Coronakrisen bragte i marts det finansielle system faretruende tæt på et totalt kollaps. Finanskrisen i 2008 var den største krise siden 1930’ernes depression og blev derfor betragtet som en sjælden anomali. Men kun lidt over et årti senere står vi igen med en global økonomi, der sejler fuldstændigt.
De fleste dage i marts – og til tider flere gange om dagen – blev der slået nye rekorder.
Først var det aktiekurser, obligationer, guldpriser, oliepriser – ja, alt – der faldt med rekordfart, efter at alle investorer søgte mod den eneste sikre havn, der var tilbage i verden: kontanter.
Det blev afløst af statslige hjælpepakker og centralbankernes opkøbsprogrammer, der desperat prøvede at signalere, at de ville holde hånden under markedet om så hele verdensbefolkningen skulle få corona.
Så kom de dystre BNP-prognoser, der indikerede fald i den globale vækst, så der ikke er set magen siden Anden Verdenskrig, og siden kom tallene med det eksplosivt voksende antal arbejdsløse amerikanere, der illustrerer, at det denne gang faktisk er realøkonomien, der er ramt hårdest.
New York Times forsøgte den 27. marts at illustrere det vanvittige tal på 3,3 millioner nye arbejdsløse i USA på en uge med en graf, der gik fra bunden til toppen af deres forside.
Den næste uge skulle de have trykt en dobbelt så høj avis for at kunne rumme de 6,3 millioner, der siden var kommet til.
Fra frygt til skrøbelig stabilitet
Det var på mange måder den perfekte storm, der ramte aktiemarkederne.
»I min 30-årige karriere har jeg aldrig set tre ting på en gang, der ramte markedet så hårdt,« siger Steen Jakobsen, der er cheføkonom i Saxo Bank.
Den globale varekæde var i forvejen udfordret på grund af handelskrigen mellem Kina og USA, og da Kina lukkede ned på grund af coronaudbruddet, begyndte det for alvor at blive et problem.
Så kom kravet om social distancering i alle de vestlige økonomier, der fik forbruget til at dykke kraftigt, og det blev kort efter afløst af totale lockdowns, som betød, at alle de økonomier, der er centreret omkring servicesektoren, i praksis holdt op med at fungere.
Oveni kom en global oliekrise, da Rusland og Saudi-Arabien ikke kunne enes om at begrænse udbuddet af olie for at holde priserne stabile i en tid med lavere efterspørgsel. I stedet begyndte særligt Saudi-Arabien at oversvømme markedet med billig olie – og verden så nu pludselig ind i en gigantisk krise for den amerikanske skifferolieindustri. Industrien er voldsomt forgældet, og det destabiliserede det finansielle system yderligere.
»Vi var utrolig tæt på, at både det finansielle og det økonomiske system ville bryde sammen. Vi kom simpelthen næsten ud over afgrunden denne gang, og da vi var der, kom alt det her på bordet, som i normale tider ikke ville blive diskuteret,« siger Steen Jakobsen med henvisning til hjælpepakkerne fra stater og centralbanker.
»Vi bliver tit spurgt: Har vi råd til det, og hvad koster det?« siger han og tilføjer så:
»Men glem den diskussion, om hvor mange nuller, der er. Der er ikke noget alternativ. Det eneste alternativ er, at vi får en global depression«.
Og noget tyder på, at hjælpepakkerne har fået panikken dæmpet. Torsdag faldt det amerikanske aktiemarked ikke på den ellers nedslående nyhed om de 6,3 millioner amerikanere, der har meldt sig arbejdsløse.
Situationen er gået fra et marked i »frygt« til et marked i »skrøbelig stabilitet«, som Steen Jakobsen formulerer det.
Indtil videre.
Krigsøkonomi
For at komme frem til denne skrøbelige stabilitet har politikere og centralbanker måtte smide stort set alt, hvad de havde, ind i kampen.
Pakkerne kom ad flere omgange, og der blev taget hidtil usete værktøjer i brug for at holde hånden under markedet uden nogen færdig plan for, hvad der så skal ske med centralbankernes og staternes rolle på længere sigt.
»Man åbner for alle sluser lige nu. Jeg har aldrig set noget lignende, og jeg har aldrig drømt om at skulle se det. Det er normalt kun, når der er krig, at man ser sådan nogle tiltag blive taget i brug,« siger Helge Pedersen, der er cheføkonom i Nordea.
Han peger på, at den store mobilisering af ressourcer har været mulig, fordi krisen har nogle helt andre karakteristika end finanskrisen.
