Baggrund
Læsetid: 8 min.

Klimaudfordringen klares kun, hvis politikerne giver befolkningen et medansvar

En ny grøn fond, lokal forankring, plads til uenigheder og fokus på konkret problemløsning er vejen frem, siger erfarne stemmer om borgerinddragelse i klimakampen
Bedsteforældre under en tidligere klimademonstration i København. I den politiske aftale om en klimahandlingsplan står der blandt andet, at borgerne skal inddrages i den grønne omstilling, men indvil videre er det ikke indarbejdet i regeringens forslag til en klimalov.

Bedsteforældre under en tidligere klimademonstration i København. I den politiske aftale om en klimahandlingsplan står der blandt andet, at borgerne skal inddrages i den grønne omstilling, men indvil videre er det ikke indarbejdet i regeringens forslag til en klimalov.

Indland
4. marts 2020

I det forslag til lov om klima, som netop har været i høring og nu skal vedtages af Folketinget, står der ikke noget om inddragelse af borgerne i den forestående proces med at sikre de ambitiøse klimamål og realisere den grønne omstilling.

Borgerinddragelsen er til gengæld nævnt i den politiske aftale fra december, som ligger til grund for lovforslaget.

»Klimahandlingsplanen skal endvidere indeholde tiltag målrettet inddragelse af borgere, erhvervsliv og civilsamfund,« hedder det i aftalen.

»Det har de vist ikke helt omfavnet endnu,« siger Mads Flarup Christensen. Han er generalsekretær for Greenpeace Norden og en af talspersonerne for Broen til Fremtiden, en ny klimaalliance mellem de grønne organisationer og 26 fagforbund og -foreninger, heriblandt 3F, FOA, HK, Djøf, Dansk Magisterforening og Ingeniørforeningen IDA.

»Den del af aftaleteksten, der handler om borgerinddragelse, kom ind i 11. time, og der synes ikke rigtig at være nogen, der har gjort sig nogen idé om det. Heldigvis har det jo vist sig, at borgerne er superparate til den grønne omstilling og har energi på, at der skal ske noget dramatisk. Det så vi ved klimavalget, og vi har set det i talrige meningsmålinger. Den energi skal omsættes til høst af gode ideer og aktiv handling via inddragelse af borgerne,« mener Mads Flarup Christensen.

Væsentlig borgerinspiration

En erfaren politiker, som tilsvarende efterlyser borgerinddragelse, er tidligere amtsborgmester og formand for Region Hovedstaden i årene 2007-2014, Vibeke Storm Rasmussen (S).

»Politik har flyttet sig fra dialog om fællesskabet, til at de kloge videregiver informationer om egne beslutninger. Det handler ikke om, hvad folk vil; det handler om, hvordan man kommer igennem med det, man har planlagt i lukkede rum, bygget på snævre fokusgrupper og låste ideologiske tankegange,« siger hun.

Da regionerne blev etableret i 2007, og Vibeke Storm Rasmussen blev den første formand i hovedstaden, etablerede hun et demokratiudvalg for at sikre, at borgernes ønsker til den ny region blev inddraget.

»Vi gennemførte flere borgerhøringer i samarbejde med Teknologirådet, hvor grupper af borgere fik mulighed for at formulere deres visioner og ideer om regionens udvikling på baggrund af de udfordringer, demokratiudvalget havde formuleret.«

Ifølge den tidligere regionsformand blev borgernes visioner en væsentlig inspiration for udformningen af den nye region og dens sundhedsvæsen.

»Klimaopgaven er langt større og vanskeligere, og jeg er overbevist om, at den kun kan løses i åbenhed om de dilemmaer, den rummer. Alle kommer til at æde kameler, og alle skal gives mulighed for at forstå hvorfor, så vi kan acceptere at bøje os mod hinanden.«

Thomas Damkjær Petersen, der er formand for IDA og også talsperson for Broen til Fremtiden, deler opfattelsen af, at der mangler åbenhed og borgerinddragelse.

Han nævner som eksempel regeringens 13 klimapartnerskaber, hvor ledere fra landets virksomheder har fået fem måneder til at formulere, hvordan de branchevis vil mindske deres klimabelastning. Partnerskaberne afleverer deres konklusioner til regeringen den 16. marts.

»Jeg synes, det har kørt som en meget lukket proces, men det er i tråd med, at alt, hvad der er foregået under denne regering, er foregået meget centralt,« siger Thomas Damkjær Petersen og peger på behovet for bottom up-processer.

