Læsetid: 20 min.

Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor

Vi opfører os alle forskelligt i krisesituationer. For mange er den naturlige reaktion at hjælpe folk i nød, mens andre først og fremmest tænker på sig selv. Det ser vi også under den nuværende coronakrise. Et psykologisk eksperiment rummer svaret på, hvorfor det er sådan – og hvordan vi får flere til at hjælpe
I dag har Maria Martinez sagt ja til at hjælpe en fremmed kvinde med at købe ind. De to har kun talt sammen i telefonen. Men så vidt hun har forstået, har kvinden nedsat immunforsvar og tør ikke gå udenfor.

I dag har Maria Martinez sagt ja til at hjælpe en fremmed kvinde med at købe ind. De to har kun talt sammen i telefonen. Men så vidt hun har forstået, har kvinden nedsat immunforsvar og tør ikke gå udenfor.

Anders Rye Skjoldjensen

27. marts 2020

Forestil dig, at du befinder dig på en togstation. Du har været en tur inde i byen og er nu på vej hjem igen. På perronen står en håndfuld andre mennesker og venter ligesom dig.

Pludselig synes du, der lugter brændt. Du drejer hovedet og opdager en tyk bølge af røg, som vælder ud over perronen. Nede bagfra hører du nogen råbe:

»Det brænder! Skynd jer ud.«

Folk omkring dig bliver grebet af rædsel og flygter mod udgangene. Nogle vælter i tumulten. Branden spreder sig hurtigt. Røgen omslutter dig, og du får svært ved at trække vejret.

Hvordan reagerer du? Sætter du i løb mod udgangen og forsøger at skubbe og møve dig op ad den tætpakkede rulletrappe? Eller stopper du op, samarbejder med de andre om en rolig evakuering og hjælper dem, der er faldet?

De fleste af os vil sikkert helst svare det sidste. Og det vil faktisk være den naturlige reaktion for mange. Men det er ikke så simpelt endda. Din reaktion på en nødsituation er også påvirket af, hvordan du opfatter både dig selv og de mennesker, der er omkring dig. Om I tilhører den samme gruppe. Og den opfattelse er vi ikke selv herrer over.

Det viser et britisk forskningsstudie fra 2009, som det er værd at kaste et blik på i disse tider. Studiets resultater kan hjælpe os med at forstå, hvorfor den nuværende coronapandemi ser ud til at bringe både det bedste og det værste frem i os.

Ikke som i Hollywood

Udbruddet af den nye coronavirus har kastet Danmark ud i et hidtil uset socialt eksperiment.

Vi står over for en trussel, som er så alvorlig, at regeringen har lukket hele landet ned. Gaderne i vores byer ligger øde hen. Alting står stille, og ingen ved, hvornår det går over igen.

Befolkningens reaktioner på epidemien og på regeringens tiltag har været vidt forskellige. Nogle hamstrer toiletpapir, mens andre melder sig som frivillige og hjælper hinanden. Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, der bestemmer, hvordan vi opfører os i sådan en situation?

Hvis der er en mand, der kan hjælpe os med at besvare de spørgsmål, er det psykologiprofessor Stephen Reicher fra University of St. Andrews i Skotland.

Han har viet de seneste 40 år af sit liv til at forske i menneskemængder, gruppepsykologi og menneskers adfærd i nødssituationer.

»Jeg har været i gang i et stykke tid,« som han siger med et underspillet grin, da Information fanger ham på telefonen i et skotsk villakvarter.

Som så mange andre er han tvunget til at arbejde hjemmefra lige nu. Selv om han og hans hustru har en have, hvor de kan trække frisk luft, og deres 16-årige søn, som er sendt hjem fra skole, har en bunke computerspil, der kan holde ham beskæftiget, regner professoren med, at den kommende tid derhjemme bliver sådan, ja, »a bit of a stretch«.

Men for at komme tilbage på sporet:

Den traditionelle opfattelse af menneskers adfærd under krisesituationer har været, at de går i panik og opfører sig selvisk, forklarer Stephen Reicher.

»I enhver hollywoodkatastrofefilm ser du folk, der skriger og vifter med armene i vejret, mens de styrter mod udgangene, som så bliver stoppet til, hvilket resulterer i, at alle dør.«

Men det er faktisk langtfra, hvad man typisk ser i virkelige nødssituationer.

