Læsetid: 4 min.

Nu kommer coronaloven: Minister får vidtrækkende beføjelser til at sætte ind mod smitte

Sundhedsminister Magnus Heunicke fremsatte torsdag lovforslag, der skulle give ham omfattende magtmidler til at igangsætte tvangsmæssig behandling af smittede, skaffe sig adgang til folks bopæl og lokaler uden retskendelse og udstede forbud mod større forsamlinger. Kort før midnat blev lovforslaget vedtaget med nogle justeringer, så der nu bl.a. kræves en dommerkendelse for at trænge ind i private hjem
Skoler og uddannelsesinstitutioner lukker ned på grund af conronapandemien. Her er det Hareskov Skole i Hareskovby, hvor legepladsen er tom.

Skoler og uddannelsesinstitutioner lukker ned på grund af conronapandemien. Her er det Hareskov Skole i Hareskovby, hvor legepladsen er tom.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

13. marts 2020

Der er ikke undtagelsestilstand endnu – men det begynder at ligne. Det er indtrykket af et omfattende lovforslag (L 133), som Folketinget hastebehandlede torsdag.

Forslaget, som får støtte fra alle partier, er en kraftig opstramning af den gældende epidemilov. L 133 giver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) bemyndigelse til en række vidtgående indgreb, der har til formål at inddæmme og afbøde virkningerne af COVID-19, bedre kendt som coronavirus. At inddæmme corona er ifølge lovforslaget regeringens altoverskyggende prioritet i den kommende tid.

Forslaget har ikke været i høring, men skulle tværtimod gennem alle tre folketingsbehandlinger samme dag som fremsættelsen.

Forslaget giver ministeren mulighed for at give smittede påbud om at blive undersøgt, blive indlagt eller lade sig isolere. Ministeren kan også igangsætte en tvangsmæssig behandling af en smittet borger, hvis et påbud ikke er tilstrækkeligt. L 133 åbner desuden for, at myndighederne kan få adgang til borgernes private hjem uden retskendelse, hvis det skulle være nødvendigt for at gennemføre tvangsmæssig behandling. Det samme gælder for andre lokaliteter, som en borger måtte råde over. Om nødvendigt kan sundhedsmyndighederne få assistance fra politiet.

Ajour

Sent torsdag aften vedtog Folketinget lovforslag L133. Oprindeligt ønskede regeringen, at myndighederne skulle kunne trænge ind i private hjem uden dommerkendelse ved mistanke om coronasmitte. Denne del er nu ændret, så der kræves en dommerkendelse for at kunne trænge ind i private hjem.

På den baggrund kaldte Simon Emil Ammitzbøll-Bille (Fremad) under førstebehandlingen torsdag formiddag L 133 for det mest indgribende lovforslag i forhold til borgernes personlige frihed siden besættelsen. Også Martin Geertsen (V) kaldte i sin ordførertale L 133 for et »meget, meget vidtgående« forslag.

Efter forhandling med justitsministeren kan sundhedsministeren indføre forbud mod »afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder«, uanset om det er indendørs eller i fri luft. Og det gælder såvel offentlige som private arrangementer. Også her får myndighederne uden retskendelse adgang til lokaliteter, hvis det er nødvendigt, for at eventuelle forbud mod arrangementer overholdes.

Ret til at afspærre områder

Magnus Heunicke får også mulighed for at fastsætte regler om forbud mod adgang til offentlige institutioner, lige som han kan beordre afspærring af et område, »hvor en alment farlig sygdom optræder«, eller »hvor der er risiko for, at en sådan sygdom optræder eller bringes ind«, som det hedder i bemærkningerne til lovforslaget. Desuden får sundhedsministeren bemyndigelse til at indføre tvangsmæssig vaccination af særlige risikogrupper.

Et helt kapitel i loven handler om muligheden for at fravige det offentliges forpligtelser over for borgerne, som måtte være fastsat af anden lovgivning. Hensigten er at sikre tilstrækkelig kapacitet i hospitalsvæsenet til at behandle personer, »der er smittet med en alment farlig sygdom«.

Sundhedsministeren får også bemyndigelse til at fastsætte regler om midlertidig lukning af dagsinstitutioner, skoler, udannelsesinstitutioner og andre institutioner, hvis det er nødvendigt for at begrænse risikoen for smitte. Og Magnus Heunicke får yderligere ret til at forlange passagerlister udleveret fra alle transportører, uanset om det er fly eller skib, hvis en person ombord skulle være under mistanke for at være smittet.

Endelig giver L 133 sundhedsministeren mulighed for at foretage ekspropriation af privat ejendom, hvis det er nødvendigt for at sikre lovforslagets foranstaltninger. Der er indbygget en såkaldt solnedsgangsklausul i L 133, så loven automatisk ophæves den 1. marts 2021.

