Baggrund
Læsetid: 9 min.

De fleste monarker begynder at snuble med årene. For Margrethe er det – med få undtagelser – omvendt

Dronning Margrethe har været legesyg i otte årtier. Hun har med tidsånden og medieudviklingen i ryggen gjort det danske monarki populært. Men hun har også stået i spidsen for et forbrugslystent kongehus med stor trang til at vise sig frem. Og så kan hun ikke helt nære sig politisk – senest med endnu en gang klimafornægtelse
Selv om opbakningen til såvel dronning som monarki er blevet lidt mindre over de seneste 20 år, er dronning Margrethe stadig populær, Her ankommer hun til den årlige nytårskur i januar 2019.

Selv om opbakningen til såvel dronning som monarki er blevet lidt mindre over de seneste 20 år, er dronning Margrethe stadig populær, Her ankommer hun til den årlige nytårskur i januar 2019.

Robin Utrecht

Indland
16. april 2020

Det er godt at være konge, er der nogle, der siger. Og for den sags skyld også dronning. Det skal bare lige ind under huden. Men efter en 10-15 år kører maskinen. Og dronning Margrethe har snart haft fem årtier til at rydde generthed, forfjamskelse og tvivl af vejen.

På overfladen er opgaven ligetil. Regenten skal sikre dynastiets fremtid gennem mindst en arving. Her kunne der allerede siges ’tjek’, inden hun besteg tronen. En konstitutionel monark skal også undgå at skeje mere ud, end at det kan tilgives. Og til sidst skal der plejes omgang med en pokkers masse interessante mennesker uden at genere nogen nævneværdigt.

Det hjælper med lidt finesse, evner og god opdragelse. Det har det danske statsoverhoved haft rigeligt af, selv om hun først blev tronfølger som 13-årig, da en bekymret regering og ikke mindst Margrethes mor, dronning Ingrid, fik udmanøvreret den retmæssige arving. Fætter Ingolf måtte nøjes med at drømme og måske lettelsen.

Om kong Ingolf kunne have gjort det lige så godt eller bedre, ved ingen. Men sammenligner man den danske monarks succes med kollegerne i skandinaviske og europæiske kongehuse, har hun gjort et hæderligt stykke arbejde, hvis det hele skal måles på folkelig opbakning.

Hun har undgået at tvære sin populære ekssvigerdatter Alexandra alt for meget ud, som den britiske dronning Elizabeth gjorde det med Diana. Hun har holdt sig fri af offentlige seksuelle eskapader og alt for sort tale som svenske kong Gustav.

Og den småbestikkelse, der trods alt til tider er blevet berettet om i det danske kongehus, har sammenlignet med belgiske og spanske medlemmer af den royale klub været yderst beskeden.

Snublende monark

De fleste begynder at snuble mere med årene. Og dronning Margrethe falder da også indimellem over egne ben, når hun benægter menneskeskabte klimaforandringer. Eller når hun tillader, at hendes søn bliver medlem af den politisk betændte olympiske komité IOC.

Men langt det meste af tiden er det omvendt med den danske monark. Og når politikere og kongehuseksperter skal forklare hendes succes, udtrykker de sig oftest i tråd med Helle Thorning-Schmidt:

»Dronning Elizabeth har begået mange fejl, blandt andet over for prinsesse Diana. Modsat vores dronning, som aldrig har sat en fod forkert.«

Blå bog

  • Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.
  • Født: 16. april 1940 på Amalienborg.
  • Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.
  • Ægteskab: Gift den 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
  • Prins Henrik døde i 2018.
  • Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.
  • Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger – i alderen syv til 20 år.
  • Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Som det fremgår af stort set samtlige biografier om dronningen, var hun gennem det første årti eller to både nervøs, usikker, ensom og i bogstaveligste forstand snublende. Men hun fortsatte med at åbne mere og mere for offentligheden, i takt med at selvtilliden steg.

I begyndelsen inspireret af sin mor, der havde indledt øvelsen, mens Margrethe stadig var barn. Men senere blev det først og fremmest med Hans Sølvhøj ved roret som hofmarskal, at det danske kongehus for alvor blev vitaliseret.

Han havde baggrund som både kulturminister og generaldirektør i Danmarks Radio. Da Sølvhøj forlod Det Gule Palæ i 1989, var det danske kongehus kørt i stilling til den nye medievirkelighed, som skulle sikre institutionen dens voksende popularitet.