»Selvfølgelig er der nogle, der opfører sig selvisk, det er der ingen grund til at benægte. Men ofte ser man snarere folk, der samarbejder, opfører sig fornuftigt og hjælper andre, også selv om det bringer dem selv i fare,« siger Stephen Reicher.

’Vi’ eller ’jeg’?

Sammen med andre forskere har han blandt andet undersøgt folks adfærd under skibskatastrofer og under terrorangrebene i London i 2005. Én ting lader til at stå klart:

Det, der er afgørende for, om folk hjælper hinanden, er, om de udvikler det, Stephen Reicher kalder oplevelsen af en »fælles identitet«.

»Det vil sige, at folk begynder at tænke på ’vi’ i stedet for ’jeg’,« forklarer han.

Som udgangspunkt skaber krisesituationer i sig selv en fælles identitet, som får folk til at stå sammen.

»Men den fælles identitet er ikke garanteret,« siger Stephen Reicher.

»Den er meget skrøbelig. Man kan enten understøtte den eller underminere den.«

Det påviste han selv for nogle år siden, da han med en gruppe andre forskere gennemførte et eksperiment.

En tur i Fakta

Maria Martinez står og venter foran opgangen til sin lejlighed på Østerbro i København. Hun er iført en sort dynejakke, og hendes bølgede røde hår titter ud under kanten på en lyserøde hue.

Under mere normale omstændigheder er hun musikunderviser. Men lige nu har hun en masse tid tilovers, og den vil hun gerne bruge til at hjælpe andre, som hun forklarer, da vi har hilst på hinanden – uden at give hånd, naturligvis.

Hun er en af de mange tusind borgere, som har meldt sig i et af de hjælpenetværk, der er opstået spontant som reaktion på udbruddet af coronavirus.

Alene facebookgruppen I Danmark hjælper vi hinanden – COVID19 har i skrivende stund 6.800 medlemmer. Røde Kors har også oprettet et netværk af frivillige, som hjælper med indkøb, børnepasning, hundeluftning og andre ærinder. Det har på få dage fået flere end 12.500 medlemmer.

I dag har Maria Martinez sagt ja til at hjælpe en fremmed kvinde med at købe ind. De to har kun talt sammen i telefonen. Men så vidt hun har forstået, har kvinden nedsat immunforsvar og tør ikke gå udenfor. Efter indkøbet skal hun også lige gå ned med kvindens skrald og finde nogle sylteglas i hendes kælderrum.

»Første stop er Fakta,« siger Maria Martinez og sætter med små hastige skridt afsted ned ad fortovet.

Hjælpenetværkene er bare én måde, hvorpå det opblomstrende samfundssind kommer til udtryk for tiden.

Der er også alle de mange pensionerede læger og sygeplejersker, som melder sig klar til at tage en tørn på sygehusene, der er lønmodtagerne og arbejdsgiverne, som udviser fleksibilitet for at holde hånden under økonomien, og der er virksomhederne, som tilbyder husly og et varmt måltid mad til de mange hjemløse, som er særligt udsatte.

Maria Martinez iler ind gennem skydedørene og forsvinder mellem hylderne i Fakta.

»Jeg synes, det er tankevækkende, at der er nogen, som ikke kan klare den her situation,« siger hun lettere forpustet, mens hun navigerer gennem butikken.

»Og jeg har alligevel så meget tid nu, så den kan jeg bruge på at hjælpe.«

Brand på perronen

I 2009 udstyrede Stephen Reicher og nogle andre forskere en gruppe studerende med et sæt virtual reality-briller. De placerede de studerende på en animeret togstation, hvor de kunne bevæge sig rundt som i et computerspil. I eksperimentet udbrød der pludselig en brand på perronen.

Halvdelen af testpersonerne havde forinden fået at vide, de skulle forestille sig, at de netop havde været inde at se en fodboldkamp med det engelske landshold, og at de andre mennesker på stationen også var fodboldfans, som havde været inde at se den samme kamp.

Den anden halvdel skulle bare forestille sig, at de var på vej hjem fra en shoppingtur.

