Analyse
Læsetid: 3 min.

Med løftet om mulig genåbning af landet lancerer Mette Frederiksen en ny coronakontrakt med vælgerne

Statsministeren holdt sidst på eftermiddagen mandag en tv-tale til nationen, der havde karakter af en ny nytårstale: Hvis danskerne holder ud til efter påske, og fortsat holder afstand, vil alle blive kollektivt belønnet af S-regeringen – med lidt mere frihed
»Hvis vi danskere i de næste to uger – hen over påsken – fortsætter med at stå sammen ved at holde afstand, og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige, så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund igen på den anden side af påsken,« sagde Mette Frederiksen i den velforberedte tale, der også på elegant vis fik relanceret flere af Socialdemokratiets valgslogans.

»Hvis vi danskere i de næste to uger – hen over påsken – fortsætter med at stå sammen ved at holde afstand, og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige, så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund igen på den anden side af påsken,« sagde Mette Frederiksen i den velforberedte tale, der også på elegant vis fik relanceret flere af Socialdemokratiets valgslogans.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
31. marts 2020

Selvsikkerheden stiger dag for dag i S-regeringen. På et pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften udtryk for en »forsigtig optimisme« på baggrund af de seneste tal fra Statens Serum Institut. Myndighederne føler sig bekræftet i, at de vidtgående foranstaltninger har været både rettidige og velbegrundede.

Skønt det blev understreget på pressemødet, at coronapandemien endnu ikke ser ud til at have toppet her i Danmark, tildelte Mette Frederiksen sig samtidig en risikabel ære: »Vi kan se tegn på, at vi er lykkedes med at forsinke smitten i Danmark,« sagde statsministeren med tydelig tilfredshed.

Enhver kritik synes i disse dage at prelle totalt af på hende, og hun kan også glæde sig over, at Socialdemokratiet står til et markant rygstød i meningsmålingerne. Vælgerne støtter massivt op bag den danske regerings dramatiske fremfærd, og lige nu troner Mette Frederiksen over alle på Christiansborg.

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem der reelt bestemmer, genvandt Socialdemokratiets formand mandag sit stramme greb om Danmark med det veliscenesatte pressemøde. Efter nogle få dage, hvor den borgerlige opposition så småt var begyndt at udfordre S-regeringen – ved blandt andet at stille krav om en exitplan – stjal hun billedet i sin tv-tale, der hurtigt udviklede sig i retning af en ny nytårstale til nationen.

Budskabet var kontant – og ikke mindst med tydelige socialdemokratiske undertoner. S-regeringen er parat til at arbejde på en gradvis genåbning af Danmark efter påske, hvis tallene fra sundhedsmyndighederne vel at mærke fortsat taler for det – og ikke blot fordi partierne i blå blok nu kræver det.

Kontrolleret genåbning

Inden finansminister Nicolai Wammen (S) i de kommende dage drøfter forskellige scenarier med de andre partier i Folketinget, er Mette Frederiksen allerede klar med det snusfornuftige tilbud til vælgerne:

»Hvis vi danskere i de næste to uger – hen over påsken – fortsætter med at stå sammen ved at holde afstand, og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige, så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund igen på den anden side af påsken,« sagde Mette Frederiksen i den velforberedte tale, der også på elegant vis fik relanceret flere af Socialdemokratiets valgslogans.

I en særlig appel til landets ældre, der risikerer at stå over for forlængede krav om hjemmekarantæne, sagde Mette Frederiksen i en fyndig sætning, der med stor sandsynlighed vil blive citeret ofte fremover: »Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste i denne tid.«

Med sikker sans for timing har statsministeren lanceret en ny coronakontrakt med vælgerne. Kontrakten bygger på det noget fornoget-princip, som Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen også havde held med i begyndelsen af 00’erne.

Denne gang er tidshorisonten overskuelig: Hvis befolkningen på den ene side underkaster sig fortsat at følge myndighedernes påbud til punkt og prikke – og unge mennesker ikke pludselig begynder at stimle sammen – vil S-regeringen på den anden side overveje at belønne med lidt større frihedsgrader efter påske.

Mette Frederiksen løftede samtidig pegefingeren og advarede om, at yderligere indskrænkninger i bevægelses- og forsamlingsfriheden også kan komme på tale, hvis ikke alle makker ret: »Så kan vi komme i den modsatte situation, hvor vi må stramme endnu mere«.

Som corona-commander-in-chief har Mette Frederiksen skærpet sin befaling om lov, orden og lydighed fra alle. Og konsekvensen er klar: Hvis borgerne som små børn ikke kan vente og tager glæderne på forskud, vil påskeægget forblive lukket.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Viggo Okholm

Jeg vil ønske jeg kunne stole på din vurdering, men lad os se.

