Analyse
Læsetid: 10 min.

Vi skal klare tre udfordringer for at undgå, at coronakrisen for alvor smadrer økonomien

Staten skal påtage sig rollen som ’sidste mulige køber’ for at forhindre, at pessimistiske forventninger til økonomien bliver selvopfyldende. Og så skal den omdirigere ressourcer til kampen mod coronavirus. Statsgæld er der umiddelbart ingen grund til at frygte
Det grundlæggende princip i den økonomiske politik bør være fuld kompensation af al mistet omsætning og lønindkomst. De virksomheder og lønmodtagere, som bliver ramt i coronakrisen, har ikke taget risikofyldte økonomiske valg, som vi gerne vil afskrække dem fra at tage igen i fremtiden. Derfor er fuld forsikring det oplagte udgangspunkt, skriver økonom Jeppe Druedahl.

Det grundlæggende princip i den økonomiske politik bør være fuld kompensation af al mistet omsætning og lønindkomst. De virksomheder og lønmodtagere, som bliver ramt i coronakrisen, har ikke taget risikofyldte økonomiske valg, som vi gerne vil afskrække dem fra at tage igen i fremtiden. Derfor er fuld forsikring det oplagte udgangspunkt, skriver økonom Jeppe Druedahl.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
20. marts 2020

Vi kan ikke undgå, at coronapandemien får en negativ effekt på dansk økonomi. BNP vil nødvendigvis falde. Karantæner og hjemsendelser reducerer åbenlyst den samlede arbejdsstyrke.

Social distancering og andre påbud om ændret adfærd bryder desuden de vanlige arbejdsgange og reducerer derved også produktionskapaciteten i økonomien.

Hvis halvdelen af arbejdsstyrken ikke kan arbejde i en måned, falder BNP på årsplan med 4,2 procent. Til sammenligning faldt BNP fra 2008 til 2009 – i finanskrisens dybeste år – med 4,9 procent.

Dette nøgne faktum har fået mange økonomer op af stolen og til tasterne. Det vælter for tiden frem med analyser af situationen. Nogle taler sågar om en epidemi sideløbende med coronavirus bestående af nye økonomiske ideer.

Det kan ende lykkeligt

Den gode nyhed er, at når alle kan vende tilbage på arbejde og gøre, som de plejer, så vil den økonomiske kapacitet være den samme som før virusudbruddet. Men som i eventyrerne skal vi så grueligt meget igennem, for at alting kan ende lykkeligt. Økonomien er et komplekst netværk med et væld af aktører med forbindelser på kryds og tværs. Når sådanne forbindelser skæres over, er det omkostningsfuldt at gendanne dem. Der dannes arvæv i den økonomiske organisme.

Hovedpointen er, at minus en plus en ikke altid giver nul. Gevinsten ved en ekstra mulig nystartet virksomhed i morgen opvejer ikke tabet ved en ekstra konkurs i dag. Gevinsten ved en mulig ekstra nyansættelse i morgen opvejer ikke tabet ved en fyring i dag. Der er ophobet værdi i virksomheders organisationsstrukturer og i afstemningen mellem virksomheders behov og de ansattes kompetencer. Det tager tid og ressourcer at opbygge nye strukturer og finde og oplære nye ansatte.

Ideen om »kreativ destruktion« fremsat af den østrigske økonom Joseph Schumpeter i 1940’erne kan lyde tiltalende. Den blev senest populariseret af Hella Joofs udsagn i Disruptionrådet om, at vi engang imellem skal »brænde hele lortet ned og starte forfra«.

Sandheden er dog, at der for det meste bare er tale om »destruktiv destruktion«. Værdien af at fastholde gode ansatte afslører sig ved, at mange virksomheder i kortere kriser holder fast i deres ansatte, selv om de midlertidigt er en underskudsforretning. Økonomer kalder det for arbejdskraftshamstring. En god form for hamstring.

Risiko for konkurser

Som i alle gode eventyr er der tre udfordringer, vi skal overkomme, for at coronakrisen ikke bider sig fast og gør langvarig skade på økonomien.