Hendes far, Frederik IX havde ellers efterladt noget af et håndværkertilbud. Da han døde i 1972, var der ifølge en gallupmåling i Berlingske Tidende stort set lige så mange republikanere som royalister.

Når det skulle forklares, var det ikke den gamle konges skyld. Det var den oprørske tidsånd. Dermed er det nok heller ikke alene Margrethes fortjeneste, at der stadig er rundt regnet tre fjerdedele af danskerne, der foretrækker en dronning frem for en præsident.

Royality show

Selv om den omskiftelige tidsånd er knap så antiautoritær som oven på ungdomsoprøret, skal hovedårsagen til opbakningen bag den danske dronnings håndtering af monarkiet søges i medieudviklingen.

Hvor kongehuset før kunne vende kanonerne mod befolkningen, kan de royale med vor tids mediekanoner kun more undersåtterne til døde.

Med TV 2 var det slut med DR’s monopol i 1988. Op gennem 90’erne og yderligere accelereret efter årtusindskiftet blev det royale stof en stærk konkurrenceparameter i kampen om seerne.

Samtidig migrerede det såkaldte kongestof fra sine gamle reservater i ugepressen, tabloidmedierne og Berlingske Tidende ud over stort set alle andre medieplatforme. Internettet og de digitale medier hældte herefter masser af benzin på bålet. Og ud af flammerne opstod det royality show, som har fyldt mere og mere de senere år.

Det var godt for tilslutningen til kongehuset, som hen mod slutningen af 90’erne sneg sig op på en 80-90 procent. Herefter er det stødt og roligt veget. Medietrykket har skærpet befolkningens opmærksomhed. Og fra 2000’erne er der også kommet lidt mere kritisk journalistik til.

Bernadotten i Margrethe

Men selv om opbakningen til såvel dronning som monarki er blevet lidt mindre over de seneste 20 år, er Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid stadig populær, og det ville være forkert at skære dronningens karakter og personlighed ud af den ligning.

Det nuværende danske kongehus blev installeret med velsignelse af den russiske zar i 1863. Glücksburgerne, en tysk fyrstefamilie, tog over efter oldenborgerne, der havde huseret siden 1448.

De fleste af glücksburgerne var nogle stive officerstyper. Men Margrethes far giftede sig med en svensk Bernadotte. De havde ry for at være legesyge og modnedes tidligst, når de havde rundet en 40-50 år, som det forklares i Jens Andersens biografi ’M – 40 år på tronen’.

Ifølge flere, der har været tæt på majestæten, kan Margrethe på enkelte dårlige dage selv være lidt af en stivstikker og utilnærmelig. Men de fleste er også enige om, at det lyse barnlige svenske blod flyder meget lettere i hende.

Og alle, der har set og hørt dronningen fortælle om de mangeartede ting, der optager hende, kan ikke undgå at få øje på det umiddelbare, nysgerrige og, ja, legesyge i hendes væsen. Noget, der næppe forsvinder, før hun, som hun selv formulerer det, falder af pinden.

Det er nok også her, man skal lede efter hendes veludviklede sans for at hive mening ud af det danske sprogs gemmesteder. For ikke at tale om de mange hobbyer og kunstneriske udfoldelser, der har sneget sig ind i den kongelige hverdag med tiden. Utallige gange har undersåtterne kunnet kigge hende over skulderen som scenograf, bispekåbesnedker, maler og en hel del mere.

Storforbrug

Det gælder også hendes rolle som øverste ansvarlige uddeler af den tungeste sociale kapital i kongeriget. Det er med retten til at hænge de heftigste ordener på undersåtterne og udstyre en ny overklasse med fornemme titler og farvestrålende uniformer, at hun faktisk kan udøve og distribuere symbolsk magt og social kapital.

Her har hun sammen med sin afdøde mand udvidet paletten – ofte til gengæld for milde gaver, der er regnet ned over den lille familie på Amalienborg og har udvidet lommepengene, oplevelser og husgeråd et pænt stykke ud over apanagen.

Det er alt sammen sket på Margrethes vagt og illustreres måske bedst ved hendes valg af gravminde sammenlignet med forgængernes. Det er Bjørn Nørgaard, der har skabt ’Sarkofag’, som skal stå over Margrethes afsjælede legeme i Roskilde Domkirke.

Vittige sjæle har sammenlignet kunstværket til omkring 30 millioner kroner med den navnkundige transvestit Dame Ednas brilleetui.

