om disse fejl så vil blive gentaget i den nuværende situation, er et åbent spørgsmål. Sidste uge kunne man iagttage en markant og vigtig splid indenfor eurogruppen. For første gang har en gruppe sydeuropæiske lande – med bl.a. Frankrig, Spanien og Italien – i fællesskab åbent argumenteret for europæiske finanspolitisk solidaritet i form etableringen af et program til udstedelse af fælles europæiske obligationer (såkaldte coronabonds). Tyskland, Holland m.fl. har som sædvanligt afvist ideen, og bl.a. kritiske hollandske iagttagere har bemærket, at Holland afviser finanspolitisk solidaritet med de sydeuropæiske lande, samtidig med at landet fungerer som et skattely. Denne på overfladen tekniske splid kan få vidtrækkende politiske konsekvenser.

Trond Meiring, Ivan Breinholt Leth og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Det går meget stærkt for øjeblikket. Says lov (udbudsøkonomi) indebærer en indirekte påstand om, at ledighed er den lediges eget ansvar. Den er ikke så gangbar mere, for så kan man jo lige så godt påstå, at manglende omsætning er virksomhedernes eget ansvar.

Og inflationen skal vi nu have mere af, hvor staten for blot nogle uger siden var nødt til at spare en del af befolkningen ud i fattigdom for at holde statens udgifter og infaltionen nede. (For høj inflation truer finanskapitalens profit.) Finanspolitikken skal nu være ekspansiv, og staten skal være omhyggelig med at planlægge økonomiske tiltag. For en måned siden ville sådanne udsagn være det samme som at plædere for indførelse af sovjetisk planøkonomi.

Ivan Breinholt Leth

Torben K L Jensen
30. marts, 2020 - 11:58
M.a.o. er den nødvendige økonomiske politik ikke så nødvendig, som den har været. Og Claus Hjort Frederiksens retoriske trick med at afvise enhver form for statslig ekspansiv finanspolitk med spørgsmålet "hvor skal pengene komme fra" er tilsyneladende forstummet. Hvor vi sidste år ikke havde råd til at hæve kontanthjælpsloftet, har staten i løbet af et par uger fundet 50 mia kroner til overførselsindkomster til det private erhvervsliv. Hvor skal pengene dog komme fra?