Læsetid: 8 min.

Coronakrisen er med til at opbygge tillid til forskningen

Under coronakrisen er det lykkedes at etablere en konstruktiv offentlig diskussion om komplicerede videnskabelige emner som smittespredning, mener to professorer i forskningsformidling. Men det er en udfordring at forklare folk, hvor grænsen går for, hvad forskningen kan svare klart og entydigt på
Professor ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen er positivt overrasket over, hvordan vi har kunnet have en videnskabelig debat i samfundet i forbindelse med den igangværende corona-pandemi.

Professor ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen er positivt overrasket over, hvordan vi har kunnet have en videnskabelig debat i samfundet i forbindelse med den igangværende corona-pandemi.

Mads Nissen

4. april 2020

Medierne har i de seneste uger været fyldt med videnskab. Epidemiologer har fremvist komplicerede modeller for smittespredning, og økonomiprofessorer har forklaret om effekterne af nedlukningen på samfundsøkonomien. Forskning er pludselig blevet noget, vi hører om i TV-avisen og diskuterer ivrigt på Facebook og Twitter.

Men er vi som samfund i stand til at have en fornuftig samtale om så komplicerede emner? Man kunne frygte, at forskerne talte i et sprog, som ingen almindelige mennesker forstod, og at journalisterne oversimplificerede alting, så det hele alligevel kunne være lige meget.

Men sådan er det heldigvis ikke gået. Tværtimod, lyder det fra både professor i videnskabskommunikation ved Københavns Universitet Maja Horst og professor i offentlighedens forståelse for videnskaben ved Niels Bohr Instituttet Anja C. Andersen.

»Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvordan vi har kunnet have denne her debat i samfundet,« siger Maja Horst.

Det er Anja C. Andersen enig i, og begge professorer peger på, at både eksperter, myndigheder og medier er gået seriøst til opgaven og mestendels har videreformidlet den komplicerede problemstilling på en klar og forståelig måde til befolkningen. 

Men Maja Horst og Anja C. Andersen er også enige om, at det massive fokus på forskning skaber nye udfordringer. 

Forskerne ved ikke alt 

Under coronakrisen står vi over for en udfordring, som kun kan løses ved hjælp af forskningen. Derfor forekommer det nu pludselig indlysende, at vi som samfund har hårdt brug for videnskaben, og den postfaktualitet, vi for kort tid siden var så optagede af, er pludselig meget langt væk.

»Nu bliver det til gengæld rigtig vigtigt at forklare folk, hvorfor videnskaben ikke bare stiller op med denne der vaccine. Det er helt klart en udfordring at forklare, hvad det er, forskningen kan og ikke kan,« siger Anja C. Andersen.

Mange danskere har eksempelvis efterspurgt klare svar på, om den danske eller svenske tilgang til epidemien er mest rigtigt – men de svar findes ganske enkelt ikke. I hvert fald ikke endnu. Og det er et tegn på, at der er brug for en bedre forståelse blandt befolkningen for, at videnskab er en søgen, hvor de tilgængelige data ikke altid er entydige.

»Det er en god anledning til at tale med folk om, hvorfor forskning er så komplekst. Jeg tror i virkeligheden, det er kommet bag på mange mennesker, at der overhoved kan opstå sygdomme, vi ikke kender,« siger professor Anja C. Andersen.

Der er derfor der opstået en ny formidlingsopgave i at fortælle befolkningen om forskningens begrænsninger. En opgave, som både forskere og journalister må tage meget alvorligt, mener hun.

Alt er ikke relativt 

Den sværeste del af den øvelse er samtidig at holde fast i, at alt ikke bliver relativt, bare fordi videnskaben ikke har alle svarene klar nu og her, siger Anja C. Andersen. Forskerne bliver også hele tiden klogere.

»Men hvor går grænsen mellem det, vi ved, at vi ved – det nagelfaste – og det, hvor vi endnu ikke har data nok. Det tror jeg ofte forvirrer befolkningen. Og så begynder de at sætte spørgsmålstegn ved, om videnskaben overhovedet ved noget med sikkerhed.«

Det gælder blandt andet, når man skal forklare, hvad COVID-19 overhovedet er for en størrelse. For på den ene side er det en helt ny sygdom, og på den anden side har den nogle gængse træk, som virusforskerne godt kender.

