Læsetid: 7 min.

Tiltagene mod corona er uhørte i fredstid. Men menneskeretligt er de indtil videre inden for skiven

Coronavirussen er ikke så alvorlig en trussel, at den kan begrunde et hvilket som helst tiltag for at begrænse smittespredningen. Tiltagene skal stå i et rimeligt forhold til borgernes frihedsrettigheder, og på den anden side af krisen skal vi diskutere, om staterne har ramt en rimelig balance
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) under Folketingets hastebehandling af loven, der skal muliggøre regeringsindgreb mod udbredelsen af smitte med coronavirus.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) under Folketingets hastebehandling af loven, der skal muliggøre regeringsindgreb mod udbredelsen af smitte med coronavirus.

Ólafur Steinar Rye Gestsson

4. april 2020

Det er nærmest uden sidestykke, hvad bekæmpelsen af coronavirus har medført af tiltag i Danmark – og resten af verden. Og i hvert fald har vi ikke set noget lignende i fredstid.

Statsministeren toner hver anden dag frem på TV og taler med stor patos til befolkningen. Folketinget vedtager enstemmigt hastelove. Vidtgående beføjelser delegeres til sundhedsministeren, som nu egenhændigt kan beslutte, at smittede personer skal tvangsisoleres og -behandles, at hele områder skal afspærres, og at folk ikke må forsamles i større grupper. Danmarks grænser er blevet lukket for personer uden anerkendelsesværdigt ærinde i landet. Ansatte, skoleelever og studerende er sendt hjem. Barer, restauranter og lignende er lukket.

Danmark er mere eller mindre lukket ned. I sandhed er det en helt ekstraordinær situation.

Én ting er de samfundsøkonomiske omkostninger ved nedlukningen af landet. Dem vil jeg overlade til økonomerne og politikerne, der allerede er godt i gang med debatten. Men der er også et juridisk-menneskeretligt perspektiv, som er værd at diskutere.

Formelt juridisk har vi ikke erklæret undtagelsestilstand. Men i Danmark har vi i modsætning til mange andre lande heller ikke et særligt regelsæt, som træder i kraft ved erklæring af en ’undtagelsestilstand’. Hvad, vi har i Danmark, er en uskreven grundsætning om konstitutionel nødret, som kan retfærdiggøre fravigelse af de almindelige spilleregler og normer, men kun i ekstreme tilfælde, hvor staten og dens institutioner er i alvorlig fare. Den blev sidst påberåbt under den tyske besættelse. Nødretten ses også afspejlet i grundlovens § 23, som gør det muligt for regeringen på egen hånd at vedtage midlertidige love, hvis Folketinget ikke kan samles.

Ikke nogen eksistentiel trussel

Ingen myndighed i Danmark har endnu talt om decideret nødret i forhold til coronasituationen. Heller ikke i forhold til vores overholdelse af friheds- og menneskerettigheder. Danmark har ellers mulighed for at fravige mange af vores forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i tilfælde af »krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens«. Denne mulighed har tidligere været brugt af andre lande i kampen mod terrorisme. Flere østeuropæiske lande har nu også påberåbt sig den i kampen mod corona.

Men kan man virkelig hævde, at corona har ført til en tilstand, der truer »nationens eksistens«? I praksis sættes tærsklen godt nok noget lavere, end ordlyden angiver, idet det anses for tilstrækkeligt, at der foreligger en ekstraordinær situation, som »berører hele befolkningen og truer det organiserede samfundsliv«. Men alligevel. Coronavirus udgør utvivlsomt ikke en eksistentiel trussel mod samfundet. Og selv om den berører hele befolkningen, kan der vel i høj grad stilles spørgsmål ved, om den truer det organiserede samfundsliv.

Vigtigere er dog den pointe, at det langt hen ad vejen er unødvendigt at påberåbe sig en formel nødretstilstand og suspendere menneskerettighederne for at bekæmpe corona. Det er nemlig allerede muligt efter de almindeligt gældende menneskerettigheder at foretage vidtgående begrænsninger i den personlig frihed, bevægelsesfriheden, forsamlingsfriheden og privatlivet, så længe begrænsningerne er nødvendige og proportionale.