Det viste sig, at testpersonerne i den første gruppe var mere selvopofrende og i højere grad hjalp andre med at slippe væk fra branden. De var blevet manipuleret til at udvikle en stærk fælles identitet – som fodboldfans og som landsmænd.

Den anden gruppe var omvendt blevet manipuleret til at se sig selv som individer i konkurrence med andre – shoppere på jagt efter gode tilbud. Da branden brød ud, var de ikke alene mindre hjælpsomme end den første gruppe, de skubbede også mere til de andre i et forsøg på at komme hurtigt op ad rulletrappen.

Forskerne beskrev de to reaktioner som forskellen mellem samarbejde og konkurrence under en evakuering.

»Det vigtigste, du kan have i en krisesituation, er en oplevelse af et ’vi’,« siger Stephen Reicher.

»Når folk ser sig selv som en del af et ’vi’, støtter de hinanden, og de er langt mere modstandsdygtige.«

Den største ressource

Professoren drager selv en parallel til den nuværende viruspandemi. Hvis befolkningerne skal acceptere myndighedernes tiltag og hjælpe med at dæmme op for smitten, må politikerne tale til deres fællesskabsånd.

»Man er nødt til at tale om, hvad der kan ske med os og ikke med dig,« siger han.

Hvis du er ung og rask, ser du måske ingen grund til at blive inden døre, fordi den nye virus ikke udgør en trussel for dig. Men hvis du tænker på, at du bringer din bedstemor eller din ven, der har astma, i fare ved at sprede virussen, så er det en anden sag.

»Hvis vi skal have folk til at opføre sig ansvarligt, så vi kan komme igennem det her på en effektiv måde, er det fuldstændig afgørende, at vi udvikler den fælles identitet,« siger Stephen Reicher.

Han nævner som eksempel de mange frivillige hjælpenetværk, der opstår i kølvandet på coronakrisen.

»De er dyrebare,« siger han.

»Hvis jeg føler mig lidt sløj, og der ikke er nogen til at hjælpe mig med at købe ind, så går jeg bare selv ned i butikken og spreder sygdommen. Men hvis der er nogen til at hjælpe mig, bliver det lettere at isolere sig.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) har netop talt om fællesskab i deres kommunikation om coronavirussen.

»Vi har brug for samfundssind og hjælpsomhed,« som Mette Frederiksen sagde ved et pressemøde.

Det er den rigtige tilgang, mener Stephen Reicher.

»Fællesskabet og omtanken for andre er den største ressource, man kan have i en krise.«

Men ikke alle lytter til den slags budskaber.

At hamstre eller ikke at hamstre

Statsminister Mette Frederiksen gjorde det helt klart fra begyndelsen:

»Vi er ikke i en fødevarekrise. Der er ingen grund til at hamstre rugbrød og toiletpapir. Heller ikke i morgen,« lød det, da hun på et pressemøde introducerede de første tiltag for at forhindre smitten af coronavirus.

Ikke desto mindre gik der kun få minutter, fra hun havde sagt de ord, før landets supermarkeder blev overrendt af mennesker, som købte alt det toiletpapir, de overhovedet kunne slæbe. Det var, som om de slet ikke kunne få toiletpapir nok.

Lige den aften virkede de mennesker ikke til at have nogen særlig oplevelse af en »fælles identitet«. De konkurrerede frem for at samarbejde.

Men sådan er folk jo så forskellige, siger Stephen Reicher.

»Vi har alle haft forskellige oplevelser og levet forskellige liv, som gør, at nogle af os ikke stoler på andre og tænker, at den eneste, du kan regne med, er dig selv. Det er sandheden for mange mennesker,« siger han.

Det værste, der kan ske, er imidlertid, at den opfattelse breder sig. Hvis mange begynder at tro, alle andre kun handler ud fra deres egne interesser, så bliver det en selvopfyldende profeti. Når du oplever, at andre alligevel opfører sig selvisk og asocialt, er der ingen grund til, at du skal sidde hjemme i sofaen og bakke op om fællesskabet. Så er det bare ud at hamstre toiletpapir.

Derfor er det enormt skadeligt, når medierne for eksempel viser billeder af tomme hylder i butikkerne og mennesker, der hamstrer, mener Stephen Reicher.

»Det skaber selve det fænomen, som det beskriver,« siger han.

