Læsetid: 9 min.

Med politiet på patrulje: »Folk har det med at vende rundt og sprede sig, når de ser os«

Når solen skinner, og det er fredag, er det fristende at samle sig og fejre forårets komme. Men det er nu forbudt at samles mere end ti personer, og derfor har politiet travlt med at patruljere gaderne. Mon danskerne overholder forbuddet? Vi tog på jagt med to betjente efter forsamlinger
Det giver en bøde på 1.500 kroner at samles mere end ti personer for tiden, men bødeblokken blev i lommen, da betjentene Martin og Peter var på patrulje i Aarhus en solrig fredag. Betjentene mener, at borgerne har lyttet til dronningens formaninger.

Det giver en bøde på 1.500 kroner at samles mere end ti personer for tiden, men bødeblokken blev i lommen, da betjentene Martin og Peter var på patrulje i Aarhus en solrig fredag. Betjentene mener, at borgerne har lyttet til dronningens formaninger.

Sarah Hartvigsen Juncker

30. marts 2020

Det er forår, det er sol, og det er fredag eftermiddag. Omkring 80 danskere befinder sig på Den Permanente, en strand i Aarhus, hvor de nyder solskin og selskab. Folk sidder spredt, nogle på et langt plateau, andre i sandet. Nogle har smidt lidt af tøjet, andre drikker dåseøl.

Pludselig kommer to uniformer til syne. »POLITI« står der på ryggen. Det lader til, at folk på stranden holder vejret, samtalerne slutter brat. Betjentene tager tunge skridt i sandet og kigger på menneskemængden. Er her for mange, og sidder de for tæt?

Det har ikke været tilladt for danskerne at forsamle sig i grupper på mere end ti personer siden den 17. marts 2020, da statsminister Mette Frederiksen (S) skærpede en række tiltag mod coronavirussen.

»Fra i morgen klokken ti vil det ikke længere være tilladt at samles mere end ti personer,« sagde hun dengang.

Det er de regler, betjentene på stranden er ude for at håndhæve. Men de beslutter sig for at vende om, og folk begynder at hviske så småt igen.

På en nærtliggende tankstation møder Information to andre betjente, der skal patruljere de århusianske gader og spejde efter menneskemængder denne fredag. Betjentene sætter sig ind i politibilen, Martin, en høj mørkhåret mand med skægstubbe og isblå øjne, indtager førersædet. Hans kompagnon, Peter, er lidt lavere, med lyst hår og et matchende skæg. Han har smøget ærmerne op.

»Nu kører vi lidt rundt og ser, hvad der sker. Måske bliver vi kaldt ud til noget,« siger Peter.

Information er bekendt med betjentenes identitet, men har valgt at anonymisere dem af hensyn til deres sikkerhed.

Straks efter skratter Martins politiradio med en anmeldelse om en gruppe mennesker i en kiosk.

Cowboys

Myndighederne tog skærpelserne i brug, efter en solskinsrig weekend, hvor danskerne stimlede sammen på gader og stræder for at nyde forårets komme. Politiet måtte tale med store bogstaver, og det samme gjorde rigspolitichef Thorkild Fogde på pressemødet den 17. marts.

»Der er desværre stadigvæk omgang ude i samfundet, som ligger ud over, hvad der sundhedsfagligt anbefales som forsvarlig omgang. Og det vil altså sige, at vi bliver nødt til at tage nogle ekstra initiativer,« sagde han.

Den efterfølgende weekend sendte politiet en sms ud til alle danskere med ordlyden:

»Coronavirus spredes lige nu i Danmark. Hold afstand og vis hensyn – også i solskin. Ellers kan vi ikke bremse smitten. God Weekend Politiet«

Det giver en bøde på 1.500 kroner at samles mere end ti personer, og 5.000 kroner som straf, hvis en bar eksempelvis ikke har lukket og slukket.

I Aarhus slynger Martin og Peter politibilen op på fortovet ved en kiosk på Vesterbro Torv og springer ud. Der skulle angiveligt stå for mange mennesker ved nogle spillemaskiner derinde, men de to betjente træder ind i et mennesketomt og mørkt baglokale. Kun kioskens ejer står bag disken, der kan fortælle, at spillemaskinerne slet ikke er koblet til.

Betjentene træder ud i solskinnet igen, så deres pastelblå uniformer lyser op, og det får forbipasserende til at kigge nøje. Peters politiradio skratter. Ny anmeldelse. Latinerkvarteret. Det ældgamle kvarter har for vane at lokke mange til med dets parisiske cafeliv og sommerlige solspots. Brostenene bumler og afslører ordensmagtens ankomst. Om det er de sladrende brosten, eller om det er endnu en anmeldelse uden hold i, kan man kun gisne om, men her er ingen.

Peter får en idé. Den ældste cafe i kvarteret, Englen, er garant for at lokke det selskabshungrende borgerskab ud i baggården, hvor der kan pulses på cigaretter over kaffen.

»Skal vi kigge,« spørger han.