Virussen er en ydre usynlig fjende, som vi er sammen om at bekæmpe, og det er ikke så enkelt at udpege syndebukke som ved den seneste krise. Samtidigt rammer krisen nogle sektorer på en måde – og med en hastighed – som aldrig er set før, og som gør det nødvendigt, at staten intervenerer.
»Under finanskrisen var det mere fremstillingssektoren og den globale handel, der blev ramt først, men denne gang rammer det servicesektoren hårdest. Man har lukket den ned på en måde, der er fuldstændigt uset i historien. Man har lukket grænser. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle opleve,« siger Helge Pedersen.
De danske hjælpepakker har vakt international opsigt ved at indeholde elementer, hvor staten dækker store dele af virksomheders udgifter til løn og faste omkostninger, samtidig med at der er en stor udstrækning af statslig garanti ved nye udlån.
Men også på internationalt niveau er der mange tiltag, der normalt ville få alle til at spærre øjnene op, men som nu bare glider forbi i nyhedsstrømmen:
I Tyskland har man i den finansielle hjælpepakke på i alt 750 milliarder euro blandt andet indført muligheden for, at en redningsfond skal kunne købe aktier i selskaber og finansiere lån til virksomheder i en »form for seminationalisering«, som Helge Pedersen formulerer det.
Også i USA er det blevet muligt for den amerikanske centralbank at opkøbe erhvervsobligationer – altså private virksomheders gæld – for at virksomhederne får mulighed for at få ny finansiering i det kriseramte marked, uden at renten bliver tårnhøj.
Den amerikanske og europæiske centralbank opkøber store mængder statsobligationer for at modvirke, at de gigantiske hjælpepakker skal finansieres af stærkt stigende renter. Og i USA nærmer man sig ifølge Steen Jakobsen såkaldt yield curve control, hvor centralbanken med opkøb sikrer, at renten på visse obligationer aldrig kommer over et vist niveau.
I de amerikanske hjælpepakker er der flere elementer af helikopterpenge – altså direkte udbetalinger af penge til borgerne uden modydelse – noget som den danske økonomiske overvismand også har luftet som en mulighed herhjemme.
Helikopterpengene skal bidrage til, at folk kan betale deres regninger i en tid, hvor de ikke har mulighed for at tjene penge, og samtidig stimulere efterspørgslen, når samfundene igen bliver åbnet, og folk kan komme ud og forbruge.
Det er et radikalt nyt økonomisk værktøj, som mange nok vil se som et engangstilfælde i denne akutte krise, men ifølge Steen Jakobsen kan det sagtens være kommet for at blive.
»Der er ikke tvivl om, at i resten af 2020 og måske også 2021 vil der være et behov for at give noget til de mennesker, der er de svageste i samfundet. Men også til virksomheder som for eksempel frisører og andre handlende, som uden egen skyld har været udelukket fra at kunne drive deres bedrift,« siger han.
»Så permanent er for stærkt et ord, men der er ingen tvivl om, at når du først har åbnet for det her, så kan det bruges igen.«
Negative renter blev permanente
Selv om denne krise i modsætning til finanskrisen ikke har en tydelig syndebuk, er der også denne gang en række principielle politiske og økonomiske diskussioner, der vil følge efter.
Hvad var årsagen til at, der ikke skulle mere end få ugers lockdown til for at sende hele det økonomiske og finansielle system på offentlig understøttelse?
Her peger cheføkonomerne begge på, at de mange år med negative renter har været med til at skabe den ustabile situation.
»Jeg er ikke i tvivl om, at den negative rente har båret meget brænde til bålet,« siger Steen Jakobsen.
Den negative rente medførte, at der stort set ikke var nogle penge at tjene på obligationsmarkedet, og derfor røg flere og flere penge i aktier og boliger, som blev pustet voldsomt op i værdi. Og hver eneste gang, at kurven opad så ud til at knække, trådte centralbankerne til med yderligere sænkninger og opkøb.
»Det var et meget stort strukturelt problem, som vi ikke var i stand til at befri os fra. Det var selvopfyldende, at lavere rente gav lavere vækst, og lavere vækst gav lavere inflation og lavere låneefterspørgsel, og det gav lavere rente igen,« siger Steen Jakobsen.
Ifølge Helge Pedersen betyder krisen, at vi nu ikke kan se frem til at bryde ud af de negative renter lige foreløbigt.
»Det er meget ærgerligt, for vi var lige kommet ind i et helt nyt pengepolitisk regime. Med Christine Lagarde i Den Europæiske Centralbank var man begyndt at kigge på klima og ulighed. Nogle helt nye målsætninger for pengepolitikken. Alle var stort set enige om, at nu var tidspunktet til at renten endelig ville blive sat op. Man begyndte at se fremad,« siger han.
