Baggrund
Læsetid: 6 min.

Klimarådet og forskerne er enige: Det kan kun gå for langsomt med at hive CO2 ud af luften

Det kan blive nødvendigt med CO2-fangst og lagring, hvis Danmark skal nå 70-procentsmålsætningen i 2030, vurderer Klimarådet i sine anbefalinger til regeringen. Teknologien har stort potentiale, især for de industrier, der ikke kan udfases eller omstilles på anden vis, mener forsker
Cementproducenten Aalborg Portland er en af den type virksomheder, som har svært ved at nedbringe sin CO2-udledning. Her kan CCS-teknologien blive et nødvendigt redskab i bestræbelsen på at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Cementproducenten Aalborg Portland er en af den type virksomheder, som har svært ved at nedbringe sin CO2-udledning. Her kan CCS-teknologien blive et nødvendigt redskab i bestræbelsen på at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Martin Dam Kristensen

Indland
12. marts 2020

Danmark kan ikke nå målsætningen om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030 med kun kendte midler. Der er brug for at satse på nye teknologier som CO2-fangst og lagring, også kaldet CCS – en forkortelse for Carbon Capture Storage.

Sådan lyder en af Klimarådets anbefalinger i den rapport til regeringen, som blev fremlagt mandag.

»Klimarådet anbefaler, at der udarbejdes en CCS-strategi for Danmark,« som der står i rapporten.

Tidligere har FN’s klimapanel, IPCC, ligeledes konkluderet, at vi ikke kan stoppe klimakrisen, selv hvis vi reducerer den globale CO2-udledning med 100 procent. Der er brug for at hive noget af den skadelige CO2 ud af atmosfæren igen.

»Der er en høj sandsynlighed for, at CCS kan være en løsning. Men det er ikke en teknologi, vi bare kan tage i anvendelse her og nu, så derfor er det vigtigt, at vi straks går i gang med at undersøge potentialet,« siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

CO2-fangstteknologien er faktisk allerede taget i brug i forbindelse med gasproduktioner og ved kraftværker rundt omkring i verden. I Norge har energiselskabet Equinor – tidligere Statoil – eksempelvis siden 1996 årligt pumpet cirka en million ton CO2 tilbage i et oliereservoir.

Det er »helt oplagt« at gøre CO2-fangst og lagring til en del af Danmarks klimahandlingsplan, mener lektor ved DTU Kemiteknik Philip Loldrup Fosbøl, som forsker i teknologien. 

»Jeg mener faktisk, det er realistisk, at CCS kommer til at bidrage til 70-procentsreduktionsmålet i 2030. Teknologien er stadig på et meget tidligt stadie, men den er i rivende udvikling,« siger han.

Philip Loldrup Fosbøl vurderer, at hvis vi igangsætter arbejdet med CO2-fangst og lagring med det samme, vil det være muligt at have et funktionsdygtigt anlæg i Danmark om fem år. Klimarådet kommer frem til det samme.

Flere kommunale affalds- og forbrændingsselskaber samt en række virksomheder har også allerede opfordret de danske politikere til at lave en plan for CCS.

Hellere i undergrunden end atmosfæren

I dag finders der to former for CO2-fangst. Den ene er CCS, hvor den opsamlede CO2 lagres, typisk i undergrunden, mens den anden er Carbon Capture Usage, hvor CO2’en i stedet genanvendes i eksempelvis plastikprodukter eller til produktionen af syntetisk brændstof.

Klimarådet anbefaler CCS, da teknologien vurderes at være mest omkostningseffektiv. Derudover kan de negative udledninger, som Parisaftalen lægger op til efter 2050, kun realiseres, hvis den indfangede CO2 bliver pumpet ned i undergrunden, påpeger rådet.

»Vores vurdering i Klimarådet er, at CCS er en af de mest oplagte måder at reducere drivhusgasudledningerne. Især på de områder, hvor vi har sværest ved at finde andre løsninger,« siger Peter Møllgaard.