»Det er helt klart en udfordring for videnskabsformidlingen at tale om denne her kompleksitet.«

– Hvad kan forskerne og journalister helt konkret gøre for at være mere klare i mælet om denne her skelnen mellem, hvad vi ved, at vi ved, og hvor vi prøver os frem?

»Vi er jo nogle, der har leget med tanken om at lave en form for ’smileyordning’ for videnskabelige resultater. Så hvis et studie har 200.000 samples og er verificeret af en masse anerkendte forskere, får det en glad smiley. Men hvis det er fra et lidt uldent studie af ukendte forskere og har fem samples, får det en knap så glad smiley,« siger Anja C. Andersen.

På den måde ville der stadig være plads til at formidle den forskning, der endnu ikke er velunderbygget, men samtidig varedeklarere at der skal mere til, før vi ved, om studiet holder vand. Det er nemlig vigtigt, at der også er plads til den alternative forskning, som tør stille åbne spørgsmål og følge ideer, der næsten er for vilde til at være sande.

»Det var jo også nogle lidt alternative forskere, der sagde, at den spanske syge kunne være en virus og ikke en bakterie, som ellers var fremherskende i begyndelsen.«

Men der findes nu engang ikke nogen smileyordning for videnskabelige resultater, som vi journalister bare kan smække på artiklerne. Derfor er det vigtigt med en konstant dialog mellem forskere, journalister og befolkningen.

»Vi skal gå ind i samtalen om, hvor meget lid vi kan sætte til et resultat. Hvor valideret det er, og hvor stor usikkerheden er. Vi skal også forklare, hvad usikkerhed overhovedet er, og hvordan forskningen arbejder med det,« siger Anja C. Andersen.

Veluddannet befolkning

Hvis du har tændt dit fjernsyn, åbnet en avis eller været på Facebook inden for de seneste tre uger, er du formentlig stødt på den kurve, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterede til det første pressemøde om corona i Statsministeriet og siden har fremvist gang på gang.

Grafen viser to kurver for, hvordan smitten kan udvikle sig i Danmark: en med hurtig smittespredning, som overstiger sundhedsvæsenets kapacitet, og én med langsom spredning, som ikke gør.

Professor Maja Horst mener, at kurven har været et rigtig godt redskab til at forklare befolkningen, hvordan situationen ser ud.

»Selv om nogen måske ikke helt forstår logikken bag, forstår de godt, at der ikke må være for mange, der bliver smittet på samme tid,« siger hun og tilføjer, at myndighederne har gjort klogt i at holde fast i det samme billede hele vejen igennem i stedet for at prøve sig frem på forskellige måder.

Til trods for, at grafen skulle forklares et par gange, før alle var med, så har de seneste uger vist, hvor stor en fordel det er for Danmark, at vores befolkning er så relativt veluddannet, siger professor Anja C. Andersen.

»Der kan man rose os som samfund. Når folk går ud af 9. klasse, er de faktisk relativt godt rundede. De har mødt matematik, skrevet nogle funktioner ned og set en x-y-graf.«

Det er muligvis ikke helt præsent for folk, hvis de ikke har brugt det siden folkeskolen. Men det betyder alligevel, at når man forklarer befolkningen forskellen på lineær og eksponentiel vækst, så kan de godt forstå det, siger Anja C. Andersen.

Og sådan er det ikke i alle lande.

»Jeg tror for eksempel ikke, at Trump ville kunne hive sådan en kurve frem til sit pressemøde,« siger Anja C. Andersen.

Og når man kan det, er det også et demokratisk gode, mener hun. Det giver nemlig borgerne mulighed for at tænke selv og stille kritiske spørgsmål i situationer som denne.

Blandet landhandel

Selv om Anja C. Andersen overordnet mener, at de traditionelle medier har håndteret situationen godt, er det straks en mere »blandet landhandel« på de sociale medier, hvor flere fordrejede eller decideret forkerte historier har floreret.

Kampen mod alternative fakta er ifølge professoren særligt vigtig nu, fordi coronakrisen kræver, at almindelige mennesker forstår, hvordan de skal agere, og hvorfor de skal følge myndighedernes anbefalinger. Det stiller både krav til folks egen sunde fornuft og til de forskere, der har særlig indsigt i emnet.