Hvor langt kan man så gå for at bekæmpe spredningen af corona? Det er der selvsagt ikke noget firkantet svar på, og det er noget, man utvivlsomt kommer til at diskutere intenst herhjemme og i andre lande på den anden side af krisen. Måske var der lande, som ikke tog truslen tilstrækkeligt alvorligt eller af andre grunde ikke gik langt nok, så situationen kom ud af kontrol. Men var der omvendt også lande, der overreagerede og gik for langt, så medicinen endte med at blive værre end sygdommen?

Corona er ikke ebola

Myndighedernes indgreb skal selvfølgelig virke i forhold til at begrænse smittespredningen. Men selv hvis et indgreb virker, kan det stadig være i strid med menneskerettighederne, hvis omkostningerne for borgernes frihed er uforholdsmæssigt store. Det er det, proportionalitet handler om: Der skal være et rimeligt forhold mellem det, vi som samfund opnår ved at gribe ind, og de begrænsninger i menneskers frihed, indgrebene medfører. Menneskeretligt er det derfor ikke uproblematisk, hvis man lover at gøre alt, hvad der er muligt, for at begrænse spredningen af corona.

Corona kan næppe hævdes at udgøre den slags trussel, hvor målet om at bekæmpe den helliger snart sagt ethvert middel. Selv uden sundhedsfaglig indsigt kan man konstatere, at coronavirus ikke er som ebola, der slår stort set alle smittede ihjel. Corona er, som jeg har forstået det, en smitsom virus, der typisk rammer som en hård influenza eller en lungebetændelse og kun undtagelsesvis er livstruende.

Dødeligheden ligger angiveligt i omegnen af en procent. Det er typisk ældre mennesker eller personer, som lider af en alvorlig kronisk sygdom, der dør af eller i mange tilfælde med coronavirus. Det samme gør sig gældende for almindelig influenza, men ingen har hidtil overvejet at sætte samfundet i stå og begrænse folks frihed under en influenzaepidemi. Coronavirus er dog meget smitsom, og derfor er der yderligere et tungvejende hensyn til, at sundhedsvæsnet ikke må blive overbelastet, som vi har set det i Norditalien. Dette argument har også stået centralt.

Menneskeretligt er der et tungtvejende modhensyn til befolkningens grundlæggende frihedsrettigheder – herunder fysisk frihed og bevægelsesfrihed, privat- og familieliv og forsamlingsfrihed. Langvarige og undtagelsesfrie begrænsninger i disse friheder kan være meget indgribende og belastende for den enkelte og kræver derfor tungtvejende grunde.

Hellere for meget end for lidt

Hvordan skal man så menneskeretligt vurdere situationen hidtil i Danmark?

Jeg vil umiddelbart mene, at myndighederne med de hidtidige restriktioner har truffet ganske effektive foranstaltninger, men samtidig har sikret en nogenlunde rimelig balance i forhold til borgernes frihed. Og at de i hvert fald ligger inden for det vide spillerum, som myndigheder må overlades i en akut krisesituation, hvor der skal handles hurtigt og beslutsomt.

Her tænker jeg navnlig på forbuddet mod »større« forsamlinger og arrangementer. Det er et forbud, der løbende er blevet strammet. Oprindelig måtte man højst samles 1000. Så blev det 100, så 10, og nu har man med den seneste hastelov fået mulighed for forbyde forsamlinger på flere end to personer (!). Hvis denne mulighed skulle blive udnyttet, ville det klart være meget indgribende i folks dagligdag, og Folketingets partier har da også rimeligvis forlangt, at muligheden kun må benyttes efter rådgivning fra sundhedsmyndighederne om, at et sådant skridt er nødvendigt for at bremse smittespredningen.

Forsamlingsforbuddet er løbende skærpet ud fra en antagelse om, at det virker begrænsende på smittespredningen. Det gælder også i det omfang, regeringen har valgt at gå videre, end sundhedsmyndighederne har anbefalet. Regeringen har her valgt i en presset situation at lade tvivlen om, hvor langt man burde gå komme hensynet til den offentlige sundhed til gode.

Argumentet er, at man hellere vil gøre for meget end for lidt. Et stykke hen ad vejen ligger en sådan tankegang inden for den menneskeretlige skive, om end man som politiker selvsagt påtager sig en tungere bevisbyrde for et indgrebs nødvendighed, når man går længere, end fagkundskaben anbefaler.

