Interview
Læsetid: 8 min.

Lau Jensen på 83 år i hjemmeisolation: Jeg er et barn af krigen. Det var helt andre tider, og så alligevel

Mange ældre, kronisk syge og andre særligt udsatte danskere søger i isolation for at undgå at blive smittet med coronavirus. Bag ruderne kan de kigge ud på et Danmark, der er lukket delvist ned – blandt andet for at beskytte dem
Mange ældre, kronisk syge og andre særligt udsatte danskere søger i isolation for at undgå at blive smittet med coronavirus. Bag ruderne kan de kigge ud på et Danmark, der er lukket delvist ned – blandt andet for at beskytte dem

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
24. marts 2020

Information har besøgt tre danskere, der sidder i hjemmeisolation. Her fortæller de om deres tanker om at være afskåret fra omverdenen.

»Jeg vil gerne blive 100 år, frisk og frejdig. Til august skal jeg være oldefar, og det vil jeg meget gerne opleve«

Lau Jensen, 83 år, pensioneret taglægger og psykiatriplejer

Jeg er et barn af krigen. Dengang boede vi tæt ved jernbanen, hvor tyskerne var. Vi drillede dem, fik rationeringsmærker, som jeg købte min første chokolade for. Det var også deromkring, vi begyndte at kunne få bananer. Det var helt andre tider, og så alligevel.

I den her tid har vi ikke skyderi, men som Macron sagde, er det en krig mod virussen. Det mener jeg også, at man kan sige. Under Anden Verdenskrig var der udgangsforbud, og vi børn måtte ikke rende rundt på gaden om aftenen. Nu er jeg i isolation igen – denne gang på det plejehjem, et stenkast fra Sjælsø, som jeg flyttede til med min nu afdøde kone. Jeg blev boende, for jeg bliver også gammel engang.

Vi er lukket ned, vi må ikke få besøg, vi er isolerede, for vi er en svag gruppe. Jeg må affinde mig med, at min familie ikke kan besøge mig i denne situation. Men hvorfor skulle de også komme her, når jeg er i fare for at blive smittet? Jeg vil gerne blive 100 år, frisk og frejdig. Til august skal jeg være oldefar, og det vil jeg meget gerne opleve.

Bange er jeg ikke, men jeg beskytter mig og passer på ikke at blive smittet. Jeg selv er trods alt en ældre herre med asbest i lungerne og gigt i kroppen. Jeg får en meget mild kemo om mandagen mod gigten, så mit immunforsvar daler. Men da jeg arbejdede som plejer, lærte jeg hygiejnereglerne til bunds og til fulde, så jeg spritter og vasker hænder, spritter håndtag og sørger for at spise mine vitaminer.

Sarah Hartvigsen Juncker
Jeg plejer at besøge mine børn og børnebørn, og dem kan jeg heller ikke være sammen med nu. Men jeg bruger min computer og mobiltelefon til at facetime med dem og til at være i kontakt med dem hele tiden.

Det er en anelse trist at være isoleret, men jeg er gammel soldat, så jeg har lært at klare mig. Jeg vasker tøj, telefonerer, ser fjernsyn og læser – jeg følger med i politik, men jeg er ikke aktiv i den socialdemokratiske fagforening mere, som jeg var engang. Hun gør det godt, Mette Frederiksen.

Jeg har endda købt mig et klaver. Jeg har spillet i tidernes morgen, og jeg skal træne mine fingre op, så der sidder jeg, som en anden Mozart. Jeg keder mig ikke, intelligente mennesker keder sig ikke.

Haven skal også passes. Jeg nipper roserne, planter mine tre spande påskeliljer, vasker fuglebadet og luger. Jeg nyder den friske luft og fuglenes kvidren – og at tage et glas rødvin. Men for mig selv.

Situationen minder mig alligevel en anelse om Anden Verdenskrig. Jeg husker, at vi varmede den lille stue op, den store stod kold, og Svend Nicolaisen spillede i radioen. Så dansede vi og sang med vores forældre, hvis ikke de strikkede eller læste avis. Vi lærte at være samhørige og tage os af hinanden. Man var måske lidt mere til overs for hinanden og kom hinanden lidt mere ved, det var man nødsaget til. Det minder mig om tiden nu, bortset fra at vi ikke er blevet besat af en fremmed hær, vi er besat af en virus.

Jeg ville da ønske, at jeg kunne besøge min familie, men livet er nu alligevel godt. Vi har trods alt muligheder, vi ikke havde under Anden Verdenskrig.

Nogle grupper er i større risiko for at blive alvorligt syge af coronavirus end andre. Spørger man Statens Serum Institut, drejer det sig om ældre danskere, folk med hjerteproblemer, kræftknuder, hullet immunforsvar og sukkersyge. Også gravide skal for en sikkerheds skyld passe ekstra godt på ikke at blive smittet, siger instituttet.