I praksis fungerer CCS-teknologien ved et slags filter, der sættes på den CO2-tunge produktion, og som adskiller CO2’en fra luften i den røg, der udledes, fortæller Philip Loldrup Fosbøl. Herefter transporteres den opfangede CO2 med tankvogne, tankskibe eller rør til et reservoir flere kilometer nede i undergrunden. Og her bliver det.

»Der er ikke nogen risiko for at undergrunden pludselig ’bøvser’ alt den lagrede CO2 op. CO2’en bliver blandet med vand – ikke grundvand! ­– i omkring to kilometers dybde, og det bliver det tungere af. Derfor synker det. Over årtier og århundreder reagerer CO2’en med sten og bliver til et fast materiale, carbonat, som ikke kan slippe opad,« siger han og fortsætter:

»Det er langt sikrere at lagre CO2 i undergrunden end i vores atmosfære – ikke mindst for klimaets skyld.«

Hvis CCS-teknologien kan komme til at fungere til en realistisk pris, er der ifølge Klimarådet et reduktionspotentiale på 4,5 millioner ton CO2 i 2030. I 2018 var Danmarks samlede udledning knap 50 millioner tons. 

500-1000 års udledninger

CO2-fangst er dog ikke lige populært alle steder. Teknologien er tidligere blevet kritiseret fra flere sider, eksempelvis af grønne organisationer som Greenpeace, for at fastlåse verden til fossile brændsler såsom olie og gas, fordi den legitimerer den fortsatte brug af kulkraftværker.

Men i Danmark er tanken ifølge Klimarådet ikke, at CCS skal anvendes på eksempelvis kulkraftværker. De skal udfases inden 2025, anbefaler rådet. I stedet kan teknologien udnyttes inden for de CO2-tunge industrier, der er svære at afvikle, fordi der ikke findes grønne alternativer.

Det kunne være affaldsforbrændingsanlæg, biogasanlæg, biomassefyrede kraftvarmeværker eller enkelte tunge industrier såsom cementproducenten Aalborg Portland.

Philip Loldrup Fosbøl kalder CCS »et tveægget sværd«. For teknologien kan også udnyttes af aktører med en fossil agenda.

»I et klimaperspektiv er det vigtigt, at lovgivning og økonomiske strukturer sikrer, at CO2-fangsten primært bliver et supplement til de sektorer, der ikke kan gøres drivhusgasneutrale. Elles kommer vi ikke i mål. Selv hvis man udfaser hver eneste oliedråbe, gasboble og alt kul, vil nogle virksomheder og produktioner stadig udlede CO2. Det er her, CCS kan bidrage til omstillingen.«

Hvis CCS anvendes på et kraftværk fyret med biomasse, er det ligefrem muligt decideret at reducere mængden af CO2 i atmosfæren. Det skyldes, at biomassen optager CO2 fra luften under væksten. Og i stedet for så at udlede den CO2 i biomasseanlægget, lagres den i undergrunden. 

»I alt bliver det til negativ udledning. Det kan jo også bruges til at kompensere for nogle af de mere udledningstunge sektorer som eksempelvis landbruget i Danmarks samlede CO2-regnskab. Men det betyder selvfølgelig ikke, at alle sektorer ikke skal omstille sig,« siger Philip Loldrup Fosbøl.

Danmark har unikke muligheder for at tage teknologien i brug, fortæller han. Vi råder nemlig over en række tømte oliereservoirer i Nordsøen. 

»Flere reservoirer står gabende tomme, helt parate til at modtage CO2’en fra den olie og gas, vi tidligere har hevet op af undergrunden. Når man ved, hvor skadelig den proces har været for klimaet, giver det god mening at putte restproduktet, altså CO2’en, tilbage, hvor den kom fra og udnytte de eksisterende anlæg derude,« siger han.

