Frygt for corona blandt hjemløse og stofbrugere: De vil ’falde på stribe’

Et par håndfulde mænd og nogle få kvinder sidder i en klynge op ad muren til Stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro i København. Der er koldt. De sidder tæt for at holde på varmen og skærme for vinden, så stofferne på sølvpapiret og rygeglassene ikke blæser væk.

Jeg spørger en ung mand i midten af klyngen, om han husker at lade være med at dele glas med de andre.

»Hvis jeg deler, så pudser jeg bagefter,« siger han og viser mig en indpakket renseserviet. De fleste ved godt, at de helst skal være forsigtige, når coronavirussen er ved at sprede sig over landet.

Men hvordan gør man det, når ens hjem er i en pose, når man hver dag skal ud og skaffe stoffer, og mange af de steder, hvor man plejede at gå ind, er lukket ned?

»Vi andre tuller rundt i vores lejlighed, men denne her gruppe er mere afhængig af hjælpeinstanser, og når de er væk, stiller vi gruppen dårligt. Her tænker jeg i allerhøjeste grad i forhold til smittekæde,« siger Vibe Klarup, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Mange af de steder, som hjemløse plejer at bruge, lukkede allerede ned for en uge siden, og med forbuddet mod at forsamles flere end 10 personer er endnu flere tilbud nu lukket ned eller har begrænset adgangen. H17 er nu lukket for rygerne, mens det stadig har åbent for injektionsbrugerne.

Det er kommunernes ansvar at etablere nye steder med mindre kapacitet, hvor folk så kan få mad, gå i bad og sove.

»Det er helt afgørende, at vi får bugt med smittekæden,« understregede statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet tirsdag aften, hvor forbuddet blev varslet.

Grace i København, som har haft 40 sovepladser til udenlandske hjemløse og serveret mad til 60 mennesker inden forbuddet, har nu fundet en måde at have 30 mennesker inde til at spise og sove. For at afgøre, hvem der kan få en plads, bliver der hver dag trukket lod. Før sov de med få centimeters afstand i én stor sovesal, fortæller Sofie Weinreich Engell, der er leder af Grace, der er en del af Blå Kors.

»Så på en måde er det bedre nu, fordi de er blevet fordelt ud på tre værelser, men stadig ikke hensigtsmæssigt overhovedet, fordi de stadig ikke kan komme i karantæne. Og de render rundt ude i byen med deres dårlige helbred og hygiejne og udsætter sig selv og andre for smitte,« siger hun.

På rampen op til H17 kommer en mand med langt mørkt hår og baggy bukser hen og hilser – med fødderne. Han griner forsigtigt og kigger ned i jorden.

– Har du et sted at tage hen og sove om natten?

»Jaeh«

– Hvor?

»Jeg sover herovre – og der. Rundt omkring,« siger han og peger ud mod den grå Kødby. Området er kendt for at have mange hjemløse overnattende gæster i krogene og langs bygningerne, men under coronaepidemien meldes der om flere end ellers.

En yngre fyr med sitrende hænder går over til en medarbejder. »Undskyld, jeg forstyrrer, har I ikke dem her,« spørger han og viser en maske.

»Nej, desværre, så havde vi dem selv på,« svarer medarbejderen. Hun spritter sine hænder, og straks kommer en fyr over. »Må jeg ikke få en smule,« spørger han og rækker hænderne frem. Medarbejderen trykker den gennemsigtige gel ud.

Test, test, test, vi mangler test

På trappen ved indgangen til Herbergscentret Sundholm på Amager står der tre fjernsyn og nogle dvd’er. Centret er et midlertidigt botilbud for udsatte hjemløse borgere, der ofte har stof- eller alkoholproblematikker, psykiatriske lidelser og fysiske sygdomme.

Personalet gør alt, hvad de kan, for at holde beboerne på matriklen, så de kommer i kontakt med færrest muligt. Derfor har de lukket helt ned for gæster.

Leder på Sundholm, Marie-Louise Dyhrberg, er frustreret over, at hun ikke kan få testet sit personale:

»Det allerstørste problem lige nu er, at mit personale ikke kommer i et fast track til at blive testet for corona. Det er et kæmpe stort problem!«

Det er første gang, Marie-Louise Dyhrberg i sine fire år som leder selv har måttet træde til på gulvet, fordi hun har medarbejdere derhjemme. Måske har de corona. Hun ved det ikke.