Man har forsøgt at finde balancen

Meget tyder indtil videre på, at forsamlingsforbuddet i kombination med de øvrige tiltag faktisk har virket. Og det er selvsagt glædeligt. Som situationen ser ud lige nu, er det derfor næppe nødvendigt at begrænse folks frihed og udfoldelsesmuligheder yderligere.

Når jeg er tilbøjelig til at svare ja til, at restriktionerne hidtil har været rimelige i lyset af konsekvenserne for borgernes frihedsrettigheder, er det, fordi regeringen – hjulpet på vej af Folketinget – har tilstræbt en balance i forhold til borgernes frihed.

Man har eksempelvis afbalanceret hensynet til sundheden over for den demokratiske forsamlingsfrihed ved at undtage politiske møder og andre meningsytrende forsamlinger fra forsamlingsforbuddet. Og for at tilgodese hensynet til privat- og familielivet har man undtaget nærtstående familie fra forbuddet mod at samles, undladt at forbyde rent private sammenkomster samt krævet retskendelse, før myndighederne kan trænge ind i private hjem. Det har man gjort vel vidende, at disse undtagelser svækker den smittebegrænsende virkning af de nedlagte forbud noget.

Nødvendigheden af en rimelig balance – proportionalitet – bliver endnu mere påtrængende, hvis man vil overveje et decideret udgangsforbud. Et forsamlingsforbud er ganske vidtgående, men der er alligevel et kvantespring herfra og så til et udgangsforbud, hvor man ikke længere kan gå en tur på gaden eller i skoven.

Et udgangsforbud svarer mere eller mindre til at frihedsberøve en hel befolkning i dens eget hjem. Det er noget, man traditionelt bruger i krigssituationer eller i forbindelse med radioaktive udslip og lignende. Men også i kampen mod corona har man indført udgangsforbud i bl.a. Norditalien, Frankrig og Spanien, hvor folk pålægges at blive hjemme og kun må gå ud, hvis de har et legitimt ærinde som indkøb af mad eller medicin.

Også den danske regering har formentlig på et tidspunkt har haft et udgangsforbud med i sine overvejelser. Foreløbig er det ikke noget, den har valgt at tage i brug. Men man skal aldrig sige aldrig.

Et egentligt udgangsforbud vil – i det omfang, det bliver overholdt – utvivlsomt bidrage til at begrænse smittespredningen endnu mere end ’blot’ at forbyde folk at forsamles, pålægge dem at arbejde hjemme, lukke barer og den slags. Men er det proportionalt, at man for at beskytte gamle og svagelige og undgå overbelastning af sundhedssystemet foretager dette meget vidtgående indgreb i en hel befolknings fysiske frihed?

Måske har de danske myndigheder i sidste ende vurderet, at det ville være at gå et skridt for langt i den foreliggende situation. I så fald er det en vurdering, jeg deler.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer i Information

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Aktor
  • Rune Palm
Mikael Aktor og Rune Palm anbefalede denne artikel

Kommentarer

henrik poulsen

Man kan se de forskellige tilgange til coronaproblematikken i Danmark og Sverige som et kæmpestort samfundsmæssigt eksperiment.De 2 lande ligner hinanden ret meget.Sverige er meget større,men de fleste svenskere bor syd for Stockholmområdet med en befolkningstæthed,der ikke er så forskellig fra Danmarks.Og svenskerne bor i byer af forskellige størrelser ligesom danskerne.

Det bliver meget meget interessant at se facitterne af disse to tilgange.Hvor mange alvorligt syge,hvor mange døde,hvordan med den psykiske velfærd og sidst men ikke mindst,hvordan har samfundsøkonomien det? Samfundsøkonomien er ikke bare noget med penge.Det handler om liv, sundhed og velfærd i bred forstand.

Det er fantastisk interessant at følge,jeg er ikke overbevist om at den danske vej er den bedste,men lad os se,hvordan det går.Der bliver noget at studere og blive klogere på.

Eva Schwanenflügel

"Dødeligheden ligger angiveligt i omegnen af en procent. Det er typisk ældre mennesker eller personer, som lider af en alvorlig kronisk sygdom, der dør af eller i mange tilfælde med coronavirus. Det samme gør sig gældende for almindelig influenza, men ingen har hidtil overvejet at sætte samfundet i stå og begrænse folks frihed under en influenzaepidemi".
(Jens Elo Rytter)

Nej, dødeligheden ved vi med gode grunde ikke nok om endnu til at afgøre, hvilken procent den ligger på.
Men det er rigtigt, at der gættes på omkring 1% - eller højere.
Det skyldes, at der findes et enormt mørketal af smittede.

