Interview
Læsetid: 4 min.

Birthe er bipolar og trives under coronakrisen: »Jeg føler mig ikke længere udenfor«

Coronakrisen har ikke forværret Birthe Marie Torms psykiske lidelse. Tværtimod har hun fået en følelse af at være god til noget og af at være en del af et fællesskab
Indland
29. april 2020
Pludselig er vi alle i samme båd, og jeg har virkelig mærket en følelse af fællesskab, siger Birthe Marie Torm om coronakrisen.

Pludselig er vi alle i samme båd, og jeg har virkelig mærket en følelse af fællesskab, siger Birthe Marie Torm om coronakrisen.

Anders Rye Skjoldjensen

Alting går langsommere nu. Der er mindre trafik, ingen arrangementer at møde op til, og Instagram og Facebook flyder ikke over med billeder af rejser og hyggeaftener med vennerne. Det har haft en positiv indvirkning på 53-årige Birthe Marie Torm, som er bipolar.

Faktisk er hendes hverdag stort set uforandret. Hun lever sit liv i samme langsomme tempo, som før krisen. Står op, drikker morgenkaffe, går en tur, handler ind, hviler sig, laver mad, ser tv. Den største forskel er, at andre også har skruet ned for hastigheden.

»Det kører langsomt, og det er et tempo, jeg også kan holde til. Det er perfekt for mig. Det er jo ikke sundt for samfundet, men jeg føler mig ikke så meget udenfor, fordi jeg kan følge med,« siger hun.

»Pludselig er vi alle i samme båd, og jeg har virkelig mærket en følelse af fællesskab.«

Selvom mange psykisk syge oplever, at coronakrisen forværrer deres tilstand, erfarer Dansk Psykolog Forening også, at nogle oplever det modsatte. Dem er Birthe Marie Torm en af. Hun har diagnosen bipolar, type II. Efter 18 år med depressioner, sygemeldinger og indlæggelser blev hun i december tilkendt førtidspension.

Hun kan indimellem have svært ved at overskue de aftaler, hun har med læge, kæreste og veninder. Bare at se dem i kalenderen kan gøre hende helt træt, fortæller hun. Man skal give noget af sig selv i de relationer, og det har hun ikke altid overskud til. Så aflyser hun dem og bliver hjemme. Men det har hun ikke behøvet at gøre under krisen, fordi hun kun har haft meget få aftaler.

»Jeg har været fri for de mange nederlag, jeg har, når jeg aflyser. Det har ikke tynget mig, og det betyder meget for mit velbefindende. Venner og veninder har stor forståelse, når jeg aflyser en aftale, men jeg har ikke skulle derud, hvor jeg skulle bruge deres forståelse,« siger hun.

Også isolationen har hun oplevet som nem. Til daglig bor hun med sin søn, men ellers ser hun kun sin kæreste cirka to gange om ugen og en veninde en gang om ugen.

»De fleste har haft svært ved at være isolerede. De skulle øve sig på ikke at være udfarende hele tiden, men det kunne jeg i forvejen. Det er en rar oplevelse at have som psykisk sårbar, at der er noget, man er god til,« siger hun.

’Vi bliver hjemme’

Karina Groth Mortensen på 38 har også oplevet krisen som et frirum fra hverdagens forventninger om socialt samvær og et aktivt liv. Hun lider af generaliseret angst, men selv om hun har nydt ikke at skulle konfrontere angsten i samme grad som før krisen, kan hun også mærke, at isolationen har forværret angsten.

Angstforeningen, Depressionsforeningen og SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed advarer netop om, at psykiske lidelser kan bliver forværret af krisen, fordi isolation og undgåelse ikke skaber bedring. 

De sidste 15 år har Karina Groth Mortensen været sygemeldt, kun afbrudt af enkelte perioder, hvor hun kortvarigt har været tilbage på arbejdsmarkedet. Hendes angst handler især om, at det er svært at komme ud ad døren, fordi hun grundlæggende er bange for, at der skal ske hende eller hendes børn noget.

»Da statsministeren sagde ’I skal blive hjemme’, var det dét, jeg hørte. Jeg hørte ikke noget med, at man godt må gå på legepladsen og sådan nogle ting,« fortæller hun.

Normalt afleverer hun børnene hver morgen og sætter sig derefter på en café med sit strikketøj og en kop kaffe, for hvis hun først går hjem, kommer hun ikke ud igen. Men efter Mette Frederiksens (S) meddelelse skulle hun ikke længere aflevere børnene, og hun behøvede ikke længere presse sig selv til at komme ud.

»Nu kunne jeg have det godt med at være hjemme, fordi det var det, vi havde fået at vide, at vi skulle gøre. Når jeg gør, hvad der bliver sagt, er der ikke nogen, der kan blive sure på mig,« siger hun.

Hun kan altså lægge forventningerne til, at hun burde besøge sine venner, på hylden. Og hun slipper for bekymringerne med at aflevere og hente børnene. Som hvordan hun skal komme derhen, eller hvad hvis hun kommer for sent, eller kan hun komme hurtigt hjem, hvis det bliver nødvendigt.

»Lige nu er der ikke nogen, der kræver af mig, at jeg kommer. Jeg har sagt til min venner, at jeg ikke kommer, før jeg kan kramme dem. For det første er det for hårdt ikke at kunne vise min kærlighed til de mennesker, jeg er tæt på. For det andet er det også bare en dårlig undskyldning for at få lov at blive i det her noget længere, at få lov til at være i min boble, hvor der ikke kan ske mig noget,« siger hun.

Men selv om det er rart ikke at skulle konfrontere angsten for at gå ud lige så ofte som før krisen, mærker Karina Groth Mortensen også, at hendes angst bliver værre af, at hun ikke gør det.

»Når jeg er tvunget til at komme ud, får jeg arbejdet med min angst. Jo mere, jeg prøver at undgå det, jo værre bliver min angst,« fortæller hun og forklarer, at reaktionerne, når hun skal ud, er blevet fordoblet eller tredoblet, og det er blevet meget hårdere at arbejde med angsten.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her