Læsetid: 5 min.

Erhvervsskoler: Det er »uddannelsessnobberi«, når erhvervsskolerne ikke må genåbne for afgangselever

Gymnasier åbner onsdag for de elever, der afslutter deres eksaminer til sommer. Det gælder imidlertid ikke for erhvervsskolerne, og det møder nu kritik fra erhvervsskolerne, som kalder det for urimelig forskelsbehandling
Som det ser ud nu, er der alene på Hotel- og restaurantskolen i København 200 elever, som risikerer at få aflyst deres svendeprøve i de kommende måneder frem til sommer.

Som det ser ud nu, er der alene på Hotel- og restaurantskolen i København 200 elever, som risikerer at få aflyst deres svendeprøve i de kommende måneder frem til sommer.

Amdi Thorkild

15. april 2020

Fra onsdag kan sommerens kommende studenter vende tilbage på skolebænken for at afslutte deres ungdomsuddannelse. Men det gælder ikke for de erhvervsskoleelever, der skal op til deres afsluttende svendeprøve.

Mens regeringen har besluttet at genåbne de gymnasiale uddannelser for de elever, der skal op til deres afsluttende eksaminer til sommer, skal erhvervsskolerne nemlig fortsat holde lukket.

Og det møder nu kritik fra erhvervsskolerne, som kalder det for urimelig forskelsbehandling. Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, mener, at erhvervsskoleeleverne ikke får lov til at afslutte deres uddannelse »på en ordentlig måde« på linje med studenterne.

»Det giver dem følelsen af, at de faktisk er mindre værd. Vi har haft den ene regering efter den anden, som har opfordret flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Og så er det alligevel dem, der kommer sidst – igen,« siger Lars Kunov.

Direktør på Hotel- og Restaurantskolen i København, Anne-Birgitte Agger, kalder regeringens prioritering for »uddannelsessnobberi«. Skolen har både erhvervsskoleelever og HTX-elever, men det er kun eleverne på HTX, som er et naturvidenskabeligt gymnasium, der kan møde op onsdag. Erhvervsskoleeleverne må altså fortsat blive hjemme.

»Det er rigtig uretfærdigt, at dem, man genåbner for, er gymnasieeleverne og ikke vores elever. Det er uddannelsessnobberi af værste art, hvis vi ikke bliver stillet lige med 3. g’erne,« siger hun.

Som det ser ud nu, betyder det, at der på Hotel- og Restaurantskolen er 200 elever, som risikerer at få aflyst deres svendeprøve i de kommende måneder frem til sommer.

Uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, Jens Henrik Thulesen Dahl, undrer sig også over prioriteringen. Fra regeringens side har det nemlig lydt, at det var vigtigt, at alle, der står til at afslutte en ungdomsuddannelse, får mulighed for det, fremhæver han. At det tilsyneladende ikke gælder erhvervsskoleuddannelserne, er derfor ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl problematisk.

»Det lugter af uddannelsessnobberi, og det er ikke acceptabelt. Jeg vil gå til ministeren og høre, hvorfor vi ikke lever op til det, jeg egentlig synes, der blev aftalt. Nemlig at alle de steder, hvor det forsvarligt kunne gennemføres, der skal de her svendeprøver gennemføres,« siger han.

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil understreger i en mail til Information, at regeringen opfordrer erhvervsskolerne til at afholde svendeprøver i det omfang, at det kan lade sig gøre. Hun forholder sig dog ikke til kritikken om, at erhvervsskoleeleverne ikke får lov til at være fysisk til stede på skolerne og modtage undervisning op til deres afsluttende eksamen. 

»Intet ligger mig fjernere end uddannelsessnobberi. På erhvervsuddannelsesområdet har det vigtigste for regeringen været at sikre fleksible rammer om svendeprøverne. Derfor har vi gjort det klart, at skolerne så vidt muligt skal bestræbe sig på at afholde svendeprøver. Vi har også udstyret dem med muligheden for at udstede administrative svendebeviser,« lyder det fra ministeren. 

Kræver fysisk tilstedeværelse

Den enkelte skoleleder på en erhvervsskole kan altså tage en beslutning om at give elever lov til at tage selve svendeprøven på skolen, selv om der fortsat skal være fjernundervisning. Men det er ifølge Lars Kunov »et stort ansvar og beslutning, der lægger op imod pres fra flere sider«, som politikerne lægger over på den enkelte skoleleder.