Men dertil skal så lægges, at i lande med spidsbelastede eller kollapsede sundhedsvæsener, vil dødeligheden stige markant, alene fordi flere ikke får den nødvendige behandling, det være sig af Covid19 eller andre sygdomme.

Influenzas dødelighed ligger meget lavere; den er omkring 0,1%.
Det skyldes især, at befolkningerne har en hvis erhvervet immunitet, og at der findes både vacciner og medicinsk behandling.

Der er også mange forholdsvis yngre mennesker, der bliver alvorligt ramt af coronavirussen.
Det har overrasket mange læger.
Desuden ses umiddelbart en overdødelighed hos mænd.

En influenza-sæson strækker sig iøvrigt over meget længere tid, 3-4-5 måneder, og det er snarere reglen end undtagelsen, at sygdommen forløber nogenlunde mildt i de fleste tilfælde.

De færreste når at blive indlagt på hospitalet, og hvis de gør, er det ikke længerevarende, som man ser med Covid19. Her kan et ophold på intensivafdelingen til gengæld vare op til 6 uger.

Og det er ikke alene lungerne, det går ud over.
Mange får nyre, lever og hjerteproblemer i tilgift.
Faktisk er dødsårsagen en kombination af kvælning og organsvigt.

Hvor mange der kommer til at lide af eftervirkninger på længere sigt, ved vi først om flere måneder.
Og de skal også have behandling.

Jens Christensen, Kim Folke Knudsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel skriver bl.a.:
"Der er også mange forholdsvis yngre mennesker, der bliver alvorligt ramt af coronavirussen".

I henhold til den nye hastelov L 157, § 163 så kræver det evidens at fremsætte den slags 'fakta'. Ellers så er det: ryk direkte til bødekontoret eller i fængsel.
Længe leve ytringsfriheden, retsstaten og demokratiet !
(Når og hvis L 133 og L 157 bliver kremeret, så vil det tage tid inden luften har mistet stanken af totalitarisme).

Eva Schwanenflügel

@ J. Tychsen

Beklager, at der ikke fulgte links med i mit indlæg.
Men siden jeg allerede har skrevet (og linket) om dette forhold flere gange, forekom det mig overflødigt.
Det være hermed omgjort.

PS. Jeg er lige så meget imod denne hastelov som du.
Men næste gang du mener, at der ikke er evidens for noget i en kommentar, kunne du jo selv undersøge sagen, istedet for at antyde at indlægget var fake news.

"Første omfattende corona-studie: Midaldrende rammes hårdere end hidtil antaget"
https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-03-31-foerste-omfattende-corona-studi...

"Overlæge advarer: Vi har unge helt ned til 25 år i respirator"
https://nyheder.tv2.dk/lokalt/2020-03-30-overlaege-advarer-vi-har-unge-h...

Torben K L Jensen

Det skriver 1 % Eva - den daglige opgørelse fra myndighederne ligger nogenlunde konstant omkring 4 % af konstaterede tilfælde og er kun en løbende opgørelse.

Håndteringen af Corona er helt enkelt sajlads mellem Scylla og Carybdis. Ligemeget hvad der gøres vil der være tab og omkostninger, det gder om atdem så lave som muligt. En vis mængde tab af menneskeliv må vi finde os i og tilsvarende et økonomisk tab. Det gælder om at finde et rimeligt balancepunkt. P. T. går det vist rimeligt for de folkevalgte, men det kan jo ændre sig.

Rikke Nielsen

"Coronavirus udgør utvivlsomt ikke en eksistentiel trussel mod samfundet. "
Kun hvis den ikke er under kontrol, for så gør den. Der skal ikke mange overvejelser til, for at se, at konsekvenserne ved et manglende/ødelagt sundhedsvæsen er enorme for hele samfundet.

Det kan godt være, at politikerne forbereder indgribende tiltag, men jeg fortolker samtidig Mette Frederikens berømte tale som, at borgerne selv bestemmer, om der skal igangsættes grovere foranstaltninger. Deri befinder sig forskellen på et diktatur og et noget friere samfund som vores. De grovere tiltag er til, hvis vi, som borgere, ikke forstår alvorligheden af situationen.

Og det kan jeg kun bakke op omkring.

