Læsetid: 5 min.

Torsdag begyndte nedlukningen af Danmark på grund af coronavirus. Her er, hvad vi ved

Mens danske skoler, arbejdspladser, fitnesskæder og kulturinstitutioner lukker ned, stiger antallet af smittede med coronavirus kraftigt. Information giver her et overblik over, hvad der sker i den danske kamp mod coronaepidemien
På transportområdet vil sundheds- og ældreministeren i samarbejde med transportministeren kunne indføre restriktioner og forbud mod adgang til transportmidler. Her ses Københavns Hovedbanegård torsdag d. 12. marts kl. 07:38.

På transportområdet vil sundheds- og ældreministeren i samarbejde med transportministeren kunne indføre restriktioner og forbud mod adgang til transportmidler. Her ses Københavns Hovedbanegård torsdag d. 12. marts kl. 07:38.

Bjarke Oersted/Ritzau Scanpix

13. marts 2020

Der er nu en decideret coronaepidemi i Danmark.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed var 674 personer torsdag eftermiddag konstateret smittet i Danmark og yderligere to på Færøerne. Seneste oplysninger om indlagte er fra onsdag aften, hvor vi ti smittede var på hospitalet, heraf to i kritisk tilstand.

Ifølge Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, er Europa nu epicenter for spredning af coronavirus, og Danmark er et risikoområde. Udmeldingen kommer efter, at verdenssundhedsorganisationen WHO den 11. marts erklærede, at coronavirus er en pandemi.

Efter at regeringen onsdag aften løftede situationen til et højere kriseniveau og besluttede at lukke store dele af Danmark ned, begyndte offentligt ansatte torsdag at blive sendt hjem, og skoler og uddannelsessteder begyndte at lukke ned. Alle uddannelsesinstitutioner skal være lukkede fra fredag og foreløbig to uger frem. Fra mandag lukker alle daginstitutioner og skoler.

Hvad vil regeringen nu?

Sundheds- og ældreministeren får midlertidigt stærkt udvidede beføjelser, der skal gøre det muligt dels at gennemtvinge aflysning af større arrangementer, dels at tvinge syge og smittede i behandling. Regeringen vil med en lovændring midlertidigt ophæve behandlingsgarantien for at lette presset på sundhedsvæsenet.

Indtil nu har regeringen anbefalet, at man afholder sig fra at gennemføre arrangementer med mere end 100 personer, men regeringen vil nu have mulighed for at gennemføre et generelt påbud om at aflyse arrangementer af en vis størrelse. Det gælder udendørs såvel som indendørs arrangementer og private arrangementer.

De midlertidige lovændringer vil blandt andet give politiet mulighed for at trænge ind på lokaliteter uden retskendelse for at sikre, at bestemmelserne overholdes.

Blandt sundheds- og ældreministerens nye beføjelser er også muligheden for at begrænse adgang til og helt at lukke offentlige institutioner og afspærre områder med sygdommen. Ministeren vil derudover, efter forhandling med erhvervsministeren, kunne forbyde adgang til og anvendelse af privatejede lokaler.

På transportområdet vil sundheds- og ældreministeren i samarbejde med transportministeren kunne indføre restriktioner og forbud mod adgang til transportmidler.

Hvor meget bliver lukket ned?

Alle elever og studerende på alle offentlige uddannelsesinstitutioner bliver sendt hjem i foreløbig to uger, og private skoler og institutioner opfordres til at gøre det samme.

Alle offentlige skoler og dagtilbud lukker fra mandag den 16. marts, også i to uger indtil videre. Kommunerne etablerer nødpasning. Myndighederne opfordrer til, man ikke bruger bedsteforældre til at passe børn, da ældre er særligt sårbare over for coronavirus. Regeringen opfordrer alle forældre til at holde børn hjemme med det samme.

Sygehuse og plejehjem opfordres til øjeblikkeligt at begrænse adgangen for besøgende.

Brugen af offentlige transportmidler skal begrænses mest muligt.

Landets jobcentre lukker ned og medarbejderne bliver sendt hjem. Der bliver etableret et nødberedskab, som sikrer, at folk får deres ydelser.

Alle domstole i landet vil de næste to uger køre med nødberedskab. Stort set alle planlagte retssager er aflyst og vil blive gennemført senere.

Kirkeminister Joy Mogensen meddelte torsdag, at alle gudstjenester er aflyst de næste to uger. Det samme gælder menighedsrådsaktiviteter i sognegårde og lignende offentlige arrangementer, hvor menighedsrådet er vært. Alle frivillige foreninger og trossamfund uden for folkekirken opfordres kraftigt til at gøre det samme.

Biografer over hele landet aflyser alle forestillinger i 14 dage. Kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud bliver også lukket i to uger. Der opfordres til, at værtshuse og udskænkningssteder holdes lukket. Flere fitnesskæder har torsdag meldt ud, at de midlertidigt holder lukket. Superligaen holder lukket i 14 dage.

Private virksomheder opfordres til at sende så mange ansatte hjem som muligt.

Hvor mange er ramt?

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der torsdag 1.366 personer i karantæne i Danmark og 31 på Færøerne.

Med det nye kriseniveau vil sundhedsmyndighederne fremover holde fokus på de behandlingskrævende syge og derfor vil de opgørelser, der kommer over antal konstaterede smittede, ikke vise, hvor mange der reelt er smittede i Danmark.

