Læsetid: 3 min.

Prognose: 875 respiratorer skal dække 2.300 alvorligt syge coronapatienter

Sundhedsstyrelsen vurderer, at 2.300 coronapatienter de kommende måneder vil få behov for intensivbehandling. Og fordi alle patienter ikke vil være syge samtidig, håber styrelsen at kunne have tilstrækkelig respiratorkapacitet med 875 intensivpladser med respirator
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) står efter Folketingets hastevedtagelse torsdag nat af ændringer af sundhedslovgivningen med nye bemyndigelser. Disse giver sundhedsmyndighederne hjemmel til at at lave række barske prioriteringer.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) står efter Folketingets hastevedtagelse torsdag nat af ændringer af sundhedslovgivningen med nye bemyndigelser. Disse giver sundhedsmyndighederne hjemmel til at at lave række barske prioriteringer.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

14. marts 2020

Coronavirussen tvinger sundhedsmyndighederne i Danmark til en række barske prioriteringer for at frigøre størst mulig kapacitet til det antal danskere, der forventes at blive smittet.

Og med Folketingets hastevedtagelse torsdag nat af ændringer af sundhedslovgivningen, der giver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en række bemyndigelser, er hjemlen til disse prioriteringer sikret.

Sundhedsstyrelsen beskriver i et notat fra den 8. marts 2020, som blev sendt til Folketinget torsdag, at myndighederne forventer, at i alt 60.000 borgere over en tre måneder lang periode vil blive smittet. Af dem vil omkring 11.000 få behov for behandling på et hospital, og heraf vil ca. 2.300 få behov for intensiv behandling.

»Dette vil i særlig grad øge presset på de offentlige sygehuses evne til at tilbyde patienter sygehusbehandling, herunder særligt understøttende respiratorbehandling og anden intensiv behandling,« hedder det i notatet.

Af et svar fra sundhedsministeren til Folketinget torsdag fremgår det desuden, at regionerne maksimalt regner med at kunne opskalere til 750 intensivpladser med tilhørende respirator. Dertil kommer muligheden for at kunne inddrage yderligere respiratorkapacitet fra f.eks. privathospitaler, Forsvaret og veterinærområdet samt eventuelt indkøb af nye.

Centerchef Helene Probst fra Sundhedsstyrelsen præciserer over for Information, at forventningen nu er, at ca. 2.900 patienter vil blive »kritisk syge« hen over en 12 ugers periode. Heraf vil de 2.300 få behov for respirator, og derfor vil der, når smitten peaker, være behov for 870 intensivpladser med respirator, fordi patienterne ikke bliver syge samtidig.

Eftersom privathospitalerne og beredskabet tilsammen råder over 125 respiratorer, så vil det sammen med regionernes 750 respiratorer være tilstrækkeligt.

»Det er foreløbige tal, men samlet set er vi fortrøstningsfulde i forhold til at fremskaffe den fornødne respiratorkapacitet,« siger Helene Probst.

Prioritering nødvendig

Forudsætningen er dog, at Sundhedsstyrelsen som beskrevet i notatet lægger op til en hård prioritering af kapaciteten, så behandlingen af en række sygdomme udskydes til fordel for coronapatienter med behov for intensiv behandling.

»Det betyder, at indgreb herunder operationer, hvor der bruges respirator, eller hvor der er respiratorberedskab, i relevant omfang bør nedprioriteres. Tilsvarende gælder behandling, der med betydelig risiko afstedkommer behov for intensiv- og/eller respiratorbehandling,« skriver Sundhedsstyrelsen, der forventer, at det med en sådan nedprioritering vil være muligt at kunne »tilvejebringe materiel og personale med rette kompetencer til at varetage respirator- og intensivbehandling«.

Grundlaget for prioriteringerne vil ifølge styrelsen være en konkret lægelig vurdering på hvert enkelt sygehus, men styrelsen fastlægger i notatet de overordnede principper for vurderingen: Vil en udsættelse af behandlingen f.eks. føre til en betydelig forværring eller måske ligefrem en livstruende situation, eller vil patienten have stærke smerter, som en hurtig behandling kan lindre?

Sygdomme der må vente på behandling

På den baggrund peger Sundhedsstyrelsen på »i relevant omfang« at udskyde planlagte operationer i bughulen, brysthulen, hoved- og halsregion, større led samt ryggen.

Det drejer sig bl.a. operationer for lyske-, bugvægs- og navlebrok, ikkeakutte operationer for galdestenssygdomme samt operationer for slidgigt i hofte og knæ. Ligeledes bør sygehusene være opmærksomme på sådanne operationer på patienter med høj sygelighed, idet netop disse patienter vil have »særlig risiko for efterfølgende respiratorbehandling«.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der tale om »meget hyppige tilstande«, som lægger beslag på »en betydelig del af den operative produktion på de offentlige sygehuse generelt og i særdeleshed inden for ortopædkirurgien og organkirurgien«.