»Så får man det her tilbageslag med en forhammer, som man slet ikke havde forestillet sig«.
Staten står klar til at hjælpe
Med de store hjælpepakker kommer også diskussionen om de såkaldte moral hazards eller moralfare, som det hedder på dansk, ved den indsats, som stater og centralbanker sætter ind med for at understøtte markedsaktørerne.
Denne kritik var stor efter finanskrisen, fordi statslige hjælpepakker specifikt holdt hånden under nogle aktører, som selv var skyld i, at krisen var opstået.
Samtidig mente kritikere, at det grundlæggende var usundt, hvis markedsaktørerne fik opfattelsen af, at de altid ville blive reddet af staten næsten lige meget, hvor uansvarligt de havde opført sig. Breder den opfattelse sig i systemet, vil det føre til, at aktørerne påtager sig for meget risiko, da de ikke selv kommer til at føle konsekvensen.
I denne krise kan det blusse op i spørgsmålet omkring virksomhedernes polstring til dårlige tider, og hvordan det hænger sammen på den ene side at skulle have statslig hjælp og på den anden side udbetale milliarder til sin ejerkreds – enten massivt i årene op til krisen eller under krisen.
Store virksomheder som Volkswagen, BMW og Daimler er i Tyskland kommet i modvind for at planlægge udbetaling af udbytte til aktionærerne i en situation, hvor staten dækker en række af virksomhedernes udgifter.
Og i USA bliver spørgsmålet om virksomheders aktietilbagekøbsprogrammer også diskuteret. En række af de flyselskaber, som nu skal have milliarder af dollars i hjælp fra staten for at overleve, har i de seneste ti år brugt stort set hele deres cash flow på aktietilbagekøb. Aktietilbagekøb reducerer antallet af udbudte aktier og får typisk aktiekurserne til at stige, så man sikrer overskud til aktionærerne som supplement eller alternativ til en løbende udbyttebetaling.
Det betyder, at kassen meget hurtigt bliver tom, når flyene holder stille – og så er det staten, der må betale.
»Jeg er ikke i tvivl om, at en af de diskussioner, der kommer i efterdønningerne på den her krise, er, om man skal gøre det helt ulovligt at lave tilbagekøbsprogrammer,« siger Steen Jakobsen.
Men den diskussion hænger også sammen med den negative rente og den lave produktivitet, som har præget økonomierne de sidste mange år, forklarer Steen Jakobsen.
Den ekstremt billige adgang til lånekapital skulle egentlig gerne betyde, at virksomhederne foretog investeringer i fremtiden, men da mange ikke kunne finde de produktive investeringer, valgte de i stedet at bruge pengene til at købe aktier tilbage og dermed booste kursen til glæde for aktionærerne.
»Når du laver en overflod af billige penge i et marked, så kunne man tænke sig, at der var mange gode ting, der skete. Men det er det modsatte, der sker. Der kommer for lidt tæring efter næring,« siger Steen Jakobsen.
»Så markedet blev stagnerende og mindre og mindre innovativt, fordi man ikke investerede. På et tidspunkt var der så et flipover, hvor virksomheder begyndte at købe aktier tilbage, fordi det var en bedre optimering af deres aktieprogram end at investere i fremtiden.«
En binær verden
Normalt, når man taler med Steen Jakobsen, skal man ikke sige hverken ’centralbanker’, ’negative renter’ eller dykke ned i forskellige politiske initiativer, der forsøger at holde hånden under markederne eller sætte gang i væksten, før kritikken kommer væltende.
Men denne gang er det anderledes, og han svarer kun kort og relativt konstaterende, når det kommer til de potentielle problemer ved indgrebene på længere sigt.
– Når jeg tidligere har talt med dig om politiske initiativer, så kritiserer du meget af det for at være forkert eller dumt. Men nu er det pludselig, som om alt bare går?
»Du skal forstå, at verden bliver binær. Enten går den nedenom og hjem, eller også skal den overleve. Så vi kan godt diskutere, om det ene eller det andet, og det har jeg også stærke holdninger til. Men det er ret ligegyldigt,« siger Steen Jakobsen.
»For det afgørende er, at vi overhovedet kommer hen til et sted, hvor vi kan efteranalysere og strukturere den nye – og forhåbentligt bedre – model, der kan bringe os videre. Det ville være forkert af mig at operere i et normalt paradigme, hvor jeg er kritisk over for det ene eller det andet. Jeg er meget kritisk over for mange ting – og noget af det, der er vedtaget, er ubrugeligt. Men det her er helt eksistentielt.«
Heller ikke Helge Pedersen mener, at der er noget alternativ til det, man har gjort. Red systemet – og så kan man forhåbentligt løse ubalancer og negative udviklinger som følge af pakkerne på den lange bane.
