4. maj 1945: Information bliver født i frygt og fare

Om aftenen den 4. maj 1945 skrår en 33-årig mand over Kongens Nytorv i København. Hans navn er Outze, Børge Outze. Som journalist noterer Outze sig detaljer i de glædesscener og tumulter, der ombølger ham i den hovedstad, der kort tid forinden har modtaget frihedsbudskabet fra BBC, London: »De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig!«

Outze er ikke bare på reportage. Udstyret med svensk maskinpistol og dansk frihedskæmperarmbind er han på vej til at grundlægge et nyt dansk dagblad. Et forholdsvis usædvanligt projekt. Endnu mere usædvanligt er det, at Outze på forhånd har sikret sig, at det kan ske ved hjælp af et korps af svært bevæbnede mænd. Korpset er ledet af grev Valdemar, søn af kongens fætter, prins Aage. Den relation giver korpset dets navn: Korps Aagesen.

Når Outze og grev Valdemar har aftalt at sætte det væbnede korps ind, skyldes det den lokalitet, som Outze har udset sig som hjemsted for sin avis. Det er nemlig de bygninger i Skt. Annæ Passage, hvor nazisternes dagblad, Fædrelandet, siden 1939 har holdt til. Det mest charmerende træk ved adressen er, at den også er tilholdssted for en brugbar trykpresse – én, der kan trykke rigtige aviser i tusindvis.

Netop at det er nazisternes hus og trykpresse, som Outze har udset sig, giver gode grunde til, at han dækker sin aktion med våbenmagt: Dels er det jo ikke sikkert, at nazisterne frivilligt rømmer bygningerne – selv om de nu har mistet Hitlers Tredje Rige som deres sponsor. Dels kunne det tænkes, at andre danske modstandsgrupper, for eksempel kommunisterne, havde trang til at overtage det nazistiske gods. Hertil kommer, at ganske almindelige danskere kunne finde på at øve et hævnens hærværk på bygninger og inventar.

Da Outze kommer frem til Skt. Annæ Passage, har den planlagte overtagelse allerede fundet sted. Nazisterne er forlængst flygtet, men Korps Aagesens hastige indgriben blev påkrævet, da ophidsede folkemængder gav sig til at plyndre den kiosk, der er knyttet til bladhuset.

Senere på natten indfinder andre modstandsgrupper sig, men de må konstatere, at Outze er kommet først til mølle. Outze opnår den forståelse med Dansk Samlings leder, Arne Sørensen, at Sørensens avis, Morgenbladet, kan blive fremstillet som morgenavis i huset, mens Information lægger sig i position som eftermiddagsavis. Kommunisterne tropper også op, men får besked om fuldt hus. De må traske videre til det arbejdsgiverudgivne Nationaltidende for at få en aftale om trykning af deres kampskrift, Land & Folk.

Ud på natten kan Outze og hans journalister samle sig om det egentlige: at lave avis. Faktisk to af dem. Den ene bliver den sidste udgave af det illegale nyhedsbrev Information. Den anden var – som Outze siden beskrev det: »den første legale, der kun var på to tryksider i normalt avisformat, dvs. Fædrelandets gamle format, trykt på ubrugt papir fra Fædrelandets lager, med Fædrelandets tryksværte på Fædrelandets rotationspresse og i Fædrelandets typografi, der naturligvis på en prik lignede den, der havde været brugt til de nazistiske svanesange dagen i forvejen«.

*

Informations fødsel og liv som modstandsbevægelsens illegale nyhedsbureau og den efterfølgende genopstandelse som dagblad er det mest dramatiske stykke mediehistorie, der har udfoldet sig i Danmark.

Lykkeligvis er forløbet velbeskrevet. I 2008 udgav pressehistorikeren Erik Lund og journalisten Jakob Nielsen bogen Outze i krig – med skrivemaskinen som våben (Informations Forlag). Den bygger navnlig på de omkring 100 samtaler, som Erik Lund som led i sin specialeskrivning havde gennemført med aktører fra datiden.

