Overlæge skriver dagbog om coronavirus: Vi taler mere om døden, end vi plejer

Dagene ligner hinanden for tiden. Vi får flere og flere patienter med COVID-19. Lige nu har vi 50-60 patienter på hele hospitalet. Omkring 18 af dem ligger her på infektionsmedicinsk afdeling, og der ligger 12-14 stykker på intensiv.

Det er stadig patienterne over 70 år, og især over 80 år, der dominerer. De klarer den ikke alle sammen.

Jeg går stuegang hver dag og taler med de sygeste af patienterne. Hvis de er meget gamle, taler vi om risikoen for, at de ikke overlever. Det tager man sig selvfølgelig god tid til. Vi taler også med de pårørende. Den slags samtaler er der flere af, end der plejer at være. Det påvirker selvfølgelig både læger og sygeplejersker.

Vi fortæller familiemedlemmerne, at det nok bliver den her coronainfektion, der kommer til at tage livet af deres 87-årige familiemedlem, hvis vedkommende er blevet meget syg, og det virker udsigtsløst.

Langt de fleste pårørende har allerede en fornemmelse af, at det er den vej, det går, og er ret veloplyste om det hele. Og så er der også nogle, hvor det kommer helt bag på dem. Sådan er det også normalt.

De mest syge af patienterne kan også godt selv mærke det. At det går ad helvedes til, for at sige det pænt. Og så må man fortælle dem, at det nok bliver det her, de mister livet på.

De pårørende kan godt komme og sige farvel. Der kan ikke komme en familie på fire på én gang. Men vi kan godt arrangere, at man kommer og siger farvel til sin far eller mor eller ægtefælle.

Jeg er selvfølgelig meget farvet af, at vi tager os af de mest syge på vores afdeling. Billedet er ikke så dystert generelt. På de andre afdelinger, hvor de mindre syge patienter ligger, udskriver de raske COVID-19-patienter hver dag. Det er vi nødt til at minde hinanden om i vores personalegruppe, og det er vi også gode til.

Løber hurtigere

Vi er begyndt at løbe hurtigere, end vi gjorde i begyndelsen af udbruddet. Det tager ganske enkelt længere tid at tage sig af hver enkelt, som ligger isoleret, fordi man skal tage alle de her værnemidler af og på. Både patienterne i vores afdeling og dem på intensivafdelingen er indlagt i lang tid, hvilket er både i to og tre uger, og det gør, at sengene bliver relativt hurtigt optaget. Personale er helt klart den ressource, vi risikerer at blive mest presset på.

Vi har et velfungerende offentligt sundhedsvæsen og lever i et velstående land. Jeg tror, det er derfor, vi klarer pandemien bedre end i mange andre lande. Vi er vildt privilegerede. Der er ikke nogen, der skal tjene penge på, at folk kommer på hospitalet, i vores sundhedsvæsen. Det er en kæmpe fordel.

Under det seneste ebolaudbrud blev nogle få patienter fløjet til Europa. Det ødelagde jo fuldstændig forretningen for nogle hospitaler, selv i Tyskland. Fordi folk ikke turde komme der. Det er også det, amerikanerne kan komme til at opleve nu. De har nogle hospitaler, som forsøger at opretholde et renommé, og hvor folk skal betale for at komme. Hvis de tager imod en patient med en alvorlig smitsom sygdom, så tør folk måske ikke komme der, og så mister de kunder.

Sådan noget er vi jo fuldstændig ude over.