– Du ser ikke noget problem ved, at den amerikanske centralbank bliver ejer af en masse virksomhedsgæld?
»Hvad er alternativet? Det er, at banksystemet kommer til at bryde sammen, fordi der kommer en konkursbølge igennem USA. Arbejdsløsheden vil stige voldsomt. Du ser det også i Japan, hvor den japanske nationalbank i mange år har købt aktier på indeksniveau. Det kan også blive et alternativ andre steder, hvis det går helt galt,« siger Helge Pedersen.
– Ja, det har jeg bare aldrig set som særligt attraktivt ...
»Nej. Men du skal ind og redde systemet. Det er det, det drejer sig om. Det er jo big time krisehjælp det her«.
På et tidspunkt vil der komme en regning, der skal betales. Hvor der potentielt kan komme en statsgældskrise i Europa som følge af nedlukningen, hjælpepakkerne og de vækstpakker, der utvivlsomt kommer efterfølgende.
Hvor den europæiske sammenhængskraft igen vil blive kraftigt udfordret, hvis Italien skal ud og finansiere sin gæld til nogle helt andre renteniveauer end de nordeuropæiske lande, fordi nogle lande blokerer for udstedelsen af europæiske coronaobligationer.
Og hvor vi på en eller anden måde skal ud af de negative renter og normalisere den pengepolitik, der nu i snart ti år har dikteret, at hver gang markedet falder, så har centralbankerne stået klar til at redde det med rentesænkninger og opkøbsprogrammer. De negative renter, som aldrig lykkedes med at skabe den inflation, der var målet, og i stedet bidrog til, at aktietilbagekøbsprogrammer accelererede, boligpriserne steg, og at mange mennesker tog mere risiko, end de reelt kunne bære.
Som Helge Pedersen konstaterer.
»Lige nu handler det bare om at redde verdensøkonomien fra den umiddelbare katastrofe, og så skal man på et eller andet tidspunkt normalisere tingene igen. Men når man tænker på, at vi ikke nåede at gøre det efter finanskrisen; hvordan skal man så nå det efter det, der er sket nu? Det tør jeg slet ikke gisne om. Det bliver svært.«
Den voksende statsgæld kan finansieres ved at beskatte de rigeste formuer.
Monetarismen og den neo-liberale dagsorden døde i løbet af bare 3 måneder efter 40 år med privatiseringer nedskæringer og en ulighed der er løbet løbsk fordi man ikke viste rettidig omhu efter den store repression i 2009/10 - dengang man havde chancen for at forlange aktier i bytte for de store bankpakker. Det eneste der er at gøre er at vende sig mod keynesiansk statsintervention for at redde klima og arbejdspladser - med en klimapakke der er mindst lige så stor som bankpakkerne tilsammen - hvilket vil være omkring 4.200 milliarder kr. over de næste 10 år bare for at få balance i tingene. NB : Det er en uskik at lade bankøkonomer udtale sig om makroøkonomi
Bagefter må landene i fællesskab blive enige om at afskrive gælden og begynde forfra med et nyt, styret finansielt system, så resten af samfundet kan opnå frihed.
Det er mærkeligt at høre to finanseksperter ikke vide en snus om, hvad vi skal gøre for at undgå katastrofen. Det er også mærkeligt at høre, at de ikke kan foreslå et bedre system end den kapitalisme, der går fra den ene krise til den anden. Hvad er Det dog for en skole, de har gået i?
Gæld? Til hvem?
Der kan vist ikke længere herske nogen tvivl om hvorvidt denne "hær" af dygtige økonomer som til hver en tid står klar med deres udlægning - er fuldstændig afmarcheret.
Systemet spiller fallit den ene gang efter den anden - og skal reddes den ene gang efter den anden!
Hvorefter de ublu malker videre.
Hvor længe gider vi høre på det?
"Først var det aktiekurser, obligationer, guldpriser, oliepriser – ja, alt – der faldt med rekordfart, efter at alle investorer søgte mod den eneste sikre havn, der var tilbage i verden: kontanter."
Kontanter - dem som Nationalbanken trykker. Jeg tror jeg skal en tur i banken. Nå kan jeg ikke hæve mine egne penge. Nå har jeg frivilligt lånt dem til banken - og har de dem ikke. Nå de eksisterer ikke. Jamen hvor er de blevet af?
»Men glem den diskussion, om hvor mange nuller, der er. Der er ikke noget alternativ. Det eneste alternativ er, at vi får en global depression«."