»Jeg er bange for at blive smittet, men hvis jeg gør, har jeg valgt at have en naiv tro på, at lægerne nok skal finde ud af at kurere mig«

Søs Trier, 33 år, førtidspensionist og blogger

Virussen har jaget mig ud i den djurslandske skov. For jeg er udsat, jeg har to bindevævssygdomme og er kronisk syg, og så får jeg immundæmpende medicin, og derfor gør jeg klogest i at lytte til, hvad myndighederne og min læge siger.

Nu sidder jeg i mit sommerhus, isoleret fra smitten, men også fra omverdenen. Heldigvis er min mand med, for nu i hvert fald, for han er politibetjent. En afspadserende en af slagsen, men hvis han bliver nødt til at rykke ud, bliver jeg blandt træbrædder og pejs her i sommerhuset.

Tobias Nicolai

Dagligt lever jeg et liv, hvor jeg er vant til begrænsningens kunst på grund af sygdommen, men her er jeg trods alt endnu mere isoleret. Jeg kan faktisk ikke holde tanken om at være alene ud. Det tillader mit sociale behov ikke, og jeg savner allerede berøring fra andre mennesker. Når jeg snakker i telefon med min mor og mine veninder, savner jeg at få et kram. Det kan jeg ikke, men det er okay. Risikoen, for at jeg bliver smittet og så alvorligt syg, bliver jo mindre. Folk omkring mig forstår nødvendigheden. Jeg har snakket med en veninde, der tilbød at købe ind og køre ud til mig med det, og så vinke til mig på den anden side af ruden.

Men ind til videre er rimet græs og mørkegrønne nåletræer det eneste jeg kan se uden for ruden. Dagene flyder sammen, men jeg forsøger at skabe en hverdag, så de ikke flyder ud i nattøj. Tiden går med telefonsnakkeri og sociale medier. Forleden var jeg sågar til en livekoncert på Facebook. Men den går også med lange gåture ude i naturen.

Jeg er bange for at blive smittet, men hvis jeg gør, har jeg valgt at have en naiv tro på, at lægerne nok skal finde ud af at kurere mig. Men jeg har da mine bekymringer. Hvis jeg skal være alene, bekymrer det mig, for jeg ved ikke, om jeg kan holde mig mentalt oppe. Jeg bekymrer mig også om, hvorvidt vores samfund kan holde til det hele. Sygehusene får muligvis en pukkel, og det kan også gå ud over mig og mine sygdomme senere.

Vi bliver nødt til at stole på, at de voksne, så at sige, gør det rigtige. Det har jeg tillid til, og faktisk er det fint at opleve, at danskerne står sammen ved at holde afstand.

At der så er nogle få, der ikke overholder retningslinjerne, gør mig vred. Magen til egoisme, det er alt andet end samfundssind. Hvis de kendte konsekvenserne, ville de vide, at det ikke kun går ud over sådan en som mig, der kan blive alvorligt syg, men også at det rammer samfundet som helhed.

Jeg håber på at kunne vende tilbage til mit hjem i Viborg, når kurven engang vender. Mens jeg venter, vil jeg beundre naturen og se frem til at give et knus til mine nærmeste. Tænk engang, at vi snart kan gå blandt folk og se Danmark blomstre igen.

»Jeg vil hellere gøre for meget end for lidt. Selv hvis det viser sig, at myndighederne overreagerer, er det fint for mig«

Ditte Dupont, 28 år, studerende på Det Jyske Musikkonservatorium

Når formiddagssolen skinner på vores lille altan, sætter jeg mig derud og nyder forårsvarmen. Jeg kan kigge ned på baggården med dens græsplæne, buske, træer og et gyngestativ. Der skal vores datter slå sine folder engang, kan jeg så tænke. Hun ligger i min mave på 22. uge, så jeg tager ingen chancer og er gået i isolation.

Egentlig er jeg ikke bange for at blive smittet, mere bekymret, men myndighederne mener, at gravide skal være ekstra forsigtige, så jeg tager mine forholdsregler. Det gør mig ikke det store, der er rigeligt med ting at give sig til. Faktisk falder smitten belejligt, for jeg bliver tvunget til at færdiggøre mit arbejde. Jeg har en EP i støbeskeen, og hvis vinylerne skal blive klar til sommer, skal jeg synge hurtigt. Ovenikøbet skriver jeg en kandidat om den poprock-EP, jeg producerer, så jeg keder mig ikke ligefrem.

Lyset falder så dejligt i vores soveværelse, og med en pude på gulvet er det hurtigt blevet til mit hjemmekontor. Med alle de ting på programmet ender puden snart med at blive flad.

Helt flad kan den dog ikke blive, for min kæreste og jeg går mange ture i Botanisk Have, som er vores bakkede, grønne spot i hjertet af Aarhus med små søer og blishøns. Vi skal også handle ind, men vi forsøger at begrænse supermarkedsturene for at undgå for meget kontakt.