Beregninger fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, har vist, at Danmark har plads til 22 milliarder ton CO2 i undergrunden, svarende til mellem 500 og 1000 års samlet dansk udledning på nuværende niveau.

Licenser forhindrer CO2-fangst

Der er altså både teknologisk og geologisk potentiale til at gøre CCS til en del af den grønne omstilling, Danmark for alvor skal have gang i de kommende år.

Som det ser ud i dag, står en række juridiske og økonomiske forhindringer dog i vejen, fortæller Philip Loldrup Fosbøl.

For det første vil CO2-fangsten gøre produktioner dyrere, især nu hvor teknologien stadig er på et tidligt stadie. 

Der er altså brug for et økonomisk incitament, før eksempelvis Aalborg Portland prioriterer at investere i et CCS-anlæg. Det kan ske ved markant højere CO2-afgifter, som Klimarådet foreslår, og som vil gøre det rentabelt for virksomhederne at forsøge at nedbringe deres CO2-udledning.

»Hvis der kom en høj nok skat på CO2, er jeg sikker på, at langt flere ville kigge mod CCS,« siger Philip Loldrup Fosbøl.

I sine anbefalinger til regeringen foreslår Klimarådet en afgiftsreform, hvor afgiften på CO2 og andre drivhusgasser gradvist stiger fra dagens niveau på knap 180 kr. pr. ton CO2 til 1.500 kr. i 2030.

Herudover kan politikerne også bidrage til at skabe øget efterspørgsel efter de klimavenlige produkter, der fremstilles på værker med CCS-teknologi, mener Philip Loldrup Fosbøl.

»Et oplagt initiativ kunne være at stille krav om, at alle fremtidige offentlige entrepriser skal bygges med grøn cement. Ligesom man i Sverige har iblandingskrav til benzin. Det ville give Aalborg Portland et incitament til at investere i CO2-fangstteknologien,« siger han.

Juridisk set er CO2-lagring lovligt ifølge den danske Undergrundslov fra 1981, der omhandler udnyttelsen af Danmarks undergrund og dens råstoffer, fortæller Philip Loldrup Fosbøl.

Men i de licenser, som udstedes til virksomheder, der arbejder med olie i Nordsøen, står der, at CO2 kun må føres tilbage i undergrunden med henblik på at optimere olieproduktionen. Paradoksalt nok igangsætter lagringen nemlig en kemisk proces, som kan frigive mere olie fra undergrunden.

»De licenser skal selvfølgelig laves om. Ellers er det i hvert fald ikke muligt at udnytte Danmarks tomme oliereservoirer, og så skal CO2-lagringen ske andre steder i den danske undergrund,« siger Philip Loldrup Fosbøl og fortsætter:

»Det er bare om at komme i gang med at satse på den her teknologi. Klimaet venter ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Palle Bendsen

Klimarådet og forskerne er enige: Det kan kun gå for langsomt med at hive CO2 ud af luften, - står der i artiklen. Enig! Det kan KUN gå for langsomt.

Hvis man har fulgt hypen om CCS i de sidste tyve år, så vil man vide, at det kun GÅR langsomt.

CCS har været kendt længe (Carbon Capture and Storage). Det er en klynge af teknologier, der skal udskille CO2 fra kraftværkers røggas, komprimere og lagre den i undergrunden. CCS bygger på erfaringerne med Enhanced Oil Recovery, hvor man siden 1970 har brugt naturligt forekommende underjordisk CO2 til at udvinde mere olie i Texas' oliefelter.