Selv skriver dronning Margrethe i forordet til det voluminøse trebindsværk, Danske Kongegrave fra 2014:

»De fleste gravminder for danske konger og dronninger har en rig symbolik og fortællende dekoration. De yder et væld af oplysninger om Danmarks historie. De kongelige gravmæler og gravmonumenter er præget af vekslende holdninger til tro, kongemagt og fædreland, men de afspejler ligeledes bredt den historiske udvikling gennem deres skiftende politiske, sociale og kunstneriske udtryk.«

Hvis majestætens analyse står til troende, er kongehuset notorisk blevet mere opulent, materiel og overfladisk.

Til sammenligning var Christian X og frue mindre fordringsfulde. Selv om de havde valgt en af landets fremmeste designere, Kaare Klint, holdt de sig til et par massive granitkister, der i nutidspriser kun kostede en tredjedel.

Frederik IX var også mere tilbageholdende, og familien understregede det ved at få anbragt et fint stort anker i granit som sømandskongens gravmæle – det »storslåede afløses af det mere uprætentiøse og beskedne«, som der står i bogen.

Jesus og Frodo

Majestæten har foruden en kunstnerisk side også en spirituel. Og er der to figurer, der har haft betydning for Margrethe, er det Jesus fra Nazareth og Frodo fra Herredet.

Hun har illustreret Tolkiens lille helt med de hårede fødder, Frodo Baggins, rejse i Ringenes Herre. Og den opgave var stærkt medvirkende til, at hun turde folde sig ud i rollen som både udøvende og udstillende kunstner.

Som kronprinsesse var M – som hun ofte har signeret sine værker – ikke videre religiøs. Men hvor prins Henrik forblev ateist, kaldte udnævnelsen til regent hans kone længere og længere over i den religiøse lejr.

Hun holdt ikke okkulte messer – som Ekstra Bladet antydede – men hun begyndte at omgive sig med biskopper, teologer og præster, hvor hun fik lagt såvel akademisk som spirituel fernis på sin stadig stærkere tilknytning til treenigheden.

Som hun selv har udtrykt det i 1991 til forfatter Thorkild Hansen i et interview i Berlingske Tidende: »Da min far døde, erfarede jeg, hvilket tungt ansvar der blev lagt på mine skuldre. Hvor skulle jeg hente hjælp? Jeg fandt intet fra nogen menneskelig side. I min nød søgte jeg Gud, jeg vendte mig til ham med brændende bønner.«

Det er blandt andet i dronningens stærke forhold til skaberen, at man kan søge forklaringen på, at dronningen aldrig kommer til at abdicere. Hun er indsat af Gud. Og hun har pligt til at vedligeholde blodkulten.

Overgangsritualet er efter ældgammel tradition afgørende. Det kræver en død krop på alteret, hvis blodet skal flyde videre til en eventuel kong Frederik X. Alt sammen efter vorherres vilje og med den lille bistre ørkenguds velsignelse. Den eneste danske konge, der er abdiceret frivilligt, er Erik Lam, der regerede 1137-1146.

Klimafornægter

Der er endog lige en sidste enkel regel, en konstitutionel monark skal overholde: ikke et ord om politik.

Her har dronning Margrethe indimellem haft svært ved at nære sig. I begyndelsen af regeringstiden ved ikke at omfavne feminismen helt så hedt, som den tids feminister gerne havde set det. Her var hun som i så meget andet konservativ.

Undervejs med en meget indvandrervenlig tone – et emne, der blev taget op i omtrent hver eneste nytårstale i 80’erne. Det fik ofte DF’s to hidsige præster til rase mod monarken, som også gennem senere taler og interview vel nærmest kunne gå for at være både liberal og radikal.

Men senest og mest kontroversielt, hvor hun i et fødselsdagsinterview i Politiken gentog sin fornægtelse af menneskeskabte klimaforandringer. Når det gælder tidens vigtigste politiske spørgsmål, står hun efterhånden ganske alene med den yderste danske højrefløj. I 2011 slog dronningen også fast, at »man ikke kan lave om på klimaet, når det laver sig selv om. Det må man se i øjnene«.

Det var en lidt mere krads omgang, idet ordene faldt efter en tur til Grønland, hvor majestæten var blevet sat grundigt ind i de effekter, menneskeskabte klimaforandringer havde på klimaet og in casu hendes ellers højt værdsatte nordligst beliggende medlem af Rigsfællesskabet. Når det gælder klima, har befolkningen for længst efterladt monarken på perronen.

