Læsetid: 4 min.

Corona har med glasklar tydelighed demonstreret det privates afhængighed af det offentlige

Det private erhvervsliv på lånte krykker
»Endog storkøbmandsbutikken Mærsk med selskabets enorme flåde og vidtforgrenede globale forretningsnet subsidieres af skattetekniske begunstigelser og fordelagtige kontrakter. Lige så meget eller meget mere er den store private forretning betinget af den solide danske infrastruktur. Som andre virksomheder i samfundet nyder også Mærsk godt af offentligt veluddannede unge, som rederivirksomheden senere ansætter.« skriver Georg Metz.

»Endog storkøbmandsbutikken Mærsk med selskabets enorme flåde og vidtforgrenede globale forretningsnet subsidieres af skattetekniske begunstigelser og fordelagtige kontrakter. Lige så meget eller meget mere er den store private forretning betinget af den solide danske infrastruktur. Som andre virksomheder i samfundet nyder også Mærsk godt af offentligt veluddannede unge, som rederivirksomheden senere ansætter.« skriver Georg Metz.

BROWN ADRIAN

15. maj 2020

Et statsgaranteret privat erhvervsliv i dansk samfundsbeskrivelse fremstår næppe i nyere historie mere synligt end i disse dage. At det generelt forholder sig sådan, er ingen nyhed, men aktuelt i synsfeltet, når nu støtten er så robust. Private erhvervsvirksomheder, centrale for national prestige og valutaindtjening, har ofte været en sag for statslig forståelse. Klarest udtrykt i landbruget, der ynder at beskrive sig som et dannebrogsfarvet liberalt erhverv. Uden gavmilde subsidier fordelt af EU ville danskerne nemt kunne lægge et område større end det halve Jylland til landets vilde natur.

Den traditionelle blå argumentation skelner stadig mellem det offentlige og det private mestendels som indbyrdes antagonistiske størrelser: Førstnævnte ødsler andres penge bort, sidstnævnte tjener dem og lægger alen til fædrelandets vækst og velfærd. Synspunktet blomstrer uanfægtet af realiteterne og markedsføres eksempelvis i den Berlingske avis som snusfornuftig visdom. Høfligt sagt er det noget vrøvl.

Endog storkøbmandsbutikken Mærsk med selskabets enorme flåde og vidtforgrenede globale forretningsnet subsidieres af skattetekniske begunstigelser og fordelagtige kontrakter. Lige så meget eller meget mere er den store private forretning betinget af den solide danske infrastruktur. Som andre virksomheder i samfundet nyder også Mærsk godt af offentligt veluddannede unge, som rederivirksomheden senere ansætter. Disse kører til og fra arbejde ad de veje og med den metro, som det store samfundskollektiv har leveret, og de bliver under sygdom og barsel plejet og passet i alle legemsdele af et offentligt fuldfinansieret sundhedsvæsen.

Deltagere i debatten skelner imidlertid som levn fra kapitalismens barndom fortsat skarpt mellem staten og de private og betragter det ubærligt, hvis ikke virksomhederne får friere, helst frit, spil i betragtning af den private sektors ensidige indtjening til det uproduktive ineffektive offentlige bundløse morads.

Coronakrisen har med glasklar tydelighed demonstreret det privates afhængighed af en redebon og vel at mærke risikovillig offentlig sektor. Umiddelbart er det vanskeligt at se, hvordan forestillingen om en meningsfuld adskillelse og en traditionel prioritering samt vaneforestillingerne om det privates forrang økonomisk såvel som moralsk kan opretholdes i tiden, der kommer. Slet ikke i betragtning af det offentlige sundhedsvæsens gigantindsats.

Kapitalismens styrke

Det har moret mange og forarget flere, at fortaleren for minimalstaten Anders Fogh Rasmussen har haft hånden kreativt fremme efter statslige krisetilskud til sin nedtrykte rådgivende forretning. At klandre den tidligere stærke mand i Venstre for dette er urimeligt. Selvsagt bør en tidligere statsminister nyde samme bistand som alle andre. Foghs anmodning tjener blot yderligere til afdækning af noget, der kunne minde én om superliberalisternes traditionelle forvanskning af virkeligheden. Ondsindede vil kalde det hykleri.

Folk, der er optaget af lord Keynes’ forestillinger om statens positive rolle og muligheder og nødvendighed i krisetider, ser nu tankerne ført ud i livet. Vel at mærke uden at staterne behøver gå fallit. Slet ikke den danske.

I fald krisen ikke varer alt for meget længere, redder de bredt vedtagne hjælpeforanstaltninger de betrængte virksomheder frelst over på den anden side.

Sådan set er dette kontrært kapitalismens væsen. Hvad ikke kan stå, må falde. At denne dynamik – stærkt medvirkende til den overflod, vi har kendt siden 1960’erne – nu er sat i nogen grad i stå ved, at staten understøtter mange virksomheder, truer selve systemets idé. Dynamikken har hidtil, bortset fra støtten til landbruget og kriseramte banker, udskilt de svage og dermed styrket den kapitalistiske ordens hele arrangement. Herpå beror kapitalismens forandringsparate styrke.