Her kommer lige et interessant mellemspil:
Første gang CCS blev omtalt i Danmark var i en kronik i Politiken i 2002 https://politiken.dk/debat/kroniken/art4981394/CO2-p%C3%A5-havsens-bund
Artiklen var skrevet af Euan Baird, betyrelsesformand for en meget stor international olieservice virksomhed Schlumberger. (Ca. nr. 175 på Forbes i 2016)
Hvordan kommer sådan en mand til at skrive om CCS i et kulturradikalt dagblad i Danmark? Det er ikke godt at vide, men det ville være godt at vide. En ting tror jeg dog er nogenlunde sikkert: at Baird og Tøger Seidenfaden har kendt hinanden via Bilderberg. Og Baird priser i sin kronik den herostratisk berømte Bjørn Lomborg, som jo var Seidenfadens opfindelse og som i 2002 var steget til international berømmelse og høj status i Anders Fogh Rasmussens frontalangreb på Svend Auken 'imperium', som gik ud på at lukke så meget som muligt ned af de miljømæssige landvindinger, der var sket i Svend Aukens tid som Miljø- og Energiminister. Fogh lukkede Naturrådet og satte Lomborg ind i kontorerne med det nye Institut for Miljøvurdering, der kom til at fungere som Institut for Miljødumping.
Mellemspil slut.

Læs Baird kronik: den er fuld af faktuelle fejl og overdrivelser, Lomborg-style. Og så er det altså første gang en dansk offentlighed kunne læse om denne nye vidunderlige teknologi, der skulle kunne løse problemet med for meget kuldioxid i atmosfæren - nemlig ved at pumpe det dybt ned i oceanerne - et meget bedre sted end i biosfæren ifølge forfatteren.
Kronikken slutter med denne fanfare: "Hvis ophobningen af menneskeskabt kuldioxid i atmosfæren er et globalt problem, så vil udskillelsen af stoffet, komprimeringen, transporten og lagringen af det et andet sted end i atmosfæren blive en enorm forretning. Hvem andre har den tekniske ekspertise, den økonomiske styrke og de globale ledelsesfærdigheder til at hjælpe med at stabilisere indholdet af kuldioxid i Jordens atmosfære?
Olieindustrien har de enestående muligheder for og motivationen til at løse kuldioxidproblemet, ligesom den løste forsyningsproblemet i 1970'erne."

CCS er et typisk teknisk fix. De teknisk-ingeniørmæssige metoder, som har givet verden så mange vidunderlige redskaber og teknologier, gennemsyrer den moderne mentalitet så meget, at vi har en dyb forkærlighed for at gribe ned i dén værktøjskasse, så snart vi møder et problem. Så kan det løses, tænker vi. I stedet for at se på de dybereliggende årsager til problemet og undersøge, om det kan opløses, vil vi altid have EN LØSNING. Gerne grøn.
CCS har haft den størst tænkelige lobbynetværk bag sig: de kul- olie- og gasproducerende lande og selskaber plus EU, OECD, IEA og IPCC. Alligevel er det ikke lykkedes at få CCS til at fungere i stor skala. For ti år siden var der stadig store forhåbninger, men de fadede ud.

CCS fik nyt liv med Parisaftalen, da de bagvedliggende klimascenarier i stor stil bygger på BioEnergy-CCS (BECCS). En fantasiverden af enorme mængder biomasse skulle brændes for at producere energi og ved hjælp af en ikke-eksisterende teknologi (CCS) lagre CO2'en i undergrunden.
Da kulstoffet i atmosfærens CO2 med fotosyntesen fikseres i biomassen er ideen, at processen kan give negative emissioner. Det er teoretisk rigtigt, men i praksis har det været svært/umuligt at få det til at fungere. I praksis ville det også være en katastrofe for forsyningen af mad til store dele af Jordens befolkning og for verdens skove, da det vil kræve et areal større end Indien for at batte noget. Og så kræver BECCS lige som CCS meget ekstra energi - og er meget, meget dyr.

Et kritisk-informativt blik på CCS findes på ccs-info.org, som vi i NOAH lavede i 2009-2010. Hjemmesiden er kun sparsomt opdateret siden, men analysen af svaghederne ved CCS holder den dag i dag.