Denne blandede pose viser, at det er svært at undgå det politiske. Til gengæld er det umuligt ikke at lade sig udnytte politisk. Og hvad det sidste angår står M for magtesløs.

Opgaven er måske ikke helt så enkel. Og den og dilemmaerne har M vel – alt taget i betragtning – klaret ganske godt i snart fem årtier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John S. Hansen

Lad os få afskaffet den, mildest talt, upassende anakonisme, som monarkiet er, en gang for alle!

Mogens Holme, Hanne Ribens, Søren Bro, jens christian jacobsen, Martin Rønnow Klarlund, Thomas Jørgensen, Kristian Jensen, Jesper Sano Højdal, Jens Winther, Susanne Kaspersen, Elisabeth From og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Rasmus Nielsen

Kan I huske dengang hun i en nytårstale talte om at vi alle skulle udvise mådehold, mens hun har tre slotte, sit eget private skib og forbruger en årlig apanage på 80 mio. kr. hykleriet vil ingen ende tage, mens medierne og såkaldte eksperter kun kan tale om hvor fantastisk hun er!

Bjarne Bisgaard Jensen, Klaus Lundahl Engelholt, Mogens Holme, Hanne Ribens, Martin Sørensen, Søren Bro, Thomas Jørgensen, Susanne Kaspersen og Kristian Jensen anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Det er surt at betale sit skattesmæk, når man ser hvad pengene bliver brugt på. Hvorfor skal jeg betale for at Kongehuset kan holde fest for de rigeste og mest magtfulde i Danmark, kan de ikke bare betale for sig selv? HKH er jo ikke en dronning af folket. En gang imellem kommer der godt nok en fjollet udtalelse om hvordan vi er som danskere, men Hendes Majesæt kender jo ingen almindelige danskere. Hun har måske set os på fjernsyn, men tæller det? Hvorfor skal de have snablen dybt nede i vore lommer. Jeg forstår det ikke. Kunne de ikke bare sælge billetter til nytårstafflen og alle de andre over overdådigheder de arrangerer, sådan at alle pingerne der gerne vil mænge sig, selv kunne betale prisen?

Klaus Lundahl Engelholt, Mogens Holme, Hanne Ribens, Martin Sørensen, Søren Bro og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Vi kunne vel afskaffe monarkiet i en prøveperiode og se, hvordan det går uden? Så kunne man indføre det igen. Naturligvis på demokratisk vis, hvor det ved folkeafstemning besluttes, hvem der skal videreføre monarkiet. Lever Margrethe til den tid, kunne det være hende. Det kunne også være Frederik. Eller en af de andre tronfølgere, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Kai Birk Nielsen

Tak for 80 år, men nu må kongehuset give plads til et virkeligt demokrati, hvor alle personer er underlagt almindelig lov, hvor ingen fødes som de udvalgte.
Kai Birk Nielsen

Klaus Lundahl Engelholt, Hanne Ribens og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Anders Jørgensen

Ja det danske kongehus tårner sig jo næsten ind i himmelen, i hvertfald hvis man spørger visse royalister, og som modstander af det danske kongehus har man intet valg, derfor et frisk borgerforslag herfra:

Det burde være muligt for den enkelte dansker, at kunne melde sig ud af betalingen til kongehuset, ligesom det er med kirkeskatten til folkekirken. Så ville dem der synes, at de kongelige agerer så fantastisk hele tiden, også kunne få lov, at betale for hele herligheden selv.

Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Peter Høivang, Mogens Holme, Hanne Ribens, Hans Larsen, Martin Sørensen og Søren Bro anbefalede denne kommentar

»Men de fleste er også enige om, at det lyse barnlige svenske blod flyder meget lettere i hende.«
Så oprandt da den dag, hvor man skulle læse den slags sludder i Informatíon!
For øvrigt modnedes dronningemoderen vist aldrig helt. Bent Haller kan fra sin tid i Livgarden berette, hvordan fruen skjult bag sine gardiner brugte mange af sine ledige stunder (og dem var der åbenbart rigeligt af) til at belure garderne for straaaks at ringe til vagtmesteren for at melde selv den mindste overtrædelse af reglementet.

Kent Nørregaard

Lad hende beholde én adresse, én butler (der må kalde hende du) og DRs sendeflade til nytårstalen indtil hun dør. Amalienborg kan herefter blive galleri, museum (med lagkagehuset i underetagen) eller en lækker indendørs scene til en genskabelse af hund og hund imellem (med bubber og et brugt plaster som værter).