Mads Flarup Christensen tilføjer, at borgerinddragelsen er afgørende for at sikre bred accept.

»Den fælles platform for organisationerne i Broen til Fremtiden er, at omstillingen skal foregå på en socialt retfærdig måde. Sker det ikke, mister man den folkelige opbakning,« siger han.

Borgertinget er ikke nok

Aftalen om klimaloven siger, at der skal oprettes et borgerting, »hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.«

Indretningen af dette borgerting forhandler regeringen og partierne om netop nu. Men et borgerting kan ikke i sig selv gøre det.

»Det ville være en noget snæver fortolkning af udtrykket borgerinddragelse, hvis det alene går ud på, at 100 mennesker skal sidde i et borgerting. Der er brug for inddragelse på lokalt niveau, på medarbejderniveau i virksomheder, i skolerne og i andre lokale fællesskaber.

Men også på nationalt niveau, hvor der er behov for folkelig modvægt til de industriorganisationer og økonomiske interesser, der måtte stå på den anden side. Derfor vil det være brandærgerligt, hvis borgertinget bliver det eneste,« siger Mads Flarup Christensen.

Spørgsmålet er, hvordan regering og folketing bedst sikrer borgerinddragelsen og den brede opbakning til klimaindsatsen. Virkeligheden er, at kommunerne står vidt forskellige steder i den grønne omstilling.

Den grønne tænketank Concito har netop offentliggjort en status, Klimaplanlægning i kommunerne, som fortæller, at 66 af landets 98 kommuner har klimaplaner for CO2-udledningen inden for kommunens eget geografiske område, mens 32 har mål for vedvarende energi. De kommunale klimamål spænder fra én procent CO2-reduktion pr. år til 7,4 procent pr. år. 28 kommuner har mål om at blive CO2-neutrale, men på vidt forskellige tidspunkter.

»Den kommunale klimaplanlægning er båret af frivillighed, hvilket viser sig i et stort spænd for omfanget af kommunernes klimaplaner, ambitioner og metoder,« skriver Concito.

Tænketankens centrale anbefaling i rapporten er, at alle kommuner bør have en klimaplan, der understøtter de danske klimamål, og at de må sikres hjælp hertil via bedre rammebetingelser.

Opgør med silotænkning

En af de kommuner, der er kommet længst, er Sønderborg, der med sit ProjectZero har været i gang siden 2007 med et mål om at blive CO2-neutralt i 2029. Ved udgangen af 2018 havde man præsteret en reduktion på 38,3 procent. Senest har byrådet vedtaget en Roadmap2025 for at sikre resten af vejen til målet.

Siden starten i 2007 har Peter Rathje som direktør for ProjectZero stået i spidsen for arbejdet.

»Mit hovedbudskab er: Få klimaindsatsen forankret lokalt, gør omstillingen attraktiv for lokalsamfundet, herunder for virksomhederne.«

Han nærer skepsis over for den silotænkning, der ligger bag etableringen af de 13 branche-klimapartnerskaber.

»Mulighederne for handling er jo ikke indhegnet i de siloer. Jeg taler for et 14. klimapartnerskab, der går på tværs af samfundets siloer. Det samt den lokale forankring er forudsætningen for, at borgerinvolveringen kan lykkes,« siger Peter Rathje.

»I Sønderborg taler vi om, at man skal bevæge sig op ad en trappe – starte med de lette ting som f.eks. at skifte til LED-belysning og derfra bevæge sig opad, f.eks. til at installere varmepumper og skifte til elbil.«

Hemmeligheden bag Sønderborgs resultater er den meget synlige projektorganisation, der med stor energi rækker ud til alle dele af kommunen med rådgivning, inspiration og faglig bistand – fra børnehaver og skoler over boliger til kommunens forretninger og de små og større virksomheder.

»Det, vi gør, har både en aktivitetsside og en dannelsesside,« siger Peter Rathje.

»Folketingets rolle skal være at støtte og koordinere de lokale indsatser bedre. Der er brug for, at de lokale kræfter, der gerne vil det her, kan høre Christiansborg sige ’Ja, vi gør noget ved det’, i stedet for, at vi må vente og vente.«

En ny grøn fond

En form for aktivitetsstimulerende projektorganisering, indrettet efter de lokale forhold og behov, bør ifølge Jeppe Læssøe indgå i den model for borgerinddragelse, som regering og folketing har forpligtet sig til at tilvejebringe.

