Nyhed
Læsetid: 4 min.

Kortlægning skal hjælpe kommuner med at sikre sig mod oversvømmelser. Men hvem betaler?

Kystdirektoratet har lavet en kortlægning af udsatte områder, der skal hjælpe kommunerne med at sikre sig mod oversvømmelser. Men det kan ende i rivegilder mellem stat, kommuner og private, når regningen for kystsikring skal betales
Hvem skal betale for at sikre borgerne mod oversvømmelser som her i Silkeborg? Borgerne selv, kommunerne eller staten?

Hvem skal betale for at sikre borgerne mod oversvømmelser som her i Silkeborg? Borgerne selv, kommunerne eller staten?

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
9. marts 2020

14 områder og 27 kommuner har særlig høj risiko for at blive ramt af oversvømmelser.

Det viser en ny kortlægning fra Kystdirektoratet, der skal give danske kommuner bedre muligheder for at klimasikre sig mod oversvømmelser.

»De oversvømmelser, som på det seneste har ramt flere steder i Danmark, understreger, hvor vigtig klimatilpasning er, og hvor svært det er at styre naturens kræfter,« skriver miljøminister Lea Wermelin (S) i en pressemeddelelse.

Det sker, efter en vinter hvor byer ved kyster, vandløb og fjorde er blevet ramt af oversvømmelser. Åer og søer er gået over deres bredder i både Silkeborg, Ribe, Holstebro, Kolding, Vejle, Haderslev, Billund og Aarhus.

Det er ingen hemmelighed, at oversvømmelser sker oftere og oftere, konstaterede professor i landskabsforvaltning ved Københavns Universitet, Henrik Vejre, i Information i forrige uge.

»Det er simpel statistik, at oversvømmelser forekommer hyppigere. At det, vi tidligere kaldte hundredårshændelser, nu snarere er tiårshændelser.«

Uafklaret spørgsmål

De udpegede kommuner er forpligtede til at sikre, at oversvømmelserne ikke forvolder skade, og de skal derfor lave såkaldte risikostyringsplaner. Mange af de nu oversvømmede byer ligger i en af de 27 kommuner, der er udpeget af Kystdirektoratet.

Kortlægningen blev offentliggjort, dagen efter at den såkaldte State of the Nation fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører konkluderede, at den danske infrastruktur er udfordret af klimaforandringerne, »hvilket senest er kommet til udtryk ved de oversvømmelser, Danmark har set i Ribe, Holstebro og Vejle«.

Vi ved endnu ikke, om oversvømmelserne alene skyldes klimaforandringer. Men vi ved, at med oversvømmelser følger øgede udgifter til diger, dæmninger, pumper og reparationer. Faktisk vil det koste danske kystbyer 93 milliarder kroner over en periode på 100 år, anslog Realdania, der samarbejder med Miljø- og Fødevareministeriet, i en rapport fra 2017.

Kommunernes udgifter til klimasikring vil med stor sikkerhed stige på sigt, og der er store summer på spil. Det er dog vanskeligt at finde ud af, hvordan man kan opgøre udgifter til klimatilpasningen, og om regningerne til projekterne skal betales af staten, kommunerne eller endda borgerne selv, forklarer professor i økonomi og klima ved DTU, Kirsten Halsnæs.

»Det er et meget, meget uafklaret spørgsmål. Og det er et af den slags problemer, man helst ikke taler om,« siger Kirsten Halsnæs.

Lovgivningsmæssigt er kystsikring, der er en form for klimasikring, borgernes eget ansvar. Kystbeskyttelsesloven fastlår, at byrådet kan bestemme, at borgere, der får gavn af en sluse eller andre foranstaltninger, skal betale for dem. En sådan klimasikring bliver altså set som et gode for borgerne, men i praksis er det et indviklet regnestykke at finde ud af, hvem en investering tilgodeser, forklarer Kirsten Halsnæs.

I et tilfælde, hvor en sluse beskytter nogle borgeres sommerhuse, kan naturen samtidig blive beskyttet af slusen. Og naturen er det offentliges eje.

Her er de udsatte områder

14 områder som spreder sig over 27 kommuner er i særlig høj risiko for at blive ramt af oversvømmelser. De 14 områder er:

  • Esbjerg
  • Fredericia
  • Holstebro
  • Juelsminde
  • Kolding
  • Korsør
  • Køge Bugt – København
  • Nyborg
  • Odense Fjord
  • Randers Fjord
  • Sydlolland
  • Vejle
  • Vordingborg
  • Aabenraa

Kilde: Kystdirektoratet

Over borgerne hviler visheden om, at forsikringen ikke dækker skader til oversvømmelser, hvis fjorde og søer går over deres bredder. Det oplyser brancheorganisationen Forsikring og Pension. Men over kommunerne hviler anlægsloftet, der sætter en begrænsning for, hvor meget kommunerne må bruge på udgifter som byggeri, anlæg og klimasikring.