Anne-Marie Krogsbøll

Enig, Mogens Ritsholm. Jeg var heller ikke tryg ved den tale - men vi må jo se, hvad hun/regeringen/SST så mener i praksis. Jeg har stadig hestestævnet in mente:
https://politiken.dk/indland/art7735949/Jeg-ville-%C3%B8nske-at-vi-havde...

Kæmpe svigt fra myndighederne/regeringens side, at det arrangement fik lov at løbe af stablen. Det viste desværre, hvor meget økonomi får lov at diktere.

Jeg finder kynismen hos visse fagfolk bekymrende:
"Om vi hade vidtagit hårdare åtgärder, skulle smittspridningen minskat ännu mer?
– I så fall hade vi kanske kunnat smeta ut kurvan ännu mer, men i samma vågskål ligger också åtgärder som hade påverkat samhället mer drastiskt. Jag tycker nog att man hittat en ganska rimlig nivå."
https://www.svt.se/nyheter/inrikes/halva-sveriges-befolkning-smittad-i-a...

Det er samme vægtskål vore danske myndigheder nu lægger op til at lægge flere lodder for økonomien i - økonomi fremfor at redde menneskeliv.... Jeg håber, at de kommer på bedre tanker.

Mogens Ritsholm

tak @Anne-Marie Krogsbøll for link til artiklen med en svensk professors vurdering.

Det er endnu et eksempel på disse eksperter i Danmark og Sverige, som åbenbart har tilbragt hele deres karriere med at udveksle meninger fra en sikker plads bag skrivebordet.

Nu er vi angrebet er en ukendt og tilsyneladende farlig virus, og skrivebordseksperterne behandler det som teoretisk case.

Det er det ikke.

Det er dødeligt alvor. At manden forestiller sig 50% smittet i April og 70% i Juni er jo totalt vanvid. Hvor mange menneskeliv og hvor mange invaliderede vil det koste.

Det er formentlig historisk dumhed vi er vidne til, til trods for at Kina, Sydkorea, Formosa m. fl. har demonstreret hvordan sygdommen kan holdes nede indtil vi har en vaccine.

Jeg gentager din link her

https://www.svt.se/nyheter/inrikes/halva-sveriges-befolkning-smittad-i-a...

Anne-Marie Krogsbøll

Ja, enig, Mogens Ritsholm - det virker lidt, som om disse eksperter ser det hele som matematiske modeller, ikke mennesker af kød og blod.

Men selv hvis man ser det på den måde, tror jeg, at de har forregnet sig - jeg tror ikke på, at det er det mest "'økonomiske" for samfundet at gå efter immunitet, i stedet for at gå efter at kæmpe epidemien af al magt.

Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll

Vi skal følge denne norske model:
https://www.nrk.no/ytring/strengere-tiltak-ma-til-1.14966280

Jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke tager chancen for, at det faktisk kunne virke. Flokimmuniteten er i hvert fald hasardspil.

Mogens Ritsholm

Denne artikel på ing.dk viser tydeligt hvor vanvittig den danske strategi - eller mangel på samme er.

På den ene side vil Dr Strangelove ikke erkende, at flokimmunitet er målet på den anden side mener han, at det er nytteløst at kæmpe imod stor udbredelse i befolkningen som WHO foreslår, og Kina, Sydkorea, Tyskland, UK og USA blandt flere nu gør.

Selvfølgelig kan man ikke holde det nede, hvis man som udgangspunkt mener, at det er håbløst. Dr Strangelove overser helt, at vi hele tiden får bedre redskaber til kampen.

Her er artiklen:
https://ing.dk/artikel/kaare-moelbak-praeciserer-flokimmunitet-ikke-stra...

Der er en betydelig fejl i artiklen. De omregner 350.000 døde i Tyskland til 15.000 i Danmark. Tyskland har 82 milll. indbyggere. Danmark har 5,6. Så omregning giver 23.800 døde i Danmark og et ekendt antal med livsvarige men.

Jeg kæmper på alle kanaler for en bedre forståelse af vores problem. Men vi er oppe mod enige hvide kitler, der bakker op om dr. Strangelove uden kritisk sans.

Randi Christiansen

Læs her fra zeroedge.com om de franske myndigheders mistænkelige håndtering af covid medicin

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1057431474641490&id=10001123...

Sålænge indbyrdes konkurrence og privatkapitalisering på overlevelsesressourser er dagens uorden, kan vi ikke forvente omsorg for almenheden. Så er det hver een for sig selv og hvem, man nu selv måtte synes. Dette bør være det neoliberalistiske, privatkapitalistiske konkurrencesamfunds moratorium. For ellers ... bliver alting hele tiden meget værre i et militært overvåget politisamfund, hvor den ene procent har endnu mere magt end nu i the one world order, som de efterstræber.