Sundhedsjurist på SDU Kent Kristensen forklarer, at respiratorer er en knap ressource og allerede er i brug til behandling af patienter med respiratoriske sygdomme, eksempelvis patienter med muskelsvind.

»Så de respiratorer, der er optaget til andre patienter, er ikke ledige. Uden respirator risikerer de at blive kvalt. Så der er kun mulighed for at skaffe øget kapacitet ved at udsætte planlagte operationer,« siger Kent Kristensen.

Han kaldet det »fornuftigt« at inddrage ledige respiratorer til rådighed på private sygehuse eller klinikker i det omfang, det er muligt.

»Privathospitalerne behandler ofte for sygdomme, der kan tåle udsættelse, « tilføjer han.

Notatet fra Sundhedsstyrelsen understreger, at selv om en udsættelse af udredning og behandling vil betyde forlænget lidelse for en større gruppe patienter, der f.eks. har gener fra nedslidt hofteled, smerter fra lyskebrok eller galdestenssygdom, så vil en udsættelse i nogle måneder »ikke have betydning i form af øget dødelighed eller øget sygdomsbyrde i samfundet«, hvis ellers de nævnte faglige kriterier og overvejelser følges.

Til gengæld vil der være oparbejdet en pukkel af patienter, der på den anden side af coronaepidemien skal behandles, og det vil ifølge Sundhedsstyrelsen kræve aflønning af ekstra sundhedsfagligt personale i weekender.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Koch Hansen

Tidligere synes jeg man skrev at der var over 1200 respiratorer? Min første tanke er at den "lille" margin med 5 respiratorer i forhold til max kapaciteten ikke er ret meget - men selvfølgelig håber vi det er nok...

mvh
Lars - https://drkoch.dk

Eva Schwanenflügel

Det er da alt for få respiratorer.

Men alt er selvfølgelig skåret ned til under sokkeholderne igennem de sidste dekader, så egentlig burde man jo ikke forundres.

Det har skattelettelserne heller ikke betalt for.

Gert Romme, Torben K L Jensen, Carsten Svendsen, Alvin Jensen, Nille Torsen, Ervin Lazar, Erik Winberg, Mogens Holme og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

"privathospitalerne og beredskabet tilsammen råder over 125 respiratorer"

Hvad har beredskabet med privathospitaler at gøre? Det offentlige beredskab råder tilsyneladende over en alt alt for lille kapacitet. De skal jo netop kunne træde til i en nødsituation som den vi oplever nu. Men de har tilsyneladende ikke udstyr nok.

Det er da bare mere end en ommer. Men for sent...

- Respiratorer: Alt udsolgt.

Gert Romme, Carsten Svendsen, Alvin Jensen, Nille Torsen, Erik Winberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Ser for mig et kæmpe rum, hvor 1000 mennesker er koblet til respiratorer, og 2 sygeplejersker og en læge vimser rundt og ser, hvordan det går. Nej vel, der skal også noget mandskab til pr. respirator, så problemstillingen er nok lidt mere kompliceret end lige at indkøbe et par hundrede respiratorer til.

Erik Fuglsang og Klaus Riborg Andersen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Glem lokumspapir, håndsprit og mundbind, skynd dig at blive smittet, så du kan nå at blive rask inden sundhedssystemet bliver overbelastet...

Nille Torsen, Lillian Larsen, Erik Winberg, Dennis Tomsen, Gert Romme og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og at du kan nå at smitte så mange sårbare som muligt - at forsinke er det det hele går ud på - sinke.

olivier goulin

Seneste smittetal fra i dag d. 14.3: 827
Væksten er klart aftagende.
Først eksponentiel et par dage.
Fra i tirsdags, lineær
Og nu - tør man håbe - mod en asymptotisk udfladning?
Stigningen fra i går er moderat

Hvis det kommer til at holde, så er det takket være regeringens hurtige isolationsstrategi.

/O

Carsten Svendsen

@olivier goulin
Når man ikke længere tester folk for smitte, er der af indlysende årsager færre smittede.

Nille Torsen, Peter Høivang, Eva Schwanenflügel og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Dennis Tomsen

Hvad med at få indkøbt eller produceret nogle flere respiratorer asap?
Eller er der gået regneark i den igen.

Carsten Svendsen

@Dennis Tomsen
Også i forbindelse med respiratorer er produktionen af vigtige komponenter outsourcet til Kina.
Det samme gør sig gældende med antibiotika.