Den første udfordring er, at en række virksomheder kommer i likviditetsproblemer. Deres indtægter bortfalder, og de mangler derfor penge til at betale løn til deres medarbejdere, regninger til deres underleverandører og renter og afdrag på deres gæld.

Staten kan for det første afhjælpe likviditetsproblemer ved at udskyde betalinger af moms og skat, hvilket allerede er blevet gjort. Dernæst kan den øge virksomhedernes mulighed for at få mere kredit gennem banksektoren, hvilket er blevet understøttet gennem en række garantiordninger og frigivelsen af den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer, som øger bankernes udlånsmuligheder.

I sidste ende kunne en statslig investeringsbank yde lån direkte til virksomhederne.

Den anden udfordring er, at tilbageslaget er så dybt og langt, at der ikke bare er tale om et likviditetsproblem, men også et egentligt solvensproblem. Det vil sige, at virksomheder ikke alene mangler likviditet, men at deres passiver overstiger deres aktiver, så de ikke vil kunne betale deres kreditorer.

En virksomhed, der har faste udgifter til husleje, lønninger og renter, som ikke kan tilpasses med kort varsel, kan miste så mange indtægter, at en konkurs bliver uundgåelig. Husholdninger, som mister lønindkomst, kan blive tvunget til at stoppe med at betale renter og afdrag på deres lån. Personlig konkurs og tvangsauktioner kan blive en realitet.

Den tredje udfordring er, at alene faren for den anden udfordring kan føre til, at virksomheder stopper med at investere, og husholdninger stopper med at forbruge. Alle venter og ser tiden an. Det, som i udgangspunktet er en udbudskrise, bliver til en efterspørgselskrise.

En negativ spiral af faldende efterspørgsel, pessimistiske forventninger og uro på de finansielle markeder kan løbe løbsk. Når først sådan en krise bider sig fast, kan den være svær at komme ud af.

Staten som ’sidste mulige køber’

Risikoen for, at vi havner i en stagnationsfælde, hvor pessimistiske forventninger bliver selvopfyldende, gør, at vi skal strække os rigtig langt for undgå, at der overhovedet bliver lagt brænde på bålet.

Det grundlæggende princip i den økonomiske politik bør være fuld kompensation af al mistet omsætning og lønindkomst. De virksomheder og lønmodtagere, som bliver ramt i coronakrisen, har ikke taget risikofyldte økonomiske valg, som vi gerne vil afskrække dem fra at tage igen i fremtiden. Derfor er fuld forsikring det oplagte udgangspunkt.

Her adskiller coronakrisen sig fra for eksempel finanskrisen, hvor de banker, som kom i problemer, selv havde presset citronen og taget en række risikable beslutninger. Ved at redde sådanne banker skabes der problemer med såkaldt moralfare, hvor den risikable adfærd forstærkes i fremtiden, fordi der dannes præcedens for, at tabene dækkes af staten.

De franske Berkeley-økonomer og ulighedseksperter Gabriel Zucman og Emmanuel Saez har sagt, at staten bør påtage sig rollen som »den sidste mulige køber« eller »den sidste mulige betaler«. Herved sammenligner de finanspolitikkens rolle med den rolle, som centralbanker typisk anbefales at spille i finanskriser som »den sidste mulige långiver«.

En fare ved fuld kompensation er, at det kan give virksomhederne perverse incitamenter til at lukke fuldt ned fremfor at køre videre på et lidt lavere blus end normalt. Det kan dog afhjælpes ved at øge muligheden for arbejdsdeling og supplerende dagpenge, sådan som man nu har gjort i Danmark.

Sammen med et ønske om at begrænse effekten på de offentlige budgetter er det dog et argument for, at der skal være en vis selvrisiko, og tab kun skal dækkes over en vis grænse.

Spørgsmålet om, hvordan tab skal opgøres, og hvor stor selvrisikoen skal være, diskuteres for tiden på livet løs. Et bud er at tage udgangspunkt i virksomhedernes momsbetalinger og beregne tab på baggrund af fald i momsindbetalingerne sammenlignet med et år i forvejen.