Jeppe Læssøe er professor emeritus på DPU og har i flere årtier forsket i borgerdeltagelse og folkeoplysning om bæredygtig udvikling. Han har evalueret en række grønne informationsprojekter, herunder aktiviteter under Den Grønne Fond, som blev søsat af Svend Auken (S) som miljø- og energiminister og i perioden 1994-2001 formidlede op til 50 mio. kr. årligt til grønne, borgerinddragende projekter og aktiviteter.

Hertil en grøn jobpulje, der uddelte op til det dobbelte beløb årligt til projekter, der skabte nye grønne arbejdspladser. Den Grønne fond blev lukket, da Anders Fogh Rasmussen (V) overtog regeringsmagten fra Poul Nyrup Rasmussen (S).

Jeppe Læssøe ser en ny grøn fond som ét centralt element i indsatsen for borgerinddragelse i arbejdet med at nå klimamålene.

»Men det må ikke bestå i, at man bare sender en pose penge afsted, og det må heller ikke være en fond, der bureaukratiseres ved at blive lagt ind under en styrelse. Så dør det,« siger han.

I stedet peger Jeppe Læssøe på en struktur som i sin tid, hvor tre engagerede politikere udgjorde den Grønne Fonds bestyrelse og traf afgørelserne om uddeling af penge til de lokale ansøgere.

Dengang rummede ordningen ansættelsen af grønne guider som lokale miljøvejledere, der bevægede sig frit i forhold til kommunen og informerede, aktiverede, understøttede og koordinerede de borgerdrevne projekter.

Noget lignende har mange kommuner i dag, så derfor skal en ny grøn fond understøtte organiseringer, der er tilpasset de lokale omstændigheder. Sønderborg har sin projektorganisation, Samsø har omstillet til vedvarende energi på sin egen måde, andre bruger andre modeller, og nogle kommuner har slet ingenting.

»Der er brug for ’proceskatalysatorer’, der er kompetente i demokrati og kan sørge for, at der opstår lokale netværk og fællesskaber,« siger Jeppe Læssøe.

Risikoen er, at borgerdeltagelsen ender med at blive de gode meningers holdeplads, hvor de allerede grønne møder frem og taler med hinanden. Derfor er det afgørende, at det ikke bare handler om at snakke, men om at løse de konkrete problemer og konfrontere de uenigheder, man har lokalt med at leve op til klimamålene.

»Og det bliver alvor og mere forpligtende, hvis det også handler om investeringer. Jeg kan forestille mig lokale bæredygtighedsråd med en vis ret til at forhandle økonomiske dispositioner med kommunen, sådan som de britiske development trusts gør det.«

De aktuelle pilotprojekter med lokal jordfordeling, som forestås af Collective Impact, er et eksempel på forpligtende samarbejde mellem adskillige aktører – landmænd, grønne organisationer, borgere, banker – som også handler om penge og investeringer.

At føle sig forpligtet

Jeppe Læssøe nævner som et andet eksempel Albertslund Kommune, som helt tilbage i 1980 etablerede Brugergruppen med repræsentanter for alle kommunens bolig- og grundejerforeninger. Brugergruppen deltager den dag i dag i kommunens møder om varme- og vandforsyning, spildevand, genbrug og andre miljørelaterede sager.

»Det giver borgerne en øget grad af magt, men også forpligtethed,« påpeger han.

Det med forpligtethed kan Søren Hermansen skriver under på. Han er direktør for Samsø Energiakademi og mangeårig ildsjæl bag øens omstilling til grøn energiforsyning. Han advarer mod at bruge et kommende borgerting og andre initiativer som »et grønt holdkæft-bolsje«, der blot skaber en slags alibi for politikerne.

»Det handler om, at folk skal føle sig forpligtede af de udfordringer, vi står med. At vi begynder at forstå det her som en virkelig krise,« siger han.

»Efter Anden Verdenskrig bad man folk hjælpe til med genopbygningen, og det blev en folkesag. Under oliekrisen i 1970’erne tog man nogle alvorlige beslutninger om blandt andet bilfri søndage, og det sluttede befolkningen op om. Hvis man i dag sagde ’du må ikke køre bil om søndagen’, ville folk jo blive stiktossede. Alle siger, at klimakrisen er vores største krise nogensinde, men vi er ikke i stand til at omsætte det til handling.«

Forudsætningen for den folkelige deltagelse og ansvarstagen er ifølge Søren Hermansen, at folketing og regering – med penge og de rette inddragelsesinitiativer – anerkender befolkningens nødvendige rolle i omstillingen og ikke bilder sig ind, at målene nås med industrielle klimapartnerskaber og udrulning af forkromede teknologiske programmer fra centralt hold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det får de hver eneste gang der er valg. Og befolkningen kan individuelt vælge hver eneste dag om hvad de vil.