Ikke at det kommer til at mangle på konkurser og fallitter, men det ville ikke have haft ben at gå på, såfremt Mette Frederiksen (S) var kommet ud og alvorstungt opremset fremtidsusikre virksomheder som dem, der ikke kunne få noget, og som derfor måtte dreje nøglen om. Var statsministeren forfaldet til dette i et øjebliks politisk afsind, havde de borgerlige partier i uvant enighed hvæsset tænderne.

Krav om statsindsigt

Sådan handlede Mette Frederiksen selvfølgelig ikke, tanken kan kun have været nævnt som en vittighed.

Laissez faire har ikke desto mindre og trods nævnte afvigelser været i overensstemmelse med den klassiske markedsreligions hyppigt forkyndte trosbekendelse. Og så begav det sig således, at en mikroskopisk virus med krone i navnet kom til verden og gjorde et fandens væsen af sig.

Økonomer har antydet, at redningspakkerne til virksomhederne – langt de fleste af de i forvejen truede – i virkeligheden er det langsigtet omkostningstunge i krisen: Hjælpeforanstaltningerne kan nemlig hæmme den sunde naturlige kapitalistiske artsudvælgelse. Med andre ord – og såfremt vælgerne fortsat ønsker den blandingsøkonomi, som det store flertal sværger til kombineret med en magtfuld offentlig sektor – er det mere tvivlsomt, om regeringen i næste coronabølge fornuftstyret bør søge så dybt til lommerne som nu. I givet fald må prisen være et krav om statsindsigt og medbestemmelse i de atter engang støttede private forretninger.

Heri ligger en anden erfaring: At borgerlige vil gøre alt, hvad de kan for at forhindre offentligt medejede og delvis styrede virksomheders succes. Husk DONG og den kongelige kammesjuk Sjursens sabotage indefra af en virksomhed, der i effektivitet var ved at sætte bestyrelsesformand Ovennævnte og det private til vægs. Den gik ikke. Med rygstød i Venstre, som modtog bidrag fra den determinerede bestyrelsesformand, fik man sat en stopper for ikke alene DONG, som man kendte virksomheden, men for anskueliggørelsen af, hvor effektiv det offentligt ejede kan være i forhold til paratfordommenes myter om det privates suverænitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Juul
  • Thomas Tanghus
  • Morten Wieth
  • ingemaje lange
  • Christian Skoubye
  • Carsten Munk
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Mads Greve Haaning
  • Estermarie Mandelquist
  • Peter Knap
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tommy Clausen
  • Jeppe Lindholm
  • Martin E. Haastrup
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anders Reinholdt
  • Lars Koch
  • tove helbo
  • Kurt Nielsen
Poul Anker Juul, Thomas Tanghus, Morten Wieth, ingemaje lange, Christian Skoubye, Carsten Munk, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Mads Greve Haaning, Estermarie Mandelquist, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen, Jeppe Lindholm, Martin E. Haastrup, Peter Beck-Lauritzen, Maj-Britt Kent Hansen, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Lars Koch, tove helbo og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

- og dertil kan tilføjes: hvormange CVR-numre bidrager til samfundet? Gør Foghs numre? Gør svinebøndernes? Osv. Det er en urimelighed mod dem der yder! En forenkling af regelsættet er ønskeligt.

Jeppe Lindholm

Ikke på trods. Men på grund af velfærdsstaten er Danmark blevet et af verdens rigeste lande. Det ved alle jo godt. De borgerlige vil bare ikke indrømme det - Det må de jo ikke.

Rikke Nielsen, Christian Skoubye, Carsten Munk, Anne-Marie Krogsbøll, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Mads Greve Haaning, Estermarie Mandelquist, Peter Knap, Bjarne Bisgaard Jensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Hvad ikke kan stå, må falde."

Ja, det har også været en ret gennemgående holdning fra en del i kommentarfeltet, som mere eller mindre skjult er gået ind for flokimmunitet: At da det mest er gamle og syge, som er i farezonen for covid-19, så er det urimeligt, at samfundet skal ofre mange penge på at redde dem.

Af en eller anden grund mener de samme kommentatorer oftest, at socialdarwinismen ikke også skal gælde for erhvervslivet - for "Tænk, hvor hårdt det må være at miste sit livsværk"...

Ja - det er hårdt at miste sit livsværk - og at miste sit eller næres liv. Men hvorfor gælder "Hvad ikke kan stå, må falde" i en del superliberales øjne kun for (svage gruppers) kød og blod - ikke for private virksomheder og aktieporteføljer?

Kim Houmøller, Christian Skoubye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

De svageste kan jo ikke hjælpe politikerne med deres karriere efter Folketinget..

Thomas Tanghus, Christian Skoubye og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Peter Ølgaard

Jeg undrede mig noget over, hvad (Jann?) Sjursen havde at gøre i sammenhængen. Mon ikke, den Kongelige kammersjuk, der omtales, er Fritz Schur?

Klaes Guldbrandsen

her er Metz som altid morsom og skarp, 'krykker til kapitalismen' er jo egentlig neomarxistens udtrykte selvironi, og så giver han til slut den nok rigtigste diagnose på DONG skandalen, nemlig at denne grundlæggende handlede om ideologi og samfundsmodel (og DONG forløbet var i øvrigt godt garneret med vildledning af Folketinget og departemental lukkethed), og at vi med parasitten Ørsted har fået et nyt og konkret eksempel på, hvordan kapitalismens ideologi kan holde lidt endnu med lånte krykker

…. Jo, Peter, det er denne Fritz