Flyt de hjemløse på hotel

Selv om alle partier udtrykte umiddelbar støtte til L 133, havde Peder Hvelplund (EL) under førstebehandlingen visse betænkeligheder i forhold til, om der ville være mulighed for efterfølgende domstolskontrol af en beslutning om uden retskendelse at trænge ind i en borgers hjem.

Også Pernille Vermund (NB) var betænkelig over for den del af L 133, som drejer sig om erstatninger til erhvervsdrivende, der får tab som følge af eksempelvis et planlagt arrangement, som bliver forbudt. I forhold til den hidtidige epidemilov ville de have ret til erstatning, men det ophæver L 133. Hertil kunne Magnus Heunicke henvise til, at andre af regeringens ministre var i forhandling med erhvervslivet om mulig kompensationer.

Når nu borgerne skal blive hjemme for at undgå smittespredning, hvad så med de hjemløse, spurgte Liselott Blixt (DF). Hjemløse, der bor på gaden, kan også være smittede, så Blixt foreslog, at smittede hjemløse kunne indlogeres på nogle af de hoteller, som snart kommer til at mangle turister på grund af mindre rejselyst.

Ikke overraskende har partierne stillet en lang række spørgsmål til det vidtgående lovforslag, og de skal først besvares, inden der kan skrives betænkning, hvorefter L 133 kan behandles. Torsdag eftermiddag blev andenbehandlingen udskudt til tidligst kl. 21, så ved redaktionens slutning var der endnu ikke kommet svar på de flere end 75 spørgsmål til lovforslaget.

De fleste fokuserer på en nærmere beskrivelse af de bemyndigelser, som sundhedsministeren vil få med en vedtagelse af L 133: Hvem er det, der skal kunne tvangsmedicineres? Præcis i hvilke situationer kan myndighederne tiltvinge sig adgang til borgernes hjem uden retskendelse? Hvordan skal en tvangskarantæne foregå? Vil Folketinget løbende blive orienteret om indgreb? Vil der være efterprøvende domstolskontrol?

Ifølge lovbemærkningerne vurderer sundhedsministeriet, at de meget vidtgående muligheder for indgreb ikke kolliderer hverken med grundloven eller med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises bl.a. til nødretsbetragtninger og til, at de oplistede regler om påbud og forbud »vil blive udstedt med henblik på at forfølge vægtige hensyn til at beskytte den offentlige sundhed, herunder hensynet til at forebygge eller inddæmme smitte med alment farlige sygdomme«. Det er desuden vurderingen fra ministeriets, at de foreslåede indgreb vil være både egnede og proportionale.

Artiklen er opdateret.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Gert Romme
  • Oluf Husted
Ervin Lazar, David Zennaro, Gert Romme og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har mødt Heunicke i embeds medfør, så har jeg svært ved at forestille mig, at han vil misbruge de beføjelser, som loven giver ham. Men jeg er ikke så sikker på, hvad Mette Frederiksen kan finde på - når nu det er så nemt at få en så omfattende lovgivning vedtaget.
Det er jo lidt a la Naomi Klein, der i Chok-doktrinen argumenterer for, de drastiske tiltag, der kan gennemføres i ly af noget meget voldsomt. Hvor mange skærpelser/forringelser af straffelovene og forringelser af vilkårene for "de fremmede" er der ikke sket med henvisning til terrortruslen?

Umiddelbart så lyder det jo som rettidig omhu, men er det nu også rettidig omhu, at jaske så vigtige tiltag igennem på så kort tid? Skal en sådan lovgivning ikke forberedes - forberedes grundigt - i god tid, og mens der ikke er alvorlige trusler, der står og banker på. Der er jo heller ingen af os, der først sætter os ind i forebyggelse og helbredelse af alvorlige sygdomme el. andet, den dag hvor lokummet brænder. Den slags gøres i god tid, så man i et vist omfang er gearet til at kunne håndtere udfordringen, den dag det evt. måtte ske.
Det her er mangel på klarsyn og demonstrerer en manglende evne til at forudse, hvad der KAN ske.
Beslutningstagerne kan ikke påstå, at de ikke er blevet advaret. For et par år siden skrev Hanne Vibeke Holst Pesten, det samme gjorde Camus og sikkert mange andre forfattere.

