Læsetid: 6 min.

Dansk økonomi balancerer på en knivsæg, og hjælpen til erhvervslivet skal doseres meget præcist

Både vismændene og regeringens økonomiske ekspertgruppe anbefaler at udfase kompensationsordningerne i en fart. Det er der gode argumenter for, men der er også en række farer forbundet med at trække stikket for hurtigt
Dansk økonomi er langtfra sikkert i havn endnu. Flere end 200.000 personer er blevet tildelt lønkompensation. Det siger noget om dybden af det hul, vi stadig kan falde i, skriver Jeppe Druedahl

Dansk økonomi er langtfra sikkert i havn endnu. Flere end 200.000 personer er blevet tildelt lønkompensation. Det siger noget om dybden af det hul, vi stadig kan falde i, skriver Jeppe Druedahl

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

28. maj 2020

For at undgå en bølge af konkurser og fyringer som følge af coronakrisen blev en række kompensationsordninger sat i søen i begyndelsen af COVID-19-epidemien. Og missionen er i høj grad lykkedes.

Vi har endnu ikke set en stigning i antallet af konkurser, og stigningen i ledigheden er blevet begrænset til lidt flere end 50,000 fuldtidspersoner. Det betyder, at dansk økonomis produktive kapacitet i det store hele er forblevet intakt. Og eftersom det tager tid og ressourcer at opbygge virksomheder og finde de rigtige ansatte, er det godt at disse strukturer bevares.

Men dansk økonomi er langtfra sikkert i havn endnu. Flere end 200.000 personer er blevet tildelt lønkompensation. Det siger noget om dybden af det hul, vi stadig kan falde i.

Økonomien balancerer således på en knivsæg. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi sikrer, at ledigheden ikke stiger yderligere, og at langt de fleste på lønkompensation kommer tilbage på arbejde hurtigst muligt.

Afgørende er det, hvor længe kompensationsordningerne, hvor virksomhederne kan få dækket en del af deres faste udgifter ved større omkostningstab, og de ansatte kan sendes hjem med deres løn delvist betalt af staten, skal fortsætte. Hjælpepakkerne har været helt afgørende for at undgå et kollaps. Men de skaber de også en række problemer, fordi de fastfryser den økonomiske situation.

Mod grønnere græsgange

En væsentlig del af væksten i vores samfund kommer ved, at mindre produktive, og derfor mindre profitable, virksomheder skrumper eller sågar går konkurs. Og at en større del af samfundets kapital og arbejdskraft søger mod grønnere græsgange, det vil sige mod mere produktive virksomheder, hvor afkast og aflønning er højere. Selv i økonomiske kriser opstår der mange nye virksomheder, og ansatte skifter rundt mellem virksomheder på kryds og tværs.

Derfor har både formandskabet for Det Økonomiske Råd og regeringens økonomiske ekspertgruppe, der udkom med en ny rapport i går, anbefalet at kompensationsordningerne udfases hurtigt. Grundlæggende er anbefalingen, at ordningerne som udgangspunkt ikke forlænges efter deres udløb den 8. juli – dog med en række undtagelser for eksempel for brancher, der først får mulighed for at åbne i løbet af juni, og brancher, der er særligt ramt af det fortsatte forsamlingsforbud eller grænselukningen.

Hovedargumentet er, at kompensationsordningerne i for høj grad fastholder status quo og hæmmer dynamikken i dansk økonomi.

Når en virksomhed midlertidigt bliver pålagt at lukke ned, mister den alle sine indtjeningsmuligheder. Det er en slags midlertidig ekspropriation, og der er stærke argumenter for kompensation. Når virksomheden får lov at åbne igen, men er underlagt visse restriktioner med hensyn til fx afstand mellem kunder og hygiejne, er det et mere komplekst spørgsmål.

For det første kan det blive mindre profitabelt for virksomhederne at tage imod nye ordrer, da en del af deres kompensation af faste udgifter bortfalder, når omsætningen stiger. Det kan dog delvist afhjælpes ved et smartere design af ordningen. For det andet har virksomheder, som helt eller delvist kompenseres for tab, et mindre incitament til at finde på smarte og billigere måder at overholde de sundhedsmæssigt nødvendige restriktioner.

Især hvis det forventes, at de sundhedsmæssige restriktioner vil fortsætte på længere sigt, er det problematisk. Så vil det nemlig være en fordel, at de virksomheder, som er gode til at finde på nye løsninger, udkonkurrerer deres sløvere konkurrenter. Og det vil være en ulempe, hvis langvarig, gavmild kompensation satte en stopper for den markedstilpasning, der er behov for.

