Hastelove er kun en ekstrem udgave af den nye normal i dansk politik

Den gode nyhed er, at kæden endnu ikke er hoppet af i Danmark. Selv om afstemningerne i disse dage sker i al hast, så godkendes alle love fortsat af et flertal i Folketinget, og alle ministerielle bekendtgørelser har trods alt også stadig hjemmel i lovgivning.

Det danske folkestyre er derfor ikke på vej mod ungarske tilstande, hvor premierminister Viktor Orbán i den forgangne uge udnyttede coronakrisen til at suspendere parlamentet og give sig selv nødretsbeføjelser til at regere EU-landet pr. dekret. Kritikere kan tilmed smides i kachotten.

Den dårlige nyhed er imidlertid, at tendensen også her i Danmark bevæger sig i retning af mindre indflydelse til Folketingets medlemmer og mere og mere enevældig magt til ministrene og deres håndgangne rådgivere. Beføjelserne svulmer i magtens korridorer.

Fire professorer har netop udgivet den tankevækkende bog Når embedsmænd lovgiver, hvor de dokumenterer, at der i de senere år er sket et afgørende skred, som synes at kulminere i disse dage.

De akutte coronahastelove, der særligt giver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vidtgående beføjelser, og reelt gør ham til en af de mest magtfulde ministre i danmarkshistorien, er kun en ekstrem udgave af en mere generel tendens, hvor Folketinget i praksis køres ud på et sidespor:

»Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem, må vi som udgangspunkt sige,« udtaler Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet, til Berlingske.

Mickey Mouse-parlament

Konkret har han sammen med sine tre professorkolleger Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen og Helene Helboe Pedersen undersøgt, hvordan Danmark i stigende grad styres ved hjælp af bekendtgørelser, som vel at mærke ikke skal igennem den samme parlamentariske behandling og forhandling som egentlig lovgivning.

Fra 1990 til 2018 er antallet af bekendtgørelser vokset med 55 procent, og målt på ord er omfanget af bekendtgørelser steget med hele 300 procent. Til sammenligning er antallet af nye love steget med blot 21 procent. Beføjelserne til at afgøre, hvad der er ret og rimeligt, forskydes således fra folketingssalen til regeringskontorerne.

Alene i de seneste uger har S-regeringen eksempelvis givet sig selv over 40 nye bemyndigelser i forbindelse med lovgivningen i kampen mod corona:

»Vi ser lige nu en ekstrem udgave af den udvikling, vi beskriver,« siger Jørgen Grønnegård Christensen til Berlingske og fortsætter.

»Alle de indgreb, som er lavet indtil nu under den aktuelle krisesituation, er baseret på to ting: Nemlig at regeringen får nogle bemyndigelser, som er meget, meget vidtgående, og at man først efterfølgende får dem ratificeret af partierne for eksempel i kredsen af partiledere.«

Professorernes kortlægning af de gradvise forskydninger i de reelle magtstrukturer er bestilt af Folketingets præsidium forrige år, og selve bogudgivelsen kan derfor ses som en del af en løbende magtkamp mellem netop Folketinget og regeringen, mellem den lovgivende og den udøvende magtfunktion. Daværende formand for Folketinget, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, var bekymret for, at ministrene i stigende grad træffer beslutninger hen over hovedet på de folkevalgte. Frygten bliver bekræftet.

Professorerne understreger, at embedsapparatet er blevet styrket og dermed er langt bedre end tidligere til at kunne håndtere komplekse beslutningsforløb, men de konkluderer samtidig, at »de effektive beslutnings- og forhandlingsprocedurer fjerner os et godt stykke fra de forestillinger om god regeringsførelse, der ligger bag den parlamentariske styringskædes ideal«.

Statsmagten er kort sagt blevet styrket på bekostning af demokratiet, og lang tid før udbruddet af coronapandemien har ministrene i første omgang suget initiativet ud af Folketinget og i anden omgang videredelegeret de udvidede magtbeføjelser til embedsapparatet.

Mørkelygten blinker

Fortrængningen af Folketinget betyder, at princippet om checks and balances mellem den lovgivende og den udøvende magtfunktion nu svækkes yderligere her i Danmark: Dag for dag får de folkevalgte sværere ved at kontrollere, hvad regeringen foretager sig.

Den eksplosive vækst i antallet af bekendtgørelser, og altså dermed embedsværkets beføjelser til at kunne regere på egen hånd, har samtidig gjort beslutningsprocesserne mere dunkle, skumle og labyrintiske.

Hvor love og regler tidligere blev skabt i en formaliseret proces med blandt andet lovforberedende udvalg – og hvor det dermed var åbent, hvem der øvede indflydelse på beslutningerne – er det i dag blevet gådefuldt, uigennemskueligt og helt uformaliseret, hvem der egentlig udøver indflydelse på embedsmændenes forvaltningsmagt.

Som de fire professorer skriver i konklusionen i deres nye bog, så er »spørgsmålet, om først folketingsflertallets partier kan stole på ministrene, og dernæst om ministrene kan stole på embedsmændene, når en politik skal sættes i lovform«.

På bagvendt vis er Danmark således ved at få en politisk styrekæde, hvor parlamentarisk kontrol er godt, men hvor tillid til myndighederne er bedre. Efterhånden må borgere og folkevalgte forlade sig på at have mere eller mindre blind tillid til, at ministrene og embedsmændene selv vælger at regere til alles bedste.

I praksis er det nemlig umuligt at gennemlyse, hvem der reelt bestemmer, hvordan bekendtgørelser udformes og forvaltes, og ofte viser det sig, at private lobbyfirmaer kan blive inviteret dybt ind i beslutningsprocesserne på vegne af forskellige pengeinteresser. Via bagdøren har lobbyismen kronede dage.

Senest er det blevet afsløret, at det kontroversielle konsulenthus McKinsey lige nu sidder med til møderne i Den nationale operative stab (NOST), hvor blandt andet Rigspolitiet og Forsvarets Efterretningstjeneste koordinerer håndteringen af coronakrisen. Også i utallige andre tilfælde er det i dag ansigtsløse lobbyister, som har overtaget den rolle, som tidligere blev udfyldt af partiernes ordførere, uafhængige eksperter eller repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.

Magten siver fra Folketinget. Selv om statsminister Mette Frederiksen (S) ikke kan regere pr. dekret, har hun i de seneste uger accelereret en proces, hvor de folkevalgte i stigende grad hægtes af. Nu kan S-regeringen selv vælge, hvem de vil lade få reel indflydelse, og i netop dette tilfælde er valget altså interessant nok faldet på konsulenthuset McKinsey. Igen.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.