Læsetid: 5 min.

Coronakrisen skaber højere ledighed end finanskrisen. Men den økonomiske krise stikker endnu ikke så dybt

Ledighedstallene stiger i øjeblikket hurtigere end under finanskrisen. Men det er ikke det samme, som at coronakrisen bliver lige så hård for økonomien, understreger økonomer. For mange job må forventes at blive genskabt, når samfundet åbner, og økonomien er ikke ramt af samme strukturelle problemer som for godt ti år siden
En kvinde passerer lukkede butikker i New York - USA's epicenter. I hele landet har knap 10 millioner mennesker meldt sig arbejdsløse de seneste 14 dage.

En kvinde passerer lukkede butikker i New York - USA's epicenter. I hele landet har knap 10 millioner mennesker meldt sig arbejdsløse de seneste 14 dage.

JUSTIN LANE

8. april 2020

Den seneste uge er ledighedstallene fra finanskrisen blevet sammenlignet med de dramatiske stigninger i arbejdsløsheden, som vi ser over hele verden som følge af coronakrisen.

For meget bemærkelsesværdigt er ledigheden i mange lande i løbet af marts eksploderet til et niveau, der ligger langt over tallene under den ellers største økonomiske krise i nyere tid tilbage i 2008.

I USA har omkring 10 millioner mennesker eksempelvis meldt sig ledige i løbet af de senste 14 dage. Til sammenligning meldte 650.000 amerikanere sig ledige i løbet af finanskrisens første seks måneder.

I Danmark beretter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om, at der fra den 9. marts til 1. april er kommet 52.759 nye ledige hos a-kasserne. Finanskrisen kostede cirka 200.000 private job herhjemme, men det var over en toårig periode.

Men selv om arbejdsløsheden stiger mere voldsomt end for godt ti år siden, er det langtfra sikkert, at den økonomiske krise bliver lige så dyb. Det understreger Michael Svarer, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere overvismand.

For i modsætning til under finanskrisen må man ifølge ham gå ud fra, at mange af dem, der melder sig ledige nu, kan få deres job tilbage, så snart politikerne begynder at åbne samfundet igen.

»Hvis vi får en hurtig genoprettelse, så er der også et håb om, at vi ikke på længere sigt får ledighedstal, som vi så under finanskrisen. Der er et potentiale ved den her type hændelser for, at økonomien kan genskabes relativt hurtigt,« siger Michael Svarer og uddyber:

»Det, som de første signaler fra Kina giver forhåbninger om, er, at epidemien rammer økonomien sindssygt hårdt, men at det er noget midlertidigt. Det er samme tendens, man ser ved naturkatastrofer.«

Han understreger, at det afgørende bliver, i hvor høj grad man formår at holde hånden under erhvervslivet lige nu og her, og altså hvor mange virksomheder der undgår konkurs.

Birthe Larsen, lektor i økonomi på Copenhagen Business School, er enig. Det er derfor for tidligt at sammenligne ledighedstallene med dem under finanskrisen, mener hun.

»Det, som bliver afgørende for, hvor hårdt økonomien rammes på længere sigt af coronakrisen, er, hvor meget af arbejdsløsheden der er midlertidig, og hvor mange job som ikke genopstår, når samfundet åbner. Det kan vi ikke vide endnu.«

Ikke økonomisk ubalance

Mandag kom Det Økonomiske Råd med to scenarier for dansk økonomi i lyset af coronakrisen. Et henholdsvis optimistisk og pessimistisk scenarie. I det første vil ledigheden vokse fra 87.000 i begyndelsen af året til 140.000 ledige. I det andet vil ledigheden stige til 160.000 personer, og scenariet vil ifølge vismændene ligne finanskrisen, dog med et lidt større dyk i væksten.

Da Nationalbanken i sidste uge fremlagde tre forskellige scenarier for konsekvenserne for dansk økonomi frem til 2021, var de alle kendetegnet ved, at der var en dyb nedgang nu og her, men til gengæld en relativt hurtig genopretning af økonomien.

Skal man igen sammenligne med finanskrisen, er den helt store forskel, at den økonomiske krise som følge af coronapandemien ikke skyldes ubalancer i den økonomiske struktur, fortæller Michael Svarer.

»En vigtig pointe i forhold til det er, at da finanskrisen ramte, skyldtes det et boligmarked, der faldt sammen i USA, som tog den finansielle sektor med, og så spredte det sig som ringe i vandet,« siger han og konstaterer:

»Det ser vi heldigvis ikke her.«

De eksploderende arbejdsløshedstal i øjeblikket er altså ikke udtryk for sektorer, der er i ubalance på et strukturelt plan. Det skyldes derimod restriktioner på forsamlinger, grænselukninger og andre politiske tiltag, fremhæver Michael Svarer.