Og iflg perbraendgård.dk https://m.facebook.com/story.phpstory_fbid=3295268290518006&id=100001046...

risikerer man straf, hvis myndighederne iflg ny lov vurderer en kritik utillladelig, f.eks. dette :

"§ 163. Den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
§ 189. Den, som stiller til salg eller i øvrigt søger udbredt som lægemidler eller forebyggelsesmidler mod sygdomme ting, om hvilke han ved, at de er uegnede til det angivne formål, og at deres benyttelse hertil udsætter menneskers liv eller sundhed for fare, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.
§ 189 Stk. 2. Begås forbrydelsen uagtsomt, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

I §§ 163 og 189 er det i høj grad subjektivt, hvornår en person “ikke har viden”, og hvornår lægemidler og forebyggelsesmidler er “uegnede”."

I artiklen er link til hele det vedtagne lovforslag

Mogens Ritsholm

Ingenioren har nu rettet artiklen. Det viste sig at 350.000 var behovet for intensivpladser i Tyskland, mens antallet af døde efter beregningerne var 220.000. Så de 15.000 i Danmark med afbødningsstrategi var i sidste ende korrekte

https://ing.dk/artikel/kaare-moelbak-praeciserer-flokimmunitet-ikke-stra...

Anne-Marie Krogsbøll

Men Mølbaks påstand om, at flokimmunitet ikke er en strategi, stemmer ikke med, hvad diverse eksperter har påstået på world wide television herhjemme i dagevis, for der siger man direkte, at vi skal opnå flokimmunitet, så epidemien må ikke bremses for meget. Altså flokimmunitet som strategi.

Hvem lyver? Er det en strategi, som man ikke vil være ved, eller er det en følgevirkning, man ikke kan undgå? Jeg ved godt, hvad jeg tror (mon jeg nu kommer i fængsel efter de nye nødlove, som begrænser ytringsfriheden? Hvor går grænsen for, hvad man må sige?)

https://www.berlingske.dk/samfund/mens-eksperter-skaendes-i-forbitret-op...

https://nyheder.tv2.dk/2020-03-27-skal-over-halvdelen-af-os-smittes-eksp...

Anne-Marie Krogsbøll
Frederikke Nielsen

Anne-Marie Krogsbøll

Mit bud er en kontrolleret rejse mod flokimmunbitet, hvor 1) de mest sårbare beskyttes i processen, hvilket desværre kun kan opnås ved i(delvis) solation, og hvor 2) tiden går, og andre muligheder åbner sig op undervejs, f.eks. udviklingen af en vaccine, eller anden medicin, der letter følgevirkningerne/symptomerne. F.eks. malariamedicin, der åbenbart skulle have en effekt overfor den tilstand med, at immunforsvaret går amok hos nogle patienter.

Hvor er det lige din ytringsfrihed er under pres - du udtaler dig da frit nok?

Anne-Marie Krogsbøll

Rikke Nielsen:
Ja, jeg udtaler mig, fordi jeg ikke kan lade være, men ud fra den nye særlov er jeg faktisk i tvivl om, hvad man må sige:
https://perbraendgaard.dk/2020/04/02/trist-dag-for-ytringsfriheden-coron...

Jeg håber, at nogle jurakyndige på et tidspunkt vil udlægge teksten. Hvad er det, man i henhold til disse paragraffer ikke må? Jeg kan ikke gennemskue det.

Frederikke Nielsen

Anne-Marie Krogsbøll

"Men selv hvis man ser det på den måde, tror jeg, at de har forregnet sig - jeg tror ikke på, at det er det mest "’økonomiske" for samfundet at gå efter immunitet, i stedet for at gå efter at kæmpe epidemien af al magt."

Måske fordi det er umuligt. Tror du ikke, vi havde bekæmpet influenza, hvis det var muligt? Influenza er også en virus, der koster mange menneskeliv. Nu har vi lært at leve med den, har en vis immunitet mod den og forsøger hvert år at identificere "årets mutation" som der så bliver vaccineret imod.

Frederikke Nielsen

Anne-Marie Krogsbøll

"Jeg håber, at nogle jurakyndige på et tidspunkt vil udlægge teksten. Hvad er det, man i henhold til disse paragraffer ikke må? Jeg kan ikke gennemskue det."

Jeg forstår sagtens din bekymring og er enig i behovet for fortolkning. Jeg tror, det handler om, at stoppe diverse plattenslageri, som der jo desværre er set eksempler på. Men det er klart, at det skal fremgå tydeligt.

Og selvfølgelig skal du ikke stoppe med at skrive. Det er der ingen der skal.

Anne-Marie Krogsbøll

Tak for trøstende ord, Rikke Nielsen. Jeg håber, at du har ret, men der er brug for en præcisering og uddybning,for jeg har indtryk af, at der er mange, som er blevet bange for, om det nu er forbudt at kritisere regeringens og myndighedernes tilgang. Der skal ikke være nogen kattelemme i sådanne paragraffer, som en fremtidig dansk Orban kan udnytte.

Sider