I forbindelse med 75-året for befrielsen og det legale Information har forlaget genudgivet bogen, nu under titlen: I krig for Information – historien om Børge Outze og den illegale presse. Erik Lund døde i 2016. Til den nye udgivelse har Jakob Nielsen, nu chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen, skrevet et instruktivt forord.

Desuden er hele Børge Outzes liv, fra fødslen i 1912 til hans død i 1980, emnet for historikeren Ole Lange (død 2017) og journalisten Alex Frank Larsens fyldige bogværk fra 2010, Outze – reporter, redaktør, revser, også udgivet på Informations Forlag.

*

Navnet Information kom af en tilfældighed. I takt med at den tyske besættelsesmagt strammede grebet om, hvilke oplysninger de lovligt udgivne aviser kunne formidle til deres læsere, var Børge Outze som kriminalmedarbejder på den konservative morgenavis Nationaltidende i 1943 begyndt at nedskrive egne noter om det, der ikke måtte trykkes. Oplysningerne fik han fra sit kildenet landet over og fra antinazistiske kolleger, både på sin egen avis og på andre dagblade.

Hertil kom den fond af oplysninger, han havde adgang til gennem gode kontakter i politiet, hvor han i foråret 1943 fik bijob som redaktør af Politibladet. Med sine oplysninger var Outze en hovedleverandør til det illegale nyhedsnetværk, der begyndte at spire frem.

Situationen spidsede til, da folkelige opstande landet over i sommeren 1943 fik den tyske besættelsesmagt til at fremsætte krav, som den hidtil samarbejdsvillige danske regering ikke ville efterkomme. Regeringen ophørte med at fungere. Et departementschefstyre tog over.

For at erhvervsledere kunne danne sig et overblik, fik Outze af Nationaltidendes bestyrelsesmedlem og formand for Dansk Arbejdsgiverforening, T.K. Thomsen, den helt særlige opgave at sammensætte en daglig fortrolig nyhedsoversigt, der kun skulle udbredes til bestyrelsen og chefredaktionen. Så længe kredsen var klar og begrænset, var det hverken ulovligt at sende eller modtage den slags nyhedsbreve.

Outze gik energisk i gang med at samle fra ind- og udland. For at hindre, at Outzes nyhedsindsamling ved et uheld røg i avisen, blev hans sedler mærket »Kun til orientering«, »Privat for redaktionen« eller »Til Information«. I august 1943, da det under uroligheder i Odense skulle gå ekstra stærkt, nøjedes Outzes underleverandør med på sedlen at skrive »Information«. Det navn kunne Outze godt lide og brugte det nu selv til sit nyhedsbrev.

*

Men Outze var jo frem for alt journalist. Lige så stille lod han oplaget på nyhedsbrevet stige. Fra de ’lovlige’ otte eksemplarer til Nationaltidendes inderkreds gled det op til 16 og videre til 24, hvoraf de 18 gik til ’illegale’ kontakter, heriblandt folketingsmedlemmerne Ove Bjørn Kraft (K) og Hans Hedtoft (S).

Ved yderligere udvidelser af modtagerkredsen fik nyhedsbrevet Information slagkraft, navnlig ved videresendelsen til Ebbe Muncks Dansk Pressetjeneste i Stockholm, hvorfra Outzes reportager gled ud til verdenspressen og via BBC hjem til den stærkt stigende danske lytterkreds.

Outze styrkede yderligere sine netværk ved at gøre kredsen bag nyhedsbrevet til en drivende kraft ved undsætningen af de danske jøder efter det tyske forsøg på at fange dem i oktober 1943.

Senere samme år kom Outze i forbindelse med kredsen af danske efterretningsofficerer, der ’under jorden’ samarbejdede med den britiske tjeneste. Under Frihedsrådet, stiftet som en samlende dansk kraft i september 1943, oprettedes et bladudvalg til koordinering af kommunikationen. Outze var selvskreven som medlem. Han var blevet en central skikkelse i den danske modstandskamp – og i besættelsesmagtens forsøg på at få ram på den.

*

Børge Outze var nu jaget vildt. Han måtte uafladelig skifte overnatningssteder og iagttage den største varsomhed med, hvor han indfandt sig. Under et illegalt møde på en restaurant i Tivoli i juni 1944 blev Outze genkendt af en ungkonservativ stikker, der tilkaldte Gestapo. Det lykkedes Outze at undslippe.