»Problemet er, at mine varme hænder ikke bare lige kan skiftes ud med nogen fra et frivilligkorps. Vores arbejde er pissefarligt, hvis du ikke ved, hvad du laver, og det bygger så meget på tillid,« siger Marie-Louise Dyhrberg.

På Sundholm har de gjort myndighederne opmærksom på, at de mener, det er afgørende for deres arbejde, at der bliver testet mere.

Der er da også kommet nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen for blandt andet test på Socialområdet. Medarbejdere, der varetager kritiske funktioner »i indsatser for socialt udsatte, og som har lette til moderate symptomer forenelige med COVID-19, kan efter telefonisk visitation ved læge henvises til vurdering og test for COVID-19, såfremt det findes hensigtsmæssigt med hurtig raskmelding«, skriver Sundhedsstyrelsen i sine retningslinjer.

Men Marie-Louise Dyhrberg fortæller, at hun stadig ikke kan få sine medarbejdere testet.

»Efter jeg så nyheden, ville jeg selvfølgelig have testet mine to medarbejdere, der er sygemeldte med symptomer, og som varetager kritiske funktioner, men de er begge blevet afvist,« fortæller hun og forklarer, at hun selv har snakket med infektionsmedicinsk afdeling.

»Det er ikke muligt. Det virker overhovedet ikke endnu,« siger Marie Louise Dyhrberg.

I weekenden annoncerede Region Hovedstaden således også, at den ikke kan leve op til retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen. I en mail til Information oplyser den, at kritisk personale i et vist omfang kan blive testet for COVID-19, men på grund af problemer med forsyningen af testudstyr »og et stort pres på kapaciteten«, ser regionen sig nødsaget til at prioritere test af de allersygeste danskere frem for medarbejdere med »lette til moderate symptomer«.

Katastrofen, som vi venter på sker

Det bekymrer personalet på Sundholm meget, hvor hurtigt smitten vil kunne sprede sig på herberget, fordi deres brugere i forvejen har så dårligt helbred, og fordi de lever så mange tæt sammen. Lige nu er de 74 mennesker på 72 værelser, og de deler seks toiletter og har fælles bad.

I modtagelsen sidder Sarah Baarstrøm, der er socialrådgiver og arbejder som kontaktperson.

»Jeg er så bange for at give det til de her beboere,« siger hun.

»Vi har jo flere, der ville falde på stribe, hvis de fik det. Vi har flere, der går rundt med ubehandlet tuberkolose,« siger Sarah Baarstrøm.

»Og hiv,« indskyder Marie-Louise Dyhrberg.

»Og nyreproblemer, ja, og leverproblemer har de jo allesamen,« supplerer Sarah og samler op: »Jeg kan komme på de første ti, der ville dø, hvis de fik det.«

»Hvis ikke man gør det (tester mere red.), så vælter vi sundhedsvæsenet, når vi kommer ind med 70 mennesker med coronavirus,« siger Marie Louise Dyhrberg og tilføjer: »For det kommer til at gå rigtig hurtigt her, når det først går i gang.«

Henrik Thiesen, der er overlæge for de hjemløse i Københavs Kommune og leder af det opsøgende sundhedsteam, beskriver gadefolkets helbred sådan her: »En god måde er at lægge 20 eller 30 år til deres alder på grund af deres livsførelse, og pludselig rykker man altså ind i 60-årsalderen som bare 40-årig.«

Henrik Thiesen forklarer, at en stor del af dem ikke er ordentligt udredt, men at de typisk har svækket immunforsvar og er den gruppe, der er mest belastet med lungesygdommen kol – som de kan have symptomer på helt ned til 20-30-årsalderen.

Faglig konsulent for socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden Nina Brünés forudser, at coronaepidemien kan få alvorlige konsekvenser blandt de hjemløse stofmisbrugere. »Sandsynligheden for, at de skal indlægges, er alarmerende stor. Om fjorten dage ser vi det herude,« siger hun.

Men Nina Brünés tilføjer også, at »de udsatte er nu i særligt fokus på hospitalerne for at imødekomme de særlige behov, der er, når man er udsat og indlagt«.

Umulige at holde en abstinent tilbage

De danske myndigheder har sat alt ind på at neddrosle den sociale interaktion i samfundet for at mindske smitten med coronavirus. Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Vibe Klarup, appellerer til, at anbefalingerne også bliver fulgt, når det handler om hjemløse og folk på herberg.