Da vi jo er belemret med beslutningstagere, der ikke læser andre bøger end svenske femi-krimier, så preller den slags litteratur af på dem.
Forskerne gider de heller ikke lytte til - de er jo bare en floks smagsdommere, der er ude på at få nogle flere statsmidler op under neglene. Det skorter ellers ikke på advarsler fra forskere - her er par links: https://illvid.dk/medicin/sygdomme/forskere-disse-tre-sygdomme-kan-blive... og https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-advarer-om-global-epidemi
I de sidste tyve år har der været epidemier, der har været på kanten af pandemier: Fugleinfluenza, Svineinfluenza, Sars, Mers, Ebola, asiatisk influenza, Hong Kong influenza og hvad ellers
Så der skulle jo have været god tid til at forberede sig, og ikke haste lovgivningen igennem som det sker nu.
Når nu det er så nemt, at få et Folketingsflertal til at bakke op om hastelovgivningen, hvad kan der så næste gang bruges som anledning? For med de autoritære tendenser Mette Frederiksen har lagt for dagen, da er jeg ikke i tvivl om, at der vil komme en næste gang.
Det, der nu sker er - også - en borgerkrigsmanøvre, en øvelse i undtagelsestilstand.

Martin Rønnow Klarlund, Hans Larsen, Poul Simonsen, Kasper Kjær, Stella Nielsen, Ruba Altawil, David Zennaro, Christian Skoubye, Katarina Brinjak, Bjarne Andersen, Lillian Larsen, Torben Bruhn Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, søren ploug, Christel Gruner-Olesen, Bjørn Fagerberg, Carsten Svendsen, Arne Albatros Olsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar

Er det ikke lidt overdrevet?
“Ministeren kan også igangsætte en tvangsmæssig behandling af en smittet borger” Hvad er det for en behandling der findes?

Chris David Bonde Henriksen, Poul Simonsen, Maia Aarskov, Ruba Altawil, Christian Skoubye, Bjarne Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, Jørgen Nielsen, Hanne Ribens, søren ploug, Bjørn Fagerberg og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

"-lige som han kan beordre afspærring af et område." Som tilsvejsning af døre og lign.

Martin Rønnow Klarlund, Jørgen Nielsen og søren ploug anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Der er udbrudt "handlekraft-epidemi" i Regeringen.

David Zennaro, Christian Skoubye, søren ploug, Christel Gruner-Olesen og Bjørn Fagerberg anbefalede denne kommentar

Hastelovgivningen er udstyret med en 'solnedgangsklausul' (= udløbsbestemmelse / ophørsklausul), så hastelovforslaget udløber 1. marts 2021.

Læg nøje mærke til datoen: 1. marts 2021

Hvorfor netop 1. marts 2021 og ikke f.eks. 1. juni eller 1. juli i år, når solen brænder igennem, og at dømme efter vinterens lune forløb - får vi sandsynligvis en langvarig hedebølge, virusserne alligevel ikke kan overleve?

Hvad pønses der på, ved at strække hastelovgivningenss gyldighed over næste sommer, efteråret 2020 samt frem til vinteren 2021?

Der kan være ganske fornuftige grunde til disse nye love.
Men det helt store problem er, at love "bliver hængende", og at kommende regeringer har en vis evne til at stramme lovene yderligere.

Måske burde der være en meget tydelig forældelsesfrist på denne form for love.

Rikke Nielsen

"Når nu det er så nemt, at få et Folketingsflertal til at bakke op om hastelovgivningen, hvad kan der så næste gang bruges som anledning?"

Der har været masser af hastelovgivning ifm udlændingelovgivning, men det passede nok hr og fru danmark bedre.

Tvangsvaccineres? Jamen det fordrer jo at der ER en vaccine. Ifald der er en vaccine, hvorfor så bruge ordet tvang?
Her år regeringen for vidt, og det er her filmen knækker.

Dorte Sørensen

Blev der ikke vedtaget en "solnedgang" for loven - det talte Pernille Skiber meget om, at EL ville forlange i P1.

Jeg har svært ved at se den rettidige omhå med denne her lov.
Anbefalingerne er på nuværende tidspunkt at blive hjemme og gå i selvkarantæne hvis man har milde symptomer uden kontakt med andet end egen læge. Det er først ved luftvejsbesvær man skal ind og testes. Det er lidt langt fra det denne lov lægger op til... Så nemt ruller vi over og giver vores rettigheder væk.
Tvangsbehandling, med hvad?? Smertestillende? Der er pt. ingen behandling og det kommer der heller ikke. Det er en VIRUS. Så dem han vil tvangsbehandle er dem er er i risikogrupper og som nok godt er opmærksomme og påpasselige i forvejen.
Når der er en vaccine kan de lave en lov om hvem der skal vaccineres men når der ingen er hvad skal de så bruge det til?
For mig er kickeren at de kan påtvinge sig adgang til folks beboelser. Hvor er logikken i at gå ind i et smittet hjem - altså gå ind hos folk der er i selvkarantæne.
Desuden er det tydeligt hvilke områder der risikere at blive lukket af og det er ikke dem hvor alle er trukket virus med fra deres skiferie i Østrig.