To af de andre mødedeltagere blev sendt til kz-lejren Neuengamme, hvor de døde. Den tredje overlevede i Frøslev-lejren. Stikkeren blev i 1947 idømt 20 års fængsel, men blev benådet allerede fem år efter.

Den 14. oktober 1944 gik det galt for Outze. Formentlig efter oplysninger fra en torteret modstandsmand om jævnligt anvendte mødesteder lå stikkeren, bogtrykker Arne Oskar Hammeken, på lur med Gestapo ved lejligheden Gammel Kongevej 95, 2.th. Her indfandt Outze sig til et møde med blandt andet Frihedsrådets Mogens Fog. Begge blev pågrebet. En tredje mødedeltager, redaktør Kaj Holbech, blev dræbt af skud, da han forsøgte at flygte ned ad trappen.

Under forhørene lykkedes det Outze at holde stand længe nok til, at listerne med nyhedsbrevets modtagere kunne reddes af hans hjælpere, før Gestapo fik fingrene i dem, så hans udsete efterfølgere kunne overtage udgivelsen. At Information udkom – stort set – som intet var hændt, kunne også tjene til at vildlede Gestapo om Outzes rolle.

Efter Outze havde siddet fange i en måned, udtænkte han en plan, der er tæt ved krydse grænsen for det trolige. Han foregav over for Gestapo, at han var vidende om en ’admiralitetsaftale’ mellem Sovjetunionen og Storbritannien om en deling af Europa – en aftale, som Sovjet tilsyneladende var i gang med at bryde ved en indmarch i det nordlige Norge. Outze oplyste – sandfærdigt – at han var inderlig antikommunist. Oveni erklærede han, at han ikke kunne udholde, hvis krigen endte med, at Rusland besatte Danmark.

Han tilbød derfor Gestapo-chefen, dr. Karl Heinz Hoffmann, denne aftale: Hvis Gestapo løslod Outze, ville han tage til Sverige og derfra spionere mod Sovjet og indberette til Hoffmann om Sovjets mulige fremtrængen. Utrolighedernes utrolighed er, at Hoffmann gik med til aftalen. Under en fangetransport lod Gestapo Outze hoppe ud af bilen, og vogterne nøjedes med at affyre skud op i luften.

*

Outze fortalte noget af sin historie til fæller i København og mere til allierede efterretningsfolk, da han nåede til Sverige, hvorfra han pligtskyldigst sendte harmløse underretninger til Hoffmann.

De ejendommelige omstændigheder omkring Outzes flugt førte til, at han siden hen blev angrebet for dobbeltspil, både af kommunister og socialdemokrater – og af gamle nazister. Den britiske efterretningstjeneste fastholdt, at den accepterede Outzes fremstilling. Outzes forklaring fandt også støtte ved briternes afhøring af Hoffmann efter befrielsen.

I afhøringsrapporten hedder det: »Dr. Hoffmann opfattede nærmest Børge Outzes udsendelse til Sverige som et eksperiment, idet han ikke havde fuld tillid til hans loyalitet, og efter at have set de breve, som Børge Outze sendte ham, fik han den opfattelse, at deres indhold var blevet godkendt fra engelsk side, og at det faktisk var et materiale, som skulle leveres Dr. Hoffmann gennem Børge Outze.«

*

I sin første avisleder, i det legale dagblad Information den 9. maj 1945, slutter Børge Outze med disse ord:

»Den ånd, som var modstandsbevægelsens, må bevares, om der skal blive resultater i efterkrigstiden. Frihedskæmpere kan ikke give op nu. Det politiske liv må aktiveres. Respekten for parlamentarismen må skabes på ny, ved at mandfolk og ikke nathuer vælges ind på Tinge. I det arbejde vil INFORMATION på den ene eller den anden måde gerne have lov at gøre en indsats.«

Og det har Outzes værk – på den ene eller den anden måde – nu søgt at gøre i det trekvarte århundrede, der siden er forløbet. Må man nøgternt konstatere.