Det har en række tidligere overvismænd og ledende medarbejdere i vismændenes økonomiske sekretariat forslået. Mere konkret er deres forslag, at staten skal dække 80 procent af tab større end 20 procent. Forslagsstillerne kalder det »momkom«, en forkortelse for momskompensation.

I skrivende stund er den vedtagne hjælpepakkes kompensation noget mindre gavmild.

Af princippet om fuld forsikring følger også, at for eksempel dagpengemodtagere skal have deres dagpengeperiode forlænget, da det ikke kan forventes, at de kan finde job, så længe coronakrisen varer. Andre lignende frister burde tilsvarende udsættes.

Forbered klimainvesteringer

Det centrale argument bag ideen om staten som ’sidste mulige køber’ i coronakrisen er, at konkurser og fyringsrunder skal undgås, samtidig med at det skal være muligt for alle at overholde sundhedsvejledninger om blandt andet social distancering. Herved adskiller indsatsen sig fra traditionel ekspansiv finanspolitik, hvor ideen er at sætte gang i efterspørgslen nu og her, da der er ledig kapacitet i økonomien i form af både arbejdskraft og kapital.

Det er derfor også mindre oplagt, at traditionelle finanspolitiske værktøjer som øget offentlig forbrug og investeringer eller lavere skat eller direkte overførsler er løsningen nu og her.

I stedet skal regeringen stå klar til at tage disse værktøjer i brug, hvis vi havner i en situation, hvor vi trods høj kompensation af tabte indtægter ser et fald i efterspørgslen, mens landet stadig er lukket ned. Eller hvis efterspørgslen ikke kan følge med udbuddet, når karantæner, hjemsendelser og social distancering ikke længere er nødvendige.

Det er derfor oplagt at forberede en række investeringer til klimaformål, som kan gennemføres med kort varsel.

Sandsynligheden for, at der bliver brug for sådanne tiltag, afhænger af ens vurdering af økonomiens grundlæggende sundhedstilstand. Flere har peget på, at der er potentielle ubalancer forbundet med fortsat høj gældsætning for husholdninger og virksomheder, høje boligpriser og aktiepriser, som særligt før de seneste prisfald var steget markant i forhold til virksomhedernes indtjening.

De lave renter er dog en afgørende forklaring på alle disse forhold. De er i sig selv problematiske, blandt andet fordi de begrænser pengepolitikkens mulighedsrum. Og de kan også være tegn på nogle mere strukturelle problemer, som dog ikke er grundlaget for en økonomisk krise.

En stat er ikke en husholdning

Men har staten råd? Er der penge nok?

Det kort svar er ja.

Det lange svar er, at det ikke er den rigtige måde at stille spørgsmålet på. Der er ingen grund til statsgældsfobi. En stats budget er væsensforskelligt fra en husholdnings eller en virksomheds budget. En stat med valutasuverænitet – som Danmark – kan i princippet altid betale renter og afdrag på den gæld, den har optaget i sin egen valuta. Staten har populært sagt adgang til seddelpressen som en sidste udvej.

Den danske betalingsbalance er for nærværende i historisk plus. Staten har heller ikke nogen stor gæld. Tværtimod. Ganske vist er der danske statsobligationer i omløb for i omegnen af 700 milliarder kroner svarende til knap en tredjedel af dansk BNP. Men staten har tilsvarende finansielle aktiver, således at den finansielle nettoformue i runde tal er nul. Nationalregnskabet opgør derudover værdien af offentligt ejede bygninger og anlæg til over 1.000 milliarder kroner.

Den danske stat kan uden problemer øge statsgælden med hundredvis af milliarder kroner. Renterne på danske statsobligationer med en løbetid på ti og 20 år er sågar negative, selv om de i dagene inden Den Europæiske Centralbanks seneste indgreb var stigende og på vej ind i positivt territorium.

Hvis staten skal kompensere tab på 50 procent i den private sektor i fire måneder, kræver det 300 milliarder kroner. Efter krisen kan staten vælge at nedbringe gælden igen ved at øge skatterne, sænke det offentlige forbrug eller acceptere et vedvarende højere gældsniveau med hertil hørende rentebetalinger.