Og på længere sigt underminerer det altså også den fælles identitet, som ifølge ham er så vigtig, hvis vi skal hjælpe hinanden igennem krisen.

»Jeg synes, ansvarlige medier burde begynde at vise billeder af hylder propfyldt med toiletpapir. Det ville ændre folks adfærd,« siger han.

I Danmark har medierne faktisk bragt flere historier om fyldte hylder i supermarkederne i dagene efter den indledende hamstring, og både regeringen og de store supermarkedskæder har understreget, at der altså er rugbrød og toiletpapir nok til alle. Noget tyder på, at budskabet er ved at være sivet ind. Hamstringen er i hvert fald aftaget.

Men der har også været grovere eksempler på, at folk ikke ligefrem handler ud fra fællesskabets interesser.

17.700 flasker håndsprit

For bare et par uger siden kunne man finde dette slagtilbud på Den Blå Avis:

250 ml håndsprit til afhentning i Gentofte – 900 kroner.

Eller hvad med en flaske »hjemmelavet håndsprit« til »dig, der mangler beskyttelse mod den meget spredte virus« til kun 400 kroner på Frederiksberg?

Nogle havde tilsyneladende været hurtigt ude at tømme butikkerne og forsøgte nu at lukrere på andre menneskers frygt for coronavirussen.

Men Den Blå Avis ville ikke medvirke til hamstring. Folkene bag salgsplatformen skyndte sig derfor at forbyde alle annoncer, der vedrørte håndsprit, mundbind, gær og, ja, toiletpapir.

Lignende tendenser har bredt sig i andre lande, blandt andet i USA. Men som med så meget andet er alting bare større derovre – også deres håndsprithajers dristighed.

For eksempel blev en mand i Tennessee landskendt, fordi han sammen med sin bror havde ræset delstaten tynd i en firehjulstrækker og tømt hylderne i alle supermarkeder for håndsprit. Intet mindre end 17.700 flasker fik de hamstret. Planen var at sælge dem videre på nettet til overpriser.

Manden nåede at sælge 300 af flaskerne til op mod 70 dollar pr. flaske, før salgsplatformen Amazon satte en stopper for det. Andre onlineplatforme fulgte trop og indførte lignende forbud. Tusindvis af salgsannoncer er blevet fjernet.

»Hvad pokker skal jeg stille op med alt det her,« spurgte manden sig selv i et interview med The New York Times.

Så snart interviewet blev publiceret, begyndte hans telefon og indbakke at gløde af hadefulde opringninger og e-mails. Udlejeren smed ham ud af det lager, han har brugt i årevis, og statsanklageren i Tennessee har nu åbnet en efterforskning mod ham.

For nylig besluttede den hårdt pressede mand sig for at donere alle flaskerne til kirkens folk og myndighederne.

»Det har aldrig været min intention at forhindre folk, der har brug for det, i at få fat i nødvendigt medicinsk udstyr,« sagde manden grædende i et nyt interview med The New York Times.

»Sådan er jeg ikke.«

Social kontrol

Sagen om den lidt for opfindsomme mand viser, hvordan et samfund kan dæmme op for konkurrencementaliteten i krisesituationer. Nemlig ved hjælp af lidt god gammeldags social kontrol.

Som Stephen Reicher siger, er der ikke så meget, vi kan gøre ved folks sociale baggrund, deres opvækst og de værdier, som påvirker deres adfærd.

»Det er jo lidt for sent nu,« siger han.

Men til gengæld kan man bruge gruppens sociale »kraft« til at påpege uacceptabel adfærd og derved ændre den. De fleste mennesker bryder sig nemlig ikke om at gøre noget, de ved, andre betragter som uacceptabelt. Heller ikke selv om ingen kigger.

»Så hvis man ser nogen, der køber meget stort ind, kan man for eksempel bare sige: ’Vil du ikke være sød at lade være med det’ eller: ’Sådan gør vi altså ikke her’,« siger Stephen Reicher.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Stauning eller kaos

En anden måde at aktivere »gruppens kraft« på er via autoritetsfigurer.

Det var den strategi, regeringen for nylig benyttede sig af, da den fik dronningen til helt ekstraordinært at holde en tv-transmitteret tale, hvor hun bad folk om at holde op med at mødes til fester og fødselsdage under den nuværende epidemi:

»Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst,« sagde dronningen.

