Analyse
Læsetid: 4 min.

Tale op og tale ned

Hvor man nu lægger sig på skalaen
»Det skal nok gå alt sammen,« sagde Poul Schlüter. Også når det slet ikke gik, skriver Georg Metz.

»Det skal nok gå alt sammen,« sagde Poul Schlüter. Også når det slet ikke gik, skriver Georg Metz.

Morten Langkilde

Indland
1. maj 2020

Venstres tidligere skatteminister understregede sit begunstigede ungdommelige udseende ved at bebrejde statsministeren hendes tilbøjelighed til at tale forventningerne til fremtiden ned frem for at tale dem op.

De danske coronatal ligger i skrivende stund stadig pænt, så fristen til at følge Karsten Lauritsens alternative opfordring må være nærliggende. Giv os i dag vort daglige håb!

Når det er noget med sygdom og død, kan man konstatere to hovedskoler: De tapre, der foretrækker, at lægen siger tingene ligeud, og så os andre, der er modtagelige for omskrivninger og ikke har noget imod lodret løgn i lægens udredning.

»Det skal nok gå alt sammen,« sagde Poul Schlüter. Også når det slet ikke gik. Men den konservative førstemand vandt unægtelig ved det dengang. Optimismen bredte sig og skærmede til et flertals tilfredshed for fundamentale, delvist skjulte, delvist åbenlyse skavanker, der voksede som bylder og var årsag til – indtil for nylig da coronaen tog teten –fundamentale skævheder i Danmark og for den sags skyld hele verden.

Senere borgelige regeringer under Fogh Rasmussen opererede kreativt i Fukuyama’ske forestillinger om historiens afslutning og den liberale statsopfattelse og noget for noget-økonomiens endelige sejr. Venstres husfilosof Bertel Haarder fremhævede i sin hyppigt luftede lejlighedssarkasme mod de sure og sortseerne, hvor svært de måtte have ved at bevare pessimismen, nu hvor det hele bare gik fremad.

Og så kom krisen

Som bekendt brasede hele lortet sammen i 2008. Økonomerne kunne roligt docere videre med solidt grundlag i klassikerne. De borgerlige ideologer slog siden knuder på sig selv for at bortforklare forliset.

Og så kom opsvinget.

Og så kom coronaen.

Sådan set stod den globale økonomi lige før over for atter et kollaps. De hyppige op- og nedture på børsen i New York var godt nok stilhed før stormen. Situationen mindede om smårystelserne på Etnas lavamarker lige inden et nyt udbrud.

Coronaen kuldkastede alle almindelige spådomme. Verden gik ikke i krise, verden gik i stå – ikke set magen til, siden solen stod stille i Gibeon og månen i Ajjalons dal.

På få timer var regeringerne henvist til at handle. De, der ventede, betaler nu dyrt.

Den danske regering gik med det samme til stålet og kan ikke bebrejdes manglende handlekraft, hvad heller ingen gør.

Hvor graferne nu arter sig, fremkommer den tidligere skatteminister så nu med sin opfordring til at tale krisen op. I virkeligheden blot et forsøg på at etablere en eller anden form for opposition, så blå blok, der også har skrevet en kollektiv forkølet kronik, ikke bliver tromlet yderligere flad af det indlysende.

Når Mette Frederiksen udtrykker sig mørkt et godt stykke nede på forventningsskalaen, er der derfor kun én ting for en rask mand at gøre: kravle op langs den gunstige kurve og lovprise bøgeskoven og de længere dage.

For en nøgtern betragtning må selv denne skribent som indædt fornægter af tilværelsens realiteter erkende, at udsigterne blegner:

En vaccine, siger de, om snarere to end et år, måske overhovedet ikke. Bodemidler? For tiden lige så udsigtsløse. Virussens evne til at mutere? Ukendt. Til det værre? Sandsynligt. Til det bedre? Forhåbentlig, men næppe. Landet er ukendt (næsten), som var det i pestens dage.

Dertil kommer pandemien i Hongkong og andre megametropoler som i Brasilien, hvor afstand ikke lader sig betale som på Christians Brygge og festpladsen i Lakolk.

Endelig som det mest truende: USA’s mageløst inkompetente idiot af en præsident, hvis egocentriske destruktion af enhver fornuftbåren stræben er i færd med at destabilisere det store land yderligere. Det sker i takt med Trumps gentagne opfordringer til segmentet af væbnede tilhængere om at yde modstand mod forbundsregeringens egne henstillinger. En borgerkrig eller lignende skræmmende tilstande i et udsigtsløst futuristisk mareridt bør næppe udelukkes.

Blood, toil, sweat and tears

På den baggrund kan man med den ungdommelige Lauritsen være tilbøjelig til at lukke øjnene for alt uden for sognegrænserne og forlange af statsministeren, at hun nu offentligt giver sig til at tælle lyspunkterne.

Da Danmark blev besat for 80 år siden, udsendte regeringen et nedslående budskab, hvori de ikke så godt kunne skrive at det nok skulle gå alt sammen. En sådan forhåbning fordrede jo, at Hitler blev slået, og det ville besættelsesmagten ikke have taget nådigt op. Optimismen måtte indtil videre forblive i det skjulte. Trøsten lå i Winston Churchills meddelelse til sine landsmænd, at de ikke skulle forvente andet end: blood, toil, sweat and tears, men at de dog ville sejre. Det sidste skulle man være mere end almindelig tillidsfuld for at tro på.

Modstanderen var imidlertid menneskelig i al umenneskeligheden og kunne bekæmpes med forhåndenværende menneskelige midler. Nederlag og sejre var konkrete, øjeblikkelige størrelser.

Forsinkelsesfænomenet i den uhåndgribelige corona betyder, at konsekvenserne af forstandige politikere og sundhedsmyndigheders foranstaltninger jo først viser sig 14 dage-tre uger senere. Til den en eller anden side.

I USA står væbnede demonstranter med vilde øjne og vil lynche den guvernør, der beordrer fortsat nedlukning af staten. De rasende Trump-tilhængere, der gør som deres præsident opfordrer dem til, forlanger friheden tilbage. De begynder først at falde døde om et stykke tid efter, og så kan de overlevende jo bare skyde skylden for dét på den samme guvernør, mens den forrykte demagog i Det Hvide Hus galopperer rundt om sig selv og skælder alle andre ud for sin egen himmelråbende uduelighed.

Rent bortset fra, at pandemien i sagens natur er et globalt anliggende, og Trumps mishandling af USA rammer hele verden og WHO, kan man som dansker prise sig tilfreds med, at den mest heftige politiske kamp her i nationen for tiden mest viser sig i uenigheden om det ene eller andet trin på pessimismens skala. At Karsten Lauridsen er en pæn og ordentlig politiker, viser sig ved den tvivl om optimismens berettigelse, som han trods alt ikke lægger skjul på.

Coronaen er som sådan betragtet sikkert ligeglad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Jakobs

Men Metz; det skal nok gå - selv med Trump og uden dig, eller mig.
Vi har nemlig videnskaben, altså naturvidenskaberne; summen af alle rationelle og universelt koordinerede menneskelige bestræbelser på at forstå livsfundamentet, som er gyldigt for dig og mig: Kemien/molekylærbiologien tilbyder stadig mere dybtegående indsigter i Covid19 virusset og har mangfoldige af værktøjer/våben i kampen:
PCR, monoklonale antistoffer og immunologiske og generelle analyseteknikker, man under sidste pandemi for 100 år siden end ikke kunne drømme om!
"We shall overcome some day!"

Torben K L Jensen

Metz - du har glemt det vigtigste - "at tale uden om"

Finn Lindberg

Helt enig Georg , bortset fra kommentaren om Carsten Lauridsen, der har svært ved at finde på noget at kritisere Mette Frederiksen for!