Interview
Læsetid: 8 min.

Samsøs miljøhelt: Borgerne vil have ansvar, ikke et grønt hold kæft-bolsje

Efter Anden Verdenskrig og under 1970’ernes oliekrise kunne nationen stå sammen om store, svære omstillinger. Klimakrisen er det danske samfunds hidtil største udfordring – alligevel inddrager man ikke de forandringskræfter, der findes rundt om i landet, siger Søren Hermansen
Efter Anden Verdenskrig og under 1970’ernes oliekrise kunne nationen stå sammen om store, svære omstillinger. Klimakrisen er det danske samfunds hidtil største udfordring – alligevel inddrager man ikke de forandringskræfter, der findes rundt om i landet, siger Søren Hermansen

Sara Houmann Mortensen

Indland
6. marts 2020

»Jeg synes, det er upassende for en socialdemokratisk regering at være så forhippet på en markedsstyret udvikling. Det er en liberal tankegang, som ikke hører hjemme i en socialdemokratisk regering og slet ikke i en politisk sammenhæng, der handler om bæredygtighed, og hvor det gælder om at få hele Danmark til at gå den rigtige vej for at nå disse virkelig ambitiøse klimamål.«

Søren Hermansen er godt utilfreds med den manglende inddragelse af de folkelige kræfter i den formidable grønne omstillingsproces, der forestår.

Han mener, at tænkningen i regeringen domineres af en forestilling om erhvervslivets tunge aktører som dem, der kan levere storskalaløsninger i markedsdrevne top down-processer. Man har ikke forstået, at ægte folkelig deltagelse er nødvendig for både at opnå de nødvendige CO2-reduktioner og for at sikre accept og opbakning til den udfordrende proces, der forestår.

Søren Hermansen ved om nogen, hvad han taler om. Han er uddannet landmand, men har i mere end 20 år været optaget af at realisere den grønne omstilling på Samsø, siden 2007 som direktør for Samsø Energiakademi.

Samsø blev i 1997 udpeget som Danmarks grønne energiø og præsterede på bare ti år at sikre en energiforsyning helt baseret på vedvarende energi. Det har foruden investeringer på næsten en halv milliard kr. fordret mange og lange dialogprocesser på øen for at sikre opbakning samt praktisk og økonomisk deltagelse fra Samsøs indbyggere. Næste mål er at blive helt fossilfri i 2030.

Søren Hermansen har rejst landet og verden tynd for at formidle erfaringerne fra Samsø. Han har for sin pionerindsats modtaget flere internationale priser, blev i 2008 af Time Magazine udnævnt som ’hero of the environment’ og har i dag titel af adjungeret professor ved Aalborg Universitet og æresdoktor ved det hollandske universitet TU Delft.

I 2011 udgav han sammen med videnskabsforfatteren Tor Nørretranders – i dag også beboer på Samsø – bogen Fælledskab om de lokale fællesskaber som bærere af fremtidens løsninger.

I dag bruger Søren Hermansen tid på at skabe netværk og tage del i samarbejdsprojekter om den grønne omstilling mellem lokale og kommunale aktører rundt om i Danmark.

»Det er rigtigt, at vi har brug for nogle store forandringsmuskler i form af for eksempel energiselskaber som Ørsted, der i en fart kan sikre betydelig grøn kapacitet i energisystemet, måske bygge en grøn energiø i Nordsøen osv. Det er én nødvendig forudsætning for at nå klimamålene, og det er den måde, hovedkvarteret tænker på,« siger han.

Regeringens venten på de 13 branchebaserede klimapartnerskaber med dansk erhvervslivs tunge virksomhedsledere i spidsen er et godt eksempel på den vægt, man lægger på de store markedsaktører i den forestående omstillingsproces. Klimapartnerskaberne skal aflevere deres konklusioner til regeringen mandag den 16. marts, men allerede nu har Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, i stærke vendinger afvist den forhøjede CO2-afgift, som en lang række økonomer peger på som centralt værktøj i klimahandlingsplanen.

Samtidig forudser Søren Hermansen, at der fra partnerskaberne kommer en melding om, at man ønsker at klare det nødvendige selv, ad frivillighedens vej og uden indblanding fra for eksempel borgerne.

Først ugen efter erhvervspartnerskabernes udmeldinger har Dan Jørgensen indkaldt Folketingets partier til start på forhandlinger om klimahandlingsplanen.

Frataget ansvar

»I udfordringen med at omstille Danmark indgår imidlertid også, at vi har et kulturelt og socialt samfundsproblem. Vi har et A- og et B-hold, et storbyhold og et landdistriktshold,« påpeger Søren Hermansen.

