Overlæge skriver dagbog om coronavirus: Vi ved endnu ikke, hvor belastede vi bliver

Torsdag morgen begyndte som så mange andre. Og så alligevel ikke helt.
Jeg mødte ind klokken otte og deltog i morgenkonferencen med de andre læger og nogle af sygeplejerskerne. Det er her, vi fordeler dagens arbejde og hører om nattens hændelser.
Vi lagde ud med at se den del af statsministerens pressemøde fra i onsdags, hvor Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fortalte om de nye retningslinjer for, hvordan vi skal håndtere COVID-19 eller patienter med mulig SARS-COV-2-infektion. Bare for at være sikre på, at alle havde hørt det.
Det meste af dagen gik med at omlægge vores arbejde efter de nye retningslinjer. For eksempel har vi måttet ringe rundt til flere end 100 mennesker, som har siddet og troet, de skulle ind og tjekkes for COVID-19, og fortælle dem, at der ikke er nogen grund til, de kommer alligevel. Medmindre de selvfølgelig er meget syge. Det har taget lang tid.
De nye retningslinjer betyder nemlig, at vi kun tager imod dem, der har alvorlige symptomer. Resten beder vi om at blive hjemme, ligesom man ville gøre med en normal forkølelse: ind under dynen med en kop te.
Vi har jo også andre patienter her på afdelingen. Men hvis man forestiller sig, at vi kun tog imod coronapatienter, ville vi nok have plads til lidt over 30.
Sidst jeg tjekkede, havde vi kun én patient med COVID-19, og én, som måske har det. Vi har ikke taget imod nye i løbet af torsdagen, så vidt jeg ved. Men der er meldt om mange nede på den akutte modtagelsesafdeling, som er blevet henvist fra deres egen læge.
Nogle af de praktiserende læger har måske svært ved at vurdere symptomerne, og så vælger de at indlægge deres forkølede patienter, selv om det egentlig ikke er nødvendigt. Jeg vil tro, de finder en balance i det i de kommende dage. Vi skal jo kun tage imod dem, der er så syge, at de har brug for at komme på hospitalet.
Når vi indlægger folk, hvor der er mistanke om coronavirus, kommer de på enestue, bliver undersøgt af en læge og en sygeplejerske, som har særlige værnemidler på. Vi spørger, hvordan de har det, lytter til deres vejrtrækning og ser, om de har brug for ekstra væske eller ilttilskud. Når de har fået det bedre, udskriver vi dem igen.
I de her dage handler mit arbejde meget om det praktiske og om at koordinere med andre afdelinger, så vi er klar, hvis der pludselig kommer mange patienter med COVID-19. Så vil vi være nødt til også at placere COVID-19-patienter på andre afdelinger. Vi kan også komme i en situation, hvor andre planlagte undersøgelser må udskydes, for eksempel operationer.
Jeg er ikke selv nervøs for at blive smittet. Det er mine kolleger heller ikke. Hvis folk bliver syge, må nogle andre dække ind for dem. Men vi har selvfølgelig ikke uendeligt meget personale. Vi ved endnu ikke, hvor belastede vi bliver. Men jeg er optimistisk.
Gitte Kronborg er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital
Coronalægens dagbog
Gitte Kronborg er som overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital en af dem, der står forrest i kampen mod coronavirus. I denne dagbog fortæller hun løbende om, hvordan sygdommen påvirker sundhedsvæsen, patienter og hende selv.
Seneste artikler
Overlæge skriver dagbog om coronavirus: Hverdagen begynder at vende tilbage
16. maj 2020Der er kun få patienter med COVID-19 tilbage på Hvidovre Hospital. Nu skal personalet lære af de første erfaringer med sygdommen. Dette er den tiende og foreløbigt sidste dagbog fra overlæge Gitte Kronborg fortalt til journalist Sebastian AbrahamsenOverlæge skriver dagbog om coronavirus: Nu vender de første patienter tilbage fra intensiv
2. maj 2020De COVID-19-patienter, der kommer ud af respirator efter et langvarigt forløb, er meget svækkede og psykisk medtagne. Nogle hallucinerer og kan ikke sove. Dette er den niende i en række dagbøger fra overlæge Gitte Kronborg fortalt til journalist Sebastian AbrahamsenOverlæge skriver dagbog om coronavirus: Sygdommen er blevet gjort mere alvorlig, end den er
18. april 2020COVID-19 har vist sig at have en lav dødelighed. Det giver grund til optimisme. Men på afdelingen for de hårdest ramte patienter har det alligevel tæret på personalet at være omgivet af al den død. Dette er den ottende i en række dagbøger fra overlæge Gitte Kronborg fortalt til journalist Sebastian Abrahamsen
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »
Gitte Kronborg?
Var hun ikke en af de overlæger, som udtalte offentligt, at hun kke rigtigt kunne forestille sig at Coronavirusset blev et problem i Danmark, og som tillige sagde god for at folk tog sydpå for at afholde skiferie efter epidemi allerede var brudt ud dernede?
Og hun virker stadigvæk ikke glad for at teste folk for det, men at de helst bare skal holde sig hjemme og klare det selv.
Feber et mildt og irrelevant symptom?
Herre bevares. Noget at sige til at det er gået så skidt herhjemme når faglige eksperter som hende har svært ved at tage situationen seriøst og konstant undervurdere hvad de har med at gøre.