Heunicke burde vide, at det er uklogt at hænge en topembedsmand ud i medierne på forkert grundlag

Midt i den eskalerende coronakrise kastede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sig i denne uge ud i en konfrontation med en af sine absolut vigtigste embedsmænd, direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

I usædvanligt direkte vendinger kritiserede ministeren sin styrelsesdirektør. Medierne viderebragte den opsigtsvækkende kritik i et utal af artikler og radio- og tv-indslag. Men ser man nærmere på sagens substans, viser det sig, at væsentlige nuancer ikke er kommet frem.

Og det viser sig, at det måske ikke kun er Søren Brostrøm, men også Magnus Heunicke selv, der er grund til at kritisere.

Centralt i sagen står en strid om den teststrategi, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har anbefalet.

I et interview i P1 Morgen tirsdag gik Magnus Heunicke i rette med Søren Brostrøms udlægning af WHO’s anbefalinger. Ministeren var med egne ord »ikke tilfreds« med styrelsens hidtidige strategi om fortrinsvis at teste alvorligt syge. Han påpegede, at WHO’s generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus har opfordret til at teste »aggressivt« for coronavirus og karakteriserede det som en fejl, at Søren Brostrøm har sagt, at budskabet ikke var møntet på Danmark.

»Det er ikke korrekt,« sagde ministeren med henvisning til Søren Brostrøms udtalelser.

»Jeg har været direkte i dialog med WHO’s generaldirektør. Han sagde ALLE lande. Alle lande skal teste aggressivt. Der måtte jeg derfor sige, at vi skal være foran. Jeg måtte påtage mig det politiske ansvar.«

Der er bare ét problem: Søren Brostrøm har ikke påstået, at WHO’s anbefaling ikke gælder Danmark.

Søren Brostrøm udtalte sig om WHO’s anbefalinger i et interview i Berlingske den 18. marts. I artiklens underrubrik opsummerede avisen det sådan, at »når WHO understreger, at alle lande skal teste alle med symptomer på coronavirus, så gælder det ifølge Sundhedsstyrelsen ikke Danmark«.

Siden er Søren Brostrøms udtalelser blevet refereret i en række medier, hvor det er blevet udlagt, som om han har sagt, at udtalelserne »slet ikke« var »møntet på Danmark«, som eksempelvis Ekstra Bladet har formuleret det.

Også nyhedsbureauet Ritzau har taget Søren Brostrøm til indtægt for at have sagt, at opfordringen ikke var »møntet på Danmark«. Og det var ligeledes præmissen i P1 Morgens interview med Magnus Heunicke, hvor studieværten foreholdt ministeren, at Brostrøm har hævdet, at WHO’s opfordring »ikke var møntet på Danmark«.

Men hvis man læser interviewet i Berlingske fra den 18. marts, var det ikke helt det, Søren Brostrøm sagde. Tværtimod sagde han faktisk:

»Nej, det gælder alle lande. Også Danmark. Selvfølgelig skal vi teste, og selvfølgelig skal vi teste mere. Vi kan sikkert gøre det bedre.«

Blæst op?

Brostrøms budskab var et andet. Nemlig at medierne havde »blæst generaldirektørens citater for meget op«.

»Den udtalelse gik ikke på, at Danmark skulle teste alle, der kunne tænkes at have corona. Det er ikke det, WHO mener, og det ville heller ikke være hensigtsmæssigt. Det er den misforståelse, jeg gerne vil udrydde,« sagde Søren Brostrøm til Berlingske.

Hvad Brostrøm præcis mente med det, har formentlig stået uklart for mange. Umiddelbart lyder opfordringen fra WHO’s generaldirektør jo klar:

»Test, test, test. Test alle personer, der er mistænkt for at have coronavirus.«

Men djævlen ligger i detaljen, og kodeordet er i denne sammenhæng »mistænkt«. WHO har nemlig en officiel definition af »mistænkte tilfælde«.

Begrebet dækker for det første over patienter, som har befundet sig i et område med konstateret coronasmitte de seneste 14 dage, og som har »akut luftvejssygdom« – hvilket WHO nærmere bestemt definerer som »feber og mindst et tegn/symptom på luftvejssygdom, for eksempel hoste eller åndenød«.

