Læsetid: 8 min.

Historiker bag ny koldkrigsbog: Man skal forske, som om man ikke kender resultatet af historien

Kan man skrive om Den Kolde Krig uden at tage hensyn til, at den endte med Sovjetunionens sammenbrud? Ja, det kan man, og det er er man nødt til, siger professor emeritus Poul Villaume, der har beskrevet perioden frem til 1961 i første bind af en ny koldkrigshistorie. Bogen er blevet kritiseret for at være for sovjetvenlig
Fra toppen af Lenin-mausolæet overværede den daværende sovjetiske førstesekretær Nikita Khrusjtjov 1. maj-paraden i 1960 rulle hen over Den Røde Plads i Moskva, da han blev orienteret om, at det nu var lykkedes for USSR at nedskyde et amerikansk spionfly.

Fra toppen af Lenin-mausolæet overværede den daværende sovjetiske førstesekretær Nikita Khrusjtjov 1. maj-paraden i 1960 rulle hen over Den Røde Plads i Moskva, da han blev orienteret om, at det nu var lykkedes for USSR at nedskyde et amerikansk spionfly.

Getty Images

28. april 2020

Det var i 1960, mens den daværende sovjetiske førstesekretær Nikita Khrusjtjov fra toppen af Lenin-mausolæet overværede 1. maj-paraden rulle hen over Den Røde Plads i Moskva, at han blev orienteret om, at det nu var lykkedes for USSR at nedskyde et amerikansk spionfly.

I en højde af 20 kilometer havde amerikanerne i dybeste hemmelighed i årevis ulovligt krænket det sovjetiske luftrum med deres overvågningsfly ved navn U2. Sovjetmagten havde ikke evnet at få ram på dem. Indtil nu.

Nedskydningen ændrede for en tid det politiske styrkeforhold mellem øst og vest. Khrusjtjov forlangte en undskyldning for overvågningen, men den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower nægtede, at amerikanerne overhovedet gennemførte den slags spionflyvninger.

Da russerne så kunne fremvise både flyvraget og U2-piloten, blev Eisenhower ydmyget – men nægtede fortsat at undskylde.

Episoden medførte i løbet af to hektiske uger, at et vindue med udsigt til afspænding og en mere fredelig verden, som langsomt var blevet åbnet i slutningen af 1950’erne, hurtigt blev smækket i.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Olaf Tehrani
  • Poul Damgaard
  • Dorte Schmidt-Nielsen
  • Per Klüver
  • Christian Mondrup
  • Ib Gram-Jensen
  • David Zennaro
  • Palle Yndal-Olsen
  • Ole Arne Sejersen
  • Michael Svennevig
  • Johnny Christiansen
Anders Graae, Olaf Tehrani, Poul Damgaard, Dorte Schmidt-Nielsen, Per Klüver, Christian Mondrup, Ib Gram-Jensen, David Zennaro, Palle Yndal-Olsen, Ole Arne Sejersen, Michael Svennevig og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Lundkvist

Jeg har læst Villaume's bog og kan varmt anbefale den.

Faktisk er den lidt for afbalanceret ved at give øst og vest samme ansvar for kaprustningen. Bevismaterialet tyder dog på, at USA var meget mere aggressivt end Sovjet i oprustningen og igen og igen saboterede nedrustningsforhandlinger.

Når vi taler om den Kolde Krig, tænker de fleste på Europa og jerntæppet, men bogens store styrke er at dens perspektiv er globalt (som undertitlen siger). Og her var det gennemgående mønster at USA støttede diktaturer i Asien (Sydkorea, Vietnam,Taiwan, Thailand, Indonesien, Iran, Pakistan etc.) og Latinamerika, mens Sovjet støttede nationale befrielsesbevægelser.

I Europa stod Sovjet for undertrykkelse og USA for frihed og demokrati. Globalt forholdt det sig snarere omvendt. Det gør Villaume klart, om end han ikke siger det med så mange ord. Den 'afsløring' er nok en vigtig grund til det store raseri i Bluednikow's anmaldelse i Berlingske.

Mogens Holme, Olaf Tehrani, Bent Gregersen, Steen K Petersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
reza alimooti

” Man skal forske, som om man ikke kender resultatet af historien!”
Det minder mig om da Cobra forsøgte at male som om, de var børn. Der kom mange eksperimentale kunst ud af det. Men det var og endte med som et tankeeksperiment på lærde. Hvis man antager, at historie er en form for videnskab, så er ideen meningsløs. Om man vil lege med ideen, er der ingen, der kan forhindre en. Spørgsmålet er hvad eksperimentet kan brugs til. Tjæh?!
Man kunne måske starte med at forestille sig, at man kun kendte ½ del af historiens resultater. Det kunne være meget sjovt at prøve, hvis man har mange forskningsmidler til rådighed. Og så kunne man måske kalde det ”eksperimentalt historie skrivning”. Ironi kan forekomme.

reza alimooti

Sikken masse forvrøvlede snak om støtte til befrielsesbevægelser. Nu kender jeg helt tilfældigt til Sovjets interesser i Mellemøsten og i særlig grad Iran. Når man snakker om Sovjets ”støtte”, enten fordi man er naiv, eller fordi man vil fremme sovjetiske interesser. Sovjetunion og USA havde kapløb i alt og alle sammenhæng.
Hvis man kendte en lille smule til ”Toudeh partis” triste historie i Iran, så havde man ikke snakket om Sovjets ”støtte til befrielsesbevægelser”. Men sådan er det så meget.

Anders Lundkvist

Reza, du kender sikkert mere til Iran end jeg gør.
Jeg tænker på Sovjets (og Cubas) støtte til befrielsesbevægelderne i Latinamerika (fx sandinisterne i Nicaragua) og Afrika (Angola, ANF i Sydafrika, Algeriet, Congo/Zaire)

reza alimooti

@Anders fortællingen er ens over hele linjen om det Chile, Spanien eller Marokko. I min ungdom har jeg været i kontakt med den slags. På persisk har vi et mundhælde, der lyder således: at opleve noget er ikke det samme som at høre om det.