Helt tilbage under Anden Verdenskrig måtte en anden autoritetsfigur, den daværende socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, gå i radioen og sætte skabet på plads:

»De forsøg, der i dag er set på hamstring af varer, er meningsløse. At hele familier går rundt og opkøber konserves, sukker, te og andre varer er sygelige udslag af nervøsitet og lidet ærefuldt for de pågældende,« sagde han.

Så kunne vi lære det.

Vores nuværende statsminister bruger også andre, mere moderne, autoritetsfigurer i sit forsøg på at få os alle til at forstå budskabet. På sin instagramprofil har hun fået kendte fodboldspillere, musikere og tv-værter til at appellere til vores samfundssind og få os til at blive derhjemme.

»Det handler hverken om mig, det handler heller ikke om dig, det handler om os alle sammen, det handler om Danmark,« som Micki Cheng fra Den Store Bagedyst siger i en af videoerne.

På med handskerne

Maria Martinez tager et par grønne arbejdshandsker på, inden hun ringer på dørklokken. Kvindens varer stod allerede klar i et baglokale nede i Fakta, så indkøbsturen gik stærkt. Vi bliver trykket ind, og Maria Martinez haster op ad trapperne med de to indkøbsposer. Hun stiller dem på dørmåtten. Af hensyn til kvindens helbred kan de ikke hilse på hinanden i virkeligheden.

Maria Martinez stiller indkøbsposerne på kvindens dørmåtte.

Anders Rye Skjoldjensen

På døren har kvinden hængt en brun papirspose med nøgler til bagtrappen. Næste stop er kælderrummet, hvor Maria Martinez har lovet at finde kvindens sylteglas frem.

»Hun sagde til mig, at hun ikke havde nået at rengøre nøglerne, så derfor skulle jeg håndtere dem med handsker på,« siger Maria Martinez, mens hun fisker nøglerne op og banker to gange på døren for at fortælle, at varerne er ankommet.

Fra sportsvogn til Volvo

Den nuværende epidemi indebærer et klassisk moralsk dilemma:

Man må gerne udsætte sig selv for fare, hvis man har lyst til det. Men man har ingen ret til at udsætte andre for fare i samme omgang. Det er det, man skal have folk til at indse, hvis de skal blive hjemme og undgå social kontakt, siger Stephen Reicher.

Da han selv var yngre, kørte han for eksempel rundt i en flot lille sportsvogn. Men da hans søn blev født, måtte han sælge den og købe en Volvo i stedet.

»Det knuste mit hjerte,« fortæller han grinende.

»Men jeg købte den sikrest mulige bil for hans skyld. Fordi det var mit ansvar at beskytte ham.«

Han kunne godt gamble med sit eget liv i sportsvognen, men ikke med sønnens. Det er sådan, vi skal tænke om smittefaren, siger han.

»Det kan godt være, du gerne vil løbe risikoen for selv at blive smittet. Men det er mere sandsynligt, at du kommer til at bringe en ældre eller svag person i fare ved at smitte dem. Og det har du overhovedet ingen ret til at gøre. Det er ligesom at gå ud og tæske nogens bedstemor. Det er i praksis det samme.«

Under udbruddet af H1N1, den såkaldte svineinfluenza, i 2009 viste det sig, at mange i Hongkong ikke isolerede sig. Folk troede ikke, at sygdommen var farlig for dem selv, og det var den i de fleste tilfælde heller ikke. Så de begyndte at gå ud igen, hvilket gjorde det sværere at inddæmme smitten.

»Det er afgørende for, hvordan det udvikler sig, at vi føler en ængstelighed, og at der er en trussel. Ikke en trussel mod ’mig’ men en trussel mod ’os’,« siger Stephen Reicher.

Alle må klare sig selv

Det var måske den fornemmelse, mange unge mennesker i Miami manglede, da de tidligere på måneden insisterede på at gennemføre det legendariske drukorgie kendt som spring break.

»Hvis jeg får corona, så får jeg corona,« som en ung mand i bar overkrop sagde til nyhedsbureauet Reuters.

»Det kommer ikke til at forhindre mig i at feste.«

Stephen Reicher mener, der hersker en individualistisk kultur i mange dele af vores samfund, som er med til at fremme den selviske adfærd, nogle udviser under krisen. Hvad enten de hamstrer toiletpapir eller drikker sig stive på en strand i Florida.