Eva Schwanenflügel

@ Torben K L Jensen

Torben, forstår ikke helt din bemærkning:

"Det skriver 1 % Eva - den daglige opgørelse fra myndighederne ligger nogenlunde konstant omkring 4 % af konstaterede tilfælde og er kun en løbende opgørelse."

Det er Jens Elo Rytter, der skriver at 'dødeligheden angiveligt ligger omkring 1%'.
Det tal sætter jeg jo netop spørgsmålstegn ved.
Ingen ved reelt hvad tallet er, for vi ved for lidt om mørketallet af smittede.

Meget kunne dog tyde på, at procenten er højere i de lande, hvor sundhedsvæsenet er blevet overvældet.
Nogle mener, der er op til 40 forskellige mutationer af virus (forskning på Island), og at nogle typer er mere aggressive end andre.

Dertil kommer at mange patienter bliver ofret ved triage, dvs sorteret efter evne til overlevelse og forventet livstid.
Oveni er der ikke respiratorer og værnemidler nok, derfor dør flere som følge af kapacitetsmangel.
Og sidst men ikke mindst, vi aner endnu intet om, hvor mange andre sygdomme, der ikke er blevet behandlet som følge af krisen, og dødeligheden også kan være steget den vej.

Der er derfor alt for tidligt at konkludere på dødelighed.

jan henrik wegener

Så langt virker det at epidemien set overordnet ikke har udviklet sig som "pessimisterne" ville have spået. Nej, den høres værre ud, når man tænker ud over diverse grænser.

Klaus Jespersen

Vedrørende covid-19's dødelighed:

Antallet af døde / antallet registrerede tilfælde er ubrugeligt som tal fordi: 1) co-morbiditet bringer dødeligheden ned og 2) mange har (haft) sygdommen som ikke er registreret, hvilket også bringer dødeligheden ned.

Ad 1)
De døde er ikke døde af covid-19, men havde covid-19 da de døde. Det er ikke det samme, fordi co-morbiditeten (andre dødelige sygdomme) er 84% i de foreløbige danske tal.
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-04-04-dobbelt-saa-mange-maend-som-kv...

99% i Italien var syge i forvejen: https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-03-18-99-procent-af-corona-doedsofre-...

Sandsynligheden for, at 100% af en gruppe, hvoraf 84-99% har co-morbiditet, er død af en enkelt af disse sygdomme, er ca. nul. Ergo er de officielle covid-19 tal for store.

Ad 2)
Meget tyder på at covid-19 allerede er meget udbredt med milde tilfælde. Oxford-studie: Halvdelen af UK har måske allerede covid-19.
https://www.ft.com/content/5ff6469a-6dd8-11ea-89df-41bea055720b

”Langt de fleste får kun milde symptomer.”
https://videnskab.dk/coronavirus

”4 ud af 5 er symptomfrie” https://politiken.dk/udland/art7740938/%C2%BBHvis-%E2%80%93-og-jeg-under...

Hvis f.eks. halvdelen af UK har (haft) covid-19, som Oxford-studiet siger, (det er usikkert! Så det er ikke et faktum, kun et studie) og kun 4313 er døde med covid-19 i blodet (5. april 2020 https://www.ecdc.europa.eu/en/geographical-distribution-2019-ncov-cases), så vil, selv uden co-morbiditet, dødeligheden blive ca. 4313/34,000,000 (halvdelen af UKs befolkning) = 0.013%,

Det er ca. det samme som H1N1 influenza. ”The death rate of H1N1 in the US was calculated as less than 0.02% from November 2009 figures from the CDC,[38] and has been explicitly calculated as 0.026% in England.[39]” https://en.wikipedia.org/wiki/Pandemic_H1N1/09_virus

Det forklarer også fint, hvorfor covid-19 først kommer op på en gennemsnitsinfluenza ca. ultimo april/1 maj. Det følger af følgende fakta A-C:

A) Covid-19-epidemien spreder sig eksponentielt ligesom andre vira og har en fordoblingstid på ca. en uge. Det kan ses af dødtallene her: https://www.ecdc.europa.eu/en/geographical-distribution-2019-ncov-cases.

B) Covid-19 har nu været målt i 64,400 døde mennesker (5. April 2020). https://www.ecdc.europa.eu/en/geographical-distribution-2019-ncov-cases

C) "Influenza spreads around the world in yearly outbreaks, resulting in about three to five million cases of severe illness and about 290,000 to 650,000 deaths" https://en.wikipedia.org/wiki/Influenza-.