»Vi skal virkelig gøre noget for, at der er mulighed for isolation. At der er oprettet steder, så de kan gå i karantæne,« siger hun.

Men opgaven er stor, når man har at gøre med folk, der er stofafhængige. De skal nemlig ud at skaffe deres stoffer.

»Vi kan ikke holde vores beboere i karantæne på værelset. Det er fysisk umuligt,« siger Sarah Baarstrøm: »Når de står og er stoftrængende, så kunne vi stå hele vores personalegruppe og forsøge at stoppe dem. Det vil de skide på. Det er jo overnaturlige kræfter, som de ikke kan kontrollere.«

»Hvis man virkelig ville hjælpe den her gruppe, så kunne man isolere dem og give dem lækker mad, adgang til Netflix og tilstrækkelig medicin, så de blev indenfor,« siger Nina Brünés.

Den udgående retshjælp, Gadejuristen, og stofbrugernes talerør, Brugernes Akademi, ser også behandling og medicin til alle stofbrugere som løsningen.

»For dem, der er på gaden, skal der sikres supernem adgang til abstinensbehandling, udgående medicinsk behandling og lovning på dækning, hvis de skal på hospitalet eller blive på et herbergsværelse i isolation,« siger Maja Løvbjerg Hansen fra Gadejuristen.

Den bedste løsning er, at rusmiddelcentrene kører ud med medicinen eller i det mindste udskriver til 14 dage ad gangen, lyder det fra Brugernes Akademi og Gadejuristen.

»Vi ved, at langt de fleste indskrevne på rusmiddelcentrene har dårligt helbred, så dem, der går på centrene, er særligt udsatte, og det nytter ikke noget, at de skal ned og supplere op på gaden eller samles med andre, der er udsatte,« siger Maja Løvbjerg Hansen.

»Vi risikerer, at de ikke kontakter sundhedsmyndighederne, hvis de bliver syge. At de samler sig, at stoffer skifter hænder, at kontanter skifter hænder.«

Stofbruger og Formand for Brugernes Akademi, Anja Plesner Boch udtrykker det sådan her: »Hvis de lader stå til nu, så rammer det resten af Danmarks befolkning lige i røven, for vi kommer til at fylde op på de intensive afdelinger, og vi kommer til at sprede smitte i vores jagt på selvmedicinering, hvis ikke substitutionsbehandling gøres tilgængelig for alle.«

Og det kan få fatale konsekvenser. I en skrivelse fra Sundhedsstyrelsen til rusmiddelcentrene i landet i forbindelse med coronaepidemien, hvor de også anbefaler at udskrive til længere tid, står der således, at en stor andel af de indskrevne patienter på rusmiddelcentrene skønnes at være »særligt sårbare i forbindelse smitte af COVID-19«.

Det skyldes blandt andet »lille til ingen adgang til hygiejneinfrastruktur,« og at »personer, der lider af rusmiddelproblematikker, ofte også lider af andre sygdomme, eksempelvis i luftveje, lever, nyrer eller hjerte.«

Stofbrugere er ikke bare Istedgade

På rampen foran H17 kommer en høj mand over og spørger, hvad jeg laver sådan et sted. Han stikker ud fra mængden. Han har brune lædersko på, blå lærredsbukser og en pæn matchende jakke. Han ligner en, der er på vej til et møde.

»Jeg ved jo godt, at det er dumt, og jeg bryder mig sådan set ikke om at være her. Slet ikke i dagslys som nu, men heldigvis er der ingen mennesker,« siger han og kigger ud over den tomme Kødby.

Manden har fast arbejde, familie og andelslejlighed, men han »tager en tur« med heroin og kokain cirka en gang om måneden, fortæller han.

Maja Løvbjerg Hansen fra Gadejuristen forklarer, at stofbrugere ikke er en isoleret gruppe. »Det er ikke bare Istedgade. Det er buschaufføren, det er din sygeplejerske, din lagerarbejder. De er en del af samfundet og en del af vores alle sammens smittekæde, så hvis ikke vi får den brudt her, går det ud over hele samfundet.«

Jeg spørger ham, om ikke han er bekymret for smitte, når han er på H17.

»Jo, for fanden,« svarer han. »Men når jeg ryger her, tænker jeg ikke på det. Det er jo netop for at slukke hjernen, at jeg ryger.«