»Jeg tror, det er en del af det,« siger han.

»Der er en ideologi om, at alle må klare sig selv.«

Også i Danmark har vi haft lidt svært ved at styre os. Kun et par dage med godt vejr skulle der til, før mange af os styrtede ud i solskinnet og begyndte at klumpe sammen, stik imod regeringens nye forbud. Rigspolitichef Thorkild Fogde måtte true med at finde bødeblokken frem, hvis ikke folk kunne finde ud af at sprede sig lidt.

»Samfundet investerer ikke milliarder i at bekæmpe den her sygdom for bare at sætte det hele over styr, fordi solen skinner,« sagde han på et pressemøde.

På skattejagt

Maria Martinez fører an ned ad bagtrappen og styrer videre gennem en klaustrofobisk kældergang. Hun drejer om et hjørne og strejfer væggen, som efterlader et hvidt spor på dynejakken.

»Jeg er vild med den her jagt,« siger hun grinende.

Maria Martinez er nede i kælderen for at lede efter syltetøjsglas.

Anders Rye Skjoldjensen
Endelig finder hun det rigtige kælderrum. Men hun kan ikke se nogen kasse med syltetøjsglas, som kvinden har beskrevet, derinde. Maria Martinez står lidt i mørket og mumler for sig selv. Der skulle altså være en kasse med køkkengrej i, siger hun.

»Det eneste, jeg kan se, er en gammel toastmaskine.«

Nye fællesskaber

Stephen Reicher har fået talt sig varm.

»Der hersker en stærk antikollektivisme i vores samfund i dag,« siger han.

Det begyndte alt sammen i 1800-tallet, hvor folk flyttede til byerne i takt med industrialiseringen. Pludselig kunne mange mennesker samle sig og kræve bedre vilkår, for eksempel i fagforeninger. Sammen fik de en styrke, de aldrig havde haft før som individer.

»Der opstår en frygt for masserne, primært blandt de magtfulde. Fordi de magtesløse nu får magt til at ændre status quo ved at samle sig i større forsamlinger.«

Det har ledt til en forestilling om, at individer alene er rationelle, mens mennesker i grupper er irrationelle og skaber panik. Og det har altså ført til en stærk antikollektivisme i mange lande, mener professoren.

»Det bliver et problem, når vi har brug for at handle kollektivt for at komme igennem en situation som denne.«

Men mennesker er sociale væsener. Vi har brug for at være sammen med andre. Det er derfor, det er så svært at holde den sociale afstand, vores ledere kræver af os. Studier viser, at ensomhed kan være lige så sundhedsskadeligt som rygning.

Af den grund kan vores kollektive ånd nok aldrig udslettes helt, tilføjer Stephen Reicher.

»Jeg tror, vi er begyndt at se den genopstå‚« siger han med henvisning til de mange nye former for social omgang, der er opstået under coronapandemien.

Verden over har mange mennesker i de seneste uger vænnet sig til kun at se deres venner og kolleger som små talende hoveder på en computerskærm eller mobiltelefon. Alligevel virker fællesskaber til at trives og vokse frem over alt. Folk mødes til virtuelle fredagsbarer og quizzer, de synger ud ad vinduerne med deres naboer, og den digitale datingtjeneste Tinder har åbnet for, at alle nu kan møde mennesker på tværs af kloden i stedet for at være begrænset til deres lokalområde.

Herhjemme kan man donere penge til musikere, der optræder live i en lille lejlighed på coronakoncerter.dk, og kloden rundt mødes fremmede til digitale træningsfællesskaber, musikundervisning og madlavningslektioner.

Nu havde vi ellers lige vænnet os til, at internettet var blevet sådan et frygteligt sted at være. Men paradoksalt nok har det nye coronavirus ved at sende os alle hjem foran computeren formået at skabe fællesskab og sammenhold i en tid, hvor befolkninger mange steder i verden virker mere splittede end nogensinde. Det føles som et svagt minde om alt det, vi drømte, at internettet kunne udvikle sig til, før det hele blev til fake news, filterbobler, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos.