Konklusion: Både dødelighedsestimater fra prævalens og de aktuelle dødstal fremskudt eksponentielt vise samhørigt, at covid-19 er på niveau med en gennemsnitsinfluenza, helt som alle data har indikeret fra starten.

Tilbage står kun det ”ukendte”, og især faren for at denne virus muterer til noget der kunne blive farligt.

Kim Folke Knudsen

Hvorfor kan NATO ikke stille deres militærfaciliteter indenfor militærhospitaler udstyr, sanitetstjeneste med videre til rådighed for at hjælpe til med at bekæmpe COVID19 ?

NATO har et omfattende militærhospital i Wiesbaden med ekspertise indenfor sundhed og behandling af sårede soldater. Der må være udstyr, og ikke mindst fly og personale, som kan stilles til rådighed for de lande, der lige nu er i knæ på grund af COVID19. Jeg tænker på Italien, Spanien og dele af Frankrig ( Paris og Alsace Lorraine ), hvor epidemien især hærger.

Jeg synes det er skuffende, at NATO med et stort militærbudget ikke selv foreslår et sådant initiativ eller er der noget jeg ikke har hørt ?.

NATO kommer til at beskæftige sig med den meget bekymrende udvikling i medlemslandet Ungarn, hvor den ungarske leder Viktor Orban nu har udstyret sig selv med en bemyndigelse som svarer til en diktator. Det ungarske regime har indført fængselsstraffe for at fremsætte ytringer, som ikke behager det ungarske regime.

NATO kan ikke med troværdigheden i behold kalde sig en forsvarsorganisation, som forsvarer demokrati og frie nationer, og så samtidig huser nu to regimer Tyrkiet og Ungarn, som ikke kan kaldes demokratier og som styrer mod en undertrykkelse af deres befolkninger, som er præcis den samme som i Rusland.

Jeg sidder med en fornemmelse af tavsheden fra NATOS side i tilfældet med Ungarn handler om, at der er en sandhed, der ikke skal frem nu. Der er voksende kinesisk tilstedeværelse i Ungarn i form af hjælp til landet og i form af økonomiske interesser i regimet. Det er ikke Rusland, som er ved at vinde indpas i det autoritære Ungarn. Det er Kina, der trækker i trådene og spiller en voksende rolle.

Ja midt i et af NATOS egne medlemslande. Så vidt kan det gå ?

Jens Christensen

J. Tychsen, du fremstiller det slet ikke korrekt mht hasteloven fsva §163. Der er tale om en udvidelse af straframmen for overtrædelser af den allerede eksisterende gamle §163. Og den drejer sig om - og har hele tiden drejet sig om - afgivelse af urigtige erklæringer og bevidnelse uden viden i retsforhold, der vedkommer det offentlige. Mig bekendt har §163 sjældent været benyttet, men netop nu kunne det måske tænkes at være en ønsket stramning af strafferammen for afgivelse af urigtige oplysninger i diverse offentligt relaterede forhold, f.eks. ift ansøgninger om midler fra hjælpepakker? At omtale lovændringen som en knægtelse af ytringsfrihed er ukorrekt! I øvrigt skal ændringen revurderes i november.

Så længe der er tale om midlertidige foranstaltninger, og så længe de mennesker, der har fået frataget deres levebrød kompenseres økonomisk, er jeg enig i, at den danske corona-politik ikke ligefrem medfører krænkelser af menneskerettighederne.

Det interessante aspekt er imidlertid, hvordan det skal komme til at spænde af med den planlagte gradvise genåbning af samfundet. Fordi man har sat så hårdt og tidigt ind, har næsten ingen nået at blive smittet selv ikke i de hårdest ramte lande som Italien og Spanien. Og det betyder vel, at de "midlertidige" foranstaltninger ender med at blive nærmest permanente, hvis man ikke ønsker, at sygdommen skal blusse op igen.

Og så kommer vi jo til at forholde os til, hvor længe vi kan og vil undvære frisører, restauranter, indkøbscentre og meget andet, som er en vigtig del af hverdagen samt skaber levebrødet for millioner af mennesker i Europa. For ikke at tale om hele den industrielle produktion, som også er lukket ned i mange lande dog ikke Danmark.