Ud fra et forsigtighedsprincip skal for høj statsgæld undgås, men intet tilsiger, at staten skal sigte efter slet ikke at have gæld. Selv små permanente underskud på det statslige budget fører ikke til en stigende statsgæld i forhold til BNP, da de opvejes af vækst og inflation.

Selvvalgte juridiske begrænsninger som EU’s vækst- og stabilitetspagt og den hjemmegroede budgetlov er heller ikke begrænsninger. Førstnævnte er midlertidigt sat ud af spil, og udgifter i forbindelse med coronapandemien kan retfærdigvis betragtes som engangsudgifter, der derfor ikke belaster den strukturelle saldo.

Behov for exitstrategi

Det største usikkerhedsmoment er, at ingen kan sige, hvor længe karantæner, hjemsendelser og social distancering skal fortsætte. De fleste økonomiske analyser arbejder med en tidshorisont på en til to måneder. Men der findes epidemiologiske prognoser, som peger på, at det kan trække betydeligt længere ud.

I økonomisk teori viser det sig ofte, at regelbaseret politik er at foretrække fremfor ad hoc diskretionær politik – altså politik, der bygger på skøn – selv om sidstnævnte er mere fri. Forklaringen er, at regelbaseret politik er mere forudsigelig for private aktører og afhjælper koordinationsproblemer, da der lettere opstår enighed om, hvad fremtiden vil bringe.

Derfor vil det være gavnligt med udmeldinger om, hvornår udviklingen i for eksempel antal smittede og indlagte vil føre til ophævelse af diverse påbud. Sammen med data for og prognoser for antallet af smittede og indlagte vil det stabilisere forventningsdannelsen.

Det er et ufravigeligt politisk krav, at antallet af smittede skal holdes under sygehusvæsenets kapacitetsgrænse. Kurven skal flades ud. Men samtidig med, at den førte politik skal tage højde for at begrænse det samlede antal smittede, særligt i risikogrupperne, skal den i videst muligt omfang undgå forlængelser af den delvise nedlukning af landet og de deraf følgende store økonomiske og menneskelige omkostninger. Det er et ufravigeligt tradeoff, så længe vi ikke har en vaccine.

Al omdirigering af offentlige eller private ressourcer, som kan øge sygehusvæsenets kapacitet eller forkorte nedlukningsperioden, har derfor potentielt store økonomiske gevinster. Det kan dreje sig om at producere flere respiratorer, masker og handsker eller at uddanne flere til at kunne intubere eller hjælpe til med testning og opsporing.

Det er ikke en omdirigering, som »markederne« kan stå for, men en aktiv rolle, som staten kan spille ud over at træde ind som den ’sidste mulige køber’. En rolle, som den i markedsøkonomier ellers kun påtager sig i krigssituationer.

Jeppe Druedahl er adjunkt på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.

Politikernes store økonomiske hjælpepakke

En politisk hjælpepakke skal sikre, at danske virksomheder og lønmodtagere kommer bedst muligt gennem coronakrisen.

  • Kompensation til pressede virksomheders faste udgifter: 40 milliarder kroner. Virksomhederne bliver kompenseret efter, hvor meget omsætning de har mistet. Eksempelvis vil virksomheder, der er blevet lukket ved påbud som følge af coronavirus, få 100 procent kompensation af faste udgifter. Virksomheder med fald i omsætningen på 40-60 procent vil få 25 procent kompensation af faste udgifter.
  • Kompensation til selvstændige og freelancere: Ti milliarder kroner. Eksempelvis vil selvstændige kunne få en kompensation på op til 75 procent af det forventede omsætningstab i perioden sammenlignet med den gennemsnitlige omsætning i seneste regnskabsår – dog maksimalt 23.000 kroner om måneden.
  • Rejsebranchen får statsligt lån på 1,5 milliarder kroner til at dække aflyste pakkerejser. Det er et lån tilført Rejsegarantifonden, som skal tilbagebetales over en årrække af rejsebranchen.
  • Derudover bliver der stillet en række garantier og lån i pakken: 53 milliarder til garantier til bankers lån til små, mellemstore og større virksomheder. Staten garanterer op til 70 procent af bankers nye udlån. 1,3 milliarder kroner i kautioner for små og mellemstore virksomheder, der eksporterer. Det er gennem Danmarks Eksport Kredit. 1,5 milliarder kroner til at studerende kan optage større SU-lån, hvor den månedlige grænser stiger til 9582 kroner fra 3194 kroner. Det er tiltænkt studerende, der har mistet deres studiejob og har brug for ekstra penge og gælder for marts og april.
  • Dagpengeperioden er sat på pause for modtagere af dagpenge- og sygedagpenge fra 9. marts til 9. juni.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alt sammen korrekt set med en økonoms øjne. - Men alligevel mangler der noget.