»Derfor tager jeg også hatten af for de af mine kolleger, der har påtaget sig en opgave med at gendrive fake news på Facebook og Twitter. Der synes jeg faktisk, at mange forskere har være gode til at mane til besindighed,« siger hun.

»Det er jo farligt, hvis der florerer noget forkert derude. Nogle af forslagene er decideret livsfarlige.«

Det er dog ikke kun på de sociale medier, at forskningen kan blive misforstået. Sommetider går det også galt for de professionelle journalister, der skal formidle eksperternes budskaber, siger Maja Horst.

»Eksperter er jo forskellige. Nogle vurderer tingene på én måde, og andre på en anden måde. Nogen er meget bekymrede, og andre er slet ikke bekymrede.«

Derfor er det typisk en god idé at finde en ekspert, der ikke varierer alt for meget fra de andre forskeres fortolkninger af sagen. Men her opstår der et grundlæggende problem i mødet mellem journalistik og forskning.

»I videnskab er det generelt dårligt at være anderledes og have resultater, der er langt fra de andre – hvorimod det afvigende og anderledes ofte er godt og vigtigt at få frem i journalistikken,« siger Maja Horst.

En anden klassisk faldgrube i disse tider er, når medierne begynder at spå om fremtiden. Når de insisterer på svar fra forskerne om, hvornår der f.eks. kommer en vaccine.

»Det kan man ikke sige, for forskning er usikkert. Man kan ikke bare trække et resultat i automaten som med alt muligt andet.«

Fra tale til samtale

Når man taler om videnskabens rolle i den offentlige debat, skelnes der mellem forskningsformidling og forskningskommunikation, forklarer professor Maja Horst.

Kort sagt er det forskningsformidling, når forskerne taler, og vi andre bare lytter. Forskningskommunikation er derimod en dialog, hvor befolkningen også giver udtryk for deres synspunkter, journalisterne stiller spørgsmål, og vi har en fælles samtale om forskningen.

»Meget af det, der foregik, lige da krisen brød ud, var forskningsformidling,« fortæller hun. Og det er helt naturligt.

Når uforudsete kriser pludseligt opstår, har vi brug for, at forskningen fortæller os, hvad det overhovedet er, vi har med at gøre med.

»Corona er jo kendetegnet ved at være en pludseligt opstået krise, ligesom vi så det ved Fukushima- eller Tjernobyl-ulykken. Så vil vi bare have noget viden til at starte med,« forklarer Maja Horst.

Men et tidspunkt har vi set Magnus Heunickes kurver tilstrækkelig mange gange og læst så meget om corona, at den offentlige samtale ændrer sig.

»Så begynder folk at fortolke selv og skabe deres egne meninger. Jo mere det sker, desto mere har vi brug for at have en samtale om forskningen, hvor alle bidrager med, hvad de nu ved.«

Den fase oplever Maja Horst, at vi allerede så småt er begyndt at tage hul på, når danskerne eksempelvis diskuterer spørgsmålet om testning på de sociale medier.

Hun understreger, at der naturligvis er dilemmaer i coronakrisen, hvor videnskaben aldrig vil kunne komme med endelige svar. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, i hvor høj grad vi er villige til at skade økonomien i forsøget på at undgå, at sundhedsvæsenet bukker under.

»Det er ikke kun en ekspertafgørelse. Det handler også om politiske fortolkninger og præferencer. Så der er brug for en mere dialogisk form,« siger hun.

Den samtale, der netop nu opstår mellem befolkningen og forskningen, er ret unik, mener Maja Horst, og det er en mulighed, som forskerne gør klogt i at udnytte.

Det er for meget at kalde coronakrisen en »gylden mulighed«. Men hvad forskningskommunikation angår, kan krisen bruges til noget godt.

»Hver gang forskere formår at formidle noget relevant til befolkningen på en forståelig måde, så øger de sandsynligheden for, at de samme mennesker vil lytte til dem en anden gang. På den måde er coronakrisen god for forskningsformidlingen fremover og med til at opbygge tillid til forskningen.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Mikkel Zess
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Mikkel Zess og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Jensen

I øjeblikket har vi en dødelig smittefare som hærger hele verden over. Her er der ikke mange som tøver, og ikke retter ind overfor hvad Statsministeren og sundhedsmyndighederne siger, og hvad Folketinget påbyder. Men vi har også været igennem krigsårene, hvor vi er blevet tvunget til at skabe kaos verden over. Man kan sige at vi var den dødelige virus. En sådan ledelse skal man ikke følge, tværtimod.