»Imens har man på gymnasieområdet valgt at træffe en regeringsbeslutning. Jeg synes, at det er underligt, at man ikke kan tage den samme beslutning i forhold til eleverne, der skal til svendeprøve,« siger Lars Kunov.

Anne-Birgitte Agger hæfter sig også ved, at det ser ud til, at eleverne kan møde op på skolen for at tage det, hun kalder en »nødprøve«. Men hun forklarer samtidig, at det er afgørende for eleverne at kunne forberede sig op til deres afsluttende svendeprøve – og det kan man ikke klare digitalt, mener hun.

»Hvis vi ikke må forberede dem til det på skolerne, så vil de færreste få noget godt ud af den svendeprøve. Indtil videre er meldingen, at vi ikke må tage dem ind til forberedelse, og så nytter det ikke rigtig noget,« siger hun.

De fremhæver begge to, at erhvervsuddannelserne i forvejen er særligt hårdt ramt af at skulle gennemføre virtuel undervisning. Anne-Birgitte Agger fortæller, at de har forsøgt at fremrykke al den teori, de kan, for deres elever, men at de ikke længere kan stå inde for det faglige niveau, når deres elever ikke kan møde op og gennemføre den praktiske undervisning.

»Vi har skubbet alt mulig teori frem, men jeg har ikke mere at skubbe. Man kan ikke lære at blive en kok ved at sidde ved en computer. Så vi er der nu, hvor de er nødsaget til at sige, at deres uddannelse bliver forlænget. Ellers får vi en årgang af unge, som ikke får en ordentlig uddannelse,« siger hun.

De praktiske uddannelser »er løbet tør« for meningsfuld virtuel undervisning, medgiver Lars Kunov.

»Det er svært at blive smed uden at prøve at svejse. Og at blive snedker uden at prøve at stå og mærke materialet. Det er vi presset med. Og det, der står allerførst, er så de elever, der er ved at blive færdige. Dem skal vi have ud, og de skal ud at være attraktive.«

Fra den 11. marts gav Undervisningsministeriet mulighed for, at erhvervsskoleelever kan få et såkaldt administrativt svendebrev. Det udstedes i situationer, hvor der er ønske om, at eleven bliver færdig med uddannelsen hurtigst muligt, og når skolen vurderer, at eleven kan bestå prøven.

Lars Kunov mener dog ikke, at de administrative svendebreve er en holdbar løsning.

»Det var fint på det tidspunkt, men nu er vi i en anden situation, hvor man i hvert fald erkender, at studenterne kan komme tilbage. Så må vi også prioritere, at vores elever kan få en ordentlig uddannelse,« siger han.

Han understreger, at mange erhvervsskoleelever skal ud og konkurrere på et marked, hvor et administrativt svendebrev og flere ugers virtuel undervisning ikke er lige så attraktivt. Det viser nemlig ikke deres håndværksmæssige færdigheder.

»Man kan frygte, at der kommer en stemplet overgang, hvor man har fået den her discount-svendeprøve. Det er alt andet lige ikke godt."

Anne-Birgitte Agger forklarer, at det ikke er en mulighed på Hotel- og Restaurantskolen at udstede et administrativt svendebrev.

»Håndværk har ikke noget med administration at gøre, og disse elever har op til svendeprøven og de seneste ti uger på skolen haft en lang periode hos mester, hvor de forhåbentlig har udviklet sig rigtig meget, og vi kan derfor ikke vurdere deres faktiske kunnen,« siger hun.

Endelig har nogle elever mulighed for at komme op til en digital svendeprøve. Men det er langtfra alle fag, hvor det kan lade sig gøre. Anne-Birgitte Agger oplyser, at Hotel- og Restaurantskolen tilbyder digitale svendeprøver for receptionisterne. Men det giver ifølge hende ikke mening at tilbyde det til eksempelvis kokkene, tjenerne eller ernæringsassistenterne.

»Man kan hverken smage de fem grundsmage, teste sprødhed og konsistens eller se færdighederne i køkkenet digitalt,« siger hun og fortsætter.

»Hverken os som skole eller vores faglige udvalg kan godkendte det.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er næsten lidt perverst at iagttage hvordan små børn og pædagoger/skolelærere, og naturligvis kommunerne, stilles i en helt bizart overudfordrede situation med denne genoplukning, som både er for kort varslet og her et helt urealistisk sigte. Artiklen, som Egelund ovenfor henviser til, er blot én blandt et hav af fagindlæg, indlæg fra forældre og andre interessegrupper - og selvom antallet af artikler, opråb og partsindlæg ikke i sig selv dokumenterer at den er gal, er det ganske enkelt hovedrystende at stifte bekendtskab med de voldsomme logistiske, sociale, psykologiske og ressourcemæssige udfordringer, man kyler i hovedet på dem, det handler om. Ekstremt arrogant og uansvarligt. Og misbrug af kommunale ressourcer, igen-igen-igen.