Sager er, at virksomhederne under corona-krisen vil forsøge at kompensere for manglende arbejdskraft ved at forsøge at rationalisere og automatisere, hvor det kan lade sig gøre. Og selvfølgelig kan man ikke - under krisen - ændre sit anlæg fuldstændigt, bl.a. vil leverandører af udstyr også være corona-ramte.

Men man må i hvert fald se i øjnene, at når de ansatte igen går i job, vil der vær skabt motiver og ideer til "visse ændringer", der på sigt vil øge produktionen og samtidig reducere antallet af beskæftigede. Og vi har i øvrigt flere gange tidligere set, disse ændringer motiveret af en given situation,har ført til radikale ændringer på efterspørgsel efter arbejdskraft.

Klaus Lundahl Engelholt

Jeg håber ikke det er at afspore debatten for meget, men:

Ville NU ikke være et godt tidspunkt at indføre ubetinget basisindkomst på?

Carsten Mortensen, hannah bro, Michael Waterstradt, Dennis Tomsen, René Arestrup og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

burde renten som virksomheder betaler ikke suspenderes/reduceres under nedlukningen, og afdrag stilles i bero, kan ikke rigtig se nogen rimelig grund til at den finansielle sektor ikke skal være med til at bære lidt af byrden,
også for private ville det være rimeligt med nulrente under krisen, i stedet for at staten skal betale hele "gildet", den finansielle sektor vil jo også høste en fordel af at holde virksomhederne oven vande undervejs,
man skal jo huske på at al værdi kommer fra produktion, penge yngler overhovedet ikke de kan kun købe værdien af menneskers arbejde, ikke selv frembringe så meget som en bøjet femøres værdi.

Torben K L Jensen

Set ud fra et keynesiansk synspunket tager denne udbudsidiot af en main-stream økonom 100 % fejl - vi står nu med en verdensøkonomi der er på krigsfod - uden vare/service-udveksling mellem lande med lukkede grænser og her virker kun de tiltag de fleste lande gør for at holde den nationale økonomi i gang med subsidier der kun ses i katastrofesituationer - som krig og naturkatastrofer.

Torben K L Jensen

Naturligvis kun så længe pandemien varer ? Hvordan man indretter sig derefter véd ingen men den kommende main-stream økonomiske tænkning bliver helt sikkert ikke neo-liberal udbudsteori.

Jens Ole Mortensen

Pu-Ha. Mainstreamøkonomi kan være drøj. Økologiske økonomer kan også benytte komplicerede økonomiske udregninger, men der er der altid et logisk budskab, som er nemt at forstå.
Forholder det sig ikke sådan at jo længere en krise som coronakrisen varer des mere falder forbrug og vækst ? Og dermed eksistensberettigelsen for den finansielle maskine? I så fald. Ville det ikke være klogest at lade aktionærer betale en større del af udgifterne. Varer coronakrisen " kun " en til to måneder endnu. Så er det nok kun et bump på vejen for finanssektoren. Men varer krisen et til to år. og bliver den efterfulgt af flere kriser. Så må finanssektoren alligevel til lommerne for at opretholde forbrug. Finanssektoren kunne jo starte med at støtte ,de små og større, virksomheder, der lider under denne krise. Det er jo til finanssektorens egen fordel.
Jeg er da lidt i tvivl denne artikel handler om, hvordan menneskeheden overkommer vores kriser eller om, hvordan vi holder finansmaskinen kørende.
Jan Weber Fritsbøger@
man skal jo huske på at al værdi kommer fra produktion, penge yngler overhovedet ikke de kan kun købe værdien af menneskers arbejde.
Jeg kunne næsten sige som Mulder i Xfiles- Det er lige netop det staten vil have os til at tro.-
Der er jo også de økonomer som siger at den finansiellesektor omdanner vores biosfære ( som naturressourcer) og geologiske forekomster til penge. Men det anerkendes jo ikke af de fleste regeringer og mainstreamøkologer. Man anerkender at forbrug af jordens ressourcer fører til øget co2, Men når vi kommer til at forbrug og vækst tærer på vores naturressourcer, benægter man.
Set fra økologiskeøkonomers synspunkt, er vi i en periode med massiv minusvækst, som startede langt før corona.