Og borgerne kan ikke inddrages mere. Det vil være håbløst udemokratisk at borgerne skulle til at bestemme over folketingets medlemmer.

Niels-Simon Larsen

Tænk hvis man kunne måle, hvor megen skade AFR havde gjort.

Ete Forchhammer , Kim Øverup, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Lars Myrthu-Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er vist ingen borgere, der ikke vil tages med på råd. Det ligger i vores natur, at vi gerne vil give en hånd med. Er folk passive, er det noget, de er blevet gjort til.

Lars Myrthu-Nielsen

Hurtigt overblik over de enkelte Regeringer, siden Rio-topmødet (1992), og deres støtte til civilsamfundets miljø-aktiviteter:
Poul Nyrup-Rasmussen Regeringen – 50 millioner om året i Den Grønne Fond, der blev suppleret med ordningen for Grønne Guider og Den Grønne Jobpulje (under Miljø- minister Svend Auken)

Anders Fogh Regeringen – 0 millioner til civilsamfundet – men stor støtte til Bjørn Lomborgs Institut for Miljøvur- dering. To år efter valgsejren udtalte Anders Fogh Rasmus- sen de ord, som de fleste aktører på miljøområdet vil huske ham for: ”Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken,” sagde Fogh på Venstres landsmøde i 2003.

Lars Løkke Rasmussen Regeringen I – 20 millioner, én- gangsbeløb, op til og under, Klimatopmødet COP15 i 2009.

Helle Thorning-Schmidt Regeringen – 15 millioner om året til Puljen for Ildsjæle (under Miljøminister Ida Auken). Puljen blev siden sat op til 20 millioner under miljøminister Kirsten Brosbøl.

Lars Løkke Rasmussen Regeringen II – 0 millioner i perioden.

Mette Frederiksen Regeringen – !!! ???

Ete Forchhammer , Kim Øverup, Niels-Simon Larsen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lars Myrthu-Nielsen

Mette Frederiksen Regeringen har en arv at varetage fra Svend Auken tiden, og tiden er inde til en ny grøn fond – og den kan jo passende få navnet Den Grønne Fond igen. Det er tid til et fornyet samarbejde mellem top og bund – Regering og civilsamfundet.

Og man kan roligt gange fondens midler fra Svend Auken-tiden med mindst en faktor 10 - ja eller 100!!!.

De grønne guider kunne genetableres, og måske kunne man endda koble en sådan udvikling med etablering af en række grønne borgerløns-job. For der skal nytænkning til for at få gang i en praktisk, grøn og folkelig omstilling. Der er masser af unge, der er parate – for næste skridt er handling efter klimastrejke!

Skulle jeg komme med et helt personligt ønske, som jeg tror ville sætte gang i omstillingen, så ville det være at etablere 10.000 grønne borgerløns-pladser, som bl.a. kunne bruges til at sikre naturforvaltning, selvforsyning og lokal fødevareproduktion. En slags opbakning til at genbosætte landet, i tiny huse og på bæredygtig maner.
Men vi kommer nok heller ikke uden om en jordbrugsreform, der gentænker landet, lukker og slukker et underskudgivende svine/industrilandbrug, og lancere en plan for naturforvaltning/naturgenetablering og en økologisk lokal forankret fødevareproduktion.
Det ville være en god idé, og en stor opgave, der kun kan etableres med et medansvar fra befolkningen. Det vil kræve oplysning og uddannelse.

I Øko-net, hvor jeg arbejder med folkeoplysning, kalder vi det Lev & Lær - og om det kan man læse her og på Sydfyn har vi skabt det første Lev & Lær Husmandssted, der også er et møde sted for græsrødder og miljøforkæmpere:
http://www.eco-net.dk/25-kronik

Ete Forchhammer , Kim Øverup og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ja, det er ret afgørende, at der bliver afsat et klækkeligt beløb til en grøn fond. Bedst ville det dog være, at begynde at skabe grønne job, som Lars Myrthu er inde på.
Der er ikke noget, der hedder fossiljob, men med al den snyd og bedrag der er i olieindustrien, burde man stille grønne job og job in fossilindustrien op over for hinanden.

"Bedst ville det dog være, at begynde at skabe grønne job, "

Så må hellere se at komme i gang med at skabe de jobs.