For det andet patienter med akut luftvejssygdom, som har været i kontakt med en person, der er bekræftet eller formodet smittet med coronavirus inden for de seneste 14 dage. Og for det tredje patienter, som har »alvorlig« akut luftvejssygdom, som ikke fuldt ud kan forklares med en anden diagnose. »Alvorlig« betyder i den sammenhæng, at patienten er så hårdt ramt, at vedkommende har behov for at blive indlagt.

WHO’s udgangspunkt er, at alle patienter, der lever op til disse kriterier, skal testes. Men der er undtagelser. Når der er smittespredning i samfundet, og testkapaciteten er »utilstrækkelig«, bør man i stedet indføre »prioriteret« testning i sammenhæng med tiltag som isolation, der kan reducere smittespredningen, fremgår det af WHO’s officielle vejledning.

Ifølge organisationen bør man i den situation blandt andet prioritere at teste »folk, der er i risiko for at udvikle alvorlig sygdom og sårbare befolkningsgrupper« samt medarbejdere i sundhedssektoren, der udviser symptomer.

Det er netop en sådan prioritering, der har været den danske teststrategi, efter at sundhedsmyndighederne den 12. marts skiftede strategi fra inddæmning til afbødning.

På den ene side kan man altså kritisere, at strategien ikke lever op til udgangspunktet i WHO’s anbefaling. Men på den anden side har Søren Brostrøm en pointe, når han anfører, at WHO’s anbefaling er mindre sort-hvid, end den umiddelbart kan lyde.

Citerer selektivt

Når det i den danske offentlighed er blevet udlagt, som om Brostrøm påstod, at WHO’s anbefaling ikke var møntet på Danmark, skyldes det formentlig, at nogle af hans andre citater kan misforstås i den retning. I interviewet i Berlingske understregede Brostrøm nemlig, at udtalelserne fra WHO’s generaldirektør ikke var specifikt møntet på Danmark.

»Man skal ikke tolke det som, at det helt konkret gælder Danmark. Dr. Tedros (WHO’s generaldirektør, red.) adresserer en lang række lande i verden, som tester betydeligt mindre, end man bør gøre, og end vi gør i Danmark,« sagde han til Berlingske.

Isoleret set kan det godt komme til at lyde som en påstand om, at WHO’s anbefaling ikke gjaldt Danmark. Tilsyneladende var det også en risiko, Søren Brostrøm var bevidst om. I hvert fald gentog han over for Berlingske, at WHO’s anbefaling selvfølgelig også gælder Danmark.

»Jeg vil gerne gentage det for en sikkerheds skyld. Når WHO’s generaldirektør udtaler sig, så gælder det samtlige medlemslande i WHO – også Danmark,« sagde Søren Brostrøm, der selv er formand for WHO’s regionalkomité for Europa.

Det er altså kun ved at citere selektivt, man kan få det til at fremstå, som om Sundhedsstyrelsens direktør har hævdet, at WHO’s anbefaling ikke gjaldt Danmark.

Dermed er sagen selvsagt problematisk for medierne. Særligt i en tid, hvor WHO taler om en »infodemi« af misinformation og falske nyheder, og de traditionelle medier slår sig op på at have en højere troværdighed end alternative og sociale medier.

Sagen rejser også spørgsmål ved sundhedsminister Magnus Heunickes ageren. Det er muligt, at han bare er blevet forledt af mediernes udlægning af Søren Brostrøms udtalelser. Og efterfølgende har ministeren da også forsøgt at nedtone uenigheden, som han ved et pressemøde tirsdag kaldte »søgt«.

Men i så fald kan det undre, at ministeren ikke talte med sin styrelsesdirektør og fik misforståelsen udredt, inden han begyndte at undsige ham i medierne.

Gemt i bilag

I det hele taget kunne det se ud, som om Magnus Heunicke har ønsket at opskalere konflikten i offentligheden snarere end at nedtone den. I P1 Morgen uddelte Magnus Heunicke blandt andet også ris til Sundhedsstyrelsen for at have været imod det lovforslag, som blev hastevedtaget i sidste uge, og som giver ham som minister vidtgående beføjelser til egenhændigt at gribe ind i folks frihedsrettigheder for at minimere coronasmitten.

Sundhedsmyndighederne mente »ikke, at der var evidens, og at det var nødvendigt at gå så vidt på det tidspunkt«, forklarede ministeren.

»Men der er jeg da meget meget glad for, at vi havde is i maven og havde det mod, der skulle til for at handle. Netop fordi tid er en kritisk faktor, og at handle på forkant er så afgørende. Men det havde da været langt nemmere at træffe de beslutninger, hvis der var en entydig indstilling fra sundhedsmyndighederne om at gøre det.«

Bemærkelsesværdigt er det, at Magnus Heunicke her valgte at bruge en uoverensstemmelse mellem Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen imod styrelsen, efter at hans ministerium i første omgang havde forsøgt at undgå opmærksomhed omkring styrelsens indsigelser.

Som Information og Berlingske har afdækket, havde ministeriet nemlig ikke af egen drift oversendt den mail til Folketinget, hvor Søren Brostrøm kom med indsigelser imod lovforslaget. Og da tre Venstre-medlemmer efterspurgte Sundhedsstyrelsens vurdering, blev mailen af Sundhedsministeriet placeret i et længere bilag og sendt over til Folketinget kl 22.30, ganske kort før vedtagelsen af lovforslaget samme aften.

Resultatet var, at folketingsmedlemmerne ikke opdagede mailen fra Søren Brostrøm, før de et par dage senere blev gjort opmærksom på den af Information – hvorfor det for øvrigt også er en sandhed med modifikationer, når Magnus Heunicke i P1 Morgen lagde vægt på, at det var »et enigt Folketing plus regering«, der valgte at gå længere, end Sundhedsstyrelsen anbefalede.

Tilliden til myndigheder

Magnus Heunickes ageren efterlader rum for spekulation om hans motiver. Som sundhedsminister har han ansvaret for de danske sundhedsmyndigheders indsats i kampen mod coronavirus. Han modtager rådgivning fra sine styrelser, blandt andre Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed. Men det ændrer ikke på, at han som minister bærer ansvaret for de beslutninger, der træffes.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har gjort klart, at myndighederne nødvendigvis vil begå fejl, når de i al hast skal foretage drastiske skridt for at minimere smitten med coronavirus. Og efter alt at dømme er der begået fejl. Sundhedsmyndighederne var for længe om at indse, i hvor stort omfang virussen ville ramme Danmark, og mange mener, at langt flere bør testes for COVID-19, end man hidtil har gjort.

Søren Brostrøm har ubestrideligt en del af ansvaret for den danske indsats og de fejl, der måtte være begået, og det har han også påtaget sig. »Når jeg kigger tilbage på det, er der mange ting, hvor jeg ikke har været skarp nok og måske har undervurderet risikoen. Det indrømmer jeg ærligt og tager ved lære af,« sagde han eksempelvis ved myndighedernes daglige pressebriefing tirsdag.

Men Magnus Heunickes har ligeledes et ansvar – principielt større end Søren Brostrøm – for den danske indsats indtil videre. Og man kunne godt få den mistanke, at han er i gang med en manøvre, der har til formål at skyde også hans del af ansvaret over på Søren Brostrøm.

I så fald ville man kunne kritisere Magnus Heunicke for at udnytte den situation, at der i det danske embedsværk er en rodfæstet tradition for, at embedsmænd alene udtaler sig om deres fagområde og aldrig går imod deres minister. Selv hvis Søren Brostrøm måtte mene, at han har gode argumenter imod angrebet fra ministeren, ville det således være uhørt, hvis han indledte et modangreb.

For Magnus Heunicke er der i hvert fald to farer forbundet med en sådan manøvre.

For det første kan det hurtigt skabe problemer for en minister at lægge sig ud med sine embedsmænd. Det svækker naturligt nok deres loyalitet, som han er særligt afhængig af i en krisesituation som den aktuelle. Og det gælder selvfølgelig i særdeleshed, hvis ministeren hænger dem ud i offentligheden på et forkert grundlag.

For det andet risikerer han at rokke ved den store tillid til myndighedernes ageren under coronakrisen, som undersøgelser viser, at danskerne har. Og på et tidspunkt, hvor det er afgørende, at befolkningen følger anbefalingerne fra myndighederne, er det en stor risiko at løbe.