Her bagefter blev det tydeligt ved Afghanistan-papirerne, at der blev skabt et kunstigt flertal blandt befolkningen for krigene ved omfattende propaganda i alle medier. Myndighederne sagde at vi udbredte demokratiet, og at vi var ved at vinde krigene. Men det var løgne, det ved vi nu. Vi gjorde mere skade end gavn. Der findes krigspropaganda som er skadelig, men der er også den type propaganda som medierne i stor omfang udbreder nu med ordene, sammenhold, vi står sammen, samfundssind etc. De fleste vil nok kalde det for nødvendig propaganda.

Der findes eksperter som er vores tiltro værdig, men der er så sandelig også dem som er opkøbt af særinteresser, såsom tobaksindustrien eller de store olieselskaber, der taler imod klimaforandringerne. Men det største problem for troværdigheden er økonomerne. Vi har været igennem årtier hvor de har hyldet neoliberalismen, og det har skabt forfærdelige forhold i bunden af samfundet. Befolkningen har været tvunget ud i at skabe modstandsbevægelser for at bekæmpe den førte politik, økonomerne og det fattigdomsskabende system i sig selv. De sår kan ikke heale igen.

Politikerne er selv skyldige i den lave troværdighed, og det er ikke noget som ændrer sig ved Coronakrisen. Ethvert udsving på den skala vil kun vise sig midlertidigt. Det har sin pris at lyve overfor befolkningen. Det er ikke bare i USA at spin og propaganda stortrives. Politikernes ageren de sidste 20 år med fattiggørelsen og neoliberalismens hærgen har skabt en tilstand hvor befolkningen har været tvunget til at vælge side.

Det er bestemt ikke sundt for nogen at vi er nødt til at vælge hvem vi vil tro på, og hvem vi ikke har tiltro til, og det er vilkår som ikke forsvinder. Neoliberalismens hærgen med øget fattigdom og ulighed har svækket tilliden, troværdigheden og demokratiet. Det repræsentative demokrati er blevet kapret af et mindretal som er formuende og/eller har eget firma. Det har haft en pris for troværdigheden men det har også kunne betale sig at udsende propaganda. De rige er blevet rigere og de fattige fattigere, og det har været hele formålet.

Det som skal til, for at bekæmpe de neoliberalistiske og ulighedskabende kræfter, findes ude på de sociale medier. Der er der skabt mange forskellige bevægelser med vidt forskellige dagsordener. Vi skal starte helt forfra, og skabe nye medier og netværk. Der skal en modbalance til erhvervslivets ødelæggende magtmedier. Skal vi have et demokrati hvor borgerne bestemmer, skal vi selv sprede informationerne ud til alle, om hvad der foregår. Vi skal kommunikere på alle fronter.

Eva Schwanenflügel

"Derfor må vi vente længe på en vaccine: En forkert opskrift kan gøre virus farligere"
https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/derfor-maa-vi-vente-laenge-paa-c...

Herunder kan man bl.a. få forklaret, hvorfor coronavirus og influenza ikke er det samme:

"Ti myter om influenza og forkølelse"
https://videnskab.dk/krop-sundhed/ti-myter-om-influenza-og-forkolelse

Ja, det er fantastisk godt at videnskaben og forskningen har gjort stort comeback under krisen.
Det har været en mangelvare længe.

Faktisk er det også forfriskende, at forskellige eksperter tillader sig at være uenige og indrømme fejltagelser for åbent tæppe.
Det kunne politikerne lære noget af.

Torben Bruhn Andersen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ærlig talt. Det er særligt det borgerlige politiske tæskehold, som gennem snart 2 årtier har misbrugt forskningen til deres ideologiske projekter. Jeg siger bare landbrugsrapport fra Aarhus Universitet for lige at nævne en kendt sag. Cepos og Landbrug og fødevare kunne også nævnes i det kor.

En systematisk politisk undergravelse af eksperter og forskning har manipuleret med den danske befolkning siden Anders Fogh Rasmussen udtrykte sin væmmelse overfor pædagogiske rundkreds. Viden og forskning skulle ikke påvirke udviklingen af Danamark. Kun blind politisk ideologi skulle have ordet.

Eva Schwanenflügel og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar