Kan studerende være ’rigtigt’ fattige?

Når man studerer, må man leve af pasta og havregrød fra tid til anden, springe tandlægebesøget over og genbruge forrige års vinterstøvler. Det har samfundet nu engang accepteret og besluttet ikke at kalde fattigdom.

Men hvorfor skal man egentlig finde sig i levevilkår, der ville blive betragtet som fattigdom, hvis man var færdiguddannet?

Sådan spurgte studerende, radiovært og tidligere formand for Danske Gymnasiers Sammenslutning, Jens Philip Yazdani, i et debatindlæg i Jyllands-Posten i forrige uge, og han har siden da stået på mål for argumentet i adskillelige danske medier.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 111.804 studerende mellem 18 og 30 år lever under grænsen for relativ fattigdom, som af FN er udregnet til 10.000 kroner om måneden for enlige i Danmark. Relativ fattigdom er her et spørgsmål om, hvor langt man befinder sig fra resten af samfundet, hvad angår økonomiske muligheder og levevilkår, målt ud fra medianindkomsten. 

SU-satsen for udeboende studerende på videregående uddannelser i Danmark ligger i dag en del under den fastsatte grænse – nemlig på 6.243 kroner før skat. 

På den baggrund foreslår Yazdani, at SU’en fordobles, så den udbetalte sum lige akkurat sniger sig op over grænsen for relativ fattigdom. Han mener også, at man fremover bør medregne studerende, når Danmarks Statistik opgør det samlede antal danskere, der lever under den relative fattigdomsgrænse. Det gør man ikke i dag.

Debatindlægget er blevet diskuteret heftigt, og det er særligt faldet formand for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, for brystet. Han spørger blandt andet på Twitter, hvorfor »samfundets mest ressourcestærke og privilegerede samfundsgrupper altid har så travlt med at fremstille sig selv som ressourcesvage stakler?«.

Information har talt med debattens to fløje om, hvordan livet ser ud for studerende i dagens Danmark, hvad de har krav på, og hvorfor der er forskel på at være fattig som ung og voksen.

Jens Philip Yazdani, 21 år. Studerer persisk, er radiovært på Radio4 og tidligere formand for DGS

Det er en myte, at studerende lever som »prinsesser og baroner«, mener Jens Phillip Yazdani. Hvis man tror, at flertallet af studerende drikker caffe latte fra deres taglejlighed med gulvvarme på Rådhuspladsen, kan man godt tro om igen.

Virkelighedens studieliv byder på usikre boligforhold, pasta med ketchup og forsømte tandlægebesøg, fordi der simpelthen ikke er råd til andet, fortæller han.

»Og samtidig ser jeg rigtig mange studerende blive presset og gå ned med stress, fordi de er nødt til at arbejde ved siden af studiet for at få det til at hænge sammen.«

– Hvad så du gerne, at der var råd til?

»Nordeas forbrugsøkonomer har lavet et minimumsbudget for unge studerende, og det ligger på 10.000 kroner om måneden. Så hvis vi fordobler de 5.200 kroner, man får udbetalt i SU efter skat, ville alle studerende nå op på grænsen for, hvad FN og selv Nordea mener, man kan leve for i Danmark,« siger Yazdani.

»Man skal ikke leve i luksus, men man skal leve ordentligt.«

– Er det ikke ret afgørende, at det pr. definition er midlertidigt?

»Jo selvfølgelig er det det. Men det er tankevækkende, at når man opgør fattigdom for alle andre i samfundet, så kalder man det ’vedvarende fattigdom’, hvis det fortsætter i mere end et år. Men for studerende står det jo på i mindst tre år – og ofte seks år. Inden for nogle uddannelser kan man tjene gode penge bagefter, javist, men det er svært at betale huslejen med i dag.«

– Men kan man virkelig sammenligne det på den måde? Det er vel nemmere at have en lav indtægt, før man får børn, bil og fast ejendom?