Torsdag kom det frem, at der er konstateret to smittede beboere på et plejehjem i Aarhus. Ældre og svagelige er i en særlig risikogruppe i forhold til coronavirus. 20 medarbejdere, der havde været i kontakt med de to smittede beboere, er nu sendt hjem i karantæne.

I Vejle er en læge testet positiv for coronavirus. Det betyder, at 30 medarbejdere fra den ramte øre-, næste- og halsafdeling nu er sendt i karantæne. Den smittede læge har været i kontakt med patienter, der nu vil få direkte besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, hvordan de skal forholde sig.

På Rigshospitalet er 100 ansatte sendt hjem på grund af coronasmitten. Rigshospitalet har flere personer indlagt på grund af smitten.

Globalt er lidt over 126.000 bekræftet smittet. 4.641 er døde. Tallene er fra torsdag formiddag og bygger på data, der indsamles af Johns Hopkins University, Center for Disease Control and Prevention (CDC), European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC), Den Kinesiske Sundhedsstyrelse (NHC) og websiden ncov.dxy.cn.

Sådan har coronavirus udviklet sig i Danmark

  • 27. februar – Det første tilfælde bliver konstateret på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Det er en mand, der har været på skiferie i Lombardiet i Norditalien.
  • 28. februar – Endnu en dansker, der har været i Norditalien bliver testet positiv.
  • 29. februar – Det tredje tilfælde konstateres. Det er en person, der menes at være blevet smittet ved en konference i München.
  • 1. marts – Fjerde dansker testes positiv. Denne person er i tæt relation til den person, der blev konstateret positiv den 28. februar.
  • 3. marts – Seks tilfælde konstateres positive for corona. De fem har været i Italien, den ene i Iran.
  • 4. marts – Fem nye tilfælde konstateres, heraf en på Færøerne.
  • 5. marts – Den første smittede dansker bliver raskmeldt. Yderligere fem personer bliver samme dag konstateret smittede.
  • 7. marts – Styrelsen for Patientsikkerhed opgør antallet af smittede til 27. Det kommer frem, at enkelte af de syge er blevet smittet i Danmark.
  • 8. marts – Yderligere otte personer konstateres smittet.
  • 9. marts – Antallet af smittede danskere springer fra 35 til 90.
  • 10. marts – Der er nu 262 smittede i Danmark efter at yderligere 172 meldes smittet.
  • 11. marts – Antallet af smittede er oppe på 514.
  • 12. marts – Myndighederne hæver kriseniveauet. Folketinget vedtager udvidede beføjelser i kampen mod coronavirus. Der er nu registreret 674 der har været smittet i Danmark og to på Færøerne.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Gudnæs

Bliver spændende at se hvordan det udvikler sig. I betragtning af den lange inkubationstid, er det helt usandsynligt, at vi ser en forbedring i den første periode. De mennesker som bliver syge i de første fjorten dage er jo allerede smittede. Men hvis tiltagene er effektive, skulle man kunne se en forbedring i de følgende 14 dage. Spørgsmålet er så, hvornår man kan lette sanktionerne igen? Smitten bliver jo ikke udryddet, fordi vi i Danmark lukker ned i 4 uger.

Eva Schwanenflügel, Anne-Marie Krogsbøll, Christel Gruner-Olesen, Torben Bruhn Andersen, Kim Houmøller og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

"Med det nye kriseniveau vil sundhedsmyndighederne fremover holde fokus på de behandlingskrævende syge og derfor vil de opgørelser, der kommer over antal konstaterede smittede, ikke vise, hvor mange der reelt er smittede i Danmark."

Det kan jeg ikke forestille mig, er muligt! Det internationale samarbejde kræver vel kendskab til det samlede antal reelt smittede pr. land.

Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Ja, hvis man kun måler syge patienter, der får begyndende åndenød som indikation på lungebetændelse, er de svært sammenlignelige med de hidtil målte og registrerede. Det er lidt som når vi skifter karakterskala. Antal døde og antal helbredte burde derimod være værdifuld indikation over tid.

Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Formålet med den her nedlukning er jo at give sundhedsvæsenet en chance for at kunne følge med, så alle dem der i de kommende uger eller måneder har brug for lægelig hjælp også kan få den.

Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-03-12-myndighederne-forventede-ikke-...

Synes nok at udviklingen gik hurtigt. Men det er alligevel vildt at myndighederne ikke iværksatte bare en eller anden form for screening eller i det mindste noget information for de rejsende.

Noget andet er at der, blandt regionerne, vist ikke helt er enighed om hvad en nedlukning af ikke kritiske funktioner af sundsvæsenet betyder. Konen arbejder på en afdeling, hvor der ledelsesmæssigt bliver fastholdt at ambulante patienter da stadig skal undersøges og behandles. I stedet for at udskyde nogle af dem.
Personalet (dvs kolleger hvor man kender rejsehistorik og familieforhold) skal tilgæld spise frokost forskudt og maks fem af gangen for at begrænse smitterisiko. Men de skal stadig undersøge patienter, der i princippet kommer ind fra gaden, fordi de en gang er blevet henvist af egen læge. Og for at gøre ondt være, så er af mange patienterne i risikogruppen. Totalt hat og briller.

Andre steder er de ambulante behandlinger aflyst.

olivier goulin

Foreløbig ser det da ud til at den eksponentielle kurve er knækket.
Den ser snarere ud til at være lineær lige for øjeblikket.

Men det er naturligvis for tidligt at konkludere, om det holder

/O