Skam jer at komme med sådan noget vrøvl. Den går bare ikke længere. Heldigvis er der økonomer med andre forslag end til den vej til slaveriet som I mainstrem økonomer anviser os den ene gang efter den anden.
I skulle fyres hele bundet. Det var sket i et hvilket som helst andet erhverv. Hvad ville du sige til at blive opereret af en læge der hver gang fucker operationen op. Operationen lykkedes men patienten døde. Det er jeres medicin.
Jo, der er et alternativ. Lad Nationalbanken trykke e-penge.
https://positivenyheder.dk/2016/12/nationalbanken-kan-overtage-bankernes...
Og lad dem der har investeret i spekulative papirer få lov til selv at dække tabet - det har de sikkert råd til ellers må de som alle andre spænde livremmen ind.
Lad os få indført demokratisk kontrol med pengeskabelsen og hvem og hvad vores penge skal gå til.
Jeg må indrømme jeg er grundig træt af artikler der refererer til den slags håbløse økonomer. Dem er der rigeligt af.
Fyldt med dumme kommentarer a la "»Når du laver en overflod af billige penge i et marked, så kunne man tænke sig, at der var mange gode ting, der skete. Men det er det modsatte, der sker. Der kommer for lidt tæring efter næring,« siger Steen Jakobsen""
Og - det havde Steen Jacobsen da slet ikke set komme. Er der trangt ved håndvasken.
Ja Eurozonen og EU samarbejdet går muligvis fra hinanden takket være umulige økonomer som er totalt blinde for andre muligheder. De skal ud af maskinrummet hurtigst muligt.
Det er det modsatte der sker for der mangler demokratisk kontrol med hvor de penge forsvinder hen. En økonomi skal komme hele befolkningen til gavn ikke kun de øverste 10%. Men det står der nok ikke noget om i lærebøgerne.
Det er kun gået så dårligt fordi vi har nogle elendige økonomer - Tænk hvis vores hospitaler var fyldt op med lige så uduelige læger.
Vores økonomiske system har ramt muren. Kapitalismen kan kun overleve ved vækst og bestandig øgning i af det økonomiske flow for hele tiden at kunne reinvestere profit. Når renten er lav øges gældsætningen for hele tiden at kunne smide flere penge ind i de finansielle pyramidespil. Coronakrisen er muren der sætter hele dette system skakmat. Det er ikke kun et enkelt land eller sektor der går ned som vi har været vant til ved mange af de andre kriser, men hele verdenssamfundet der lammes. Det bliver pludselig tydeligt at det vigtigste er at systemet er modstandsdygtigt med stærk infrastruktur og beredskaber. For at realisere en sådan model skal økonomien fokusere meget mere på konsolidering i forhold til vækst. Det er sådan økosystemer fungerer og det er sådan vi er nødt til at gentænke vores politiske økonomi. Det handler om brugsværdi og stærke selvbærende fællesskaber i stedet for bytteværdi og privat profit
Der er ikke brug for tæring efter næring i et samfund, hvor alt nødvendigt stort set kan fremstilles ved et tryk på en knap.
Der er brug for, at vi sammen - ikke i konkurrence - finder ud af at sikre en tilstrækkelig produktion af det, der er bæredygtigt, nødvendigt og/eller behovstilfredsstillende, herunder for det allervigtigste behov for mennesker: at føle sig værdsat for den, man er, og det, man kan.
Før coronavirussen tog fat var der 3 presserende emner som den social og økonomiske politik der har været ført siden muren fald
1. Miljøpolitikken og klodens fremtid
2. Øverste 20 procent har ladet resten betale for globaliseringen og neoliberalismen
3. 8 milliarder mennesker skal dele færre og færre reelle arbejdspladser pga teknologien
De 3 emner vil være endnu mere aktuelle efter vi forhåbentlig får gjort noget ved coronavirussen, men nu siger cheføkonomerne at økonomien kommer først og så må vi snakke om statsgæld og resten bagefter. Det lyder ligesom den politik som politikere embedsmænd new public managementmafiaen inkluderende konsulentfirmaer der har tjent fedt på gratis arbejskraft til virksomhederne medierne og erhvervslivet og banker har anbefalet i flere årtier. Altså det samme som har forudsaget store sociale skel mellem samfundsgrupper neoliberalismen.
Men hvis det bliver de sædvanlig grupper som får og taber ligesom de sidste 30 år ja så kommer de gule veste i Frankrig til at ligne et søndagskor i kirken.
Præcis, Jens Voldby Crumlin, og det nye er, at verden i dag ikke behøver at underlægge sig markedets diktatur.