De er bl.a.: (1) CCS dumper på TIMING: det har gået og går og vil gå alt for langsomt.
(2) Det er klimamæssigt helt utilstrækkeligt. Det ekstra energibehov er prohibitivt stort.
(3) Det er tæskedyrt og vil aldrig se verdens lys uden massive offentlige tilskud eller som del af EOR - forøget olieudvinding.
(4) Det spiller elendigt sammen med en VE-baseret energiforsyning. Læs Frede Hvelplunds artikel om CO2-lagringens gøgeungeeffekter:
http://ccs-info.org/onewebmedia/Frede_Hvelplund_Energivisionen_VE_2009.pdf
(5) Det øger vandforbruget dramatisk - næppe en fordel i en verden, hvor tørken breder sig.
(6) Hvis CCS skal batte noget i en større skala, vil der være behov for et transportsystem, først og fremmest bestående af pipelines og i en mindre udstrækning skibe, der vil få det, der findes i dag til transport af olie og gas til at blegne i sammenligning.
(7) CCS er sat i verden for at forlænge den fossile tidsalder med brædder og er kul-, olie- og gasindustriens våde drøm om evigt liv.

map.geoengineeringmonitor.org/ er et interaktivt atlas, der informerer om konkrete projekter op til i dag. Både dem der er aflyste, afsluttede, operationelle og planlagte. Man kan gå ind og prikke på de enkelte anlæg - og det er påfaldende, hvor lidt succes der er og har været. Det er IKKE den smarte løsning, som Euan Baird profeterede i 2002, som Vattenfall ville lave på Nordjyllandsværket omkring 2009, eller som skulle være i gang Boundary Dam i Canada - det eneste rigtigt store anlæg i verden i dag - som kører meget uregelmæssigt,dvs. mange uger om året pumpes kuldioxiden uden om anlægget og ud i atmosfæren.

Det er bekymrende, at Klimarådet er hoppet på den limpind.
For ni år siden blokerede Klima- og Energiminister Lykke Friis for CCS 'på land'. Det blev konfirmeret af Martin Lidegaard samme år.

Og nu skal vi så opleve, at hesten trækkes ud af stalden igen. Det er ubegribeligt.

At der er en enkelt forsker på DTU, der arbejder ihærdigt på sagen er ikke nok til at berettige artikeloverskriftens "Klimarådet og forskeRNE."

Erik Winberg, Aksel Gasbjerg, Ejvind Larsen, Lars Jørgensen, Peter Knap og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Der er nogle meget spændende forsøg med mos. En luftrenser på 4×4 m oplyses at være lige så effektiv som 275 træer til at fjerne CO2. Det er et europæisk projekt og der er artikel og billede her https://interestingengineering.com/moss-covered-air-purifier-can-work-of....
Der er også forsøg med huse dækket med mos, små huse og etage ejendomme i beton. Måske kunne vi renovere boligkarreer til moslandskaber frem for at rive dem ned og bygge nyt?

Palle Bendsen. God og læseværdig kommentar.

Gunner Boye Olesen

Det er helt klart en usikker strategi at satse opfyldensen af 70% målet på at CCS skal gennemføres på ti år, efter at teknologien ikke er kommet ret langt de sidste 20 år, på trods af store forskningsmidler. Vi har brug for at Klimarådet og regeringen kommer med planer, der ikke omfatter uafprøvet teknologi. som CCS. De kunne starte med at lave en klima-trafikplan, der stopper væksten i biltrafikken, som selv Klimarådet ikke gør ret meget ved , en vækst som er den største barriere for at nå 70% målet.

Jeppe Lindholm

Nogen gange er bedre sent end aldrig bare ikke godt nok. Det kommer vi før eller siden til at lære på den hårde måde. Og det helt selvforskyldt. For alt bliver taget for givet og helt uden grænser - Særligt de unge generationer føler sig som universets centrum.