Nyhed
Læsetid: 6 min.

Offentligt ansatte vil have klar besked om ret til erstatning efter coronasmitte

I en appel efterspørger fagforbund klare retningslinjer for, om offentligt ansatte har ret til erstatning, hvis de bliver smittet med COVID-19 på arbejdet og efterfølgende får senfølger eller i værste tilfælde dør. Beskæftigelsesministeren vil udsende mere klar vejledning
Offentligt ansatte som lærere, læger, sygeplejersker, pædagoger og plejepersonale efterspørger klare retningslinjer for arbejdsskadeerstatning i tilfælde af COVID-19. På billedet ses indskolingsleder Vibeke Nielsen og pædagog Aase Pedersen sammen med Louis og Smilla som er i nødpasning på Rantzausminde skole i Svendborg.

Offentligt ansatte som lærere, læger, sygeplejersker, pædagoger og plejepersonale efterspørger klare retningslinjer for arbejdsskadeerstatning i tilfælde af COVID-19. På billedet ses indskolingsleder Vibeke Nielsen og pædagog Aase Pedersen sammen med Louis og Smilla som er i nødpasning på Rantzausminde skole i Svendborg.

Mads Claus Rasmussen

Indland
14. april 2020

Faglige organisationer, som blandt andet organiserer sundhedspersonale, pædagoger, lærere og politi, beder nu om at få klare retningslinjer for retten til erstatning, hvis medlemmerne bliver smittet med COVID-19, mens de er på arbejde, og efterfølgende får alvorlige senfølger eller dør.

Det skriver de i en skriftlig appel, som Dagbladet Information er kommet i besiddelse af.

Appellen er sendt til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er den myndighed, der træffer afgørelser efter arbejdsskadeloven. Den er underskrevet af Forhandlingsfælleskabet og CFU, som er sammenslutningerne af fagforbund på det offentlige område, og som består af alle fagforbund for ansatte i staten, regionerne og kommunerne.

I appellen skriver fagforbundene, at en række af deres faggrupper er »særligt udsatte for smitte« i forbindelse med deres arbejde, og i forlængelse af det efterspørger forbundene vished om retten til erstatning:

»Det er vores opfattelse, at det for de mange berørte faggrupper er vigtigt at få en helt klar udmelding på, i hvilke situationer de kan forvente at være omfattet af lov om arbejdsskadesikring,« står der blandt andet i appellen.

Personale i kritiske funktioner, heriblandt ansatte i sundhedsvæsenet, har i ugevis været en del af frontlinjen i bekæmpelsen af COVID-19, og i denne uge, hvor skoler og daginstitutioner åbner igen, vil et stort antal pædagoger og lærere vende fysisk tilbage på arbejde og risikere at blive udsat for smittefare på deres job.

De faglige organisationers appel kommer, efter at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for nylig offentliggjorde retningslinjer for COVID-19 som arbejdsskade. I retningslinjerne nævnes blandt andet:

»For at kunne anerkende smitte med COVID-19 som arbejdsskade skal det kunne sandsynliggøres, at personen har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet, eller at den smittede er udsat for en særlig risiko i forbindelse med sit arbejde.«

Og det er netop i kravet om at sandsynliggøre, at man har været udsat for konkret smitte, at problemet ifølge fagforbundene ligger. Derfor kræver de nu, at retningslinjerne bliver præciseret eller ændret.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ønsker ikke at stille op til interview, men over for Information fastslår myndigheden, at det for sundhedspersonale og andre med tæt borgerkontakt ikke vil være et krav at påvise den konkrete smittekilde, men at det skal sandsynliggøres, at man har været udsat for en særlig risiko, og at det i alle tilfælde skal dokumenteres, at man selv er blevet smittet for at få anerkendt arbejdsskaden.

Dokumentationskrav

Forbundsformand for FOA, Mona Striib, har underskrevet brevet på vegne af Forhandlingsfællesskabet, som er sammenslutningen af fagforbund på det kommunale og regionale område. Hun mener, at de gældende retningslinjer på området er »uacceptable«.

Det skyldes ifølge hende først og fremmest, at retningslinjerne på grund af kravet om at sandsynliggøre smitte lægger en »urimelig bevisbyrde på personalets skuldre«, mener hun.

Hun vil have sikret personalet i kritiske funktioner ubetinget ret til erstatning ved senfølger eller dødsfald:

»Medlemmerne vil vide, om de kan få erstatning, hvis de bliver så syge, at de mister deres arbejdsevne. Og om deres efterladte får erstatning, hvis de dør. Det er heldigvis langt de færreste, der bliver alvorligt syge af det her. Men man kan ikke vide det. Og derfor må vi have ren besked,« siger hun og fortsætter:

»Ministeren må på banen og sikre medarbejdernes ret til erstatning.«

Mona Striib understreger, at selv om appellen er underskrevet på vegne af alle fagforbund for offentligt ansatte, er FOA’s ønske i første omgang, at medarbejdere i kritiske funktioner sikres ubetinget ret til erstatning for senfølger af COVID-19.

Rita Bundgård, der er chefforhandler for CFU og formand for HK-stat, er underskriver for CFU – sammenslutningen af fagforbund for statsligt ansatte. Hun mener ligeledes, at der skal skabes klarhed om retten til erstatning:

»Mange personalegrupper har ikke nogen anden mulighed end at udsætte sig selv for smittefare hver arbejdsdag. Man kan for eksempel ikke altid holde afstand på to meter til borgerne, når man arbejder i politiet eller kriminalforsorgen. Vi vil derfor være på forkant med situationen og have afklaring nu,« siger hun, men advarer mod at skelne mellem forskellige faggruppers ret til erstatning.

’Uacceptabelt’

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, fortæller også, at det er formuleringerne om sandsynliggørelse af smitte, som har skabt utryghed:

»Det er simpelthen utroligt, at man lægger op til en vurdering af, om medarbejderne er blevet smittet på arbejdet. Personalet er på arbejde det meste af tiden i øjeblikket og udsætter sig selv for fare for samfundets skyld. Det kan vi ikke være bekendt,« siger hun og fortsætter:

»Vi bør anerkende alle alvorlige senfølger af COVID-19 som en arbejdsskade og ikke mistænke medarbejderne for at være blevet smittet et andet sted end på arbejdet eller at drukne dem i bureaukrati, efter at skaden er sket.«

Beskæftigelsesministeren har ud over appellen fra Forhandlingsfællesskabet og CFU modtaget en særskilt appel fra Lægeforeningen. I appellen skriver formand Andreas Rudkjøbing:

»Det er helt uacceptabelt, hvis læger eller pårørende skal gennem et uskønt juridisk tovtrækkeri om at kunne sandsynliggøre smittevejen,« skriver Andreas Rudkjøbing og tilføjer:

»Jeg vil derfor indtrængende anmode dig om, at det som led i særlovgivningen sikres, at sundhedsprofessionelle og andre særligt udsatte grupper, der er på arbejde i disse uger, i en vanskelig situation, med blandt andet mangel på værnemidler, er sikret dækning, hvis de bliver syge, får varige men eller dør som følge af smitte med coronavirus.«

Lægeforeningen henviser til, at læger og andet sundhedspersonale i blandt andet Italien og Spanien er døde af COVID-19.

Dokumentationskrav

Dagbladet Information har forelagt de faglige organisationers appel for lektor i arbejdsret ved SDU Christian Højer Schjøler. Han forstår godt, at de faglige organisationer vil have uddybet dokumentationskravet for erstatning, da han vurderer, at de foreløbige retningslinjer er uklare.

Han bemærker, at et stramt dokumentationskrav er vanskeligt at efterleve for nogle medarbejdere på grund af situationen i sundhedsvæsenet:

»Hvis man skal dokumentere, at man har været syg af COVID-19, kræver det, at man er blevet testet. Derfor er adgang til test for personalet afgørende, hvis arbejdsskaden skal kunne dokumenteres, og det har alle ikke haft adgang til,« siger han og tilføjer:

»Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anfører derudover, at man skal dokumentere, at man er særligt udsat for risiko for smitte på sin arbejdsplads. Hvad der præcis ligger i det, står hen i det uvisse.«

Han pointerer derudover, at vi endnu ikke kender alle senfølger, der kan opstå af covid-19-smitte, og hvornår de indtræffer. Jo længere tid fra selve smitten, des sværere at dokumentere:

»Hvis man for eksempel får lungesygdommen kol mange måneder eller år efter smitten, vil det være vanskeligt at sandsynliggøre, at det var smitten i arbejdssituationen, der førte til lidelsen.«

Lægeforeningen hæfter sig også ved tidsperspektivet som problematisk i sit brev til beskæftigelsesministeren:

»Når symptomer først udvikles 4-12 dage efter smitten, og når død eller varige men typisk først optræder efter en længere sygdomsperiode, betyder kravet om dokumentation for årsagssammenhængen reelt, at det er umuligt at forudsige, om den smittede læge vil kunne få erstatning som arbejdsskade.«

Christian Højer Schjøler forudser, at problemstillingen vil blive forsøgt løst politisk, og at det bliver en besværlig manøvre:

»Det bliver vanskeligt at sige til medarbejderne i kritiske funktioner, at de skal trække et stort læs, samtidig med at de ikke kan få dækket senfølgerne af deres indsats, fordi de er for svære at dokumentere,« siger han og fortsætter:

»Men jeg tror også, at man er nervøs for at lukke op for en syndflod af anmeldelser fra alle offentligt ansatte og de privatansatte for den sags skyld, der på et eller andet tidspunkt har været syge af virussen.«

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men i et skriftligt svar til Dagbladet Information lyder det:

»Jeg har bedt mine embedsmænd om, at der nu udsendes en vejledning, som skal gøre det mere klart, hvordan man som medarbejder, herunder sundhedspersonale, i disse tider er omfattet af arbejdsskadesikringsreglerne, hvis man bliver smittet med coronavirus.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Andreas Abildlund

En Corona-læge i Miami, Florida havde en deleforældreordning med sin eksmand om samværsretten med deres 4-årige datter; men lægen mistede ved Domstolen retten til samvær indtil videre pga sit arbejde - for at beskytte barnet interesser og helbred bedst muligt, som det blev formuleret i præmissen.

https://www.miamiherald.com/news/coronavirus/article241974676.html

Andreas Abildlund

@Bjarne Bisgaard Jensen
Tak for tip.

Andreas Abildlund

Og det var selvfølgelig @Torben Lindegaard