»Hvis man skulle tænke lidt positivt, kunne det være, at vi er i gang med at genopdage nye måder at være fælles på, som kommer til at overleve, når udbruddet er overstået,« siger Stephen Reicher.

»Det er et af de få lyspunkter, men ikke desto mindre et vigtigt et.«

Ned med skraldet

Nede i kælderrummet får Maria Martinez endelig øje på syltetøjsglassene. Hun lægger dem i en plastikpose og løber klirrende op ad bagtrappen igen.

»Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt træt, og at jeg måske får drukket lidt rigeligt rødvin de her aftener,« siger hun og griner.

Ved døren stiller hun glassene, samler kvindens skraldepose op og banker på.

»Hej Maria«, lyder det inde fra lejligheden.

»Hej!« råber Maria Martinez tilbage og farer ned ad trappen igen for at smide skraldet ud.

På vejen fortæller hun om sine børn. Hun vil gerne vise dem vigtigheden af at hjælpe andre. Derfor skal de også med til slagteren et par dage senere og hente kød til den samme kvinde.

»Det er ret fantastisk, hvis jeg kan hjælpe hende med de bekymringer, hun har. Nu håber jeg i hvert fald, at jeg har gjort noget godt for hende.«

Genvind det tabte

Hjemme i det skotske villakvarter er Stephen Reicher ikke specielt bekymret for sit eget eller sin families helbred. De skal nok klare den, siger han. Det bliver værre for andre. Hele sit liv har han faktisk følt sig utroligt heldig.

Hans bedsteforældre er af jødisk afstamning og født i Rusland. De overlevede Den Russiske Revolution, flyttede til Tyskland, overlevede Første Verdenskrig og flygtede ud af Tyskland igen med livet i behold under Anden Verdenskrig.

»Jeg har levet hele mit liv uden nogensinde at blive tvunget til at flytte til et andet land eller til at gå i krig,« siger Stephen Reicher.

»Jeg tænker tit på det som at flytte 100 gange rundt om spillebrættet i Matador uden at lande på et eneste hotel. Vi har været meget heldige.«

Den kommende tid bliver svær. For nogle bliver det et mareridt. Mange vil dø, og flere vil miste deres elskede. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at beskytte de svageste. Men det bliver ikke verdens undergang, siger Stephen Reicher.

»Vi må arbejde for de gode ting nu,« siger han.

»De små ting.«

For eksempel vejleder han lige nu sine ph.d.-studerende online. De er mere i kontakt med hinanden end nogensinde før.

»Vi skal opbygge en menneskelig støtte og varme,« siger han.

»Ved hjælp af det kan vi ikke alene komme igennem det her, men vi kan måske komme ud på den anden side og have genvundet noget, som vi havde tabt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lisbeth Glud
  • ulrik mortensen
  • Per Klüver
  • Jørn Stjerneklar
  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Bruger 211167
  • Agnete La Cour
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Peter Beck-Lauritzen
Lisbeth Glud, ulrik mortensen, Per Klüver, Jørn Stjerneklar, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Bruger 211167, Agnete La Cour, Mikael Velschow-Rasmussen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

En god pointe: alle individer har ret til at blive smittet, men ingen har ret til at smitte andre!

Agnete La Cour

Hm, toiletpapir - der kom den igen! Der er det sjove ved toiletpapir, at det hører til blandt mine 'være-i-bil'-indkøb, det fylder så meget på en cykel! så jeg køber normalt 8-10 pakker ad gangen - til mange uger. Nu ville jeg da kun vove at købe én pakke ad gangen, for 'hvad-vil-folk-dog-ikke-tænke'-adfærden dominerer i krisetider. Men klogt er da ikke at købe for lidt, hvor der i øvrigt ikke er nogen mangel: jo flere gange vi er nødt til at handle ind, jo større er smitterisikoen. I øvrigt fin artikel, men det der toiletpapir afleder opmærksomheden. Et bedre valg af en hamstringsvare ville nok være husholdningssprit, som i mangel af håndsprit fint kan anvendes som desinfektionsmiddel. 10 flasker husholdningssprit i indkøbskurven - nej det ville ikke være i orden!

Per Birch, Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

A propos så forsøger vi da også at begrænse antallet af besøg til allerhøjst to gange om ugen og så omkring kl. 8 om morgenen, hvor vi stort set er alene med personalet.