Vi skal se penge som det, de er: en måde at kommunikere på, når man ikke direkte kan ytre sine behov til en producent eller fortælle den, der har brug for varen eller tjenesteydelsen, hvad man kan tilbyde.
Gert romme, du har meget ret i, at "Vi ved jo ikke engang, hvad det egentlig er, som vi er enige om, og før vi når i mål med dette, og arbejder sammen rationalt mod fælles mål, sker der ingen ændring."
Så hvordan gøre en ende på denne store forvirring, som kun har få vindere og mange tabere? Som altid er første skridt erkendelse. Af status quo. Og den er som følger : på grund af respektløst misbrug af klodens ressourser er det menneskelige kollektivs miljø-og socioøkonomi kommet helt ud af balance. Med de få vindere i kontroltårnet og de mange som slaver for systemet.
Hvordan omstille en sådan forvaltning? Først : den herskende magt er illegitim. Dernæst : vi - folket - må forstå samarbejdets kunst. Det er ikke nogen nem opgave i og med den miljø-og socioøkonomiske ubalance er blevet så stor. Men der er ingen vej uden om. Indbyrdes konkurrence om og privatkapitalisering på overlevelsesressourser i konkurrencesamfundet er vejen til en cementering af den ene procents magt og slavegørelse af resten i one world order.
I stedet må kollektivet forstå og repektere de grundlæggende præmisser for et balanceret samliv med sig selv og omgivelserne. Disse er beskrevet i de permakulturelle principper, der så udmærket kan tjene som retningslinjer for fremtidig adfærd her på planeten. Og som gandhi sagde : "der er nok til alle, men ikke nok til alles grådighed". Jo længere vi venter, jo vanskeligere bliver omstillingen. Og den er allerede temmelig omfattende. Men der er ikke nogen vej udenom. På den ene eller den anden måde bliver vi nødt til at leve i samklang, i overensstemmelse med vort eksistensgrundlag.
I følge ivan breinholt leth i denne avis og på fb, forstår stadig flere også mainstream økonomer dette. Selvom magten naturligvis gør alt for at latterliggøre og tilsløre disse sammenhænge. Som dog alligevel bliver stadig tydeligere for stadig flere.
Fogh og kumpaner var enige om at offentlig forvaltning var ineffektiv og skulle afløses af private virksomheder, eller offentlige virksomheder der fungerede efter principperne i den private sektor. Humlen var, at når der var overskud kunne ejerne trække det ud til egen fornøjelse og når der var underskud, ja så var virksomheden for vigtig til at samfundet kunne lade den gå konkurs, så skatteborgerne måtte holde hånden under.
Lad os for guds skyld få gjort op med dette tåbelige princip. Vi har jo alle i fællesskab skabt værdierne, så nu er tiden til at nationalisere. Første trin er at lade alle hjælpe pakkerne afløse af en borgerløn, så hånden bliver holdt under borgerne der er de rigtige ejere. Derefter skal finanssektoren nationaliseres - se bare hvorledes vi reddede dem i 2008, hvorefter de da ikke vil hjælpe nu med mindre de kan tjene groft på det.
Ineffektiv offentlig forvaltning? Meget muligt, men måden at forbedre er da ikke at benytte lejligheden til at sælge ud til private. I hvertfald burde man have sørget for, at lægge et loft over privat indtjening og, sålænge penge er magt, at have en vis kontrol med, hvor store summer allokeres hen.
Som niels bent johansen siger 'til egen fornøjelse'. Det er jo så asocialt at det er til at græde over, at det kunne lade sig gøre. Ovenikøbet med socialdemokrater - nyrop og lykketoft - der startede den fest, og som fogh videreførte in absurdum. 'Pengene fosser ud af statskassen' - og det må man da sige, at de gjorde, efter at han fik reorganiseret skat til det impotente. Hvilket bedrag.
Fogh bør erklæres persona non grata her i landet. Men nu er han jo også blevet ansat som konsulent i en større international investeringsvirksomhed, der sikkert godt kan få øje på hans kompetencer udi finansielle krumspring. Den er nok ligeglad med, at han pga kreativ bogføring måtte træde tilbage som skatteminister, tværtimod må det vel i den sammenhæng anses for at være en yderst brugbar kompetence.
Det offentlige forvaltningsparadigme kunne ses som en forløber for 'stærke, selvbærende fællesskaber', som Jens V. Crumlin omtaler kl. 11.11. Fuldstændigt som den sociale stat kunne ses som en forløber for socialismeudvikling (og ikke diskursen om velfærdsstaten/velfærdssamfundet, som udmærket kan hjemles i den neoliberale diskurs).