Tobias Nicolai

Jeg savner et godt kram. Forleden var vi til scanning, og vi skulle hente bilen ved mine forældre bagefter. Det var mærkeligt ikke at kunne kramme dem. Vi stod langt væk fra hinanden og snakkede om scanningen – i den situation vil man helst kunne give et kram, men vi har besluttet at være på den sikre side. På et tidspunkt rakte min mor den fineste buket påskeliljer frem, jeg tøvede et kort øjeblik, men tog imod dem. Det var nok det tætteste, vi kom på hinanden den dag. Mine forældre har også isoleret sig, for vi har vurderet, at det er det mest hensigtsmæssige, vi kan gøre for nu og for forsigtighedens skyld.

Indtil da nøjes jeg med at hente fiskefrikadeller hos min bror, der bor en spytklat længere henne ad gaden. Fornyligt gik jeg derhen og hentede en pose af den hjemmelavede slags, men jeg skulle ikke for tæt på, så han firede fiskefrikadellerne ned fra et vindue og kastede en pakke gær med ovenikøbet. Det er dyrebare sager i disse dage. Jeg vinkede og gik pænt hjem igen, rig på fiskefrikadeller, fattig på kram.

Jeg må glæde mig til at få et kram af dem alle, når alt er overstået.

Det irriterer mig, at folk ikke overholder myndighedernes påbud. Hvorfor ikke lytte til Mette og Søren (Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen, red.)? Det forlænger bare situationen, og personligt vil jeg helst ikke sidde på puden i soveværelset mere end et par uger.

Jeg vil hellere gøre for meget end for lidt. Selv hvis det viser sig, at myndighederne overreagerer, er det fint for mig. Vi skal hellere for meget end for lidt. Det skal puden nok klare, og det skal vi tre andre også.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ditte Dupont anbefaler os ovenfor at lytte til Mette og Søren.

Det får mig til at huske, hvorledes mange af os lærte at læse efter "Søren og Mette".
https://www.carlsen.dk/system/soeren-og-mette

Så, læs og lyt!

Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Michael Egelund

Ja, vi vil alle gerne have vores frihed tilbage. Både folk i risikogrupper og såkaldt almindelige mennesker. Men skal vi nu ikke prøve, at fordybe os lidt her i denne isoleringstid? Eller har du mistet evnen til, at fordybe dig? Hvad er det for et samfund vi har skabt? Virker globaliseringen? Hvad har du egentlig brug for? Hvad gør penge ved dig?
Personligt trives jeg fint med, at være i fred. Så for min skyld kan isoleringstiden godt fortsætte, dog bare uden en virus- heller ikke jeg synes det er fedt potentielt - at sætte livet på spil for at handle en gang om ugen. Det sammenhold og hensynstagen jeg bemærker rundt omkring gør mig rørt og jeg håber sådan at det, kan udmønte sig i noget større efter isoleringstiden.
Jeg vil gerne anbefale dig, at tænke over hvor stor magt penge har fået over os alle sammen. Det gælder i alle dele af samfundet og over alt. Er det virkelig det du gerne vil tilbage til? Kan du være det bekendt som menneske?

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Anne-Marie Krogsbøll, Mogens Holme, Maj-Britt Kent Hansen, Anina Weber og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Viceguvernør Dan Patrick, Texas, forklarer nu, at det bliver den amerikanske økonomi, hvis valget står mellem den og at redde gamle mennesker. Det mener han i øvrigt, at mange bedsteforældre er enig med ham i. (https://www.theguardian.com/world/2020/mar/24/older-people-would-rather-...).

Søren og Mette: Pudsigt nok fik min søn kopier af en temmelig gammel Søren og Mette-bog med hjem da nedlukningen startede, og jeg har siddet med ham et kvarters tid hver dag og hjulpet ham med at komme igennem den. Om ti år tror jeg at jeg har glemt alt om coronavirus, men stunderne med ham glemmer jeg aldrig - glæden ved at have bogstaveret sig gennem et ord som pludselig giver mening.

Dejlig historie om Lau Jensen som ikke engang er blevet rigtig gammel endnu.

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Peter Beck-Lauritzen, Maj-Britt Kent Hansen og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Fin artikel, der viser at vi rent faktisk er i stand til at tilpasse os. Men for os i risiko zonen - jeg er nyretransplanteret ved jeg at agtpågivenhed fortsætter i månedsvis. En drøm om at sidde en sommereftermiddag i gårdhaven på Peder Gift med en kold fadøl synes langt borte. Det er ldt ironisk at for at holde fast livet må man give afkald på væsentlige dele af livet.

Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Peter Beck-Lauritzen, Karsten Lundsby, Maj-Britt Kent Hansen og Lisbeth Glud anbefalede denne kommentar
John Scheibelein

En gammel mand som mig, der passer min demenssyge kone er ensomhed naturlig. Livet er dog stadigvæk meget interessant pga min computer. Tænk på gamle dage. da var der ensomhed.