»Børn er lidt noget andet, fordi det er også en anden SU-sats. Men det bliver jo ikke billigere at have børn, fordi man studerer. Jeg kan ikke se, hvad det konkret er for nogle udgifter, færdiguddannede har, som vi ikke har? Vi skal også have ny vinterjakke en gang imellem og muligheden for at gå i biografen med vores kæreste. Eller bare til tandlægen.«

Hykleri

Jens Philip Yazdani kalder det »kollektivt hykleri«, at der eksisterer en fortælling om, at man ikke kan være ’rigtigt’ fattig som studerende. Det hører han fra begge politiske fløje og endda fra flere af sine medstuderende.

Han påpeger, at de fleste danskere tjener gode penge, hvis man kigger på livstidsindkomsten, men at lønnen er skævt fordelt gennem livet.

»Når man er midaldrende, er der jo råd til dyre vine, to biler og sommerhus i Tisvildeleje. Men kunne det ikke være fedt, hvis man fik kurven til at flade lidt ud? Så man ikke behøvede at mangle noget som ung og igen som gammel?«

– Kan man ikke bare tage et arbejde ved siden af studiet, hvis man vil have en højere indkomst?

»Det er det samme hykleri, for vi ville aldrig forvente at voksne, færdiguddannede mennesker skulle have en 50-timers arbejdsuge, bare for at tjene en minimumsløn på 10.000 kroner. Men for studerende, hvis uddannelser typisk er normeret til 42 timer, siger vi, at de ’bare kan tage et arbejde ved siden af’.«

Yazdani oplever samtidig, at hans studiekammerater må skippe forelæsninger og sakker bagud med læsningen, fordi de er nødt til at tjene ekstra penge.

»Og når vi bruger så mange milliarder på uddannelse, så burde vi da indrette et samfund, hvor man faktisk har tid og mulighed for at studere, når man studerer.«

– Risikerer man ikke, at de unge træder ud på arbejdsmarkedet med mindre erhvervserfaring, hvis de har kunnet klare sig alene på SU gennem hele uddannelsen?

»Ikke nødvendigvis. Det ville være fint, hvis man samtidig åbnede op for, at det blev nemmere og mere anerkendt at studere på halv tid. Jeg har selv taget 15 ECTS mindre for at arbejde i en periode, og så har jeg til gengæld kunne passe mit studie ordentligt,« siger Yazdani.

Han ser det derfor som et stort problem, at samfundet, blandt andet gennem fremskridtsreformen, har bedt unge færdiggøre deres uddannelser hurtigere og på fuld tid.

– En fordobling af SU’en ville være en ret massiv udgift for staten. Hvor skulle pengene komme fra?

»Al uddannelse betaler sig selv hjem. Uanset hvad du læser, er det en nettoindtægt for staten. Det er en investering, og hvis vi også opgjorde det som en investering i Finansministeriet, tror jeg, at vi ville se nogle andre tal på bundlinjen,« siger Yazdani og påpeger, at der sikkert er mange andre, der har bedre overblik over statens finanser.

»Men pengene kan tydeligvis findes, for det koster cirka det samme, som det, Danmark har en ambition om hæve vores forsvarsbudget med. Så det er et spørgsmål om politisk prioritering og hvilke ambitioner, vi har som samfund.«

Alex Vanopslagh, 28 år. Uddannet i statskundskab og formand for Liberal Alliance

Alex Vanopslagh mener omvendt, at danske studerende har »utrolig gode og gunstige levevilkår«. De er blandt de studerende i verden, der tjener allerflest penge, og dem, han selv kender, lider absolut ingen nød. De er tværtimod »glade, overskudsprægede mennesker med masser af mod på livet«.

Med udsigten til et langt og godt arbejdsliv klarer man jo nok et par år med billige øl og pasta bolognese i stedet for dyre bøffer og vin, siger Vanopslagh.

– Men de lever jo en del under den relative fattigdomsgrænse, som FN har fastsat for Danmark?