Anders Fogh er krigsforbryder, men det er rigtigt mange af vore politikere. Vi taler bare ikke om det, kun når det er 'de andre'. Meget muligt at Fogh repræsenterede en særdeles umoden og ignorant kultur, på stort set alle politikområder - men havde det ikke været ham, som stod i spidsen for markedsgørelsen af Danmark, havde det være en anden. Der er tale om en udviklingsproces, som er politisk forceret.
Hanne utoft - "men havde det ikke været ham, som stod i spidsen for markedsgørelsen af Danmark, havde det være en anden. Der er tale om en udviklingsproces, som er politisk forceret."
'En poltisk forceret udviklingsproces'? I hvilken fogh ikke alene stillede sig velvilligt til rådighed men også i høj grad var en ideologisk drivende faktor. Men det er sandt, at forarbejdet bl.a. blev gjort af socialdemokraterne nyrop og lykketoft. Som efterfølgende har indrømmet deres fejltagelse. Bedre sent end aldrig ku man sige, men denne forsinkede undskyldning har jo absolut ingen betydning haft efterfølgende som i en revurdering af det hensigtsmæssige i at udlicitere og i at sælge ud af offentlig ejendom. Tværtimod er det fortsat under både thornings (grrr) løkkes og mettes ledelse. Føj, siger jeg bare.
Randi Christiansen, jeg er enig i at kuppet mod Auken indvarslede at Socialdemokratiet ville gøre meget af dét, den foregående Schlüter-regering ikke turde (groft beskrevet neoliberalisering af en lang række samtidige, følsomme politikområder) - men man skal være opmærksom på at Socialdemokratiet var og blev inspireret af overnationale udviklingsstrømninger fra bl.a. de angloamerikanske og nordeuropæiske (Blair, Clinton, Schröder m.fl.) lande, foruden EU-udviklingen v. kommissionen. En multinational påvirkning, som bl.a. tænketanke, lobbyister, spindoktorer og reformerede politiske partier spiller forskellige roller i.
Lige præcis. Oprydningen tager vi bagefter. Og det bliver ikke et stort problem. Det har vi og Danmark gjort mange gange før. Og vi er virkelig gode til det. Langt den største del af befolkningen prioritere, at vi kommer bedst muligt gennem denne her situation for alle. Og langt den største del af befolkningen er klar til skattestigninger for at få det til at lykkedes bedst muligt.
Velfærdsstaten og den bagved liggende opbakning vinder igen og igen og igen.
Bag kulissen prøver Den-Lille-Svindler forsat fortvivlet at overbevise befolkningen om det geniale ved det "moderne" minimalstat Danmark, hvor velfærdsstaten er afskaffet og en hver sin egen lykkes smed. Det er virkelig ynkeligt at være vidne til.
»Det handler om at sikre, at økonomien overlever« også i Italien og i Spanien, og derfor er det i disse døgn den store europæiske dagsorden, som bliver diskuteret.
Mht til Kongeriget DK, så ligger der et forslag om at ændre EUs budget (temmelig radikalt), og gøre det til en hjælpeforanstaltning. Det vil have den konsekvens, at også den danske regering vil blive spurgt, og da landet sender mere end 60% af sin eksport til EU-lande, så vil der allerede af økonomiske grunde være grunde til at tænke nøje over svaret. Der vil også være politiske, for en betydelig højrefløj står parat til at udnytte krisen, og det kan bl.a gøre Italien temmelig uforudsigelig.
Finansvæsenets penge farer rundt på alverdens børser. Kun ti procent af dem har med produktion herhjemme at gøre. Hent pengene hjem og gør jeres pligt. Danmark er et af verdens rigeste økosystemer at tjene penge i, det er herhjemme I er opstået. I er vokset langt ud over landets grænser, og har høstet i Danmark i et af verdens rigeste økosystemer. Bankerne er nu ti gange så store som landets BNP. Gør jeres pligt under denne krig, i stedet for at kræve flere penge til jer selv.
Det rige erhvervsliv skal selv tage pengene hjem fra skattely, de skal selv tage sig af den krise som er opstået i erhvervslivet. De penge de har, kan mere end dække krisen. Skattelyformuerne kan så rigeligt dække hjælpepakkerne. Det er ikke staten som skal afhjælpe de riges problemer, de er ikke fattige. Bankerne er ikke fattige, og milliardærerne er ikke fattige. Økonomerne har gennemtrumfet en uhørt revolution ved at skaffe de rige flere penge fra staten.