»Og det er dét, der giver varige forhåbninger om, at hvis det lykkes at inddæmme smitten, så kan man så småt begynde at genåbne samfundet – og så er der et håb om, at økonomien kan komme relativt hurtigt tilbage.«

Hurtigere ude med hjælp

Både Michael Svarer og Birthe Larsen påpeger, at de økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet spiller en afgørende rolle for, at den høje ledighed, vi ser lige nu, ikke bliver permanent.

Hjælpepakkerne bidrager til at minimere antallet af konkurser, og det er afgørende for, at de aktuelle høje arbejdsløshedstal bliver så kortvarige som muligt, fortæller Birthe Larsen.

»Hvis ansatte fyres, men får at vide, at de kan begynde i arbejde igen om en måned eller to, så forhindrer det en varig recession i økonomien, fordi efterspørgslen ikke går i stå. Derfor er det afgørende, at virksomhederne får nok hjælp til ikke at måtte dreje nøglen om, men bare holde lukket i en periode,« siger hun.

Coronakrisen adskiller sig også fra finanskrisen ved, at de økonomiske hjælpepakker er iværksat enormt hurtigt, påpeger Birthe Larsen. Ifølge hende skyldes det formentlig både, at politikerne i højere grad har kunnet forudse konsekvenserne af den samfundsnedlukning, de selv har iværksat, og at arbejdsløshedstallene eksploderede så hurtigt, at man var nødt til at handle med det samme.

»Med finanskrisen i baghovedet ved man, hvor slemt det bliver, hvis regeringerne ikke handler lynhurtigt for at understøtte økonomien. Det gode ved det kæmpestore negative økonomiske chok er, at det trods alt har fået politikerne til at handle hurtigt. Danmark har fået international ros for at reagere så resolut med hjælpepakker,« siger hun.

Under coronakrisen har man handlet på forkant i stedet for på bagkant, påpeger også Michael Svarer. Han fremhæver, at der i øjeblikket bliver ført ekspansiv finans- og pengepolitik ikke bare i Danmark, men i hele verden.

»Det er en helt anden tilgang end under finanskrisen. En af grundene til det er netop også, at man vurderer, det er en midlertidig krise,« siger han.

I sidste ende kan hjælpepakker alene dog ikke redde en åben økonomi som den danske, påpeger Birthe Larsen. Vi er i høj grad afhængig af den globale udvikling.

»Hvis det står slemt til i de lande, vi eksporterer til, så rammer det den danske økonomi hårdt. Hvis de helt vilde ledighedstal i USA ikke vender, eksempelvis, så vil det formentlig også sætte sig i de danske ledighedstal og gøre dem mere langvarige. Så må man håbe, at det også lykkes at skabe job og forhindre for mange konkurser i andre lande,« siger hun.

Psykologi er også en faktor

Coronakrisen rummer dog også på mange måder langt mere usikkerhed, end finanskrisen gjorde, og det kan ramme økonomien mere langsigtet, mener Birthe Larsen.

»Vi ved ikke, hvornår det viruschok, som har ramt økonomien, ophører. Hvornår vi kan genåbne samfundet, om vi må lukke det igen på et tidspunkt, hvornår indsatsen er nok, og hvornår pandemien er drevet over,« siger hun og fortsætter:

»Sygdom er en usikker størrelse, den hænger lidt over os ligesom en krigsfølelse. Den usikkerhed kan ramme efterspørgslen og dermed økonomien på længere sigt.«

Det samme skete i kølvandet på terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Det førte til et markant fald i efterspørgslen, blandt andet fordi folk fløj og forbrugte mindre, fortæller Birthe Larsen.

»Psykologi er en vigtig faktor i økonomien. Det gælder også for coronakrisen.«

»Du skal forstå, at verden bliver binær. Enten går den nedenom og hjem, eller også skal den overleve. Så vi kan godt diskutere, om det ene eller det andet, og det har jeg også stærke holdninger til. Men det er ret ligegyldigt,« siger Steen Jakobsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Der er ingen garanti for hverken en kortvarig eller begrænset recession. Så skulle det da være den første nogensinde hvor efterspørgslen vupti bare springer op fra den ene dag til den anden. Der er allerede nu konkurser og der kommer uden tvivl flere så vi ved med 100% sikkerhed at både efterspørgslen og arbejdsstyrken skrumper lidt mere hver dag der går. De huller i efterspørgslen og produktionen der kommer efter konkurser bliver ikke bare automatisk udfyldt af andre og vi vil givetvist se gradvise og forskeligartede åbner i forskellige lande hvilket vil yderligere forstyrre genskabelsen af økonomien som den var pre-corona. Langvarige forstyrrelser af både turisme- forlystelses-/oplevelses- og restaurantøkonomi må påregnes. Noget der naturligvis rækker ud over lufthavne og hoteller.

Mange virksomheder har ikke penge til at overleve en længerevarende lukning og selv de der har lånemuligheder vil blive ramt på færre investeringsmuligheder i kommende år som følge af øgede udgifter til lån og kredit.

Jeg beklager men fanden er allerede på væggen og der har hen været i et stykke tid.