»Det synes jeg siger mere, om hvor forkvaklet fattigdomsdebatten er. Langt de fleste snusfornuftige mennesker mener jo ikke, at studerende lever i horribel fattigdom. Det er en relativt kort periode, og de har mulighed for og tror selv på, at de kan forbedre deres egen livssituation.«

Ifølge ham handler fattigdom ikke særlig meget om indkomstniveau, og lav indkomst er ikke et problem i sig selv, hvis man ellers har muligheden for at forbedre sin egen livssituation og har mod på tilværelsen.

»Fattigdommen består i fastlåsheden og dét at have mistet troen på, at man kan forbedre sin egen livssituation,« siger han.

– Bør man så heller ikke medregne de studerende, når man opgør, hvor mange der lever i relativ fattigdom i Danmark?

»Egentlig jo, det mener jeg faktisk. Hvis man virkelig påstår, at folk er fattige, bare fordi de har et bestemt indkomstniveau, så burde det jo være fuldstændig ligegyldigt, om de er selvstændige, studerende eller på kontanthjælp,« siger Vanopslagh.

»Det synes jeg bare udstiller, at fattigdomsdebatten i Danmark er alt for fokuseret på indkomst i stedet for de alvorlige tilfælde af fattigdom, hvor folk sidder fast i tilværelsen.«

– Men ville det ikke være en god investering fra samfundets side at lade de studerende koncentrere sig om deres studier og ikke skulle arbejde samtidig for at overleve?

»Samfundet investerer jo allerede ved at betale hele uddannelsen og give dig en høj SU. Hvis der så er nogle, der skipper en forelæsning for at tjene lidt ekstra, så går det nok. Og det er jo deres eget valg.«

Ulykkelighed

Ifølge Alex Vanopslagh er det ikke ønskværdigt, at en af samfundets mest ressourcestærke grupper, nemlig de studerende på videregående uddannelser, bliver betragtet som »stakler«.

Vi må ikke insistere på et samfund, hvor »alle andre skal tage ansvar for ens liv«, og hvor »alle sten på vejen er andres problem«, siger han. Det er den tankegang, der gør vores samfund hjælpeløst, og det har resulteret i, at mange unge oplever ulykkelighed og meningsløshed, mener Vanopslagh.

– Kan ulykkeligheden ikke have at gøre med, at unge bliver presset over både at skulle have fuldtidsstudier og job?

»Ulykkeligheden kommer at, at vi har et samfund, der er for fokuseret på selvrealisering og lykke. Man bliver ulykkelig af at sidde og kigge ned i sin egen navle hele tiden. Rigtig mange unge søger mening i tilværelsen, nu hvor vi er blevet super velstående og har al materiel rigdom, muligheder og friheder,« siger Vanopslagh.

»Men det, der giver lykke, er at gøre noget for andre. Det har ikke noget med SU at gøre.«

– Hvis de studerende er så ressourcestærke, som du siger, kunne man så ligefrem sænke SU’en, uden at det ville skabe fattigdom og ulykke?

»Man kunne sagtens have en større del af SU’en, der var lånebaseret, og så til gengæld have lavere skatter eller fradrag. Ligesom i den norske model. Det ville der ikke ske noget ved. Tværtimod ville det fremme en ansvarsfølelse hos folk.«

Alex Vanopslagh understreger, at vi taler meget om de studerede, der læser hele deres pensum. Men at der også er »masser af studerede, der ikke er så flittige«.

»Så at få hånden på kogepladen ville måske få dem til at tænke sig mere om.«

– Når vi kalder de nøjagtig samme indtægter for fattigdom, hvis det er voksne, men ikke unge, er det så et udtryk for, at det er lettere at leve med visse afsavn som ung, end som voksen?

»Jeg tror, det lettere at leve med visse afsavn, hvis man har den rette indstilling til tingene. Det er i virkeligheden et bredere, filosofisk princip. Man kan ikke gardere sig mod skæbnens luner, men man kan styre, hvordan man tackler de vilkår, man har i livet,« siger Vanopslagh.

»Og der tror jeg, at studerende har en helt anden indstilling, fordi de har udsigt til en bedre fremtid. Men det er ikke aldersbetinget.«