Flemming Berger, Steen K Petersen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

> Det er derfor oplagt at forberede en række investeringer til klimaformål

Jeg vil sige, det er en bunden opgave.

Ete Forchhammer , Flemming Berger, Steen K Petersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

"Den gode nyhed er, at når alle kan vende tilbage på arbejde og gøre, som de plejer, så vil den økonomiske kapacitet være den samme som før virusudbruddet."

Aah skal vi ikke lige tage huttelihut-hatten af og blive realistiske? Der kommer til at være et gigantisk efterspørgselstab som ikke bare lige puff genopstår den dag Danmark åbner igen. Og om Danmark klare at genskabe efterspørgslen er heller ikke det centrale spørgsmål. Det er derimod om vores store eksportmarkeder Tyskland, Sverige og soon to be Littlebritain kan få gang i deres økonomier igen. Når befolkningerne tager tilbage på arbejde vil de have tabt indkomst der skal indhentes til billån, realkredit, forsikringer osv. Derudover kan turistbranchen være blevet nationaliseret da rejserestriktioner og også rejselyst kan hærge i år efter at vi kan tage tilbage på arbejde.

Nedadgående efterspørgsel og økonomisk aktivititet er et noget der måske sker. Det er allerede sket.

Gunna Hölludottir

Vestas har som reaktion på Coronakrisen allerede lavede en holddeling på 4 mand. Det vil sige man vil minimere smitterisikoen. Denne ordning kan også anvendes i perioder hvor andre sygdomme plager os, især i vinterhalvåret. Dette kunne således minimere sygefraværet. Sygefravær kan koste en virksomhed mange penge.
Flere fødevareforretninger, apoteker mm. har nu indført afdækning i glas/plexiglas til beskyttelse for personale.

I SARsepidemien i 2002, tror jeg den var, udviklede en mindre dansk virksomhed desinficering af ventilationskanaler og rum med ultraviolet lys. UV lys dræber bakterier og virus. Der er ligefrem udviklet kombineret ventilationsanlæg og UV lysanlæg til formålet.

I mit firma har vi afholdt videokonferencer i stedet for at enten køre langt eller flyve. Dette sparer i den grad tid og CO2. Dette er nu blevet mere almindeligt af nød.

Der er ikke nogen tvivl om, at verdensøkonomien bliver berørt.

Som min datter sagde her forleden aften. "Havde kineserne været vegetarer og ikke spist eksotiske dyr, var verden muligvis ikke i denne situation. På den anden side, så kan det udsagn ikke gælde for Afrika, der gennemlever den værste græshoppeplage i 80 år.

Gunna Hölludottir

UV anlæg kunne f.eks. gavne hos læger og på hospitaler.

Men man kunne jo starte med at offentligt ansatte sendes på ferie og afspadsering

https://jyllands-posten.dk/indland/ECE12026171/statsministeren-vaekker-u...

@ Gunna Hölludottir,

Danmark er et de EU-lande, der udtager færrest patentansøgninger. Faktisk er Danmark helt i bund.

Og alle brancher i Danmark mangler nytænkning og innovation motivation til nye og aktuelle produkter. Og dette UV-produkt burde være højaktuelt - altså let og billigt at markedsføre.