Steffen Gliese

Det er kun i tegnefilm, at man kan holde sig oppe ved sit eget hår, men kapitalismen har troet, at det er muligt: udbud fører til efterspørgsel har den arrogante og megalomane forestilling lydt i årtier, mens vi har kasseret og kasseret lagre af mad, tøj og alt andet end slidte materielle goder: hvis vi forbruger, holder vi folk i arbejde. Men hvorfor i alverden er det dog en bestræbelse værd i sig selv - hvis det ikke er med noget, der reelt skaber en bedre, friere og mindre tyngende fremtid?

Torbjørn Methmann, Hanne Utoft og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Er det mon bare en tilfældighed, at hver gang en formuende økonom udtaler sig, handler det om at samfundets penge i højere grad skal gå til de rige, ham selv inklusiv naturligvis? Det er lykkes dem at fordoble deres egen pengetank over fem år, og hele tiden har de talt om at pengene skulle fjernes fra de 55 % af borgerne, specielt skulle de ikke gå til underklassen, tværtimod. Pengene skulle fjernes fra bunden.

Med finanskrisen i baghovedet ved vi, hvor slemt det bliver, hver gang regeringerne ikke handler for at understøtte de mindre bemidlede, men i stedet udelukket - i de sidste 12 år - har talt om hvad erhvervslivet har af behov. Det onde ved det kæmpestore negative økonomiske chok som underklassen har oplevet, er at vores liv er smadret, unge, heriblandt kvinder er nu hjemløse, og et chokerende antal tigger ude på Facebook, fordi de ikke har penge til medicin eller mad.

Der foregår i disse uger en utrolig kamp om pengene. De rige kom først og fik regeringen til at give pengene til dem selv. Det er en igangværende revolution som de rige har lykkes med at gennemføre. Dette kan vi lære noget af. Coronakrisen adskiller sig fra finanskrisen ved, at de økonomiske hjælpepakker er iværksat enormt hurtigt. Det har været den hurtigste revolution i nyere tid. Ejerne af de største virksomheder sidder nu direkte i regeringens kontrolrum, og derfor bløder staten milliarder. Vi har i høj grad set den globale udvikling, hvor der nu er nogle få multimilliardærer, der ejer mere end 60 % af verdens borgere. Det kalder på et oprør, aldrig i verdenshistorien her dette været mere sikkert.

Efter Finanskrisen handlede man på forkant for at fjerne et beløb, som hvert år er cirka tyve milliarder, fra underklassen. Dette foregår stadigvæk. De penge bliver nu fordelt til virksomhederne. De største får flest. Bankerne vil kanalisere pengene over til de rige aktionærer på et eller andet tidspunkt, det ved vi.

Efterspørgslen er gået i stå fordi virksomhederne har fået de penge, som blev fjernet fra bunden af samfundet over tyve år, ved de såkaldte reformer, dvs. man tog pengene og den sociale sikring fra over 55 % af befolkningen, for at give dem til virksomhederne i skattelettelser og vandvittige tilskud fra staten, bl.a. gratis arbejdskraft m.m.

De eksploderende arbejdsløshedstal i øjeblikket er udtryk for et system, der er i ubalance på et strukturelt plan, med pervers ulighed og fattigdom. Hjælpepakkerne bidrager ikke til at minimere antallet af konkurser, derimod bidrager lovpakkerne til at de fattige bagefter får hele regningen.

Skal man sammenligne med finanskrisen, er det helt store lighedspunkt, at den økonomiske krise som følge af coronapandemien skyldes spekulation i de økonomiske strukturer. Aktiemarkedet var spekuleret op i groteske højder, og det samme er boligmarkedet nu, dér har spekulanterne knoklet for at fjerne boliger, som de mindre bemidlede kunne betale. En vigtig pointe i forhold til det er, at da finanskrisen ramte, skyldtes det et boligmarked, der faldt sammen i USA, som tog den finansielle sektor med, og så spredte det sig som ringe i vandet. Det kommer vi også til at ser dennegang.

De midlertidig kriser varer ikke længe for toppen af samfundet, det så vi efter Finanskrisen, efter få år var den over. Men politikerne vha. økonomerne forlængede den i 12 år for de fattige. Lige indtil for få måneder siden sagde et samlet Folketing, at der ikke var penge til de fattige, intet til at fjerne børnefattigdommen, som var steget til 64.500 børn, og intet til de 170.000 som var jagtet fra den ene ydelse, til ikke at have nogle penge overhovedet.

Fattigdom er en usikker størrelse, den hænger lidt over os ligesom en krigsfølelse, det er den usikkerhed som kan ramme enhver, der uforskyldt rammes af en social nedtur, og som dermed får smadret økonomien på længere sigt. Det, som bliver afgørende for, hvor hårdt økonomien rammes på længere sigt af coronakrisen, er hvor stor del af pengene der pumpes ned til bunden af samfundet, det sætter gang i hjulene igen.