Læsetid: 6 min.

Økonomer: Første genåbningsskridt har lille effekt på økonomien – men fornuftigt at gå forsigtigt frem

Det kan øge produktiviteten, når forældre igen kan sende deres børn i skole og institution, men den store samfundsøkonomiske effekt udebliver, lyder det fra økonomer. Det er dog fornuftigt at gå forsigtigt frem, og i sidste ende bør sundhedshensyn veje tungest, understreger de – også af hensyn til økonomien
Det er svært at få sat gang i økonomien igen, hvis man ikke sørger for, at forældre kan få passet deres børn, når de skal arbejde.

Det er svært at få sat gang i økonomien igen, hvis man ikke sørger for, at forældre kan få passet deres børn, når de skal arbejde.

Thomas Lekfeldt

9. april 2020

Det er et lille skridt i den rigtige retning mod at genoprette økonomien, når skoler og daginstitutioner åbner igen efter påske. Det vil nemlig øge produktiviteten i samfundet, at forældre ikke længere skal passe deres mindste børn hjemmefra.

Det slår økonomer fast, efter Mette Frederiksen (S) mandag fremlagde regeringens første tiltag i en genåbningsstrategi. Den indebærer, at børnehaver og vuggestuer samt skoleklasser til og med 5. klasse åbner igen den 15. april.

»Det betyder noget for økonomien, at man tog det her usædvanlige skridt at lukke børneinstitutioner. Der er masser af arbejdspladser, som ikke fungerer så effektivt nu,« forklarer overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard.

Han understreger, at det er svært at afgøre, præcis hvad effekten af skolelukningerne har haft på økonomien.

»Men der ér en effekt,« siger han.

Han bakkes op af en lang række økonomer, herunder Torben M. Andersen, der er tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg er lidt skeptisk overfor de scenarier med 277, 327 og 434. Jeg havde forventet et tal menneske ville have afrundet mindst det sidste ciffer, for at afspejle usikkerheden i prognosen?

Niels Bent Johansen

@henrik
Det har du ret i, og så er tallene enda kun 50% fraktilen, det havde været bedreat angive 90% konfidensintervallet

Helle Walther

Man skal jo starte et sted. Hvis man havde taget step to, lukke erhvervslivet op, hvem skulle så passe alle børnene, mens forældrene passede deres arbejde. En nødløsning, ja men det er jo kun nød, ikke hverdag. Hvordan reagerer forældre, når der er andre sygdomme, der smitter, røde hunde, influenza, kighoste. Børn er jo i risiko zone hele tiden, men de fleste får opbygget et immunforsvar med tiden. Jeg tror, det er fornuftigt med forsigtig start og så bygge videre.
Hvis noget går galt, er det MF der skal tage hele skraldet, så vasker de blå partier deres hænder og så vil det lyde, nu må vi stramme livremmen ind osv. osv. Når næste fase kommer vil partierne blive inddrage og så kan det blive problematisk fordi interesserne er så forskellige, så er samfundssind pludselig noget der var, ikke er, mere, for man skal jo profilere sig. Demokratiet skal man passe på, og jeg synes regeringen har været meget åbne og oplyst og informeret. Men de øvrige partier vil også have indflydelse, forståeligt, men vil de tage ansvaret på sig, hvis ballonen revner,

Anina Weber, Lars Hansen, Viggo Okholm, Christian Birk og Nette Skov anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Niels Bent Johansen

Vi må bare håbe og bede til, at det er en fodfejl i formidlingen, og ikke fordi analysen der ligger til grund for måske den mest økonomisk vidtrækkende beslutning i danmarkshistorien, er lavet af en gymnasieelev der har sine tanker ude i det spirende forår.

Der mangler total en vurdering af hvad max kapaciteten er på hospitalerne, det ligger ligesom det underforstået er de 925 respiratorer. Så er vi jo pænt under max kapacitet. Hvis vi havde eller får 5000 respiratorer, er det så max kapacitet?. Men er det i virkeligheden andre faktorer eller ressourcer der begrænser kapaciteten som læger, sygeplejersker, værnemidler eller noget tredje. Der skal jo også være ressourcer til en lang periode

Torben K L Jensen

Måske er det så simpelt at de gerne vil have del i æren hvis det lykkes og hvis ikke kan de så sige "Hvad sagde vi" - mage til hykleri skal man lede længe efter.

Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Rikke Nielsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Christian Birk

De gamle hanelefanter i blå blok tramper og stamper i øjeblikket. Mette Frederiksen har vist lederskab.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Anina Weber og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg har meget svært ved at se, hvordan man kan genåbne samfundet uden at starte med at åbne skoler og institutioner. Nogen skal jo passe børnene, og man kan ikke i ramme alvor mene, at det skal være bedsteforældrene? De vil jo ofte have en alder, der gør det risikabelt for dem at blive smittet. Diskussionen må mere gå på, om man har åbnet tilstrækkeligt. F.eks. har jeg personligt svært ved at se, hvilken nytte det gør, at indkøbscentre holder lukket, og at der er grænsekontrol på Øresundsbroen samt ved den dansk-tyske grænse.

Klaus Jespersen

Dette er udelukkende en historie. Den skal ikke overfortolkes, og den er ikke sandfærdig, men kun tænkt til at vække tanker om det begreb, der hedder "case fatality", som man har valgt at bruge i statistikkerne i medierne og som bruges til at danne politik.

---
Der var engang en kærlighedsvirus. Den var ekstremt smitsom, men helt uskadelig.
Man opdagede den først i nogle mennesker, men da havde den allerede spredt sig til mange andre, og man kunne ikke inddæmme den. Ligesom mange andre vira udbredte kærlighedsvirus sig nemlig eksponentielt.

Alle medierne og politikerne talte, hvor mange der døde med kærlighedsvirus i sig. De var det store samtaleemne hver dag, og folk blev meget bange. "Nu er død en til der havde kærlighedsvirus i sig". Det var det tal (”case fatality”), man kunne se i medierne og som politikerne handlede på.

Nu var det sådan, at alle mennesker efterhånden havde kærlighedsvirus i sig, og derfor nåede det daglige antal af døde med kærlighedsvirus snart op på næsten alle, der overhovedet døde i det lille land.

Folk var skræmte, og man besluttede sig derfor for at forbyde al kærlighed og kontakt mellem mennesker fremover. Siden da var der aldrig mere kærlighed i samfundet, og alle var sikre.

---
Hjælp med at sprede denne historie så vi kan redde vores civilsamfund. :)

Carsten Mortensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Men, Klaus, det at dø MED en virus udelukker vel ikke at dø AF den der virus, vel? Så uanset hvad statistikere, politiker, epidemiologer og andet godtfolk kan diskutere, så dør der hver dag udsatte borgere MED så meget virus at de dør AF den.
Right?

Aksel Gasbjerg

Man kan ikke åbne, uden samtidig at skrue voldsomt op for tests. I øjeblikket testes under 5.000 om dagen. Ved en åbning bør testtallet være måske 50.000 om dagen for hurtigt at stoppe smittespredning. Savner en udmelding omkring parallelitet mellem åbning og test -strategi fra Sundhedsstyrelsen. I øjeblikket lukker Singapore ned igen efter en yderst forsigtig åbning. Skræmmende.

Jeppe Lindholm

Der er særligt én ting, som skiller denne her coronakrise ud fra andre kriser. Alle kan rammes af den. Ingen er sikker. Heller ikke de økonomiske og politiske magthavere. For en gangs skyld. For en gangs skyld rammes de af deres egne beslutninger på lige fod med alle andre borgere i deres samfund. Ingen kan undslippe. Hvis kun det var bunden af samfundet som blev ramt eller man sædvanen tro kunne betale sig fri var samfundet næppe blevet stillet på hovedet verden over.

En helt ny og uvant situation for verden magthavere at opdage de er lige som alle os andre. Velkommen til.