»Det kan være svært for en kommune at foretage store investeringer i kystbeskyttelse, fordi anlægsloftet sætter rammen for, hvor meget kommunen må bruge på at anlægge,« siger professoren.

Sluselauget fra Kerteminde

Spørgsmålet ender oftest i store uenigheder om projekter og fordeling af betalinger til kystbeskyttelse. Som i tilfældet Kerteminde Havn, der er et sigende eksempel på problemet, forklarer professoren.

Det skete i 2006, at en stormflod skyllede ind over havnebyen Kerteminde og resten af landet. Borgere fra havnebyen kæmpede med sandsække mod stormfloden, men tabte kampen. De frustrerede borgere stiftede Kerteminde Sluselag.

Alt gik vel, indtil kystbeskyttelsesloven kom i vejen for sluselauget. Kerteminde Byråd besluttede at benytte en såkaldt partsmodel til at betale den 40 millioner kroner dyre regning. Godt halvdelen skulle betales af kommunen og andre parter, men resten skulle borgerne selv betale.

Regningen ville løbe op i 20.000 kroner for nogle, for andre i op til 70.000 kroner. Det førte til et rivegilde, skrev Fyens Stiftstidende om en generalforsamling i 2016.

Siden dengang er projektet ikke kommet videre i fysisk forstand. Borgerne nægtede at betale. Nu har sluselauget startet en indsamling i håb om at få stoppet oversvømmelser i Kerteminde Havn.

Spændingerne kan løses op ved at give kommunerne friere rammer, mener Kommunernes Landsforening, KL. I et klimaudspil fra januar foreslog foreningen, at »merudgifter til CO2-reducerende og langsigtede løsninger fritages fra anlægsrammen, samt at der gives mulighed for, at kommunerne kan lånefinansiere disse udgifter«.

Men i et historisk perspektiv har Finansministeriet ikke villet give kommunerne frie rammer til deres anlægsudgifter, og det gælder heller ikke for grønne investeringer, forklarer Kirsten Halsnæs. Det kan skyldes en frygt for, at udgifterne ville stige med friere rammer, siger professoren.

Det svenske miljøministerium, Naturvårdsverket, havde fra 2003 til 2012 et klimainvesteringsprogam, der støttede de kommunale udgifter til klimaomstilling og -investeringer. Programmet formindskede CO2-udslippet med 631.000 ton pr. år, viser en analyse fra selvsamme ministerium.

Men den ordning ville ikke kunne lade sig gøre i Danmark, mener professor Kirsten Halsnæs.

»Jeg tror, der vil ske det, at Finansministeriet ville være bekymret for, at kommunerne ville have det på mange andre områder også,« siger hun.

»Det er et samfundsmæssigt problem. Derfor må vi finde ud af, hvordan vi kan få det skruet sammen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rolf Andersen

Det er da AMTERNE, der tager sig af miljøet !
... nåeh nej, dem har Lars Lykke jo nedlagt ;(

Estermarie Mandelquist og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er tydeligt for enhver, at 'hvem betaler'-ideologien har overlevet sig selv: den står i vejen for at løse nødvendige opgaver ved at definere forståelsen af ressourcer forkert.
Har vi folk og materialer til indsatsen? Ja, det har vi. Har vi i det øvrige samfund de ressourcer, de involverede i denne indsats og mange andre efterspørger? Ja, til overflod.
Så problemet er, at markedet sammenkæder disparate funktioner i samfundet, som ikke hører sammen, men fungerer af nødvendighed, parallelt. 'Købekraft' er et kuponsystem, hvor vi tilfældigt distribuerer retten til at erhverve uden overvejelse af opgavens relative nødvendighed.
Tankegangen bag er altid, at man kunne gøre noget andet, end man gør - noget, der er meget mere lukrativt og giver den enkelte større 'købekraft'. I stedet er man nødt til at komme væk fra denne primitive måde at tænke på og i stedet allokere ressourcer til det, der er uomgængeligt, dernæst til det, er nødvendigt og til sidst til det, der giver lykke og udvikling, samtidig med at man erkender, at lykke og udvikling også er mulige elementer i både at beskæftige sig med det uomgængelige og nødvendige.