Erhvervslivet skal ikke have mere, de har beviseligt rigeligt. Der er nu nogle få multimilliardærer som ejer lige så meget som 60 % af verdens befolkning, det kalder på en kraftig reducering af erhvervslivets magt og penge. Erhvervet står for mere vækst og mere CO2-udledning. Vækst betyder mere forurening og mere CO2-udledning. Spekulation betyder mere ulighed med højere priser på bolig. I stedet for skal der mere omfordeling og en progressiv skat der fjerner fattigdommen. Der skal en omstilling til på alle områder. De private firmaer skal reduceres. De går udelukket efter mere vækst og mere profit.
Det koster de rige at at reducere væksten, men deres formuer er groteske. Lad være med at give milliardærerne flere penge. Lad være med at handle i deres internetbutikker. Vi har ikke brug for deres modetøj. Lad være med at købe kreditforeningernes huse der er spekuleret op i groteske priser, de vil snart falde i pris. Vi skal presse hele systemet til at udbygge billige lejeboliger som de mindre bemidlede kan betale. Vi skal have fjernet fattigdommen. Der er rigeligt med penge i Danmark, de skal bare fordeles på en anstændig måde.
Vi skal producere mere lokalt og ellers køre gratis med offentlig transport. Vi skal frigøre vores liv. Vi skal fylde mindre for at give naturen plads til at komme sig. Vi skal have sat tempoet og forbruget ned. Vi skal reducere CO2-udslippet med 7,6 % hvert år. Det har regeringen lovet de unge som stadigvæk demonstrerer, men som nu kun må gøre det ude på internettet. De bliver ikke hørt. En anden krise overdøver vedens største problem, men Corona er en midlertidig krise som vi kommer over.
Det er borgerne som ser hvordan verden er blevet. Det er borgerne som skal bestemme retningen. Demokratiet skal generobres. Virksomhederne tænker kun på kortsigtet profit. Vi skal tænke på alle, på hele planeten. Hele verden har allerede skiftet spor. Vi har en unik chance for at holde denne retning. Men kun hvis vi aktivt fastholder denne nye verden. Vi lever allerede i en ny verden, vi lever allerede med mindre forurening og CO2-udledning. Vi skal omfordele magten og pengene, der er nok til alle. Vi skal stoppe med at fodre de rige. De tænker for kortsigtet, ligesom erhvervslivet gør, men de langsigtede løsninger skal ikke tilsidesættes. Klimaforandringerne er alt for alvorlige til at vi kan tilsidesætte dem. Klimakampen skal intensiveres og magtstrukturerne udfordres. Vi skal have jagtet pengemagten ud af demokratiernes kontrolrum.
Vi kan ikke demonstrere i gaderne under Coronakrisen, men netop derfor skal vi intensivere budskabet online og organisere os i større og derved stærkere grupper for at få magt til at styre den retning som landet går. Det skal ikke være de rige som bestemmer retningen igen. Det er dem som har bragt os i de problemer som vi er i. Vi skal ikke tilbage til det "normale". Vi kan ikke have 4,4 milliarder turister som farer kloden rundt og forurener og ødelægger miljøet, og i sidste ende henter virus hjem. Det vanvid må ikke gentage sig. Vi har set at en anden tilstand er mulig. Vi skal ikke tilbage til flere biler der kører flere og flere kilometer på motorvejene for at nå længere væk efter et arbejde. Det er arbejdsgiverne som har gennemtrumfet dette, men det må minimeres.
Hanne utoft - naturligvis, men man burde dog kunne forvente af d'herrer, at de kan tænke selv.
Hvis man ikke synes, at forretningen danmark kører tilfredsstillende, er det da for dumt og en helt upassende falliterklæring bare at sælge den. Jeg må sige, at jeg krummede tæer og gøs for fremtiden. Den vi nu er midt i, og som desværre har udviklet sig, som jeg frygtede.
Magten er yderligere centraliseret istedet for demokratiseret. De, som var ansat til at forvalte og passe på fællesejet, svigtede. Og de svigter stadig. Regeringerne synes at være i lommen på pengemagten, for hvorfor overtager staten ikke selv pengeskabelsen, men overlader denne til den finansielle sektor. Læs ivan breinholt leth desangående i denne avis og på fb. Og han er jo langt fra den eneste, som påpeger dette misforhold, såfremt det er en demokratisk styreform, vi ønsker.
Vi har jo, kort fortalt, haft politikere i nogle årtier nu, der ikke ønsker at tage det ansvar for land og befolkning, som vi har valgt dem til.
Dog ser det faktisk her under epidemien ud til, at der er sket et omsving med regeringsskiftet til det bedre.
Kære ovenstående - TAK for jeres bidrag, det er SÅ inspirerende at læse. Bliv endelig ved.