Mette Frederiksen er Danmarks corona-commander-in-chief

Den tilnærmelsesvise undtagelsestilstand med nedlukning af den offentlige sektor, fremsættelse af hastelove med drakoniske beføjelser og forsegling af de danske grænser kom som et chok. Men på sin vis har statsminister Mette Frederiksen (S) gennem længere tid forberedt den danske befolkning på en politisk undtagelsestilstand.

Allerede i november udtalte hun:

»Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til.«

Og nu er tiden tydeligvis kommet til på det nærmeste at indføre en slags nødretstilstand, som »vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til«.

Tvunget af omstændighederne har S-regeringen følt sig nødsaget til at fremsætte hastelove, der diplomatisk sagt udfordrer dele af grundloven, og uden større diskussion er det danske folkestyre blevet påført en chokterapi, der normalt ville skabe et ramaskrig. Men ikke nu: Natten til fredag vedtog et enigt Folketing at give myndighederne drastisk udvidede beføjelser, som ikke tidligere er set i fredstid.

Selv om enkelte politikere gjorde indsigelser og i sidste øjeblik fik stoppet nogle af de mest indgribende beføjelser, hvor myndighederne blandt andet skulle have haft fri adgang til private ejendomme uden dommerkendelse, er flere af de mest vidtgående tiltag stadig med i loven, herunder midlertidig suspension af forsamlingsfriheden.

Og fredag aften annoncerede Mette Frederiksen så endnu et drastisk tiltag.

»Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark,« annoncerede hun ved et pressemøde i Statsministeriet.

Omdrejningspunktet for undtagelsestilstanden er og bliver statsminister Mette Frederiksen, som på suveræn vis i en kritisk situation har fået overbevist både et bredt flertal af vælgerbefolkningen og et samlet Folketing om, at det er til samfundets bedste, hvis hun blot træffer de beslutninger, som hun og hendes nærmeste rådgivere måtte finde formålstjenesteligt.

Operation Samfundssind

Selv hendes politiske modstandere hylder Mette Frederiksen for at optræde med en autoritær myndighed, som mildest talt ikke prægede forgængeren Lars Løkke Rasmussens regeringsperiode.

Under flygtningekrisen i efteråret 2015 virkede den daværende V-regering således forvirret og handlingslammet. Kontrasten er klar: S-regeringen optræder kompetent og beslutsomt.

Statsministerens styrke kan koges ned til et enkelt ord: samfundssind. Med genopdagelsen af det gamle ord har Mette Frederiksen formået at skrive undtagelsestilstanden ind i en ny-socialdemokratisk fortælling.

Væk er det forældede, socialistiske begreb ’solidaritet’, og væk er også det ekskluderende, nationalistiske begreb ’sammenhængskraft’. Nu handler det i stedet om samfundssind, der i ordbogen forklares som en »indstilling, der vidner om, at man sætter hensyn til samfundet højere end snævre egeninteresser«.

Netop sådan vil Mette Frederiksen gerne ses af vælgerne, og sådan bliver hun set af det store flertal nu: Som en resolut lederskikkelse, der sætter hensyn til samfundet højere end snævre egeninteresser.

Ordet samfundssind peger således både frem og tilbage til en nyklassisk orden, hvor en stærk stat opfattes som alles beskytter, og hvor topministre og embedsmænd igen omgærdes med den ærbødighed, som øvrighedspersoner nød, før demokratiet blev indført.

Mange af de kontroversielle skridt, som S-regeringen har taget i sine første måneder, kan i dag ses som en gradvis forberedelse på det beredskab, som nu er blevet rullet ud under coronakrisen: For det første har den stramme centralisering af beslutningsgangene omkring få personer i Statsministeriet gjort det enklere at træffe hurtige og vidtrækkende beslutninger. En lille håndfuld nøglepersoner kan i dag kortslutte de normale arbejdsgange i det danske folkestyre.

For det andet har de dystre begrundelser, som flere ministre har brugt – blandt andet for at indføre øget overvågning, tvangsadoptioner af børn og administrativ frakendelse af statsborgerskab – banet vejen for en større folkelig forståelse for den krigsagtige lovgivning, som et enigt Folketing nu er ved at hastebehandle. Eksempelvis i statsministerens egen åbningstale i oktober, hvor hun fremmanede en farlig fremtid, og da justitsminister Nick Hækkerup (S) i december ligefrem sagde fra Folketingets talerstol, at »med overvågning stiger friheden«.

Statskassen tømmes

Koncentrationen af magt i Statsministeriet og udvidelsen af beføjelser til myndighederne er ikke uden problemer, end ikke for S-regeringen. Udfordringen ved at stå med det fulde ansvar opstår lynhurtigt, hvis begivenhederne skulle udvikle sig katastrofalt. Så er det pludselig ikke længere så fordelagtigt at stå tilbage med ansvaret.

Den største underliggende politiske risiko ved undtagelsestilstanden er dog økonomisk. De samfundsmæssige omkostninger skal allerede tælles i milliarder af kroner, og S-regeringen har været nødt til at fremlægge den første af formentlig flere redningspakker, som skal holde hånden under erhvervslivet og ikke mindst den finansielle sektor.

Torsdag vurderede finansminister Nicolai Wammen (S), at de indledende greb med både den solide lempelse af reguleringen over for bankerne og suspensionen af den såkaldte arbejdsgiverperiode i sygedagpengesystemet vil koste statskassen tre milliarder kroner.

I Wammens regnestykke er imidlertid ikke medregnet de gigantiske omkostninger, der vil blive udløst af den forestående konkursbølge, som krisen uundgåeligt vil påføre små og mellemstore virksomheder. Den danske samfundsøkonomi står over for en nedtur, et coronakrak, der kan blive kort eller langt, men som under alle omstændigheder vil udhule det råderum, som S-regeringen ellers skulle have brugt til at finansiere diverse valgløfter.

Flere af Mette Frederiksens største prestigeprojekter – som tilbagetrækning for nedslidte – risikerer at blive skubbet yderligere, både fordi dagsordenen reelt er ryddet de næste mange uger, men også fordi pengene kan være brugt på den anden side af epidemien.

Undtagelsestilstanden kortslutter alle andre forhandlingsspor på Slotsholmen, og eksempelvis vil Klimarådets anbefalinger reelt være taget helt af bordet nu, ganske enkelt fordi S-regeringen aldrig kommer til at pålægge erhvervslivet større klimaafgifter i en tid, hvor mange virksomheder kæmper alene for at overleve.

Dansk politik er blevet militariseret, og alt, hvad der opfattes som overflødigt, bliver straks skåret fra. Derfor vil S-regeringen formentlig kunne overleve parlamentarisk og vælgermæssigt, at klimaet og folkepensionen nu sættes på pause. På en enkelt uge er der allerede brugt mere på akutte nødforanstaltninger, end der blev afsat af ekstra midler til klimaet i finansloven for hele 2020.

Mette Frederiksen er foreløbigt lykkedes med det, som Poul Nyrup Rasmussen havde mere end svært ved i kølvandet på terrorangrebene i 2001, hvor han hurtigt udskrev folketingsvalg i et slet skjult forsøg på at fremstå som en samlende statsmand.

Hun har haft held til at træde i karakter som den nye, socialdemokratiske landsmoder, der samler danskerne, og som favner langt videre end egne vælgere. Det enkle slogan til næste valgkamp, hvor hun med kun endnu større sandsynlighed nu vil blive genvalgt, må klart være: Samfundssind.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.