Eva Schwanenflügel og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Nej. Det er ikke "uddannelsessnob", De gymnasiale elever er ikke færdiguddannet med deres afsluttende eksamen til sommer. Men de skal bruge den til at sørge ind på de videregående uddannelser, hvor eksamens gennemsnittet er afgørende.

Erhvervsskolerne er færdiguddannede med deres svendeprøve. En svendeprøve som får påtegnet bestået. Der fremgår ingen karakter af svendeprøven.

Så det har absolut intet med "uddannelsessnop" at gøre.

Det er måske ikke uddannelsessnobberi, men hvad er det så???
Og nej, gymnasieelevernes eksamen er ikke vigtigere, den er et skridt på vejen frem mod et eller andet og her er muligheden for at tage årskarakterer med sig. Jeg går ud fra, at det ikke blot til eksamen, der sker noget, men hele året.
Som der nævnes i artiklen er det svært at være på skole og lære det praktiske i forbindelse med at håndværk. Det teoretiske kan nemmere fjernundervises, men husk lige på i den forbindelse, at mange vælger et håndværk fordi det boglige fylder alt for meget i skolen og for nogle hænger det dem direkte ud af halsen. Så er det ikke ligefrem lettere at skulle klare det selv derhjemme.
Og en svendeprøve, der er afslutningen på din uddannelse, kan ikke kun laves i teorien.
I slutningen af marts blev alle tømrerlærlinge på i hvert tilfælde en håndværkerskole, jeg har kendskab til pr. automatik erklæret udlært uden svendeprøve. Hvis man insisterede på en svendeprøve kunne det lade sig gøre i september, hvilket betød et ½ år mere som lærling og selvfølgelig til lærlingeløn.
Jeg kan hilse og sige, at der var en ung mand der var ked af det, meget skuffet, og vred. Han havde i den grad glædet sig til at lave sit svendestykke. Det fik han så ikke lov til.

Preben Haagensen, erik pedersen, Karsten Aaen, Carsten Mortensen, Thomas Andersen og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Den gymnasielle uddannelsesvej er generelt bare lettere at komme i gennem. Du starter på skole og bum, hvis du ellers kan fagligt, så bliver du færdig efter tre år.

På teknisk skole er vejen brolagt med udfordringer.
du starter på skole og bum, hvis du ellers kan fagligt, så skal du finde en læreplads og kan du ikke det, så er det ofte bare sur røv og din egen skyld.
Resultat: gennemført grundforløb, spild af alles tid og ingen gennemført uddannelse.

Mht. Discount svendebrev, så er det en meget reelt frygt. Personligt har jeg stået med et 12-tal fra et grundforløb, men arbejdsgiverne meddelte at de var de sådan set ligeglade med, for "alle fik sgu alligevel 12 på den skole".

Margit Johansen

Det er skræmmende, at vi har et uddannelsessystem som er så dårligt kørende at den enkelte fagskole ikke har leder-, tanke- og handlekraft til at udvikle måder at give eleverne den beståede svendeprøve. Lad os håbe at krisen ikke bliver værre. eller at værre ting viser sig - mere dødbringende vira - eller miljø- og klimaudfordringer - eller flygtningestrømme eller....

Thomas Jørgensen

@Jeppe Lindholm. det passer ikke få din fakta på plads !. du kan stadig få ,udmærkelsen, bronze, sølv eller guld .Det er rigtig hvis du får under det, så står der bestået .Fordi man ikke vil have mesterne sidder og sortere ud fra det. Ydermere gå man til extra undervisning i værksted og teori efter det 4. skoleforløb som de nu går glip af .Jeg var stolt af min svendeprøve fordi det var en udfordring for en ung mand der gav hår på brystede især bagefter også skidt med at vi ikke måtte leje en åbenvogn nu vi snakker forskelsbehandling .Det er snobberi at du ikke kan anderkende eller sætte dig i deres sted Venlig hilsen murermesteren

Ib Christoffersen

Man kan jo også stille det spørgsmål, har tømrerlærlingen til til at afslutte nu. Det er jo imponerende så mange køkkener og tage der bliver renoveret nu.