Anders Sørensen

»Jeg synes, ansvarlige medier burde begynde at vise billeder af hylder propfyldt med toiletpapir. Det ville ændre folks adfærd,« siger han.

Problemet er, at hvis man viser hylder propfyldt med toiletpapir, hamstrer folk godt nok ikke toiletpapir - men de nyser på hinanden i Netto-køen, fordi propfyldte hylder signalerer det modsatte af krisesituation.

Ja nu har vi de sidste mange årtier fået tudet ørene fulde om at vi skal konkurrere og at mennesket grundlæggende er selvisk. Så enkelt er det heldigvis ikke. Konteksten spiller tilsyneladende en rolle.
Udsender man budskaber der går ud på at grådighed er godt - så får man sikkert også meget grådige og egoistiske mennesker ud af det.

Men mennesket er heldigvis ikke selvisk per se og vi løser problemer ved at sammenarbejde.

Visse sektorer i samfundet kalder vist på mere social kontrol i disse krisetider?

Lene Mataji, Lillian Larsen, Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

sidst jeg købte toiletpapir var den 10-08-1999, købte en pakke til at tage med i bilen på en endagstur til Frankrig, i forbindelse med den totale solformørkelse den 11-08-1999, et bidet burde være en menneskeret, jeg vil i hvert fald nødig vende tilbage til toiletpapir

Super interessant artikel som vakte mange tanker hos mig, også ud over corona-krisen. Hvis vi har gruppefølelse nok, kan vi måske stoppe de meget rige, med asocial adfærd som skattely, hvidvask, miljøsvineri, overgreb mv. Ganske enkelt ved ikke længere at støtte deres foretninger, hylde deres sportskarrierer osv. Det handler om at stoppe med at beundre egoet, der viser asocial adfærd og sikre gruppens fællesskab. Et fantastisk og opløftende perspektiv.

Carsten Hansen

Er toiletpapir livsnødvendigt ? Eller blot luksus.
Skulle vi løbe tør herhjemme så har vi, som de fleste andre mennesker i DK, en håndbruser og nogle engang- klude .
Mit bud er at vi overlever.

Et samfunds kompleksitet afhænger af om det er i stand til at styre sociale adfærd på en måde som kan holde det sammen. Efterhånden som der bliver flere ting, funktioner og sociale roller vokser også behovet for at holde sammen på delene for at det kan fungere som et system. Et samfund eller en virksomhed vokser gennem ledelse og sammenarbejde hvor retningslinier for aksepteret social adfærd (love og regler) er tydelige. Og en af årsagerne til at systemer kollapser er manglende organiseringen. Det ender i alle for sig selv og kaos.

Et eksempel på et kollaps så vi i 2008 da det financielle system brød sammen. Indenfor finansverdenen var der opstået mange nye produkter men der manglede en regulering af handel med disse som endte med at være så risikofyldte at det kun kunne gå galt. Det er der ikke rettet op på.
IT er et område hvor der produceres flere og flere produkter og funktioner men hvor regelsættene mangler. Enkeltpersoner har tjent formuer og få virksomheder har sat sig som monopoler på markederne og uden tilladelse brugt brugernes privatliv til at berige sig. Det er kørt af sporet p.g.a. manglende reguleringer.

Om det er oplevelsen af dette der får folk til at hamstre toiletpapir i opstarten af coronakrisen, så skulle forklaringen være at der er en generel oplevelse i store dele af befolkningen at der ikke er styr på noget og strategien derfor er alle mod alle.

Collapse of Complex Societies by Dr. Joseph Tainter
https://www.youtube.com/watch?v=ddmQhIiVM48

Lene Henriksen

Fin artikel.
Et apropos til hamstringen i starten:
1. Mette sagde, at der ikke var grund til at hamstre toiletpapir. Problemet er, at det ubevidste ofte overser ordet “ikke”, så det oversættes til, at der er grund til at hamstre!
2. Horisont aftenen inden viste en hjerteskærende dokumentar om forfærdelige konsekvenser af covid-19 i Italien ( tror jeg der var). Den kan godt have fyret op under panikken.
3. I situationer med tab af kontrol, som vi alle er i, forsøger man at gøre noget, for dog at få mere kontrol over noget.