Jeppe Lindholm

EU har bevilliget billioner til de trængende i EU. Nu er der hjælp til dem som lider. Hjemløse og... Nå nej. Hjælpen er til de bedrestillede, som kunne klare sig i måneder for midler på kistebunden som vores egen Bestseller. Godt navn. Ik.

Arne Albatros Olsen

Kedsomheden har kronede dage, mens tiden og tallene ubønhørligt tikker i baggrunden.

En ny variation af catch 22.

Jeg har tænkt over dette dilemma i dagevis, og efer nogen tids undren fladt mine tanker på
timeout-reglen i håndbold , som en metafor for at fryse tiden.

Som vi alle ved, så er samfundet indrettet efter fælles regler, som dog hele tiden bliver justeret på forskellige måder, alt efter udviklingen og, hvad der derfor er mest hensigtsmæssigt her og nu og fremover, med og uden solnedgangsklausuler.

Fakisk lidt ligesom reglerne i håndboldkampe.

F.eks. blev reglen om timeout blev indført i 1977 ,en regel, der sikre holdene en mulighed for en kort pause, hvor strategien, og den mentale indstilling lige har en mulighed for at blive justeret af begge hold. Tiden sættes i stå.
Den bliver simpelhen frosset med et click på et ur.
Udenfor holdboldarenaen kører den selvfølgelig videre, men kampens tid er stoppet, og bliver først genoptaget, når timeouten er forbi.
Og hvorfor skriver jeg så det. Jo pointen er at reglerne i den virkelighed, vi lever hele tiden kan blive ændret, udfra det simple faktum, at vi kan gøre det efter behag og behov, og derfor gør det.

"Der var engang i en helt særlig håndboldkamp, hvor der for den ene kamps vedkommende blev indført nogle særlige regler i forbindelse med timeout.
Det var kampen mellem hold A og hold B.
Med de nye regler havde hold A et par spillere fritaget fra timeoutreglen.
Dvs. at de spillede videre og scorede et utal af mål i de tomme netmasker hos hold B.
Endvidere skulle hold B efterbetale en vis sum til hold A for hvert mål de var bagud.
Det siger sig selv , at hold A vandt, og hold B efterfølgende fik en stor gæld."

I forbindelse med corona krisen, blev de fleste af os i kraft af helt nye regler, tvungne til at tage en timeout på ubestemt tid. Enhver uberettiget aktivitet udenfor hjemmet regi blev stærkt frarådet, og i andre lande helt forbudt.Tiden blev frosset, vi skulle nu allesammen "fryse".

De allerfleste kunne nu ikke længere arbejde, passer deres forretning eller virksomhed, og var/er afskåret fra kunne tjene de nødvendige penge til dagen og vejen. Men andre steder var tiden slet ikke frosset.

Kalenderen var ikke gået i stå, og tiden tikker videre med rente og rentes rente på vej i mod den 1ste, som om intet var hændt, på vej imod de planlagte tidspunker for betalling af husleje, afdrag på banklån, terminer,ejndomskat og hvad det nu altsammen hedder.
Og netop fordi tiden ikke er frosset her i størstedelen af den financielle sektor tårner problemer sig nu opi en helt uoverskuelig grad.
Det gælder i særdeleshed på ejendomdomsmarkedet, hvor det ville være hensigtsmæssigt at sætte tiden i stå, for her er de største udgiftposter i form lejebolig ejerbolig, erhvervshusleje, bolog skatter etc. Tiden kunne fryses i alle led
Yderligere rasler værdierne på bla. aktiemarkedet ned, mange selvstændige vil står overfor konkurs, lønmodtagerne bliver fyret,nogle vil skulle sælge deres bolig på det værst tænkelige tidspunkt, ovs, ovs. Derfor skulle denne mere eller mindre totale nedfrysning have været gældende hele vejen rundt, selvfølgelig med forbehold en vis livsnødvendig financiel infrastruktur. Folk skulle kunne hæve penge i automaterne til mad,etc.

Mit spørgsmål her er selvfølgeligt: " Kan det lade sig gøre, og hvorfor er det så ikke gjort.?

Eller er det det vi skal gøre næste gang ?