»Det kan vi godt,« siger Martin.

Med lettere nonchalante skridt og hænderne placeret i bæltet går de som to cowboys mod cafeen. Peter tager hænderne op til hovedet og former en fiktiv kikkert, læner sig ind mod ruden og kigger ind gennem glasset. Men nej, der er mørkt derinde. Cafeen ligger lige så øde hen, som resten af latinerkvarteret.

Sarah Hartvigsen Juncker

Det er blot betjentenes anden patrulje, de var også afsted torsdag, men uden at skulle skille folk ad. Men nu er det godt vejr og fredag.

»Det kan være, at det byder på et eller andet,« siger Peter.

Fredagene er jo ofte helliget til at mødes med venner, familie eller andet godtfolk. Martin og Peter sætter sig ind i politibilen og fortsætter jagten på større forsamlinger.

De to betjente kan også selv mærke, at coronavirussen har forandret virkeligheden. Hjemme på stationen har virussen skabt ravage, og ordensmagten er strengt opdelt, ja, næsten buret inde. De kan eksempelvis ikke gå ind til folk i vagtcentralen længere.

»Dem ser vi slet ikke,« siger Martin, som var de et andet folkefærd.

Køreturen går forbi Mølleparken, hvor en masse mennesker nyder solen, men her er ingen nævneværdigt tætte eller større grupper. Politibilen bevæger sig gennem gaderne som en sporhund på færden af forsamlinger.

Sporet leder betjentene hen til en rød murstensskole. Udenfor på en streetfodboldbane er en gruppe unge mænd samlet, nogle sparker til en laset bold, andre hæver og sænker sig i nogle træningsmaskiner.

Peter kalder stationen, han vil lige være sikker på, om det nu også er tilladt. Vi er kørt forbi flere træningsmaskiner, viklet ind i bolsjestribet afspærringsbånd, som var det en gave. Det er det ikke, for man må ikke bruge maskinerne længere på grund af smittefaren.

»Hey gutter.«

Bas og bordebænkesæt

Det er svært at vurdere, om det er Martin og Peters tilstedeværelse, der gør, at folk ikke samler sig, eller om de ville have overholdt reglerne alligevel.

»Man kan i hvert fald sige, at folk har overholdt forbuddet og vist forståelse de steder, vi har været nu her,« siger Martin.

Men betjentene har bemærket, at folk holder vejret og skærper sanserne, når de kommer ud.

»Folk er jo bevidste omkring det. Når vi kommer ned til legepladser for eksempel, har folk det med at vende hurtigt rundt og sprede sig. Det er egentlig fint, for så er de opmærksomme på det,« siger Peter.

Det er præcis, hvad de unge mænd på skolen gør. En ung herre med durag, en bandana bundet stramt om hovedet i ægte Tupac Shakur-stil, sølvhalskæde og bar overkrop samler bolden op.

»Hvad så?«

Betjentene laver en hurtig tælling.

»Vi skal bare lige se, hvor mange I er – men I er vist ikke mere end ti.«

Den unge mand med halskæden spørger, om grænsen er ved ti. En anden siger, at de bare prøver at få tiden til at gå. De spiller fodbold og basket, eller vist nok en blanding.

»Hallo bror, musik,« råber en tredje, og bassen banker ud gennem højtaleren et splitsekund efter. Den danske rapper Branco spiller op, mens bolden losses rundt igen.

Det der uh, hvis de pansere bare vidste, hvad der er på mig nu,

Uh-uh, den der følelse, når de ikke kan få dig nu

»Vil I være med?« bliver vi spurgt.

De to betjente kigger rundt. Hvis forsamlingen skal holdes under ti personer, dur det ikke. Bolden flyver ud til Peter, der sparker den ind til de unge mænd igen. Betjentene kører videre gennem byen uden fangst.

Der er da heller ikke blevet fanget særligt mange forsamlinger på landsplan endnu. I skrivende stund har der kun været ganske få sigtelser, og både Nordjyllands Politi og Østjyllands Politi har på Twitter rost borgerne for at overholde forbuddet, mens politiet i Sønderjylland og på Fyn giver samme melding i en pressemeddelelse.

Sarah Hartvigsen Juncker

Der har kun floreret få sager i pressen. Peter husker at have læst om en vandpibecafé i København og et fynsk værtshus. Men det er vist også det.

I Aarhus har gågaden ikke mange gående, men Mindeparken har mange siddende. Martin og Peter parkerer politibilen i gruset på toppen af en bakke med udsigt over vand, skov og masser af danskere.

Familier sidder ved bordebænkesæt, folk sidder i græsset og mange går rundt. En let røg siver op fra nogle kulgrill, der dufter af sommer.

Betjentene går hen til en familie, der sidder ved et af bordene med deres mad. Betjentene spørger, om der har været mange mennesker.

»Ikke her, men ude ved stranden var der en del,« siger faren.

»Det er også dejligt vejr. Men indtil videre ser det jo lovende ud med afstanden herude,« siger Peter og peger ud over parken.