Søren Kristensen

Om ni måneder, når bølgen har lagt sig og der formentligt er en vaccine på vej, oplever vi formodentligt et babyboom og nye bestræbelser på at proppe så mange børn som muligt ind i daginstitutionerne. Til den tid vil katastrofelovgivningen formentlig allerede være rullet tilbage.

Thorkel Hyllested

Apropos Naomi Klein: Man kunne fremføre den konspirationsteori, at nu har magthaverne incl. medierne os dér, hvor de vil ha os; isolerede, bange og splittede( f.eks. i risikogrupper eller i "de ansvarlige" contra "corona-klovnene"). Man har opnået muligheden for at indføre kriselove, der vil få permanent indflydelse fremover med eller uden stopklods. Samtidig har man opnået borgernes fulde opmærksomhed som passive modtagere af centralt dirigeret information / påvirkning.

På den anden side kan man konstatere, at borgerne har en enestående og umiddelbart forståelig mulighed for at lære noget meget konkret om sammenhængen mellem individ / gruppe / samfund og, i sidste ende, art.
I går hørte jeg en debat, hvor man diskuterede Mettes afvisning af oversættelse af informationsmaterialet til f.eks. arabisk og tyrkisk. Det måtte de selv finde ud af.
Det er en betydelig gruppe. Der blev talt om ca 300.000 med et andet 1. sprog end dansk, og fra sundhedssektoren ved man, at ca en 1/3 af dem har et behov for tolk. Pludselig var perspektivet for debatten et helt andet end under normale tilstande, bl.a. udtrykt af repræsentanter for sundhedsmyndighederne: Det er vores alle sammens sundhed (læs: sammenhængskraft) vi gambler med, når der siges f.eks:" De ligger som de har redt, så det må de selv ligge og rode med".
Jo, det er en spændende tid, vi lever i. Man kunne håbe, at nogen af de erfaringer, vi nu gør, vil få konsekvenser for den generelle klimaforståelse, hvor vores skæbnefælleskab er kompliceret og ofte vanskeligt at begribe.
NB! I Sverige har man naturligvis sat sit omfattende apparat til kommunikation med indvandrergrupperne via radio og TV igang med Coronainformation på de vigtigste indvandresprog bl.a samisk og finsk, men også tyrkis, arabisk, farsi, romani, for der producerer man i forvejen udsendelser om samfundsmæssige forhold.

Rolig, folkens. Den samlede regering er ikke pludseligt gået i koalition om at etablere et autokratisk styre! De gør, hvad de kan i den ekstremt begrænsede tid, vi har til rådighed. Vi taler om timers reaktionstid på disse beslutninger - ikke dage, ikke uger eller måneder! Der skal reageres og besluttes og korrigeres med timers varsel i et system, som normalt er stort og tungt at sejle rundt med. Og det bliver der. Det er et formidabelt stykke arbejde, hele den offentlige sektor pt. udfører, hvor samtlige involverede sætter deres privatliv på hold, indtil der er overblik og kontrol over dette forløb!

Vi skulle støtte op om denne ekstreme indsats og opføre os hensigtsmæssigt og efter de udstukne retningslinjer i stedet for at sidde og gejle hinanden op i konspirationsteorier, altimens vi samles i hobetal for at forhindre hinanden tilgangen til gær og toiletpapir!

Svend Erik Sokkelund, Rikke Nielsen og Jens Christian Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Thorkel Hyllested

Ej det er da også fuldstændig vanvittigt at vi ikke oversætter til andre sprog! Men dansk er jo også et verdenssprog.

Minder mig om en gang der var en udstilling om den flotte danske natur på nytorv i kbh (dvs lige ved Strøget og altså rigtig mange turister).
Jeg spurgte om hvorfor teksten kun stod på dansk, da jeg tænkte at det da var oplagte turistmål. Fik det svar at det kunne der ikke være tale om, for det var altså DANSK natur!

Thorkel Hyllested

Rune, læs nu mit indlæg, som et forsøg på at påpege, at situationen er modsætningsfyldt og indeholder flere agendaer. Jeg opfatter mig selv som hørende til "De Ansvarlige" og forventer at regeringen retter sine fejl hen ad vejen. der er mange bolde i luften samtidig. Men man kan altså også lære noget af spontane reaktioner. Generelt synes jeg, at regeringen har handlet kvalificeret. I øvrigt påfaldende, at der efterhånden udelukkende tales om "Mette" i stedet for regeringen. ;-)

Jens Christian Jensen

Ja Thomas, jeg syntes også at det er skide irriterende at ting ikke står på dansk når jeg er ude at rejse i andre lande (ironi kan forekomme).

Jeppe Lindholm

"tvangsmæssig behandling af smittede"

Hvordan vil myndighederne vide nogen er smittede, når de ikke er blevet undersøgt?