»De trængte landdistrikter leder hele tiden desperat efter det næste – efter det, der kan holde dem i live. At sende penge til de nødlidende via udligningsordninger rummer måske en slags retfærdighed, men det er en uværdig måde at løse problemet på. Som at gå på socialkontoret og få bistandshjælp, mod at man opfører sig ordentligt og holder sin kæft.«

»Vi vil hellere have lov at være autonome og ikke opføre os ordentligt, men til gengæld have noget mere ansvar.«

I omstillingssammenhæng tænker Søren Hermansen for eksempel på, at lokalbefolkningen stort set er frataget medansvar og indflydelse, når det gælder udbygningen med vedvarende energi. Af samme grund oplever man stigende modstand mod de landvindmøller og solcelleanlæg, som der er brug for i det nye grønne energisystem.

»Vi bliver nu overmandet af nogle kæmpestore solcelleanlæg på over 100 hektar, som sættes op af private investorer uden tilskud og dermed uden for statens styring. Når man har bygget et sådant anlæg, kan man i princippet sælge det videre, for eksempel til en udenlandsk kapitalfond,« siger Søren Hermansen.

Et eksempel kunne være Danmarks hidtil største solcellepark – 180 hektar svarende til 250 fodboldbaner – der lige nu opføres nær Billund for den svenske investeringsfond Infranode med en række institutionelle investorer i ryggen. Andre eksempler er Googles etablering af fem store solcelleparker ved henholdsvis Morsø, Randers, Norddjurs, Rødby Fjord og Næstved, primært til dækning af strømforbruget i Googles store nye datacenter ved Fredericia.

Et tredje eksempel på et stort anlæg med fjerne ejere er hovedstadens forsyningsselskab Hofor, der opstiller en solcellepark med 60.000 solpaneler uden for Lemvig for at bidrage til opfyldelse af hovedstadens målsætning om at blive CO2-neutral i 2025.

»Jeg frygter, at vi får et omsætteligt energimarked med systemer, der kan købes og sælges, som det passer bedst, og hvor vi bliver naboer til anlæg, der genererer penge og overskud til nogle, vi ikke har noget som helst med at gøre,« siger Søren Hermansen.

»Jeg synes, vi skal være mere kritiske og tro på, at vi selv har noget at skulle have sagt, og at folk har noget at byde på, som kan bruges i denne proces.«

Det danske vindmølleeventyr startede – ligesom i øvrigt Samsøs grønne omstilling – nedefra. Med små pionerprojekter, hvor lokale vindmøllelav tog initiativet og ejede møllerne.

»Man forstår projekterne og accepterer møllerne bedre, hvis man lokalt er medejere. Men den diskussion er helt væk nu.«

Søren Hermansen mener, man kan fjerne barrierer og fremme udbygningen med landmøller og solenergianlæg, hvis man giver lokale projekter andre vilkår og regler end de store industrielle projekter.

»I forvejen er man jo dygtige til at give særaftaler til nogle erhverv – fritagelse for afgift på energi til industrielle processer eller landbrugets fritagelse for dieselafgift. Mit forslag er, at man tilsvarende giver særlige vilkår til lokalt baserede projekter, som kan løse flere problemer samtidig, for eksempel skabe lokale job ved decentral etablering af grøn energi.«

»I stedet for at give folk erstatning for en ulempe og dermed signalere, at for eksempel landmøller er et problem, så skulle vi hellere sige: ’Hvis I melder jer ind i denne opgave, så får I nogle særlige vilkår og rettigheder. Vi hjælper jer, fordi I hjælper med at realisere den overordnede danske politik’.«

»Det er sådanne handlingsorienterede ting, jeg savner. Noget medspilspolitik.«

»Det er klart, at det kommer til at koste nogle penge at lave den grønne omstilling. Jeg er bare træt af at det skal foregå på markedets vilkår – i dag konkurrerer vi for eksempel med prisen på gas fra Rusland, som jo overhovedet ikke er et marked. Hvis det europæiske elmarked for vind og sol bliver for dygtigt, så sænker russerne bare prisen, og så stopper udviklingen. Det er håbløst, og det er derfor, vi må have politik.«

Med magt, ikke med kløgt

»Problemet er, at regeringen føler sig truet af folket,« siger Søren Hermansen.