»Ja, ikk’å?« siger faren.

»Det er nu også det bedste sted, man kan være – det er et kæmpe stort område,« indvender Martin.

»Ja, og man har brug for det. Når man ser solskinnet og har været lukket inde derhjemme, så virker det meget småt. Det er hårdt med dem der,« siger faren og peger på sin søn, der smiler forlegent.

Han vender opmærksomheden mod de to betjente igen og spørger, hvad de laver på sådan en fredag.

»Vi er bare ude for at se til, om folk overholder forbuddet. Det er egentlig bare vores opgave i dag,« siger Martin.

»Har I så travlt?« siger faren.

»Man kan godt mærke, at der ikke er så lige så travlt som normalt. Der er ikke så meget ballade eller så mange trafikuheld, som der plejer, virker det til,« siger Peter.

Betjentene bliver tilbudt et glas saftevand og en kop kaffe. Det må de takke pænt nej til, og Martin ønsker dem en god aften. Vi går over græsplanen mod politibilen.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Der er blevet mere stille, i takt med at folk er mere hjemme,« siger Peter om hans oplevelse med arbejdet efter udbruddet af coronavirus.

»Men så er der jo flere af de her tjek.«

Det blå blink

Noget tyder på, at danskerne udviser samfundssind. Og dog. Mens Martin og Peter patruljerer omkring et kolonihavekvarter i skumringen, drejer de pludseligt skarpt rundt. En anmeldelse. Man forventer blå blink, men betjentene tænder det ikke. Men de er på færden af noget, og denne gang kan sladrende brosten ikke afsløre deres tilstedeværelse.

Bag boldbaner og kolonihaver, gemmer sig en ramponeret skaterrampe, overmalet med graffiti, på en øde parkeringsplads med sprængt asfalt. Det ligner noget fra en amerikansk trailerpark. På ramperne står en gruppe bøjleklædte teenagere med skateboards og baggy bukser.

Martin og Peter har taget jakker på. Det er køligt, og stemningen bliver køligere. 1,2 … 7,8 … 9.

En af teenagerne tager teten og går frem mod Martin og Peter. Han tager et sug af en cigaret og spørger, hvor mange man må være. Betjentene siger ti, teenageren siger, at de kun er ni.

»Nyder I det gode vejr?« siger Peter.

»Ja. Man kunne skate i T-shirt tidligere,« siger en af dem.

Anmeldelsen gik på, at de var elleve. Det var de også, fortæller teenageren med cigaretten. Der var kommet to mere, som de ikke kendte, og som de bad om at skride.

»Så blev de sygt flabede,« fortæller han ivrigt.

Martin og Peter tittjatter lidt med dem, siger pænt god aften og kører videre. Forbi Mindeparken, der nu er tom. Desto længere solen er gået ned, desto færre danskere samles. Betjentene beslutter sig for at køre gennem Dyrehaven, en hundredemeterskov med nåletræer, der vælter op ad små skovsøer, og som ender ud i en strand. Peter tager politiradioen op og snakker i koder.

»KSN, ikke noget at se.«

Martin mener, at dagens begivenheder, eller mangel på samme, viser, at danskerne tager forbuddet seriøst. Det er hans fornemmelse efter hans nu to patruljer. Peter er enig.

»Folk hører efter, hvad Dronningen har sagt,« siger han og bliver afbrudt af sin partner.

»Når hun løfter pegefingeren, så lytter man,« siger Martin med et smil på læben.

Betjentene har ikke kunnet spore sig ind på forsamlinger på over ti personer og kommer nok heller ikke til det, selv om det er fredag aften, da barerne har lukket.

»Vores fornemmelse er, at nu når solen går ned, kommer der ikke til at ske så meget mere. Det gjorde der hverken i går, eller sidste weekend, efter hvad jeg har hørt.«

De er også blevet lettere utålmodige nu.

»Der er en, der har lavet hakkebøffer og burger, så vi har faktisk lidt travlt. Det er lige før, at vi sætter det blå blink på,« siger Peter og griner.

To betjente på patrulje denne weekend for at se, om danskerne overholder forbuddet mod at samles mere end ti personer. Nu vil regeringen have mulighed for at sætte grænsen ved bare to personer, men det er der ikke sundhedsfagligt belæg for, vurderer Sundhedsstyrelsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Folk mister allerede hus, arbejde og værdighed. Det sidste de mangler er at voldsmonopolet kommer rundt med bødeblokken og begynder at gøre tingene værre.

Nu må regeringen se at forstå hvor dyb en recession man er igang med at skabe. Se at få testet alle der bor alene og få de raske tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Fint at Ib & René nu har konstateret, at folk overholder de nye regler.

Så behøver Mette F ikke bruge tid på latterlige forslag om skærpede straffe. Mette F har åbenbart svært ved at tro det, men vi danskere er faktisk ret lovlydige - og har krav på at blive behandlet som de voksne, ansvarlige mennesker, vi er.