»Vi har fået et formynderisk folketing, som mener noget på vores vegne. Når vi stiller et kritisk spørgsmål, bliver kanonerne vendt mod os lige med det samme. I stedet for at holde en forsvarstale, fordi man føler sig truet, burde politikere sige: ’Som din repræsentant lytter jeg til, hvad du siger, og nu går jeg hjem og undersøger, hvad vi kan gøre ved det’.«

»Jeg oplever, at der i for høj grad styres ved magt, ikke ved kløgt.«

Aktivisten fra Samsø synes, det er godt, at partierne har besluttet at etablere et klimaborgerting.

Hvordan det skal fungere, forhandler regeringen og partierne om lige nu.

»Men jeg mangler vished for, at det ikke bare bliver et grønt hold kæft-bolsje, og at det rent faktisk får indflydelse og momentum i sit arbejde.«

Søren Hermansen efterlyser noget mere:

»Vi har i dag et klimaråd af teknikere, økonomer og forskere. Det har ingen folkelige repræsentanter. Jeg synes, man skulle supplere Klimarådet med et folkeligt klimaråd med den konkrete, hårde opgave at sikre det folkelige engagement i den grønne omstilling. Det skal der afsættes midler til – måske 100-200 mio. kr. – og rådet skal sammen med blandt andet kommuner se på, hvordan man laver en køreplan for de næste 10-20 års grønne og sociale udvikling i landdistrikterne.«

»Man skal ikke bare komme ovenfra og lave en kommunal høring eller sende et vindmølle-udrykningshold fra Miljøstyrelsen – det kan være velmente initiativer, men opleves ofte som arrogant. Så snart de har rullet deres plancher sammen og er rejst hjem igen, sidder folk tilbage og siger ’Hvem gør så noget herfra?’«

Masser af power

Søren Hermansen henviser til, at der foregår en masse spændende klimarelaterede projekter i en række af landets kommuner og byer, hvor visionære erhvervsfolk, engagerede borgere og dygtige koordinatorer arbejder sammen. Han opremser Energibyen Skive og Energibyen Frederikshavn, Innovation Fur-projektet, projekt Bright Green Island på Bornholm, Hvide Sandes vindmølleprojekt, Sønderborg med Project Zero, Albertslund med borgerinddragelse via Brugergruppen, Middelfart med Klimafolkemødet til august …

»Der er masser af power og masser af dygtige folk, og vi skal kigge på, hvordan vi kan fremme flere af denne slags projekter, hvor lokale kræfter tager ansvar for deres eget områdes problem og gør noget ved det.«

Han efterlyser, at omstillingen fra centralt politisk hold italesættes tydeligere som det, den er: en national krise og en mulighed.

»Tænk, hvis vi talte om det her som en rigtig krise. Efter Anden Verdenskrig lavede man rationeringsmærker og bad folk hjælpe til med genopbygningen. Og det blev en folkesag. Omkring oliekrisen midt i 1970’erne indførte man bilfri søndage. Man tog nogle alvorlige beslutninger, som befolkningen sluttede op om. Hvis man i dag sagde ’du må ikke køre bil om søndagen’, ville folk jo blive stiktossede. Men det kunne man altså godt sige i 1973-74.«

»Et eksempel fra udlandet: Efter Fukushima-ulykken i Japan i 2011 lukkede man samtlige japanske atomkraftværker ned på én gang, og efter 14 dage havde man fundet 15 pct. besparelser på det samlede japanske elforbrug. Fukushima var i Japan et wakeupcall af de helt store,« siger Søren Hermansen.

»Måske bør vi genanalysere nogle af disse forløb: Hvad var det, der fik folk til at tro på vigtigheden af det her og synes, at det var okay? Under sådanne særlige kriser er det åbenbart muligt at gennemføre radikale forandringer. Alle siger, at klimakrisen er vores største krise nogensinde, men vi er ikke i stand til at omsætte det til handling. Der er ikke en kollektiv bevidsthed om, at nu må vi gøre noget alvorligt og acceptere ubehaget eller forandringen.«

Søren Hermansen ved godt, at det blandt andet skyldes, at klimakrisen er en snigende krise.

»Omvendt har det regnet siden oktober, og her på Samsø er man ved at drukne i vand, det blæser en halv pelikan hele tiden, og mirabelletræerne har stået med hvide blomster siden 1. marts. Det er fuldstændig vanvittigt, og det burde i den grad få alarmklokkerne til at ringe alle steder. Det gør det i medierne, men det gør det ikke i de politiske forhandlinger.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Desværre ringer alarmklokkerne heller ikke her i forstaden... der er alt for langt til Samsø, og for kort til cafeerne og storcentrene