Spørgsmålet er dog, hvor relevant denne argumentation er i den aktuelle situation.

En lidt dyrere klipning

Det er langtfra sikkert, at for eksempel biografer og restauranter skal indrette sig grundlæggende anderledes om et år eller lidt længere ude i fremtiden. Hvis restriktionerne kun er midlertidige, er det mindre afgørende at fremdyrke virksomheder, som er særligt gode til at håndtere disse restriktioner.

Selv i fraværet af en effektiv behandling eller vaccine for COVID-19 kunne en teststrategi med effektiv kontraktsporing og isolation af smittede, eventuelt kombineret med brug af masker og andre værnemidler i den offentlige transport, skabe mulighed for, at de eneste restriktioner af den økonomiske aktivitet, som er nødvendig på længere sigt, er i forbindelse med større forsamlinger og tæt kontakt i by- og natteliv.

Samtidig må man også sige, at restriktioner i sig selv ikke nødvendigvis er et argument for hjælpepakker. Hvis for eksempel alle frisører grundet sundhedsmæssige forholdsregler ikke kan have lige så mange kunder pr. dag, behøver det ikke svække deres indtjeningsmuligheder. De kan sætte prisen pr. klipning op som konsekvens af de øgede omkostninger. Hvis sundhedsmæssig forsvarlig klipning er blevet en mere knap ressource, er det naturligt at det afspejles i den højere pris. I andre tilfælde kan de nødvendige prisstigninger dog være så store, at det vil skræmme kunderne bort og føre til en de facto nedlukning. I sådanne tilfælde er der et stærkere argument for kompensation.

Uden tvivl er der en række skadelige effekter ved for langvarige gavmilde hjælpepakker. Både gennem en mindre dynamisk økonomi og gennem det dræn på de offentlige budgetter, de udgør. Men samtidig er der også en række farer ved for hurtig udfasning. Hvis først en negativ spiral af fyringer, konkurser og svigtende efterspørgsel sætter i gang, kan den være svær at stoppe igen. Afvejningen af disse modsatrettede effekter er ikke så ligetil. Vi har ikke modeller for dansk økonomi, hvor vi i detaljer tager højde for en virusepidemi og de indførte hjælpepakker. Skøn og overslag spiller derfor en endnu større rolle end normalt.

Det går ikke så dårligt igen

En del indikatorer tyder på, at det ikke ser så skidt ud med dansk økonomi, som man kunne frygte. Danskerne svinger dankortet næsten lige så ofte som før – bare nogle andre steder, sjældnere på restaurant og oftere i supermarkedet. Der er kun lidt færre stillingsopslag, end der plejer at være. Der er stadig betydelig aktivitet på boligmarkedet.

Én ting står dog fast: Usikkerheden er større, end den plejer at være. Korthuset risikerer stadig at vælte.

Det er også i det lys, man skal se den økonomiske ekspertgruppes anbefalinger i gårsdagens rapport om at udspænde en række nye sikkerhedsnet i takt med, at kompensationsordningerne bortfalder. For det første peger ekspertgruppen på øget understøttelse af virksomhedernes likviditet gennem fortsat udskydelse af skatte- og momsbetalinger og forlængelser af låne- og garantiordninger. En fordel ved sidstnævnte er, at långivningen sker gennem finansielle institutioner, som ikke vil låne ud til virksomheder, der vurderes at være urentable på lang sigt. Markedsmekanismen bruges således til at skelne de gode æbler fra de mindre gode eller ligefrem rådne. Selv i almindelige år oplever mange virksomheder tilbagegang i deres omsætning, som ville give dem adgang til kompensation af deres faste udgifter under den nuværende ordning.

For det andet peger ekspertgruppen på behov for nye trepartsforhandlinger med fokus på at udbygge mulighederne for arbejdsdelingsordninger, hvor de ansatte for eksempel kan arbejde på mindre end fuld tid og i stedet få supplerende dagpenge, eventuelt med et højere maksimum end almindeligvis. Et løbende arbejdsgiverbidrag til de supplerende dagpenge kan desuden give virksomhederne et stærkere incitament til at højne den økonomiske aktivitet mest muligt og ikke holde på arbejdskraften for længe. Det vil være en klar fordel sammenlignet med lønkompensationsordningen.

Bland fra buffeten

Det er også naturligt at sammentænke en eventuel aftrapning af kompensationsordningerne med ekspansiv finanspolitik. Der er mange finanspolitiske håndtag at trække i. Fremrykke offentlige investeringer. Frigive fastfrosne feriepenge. Give coronatillæg i kontanthjælp, SU, dagpenge og folkepension. Direkte sætte penge ind på danskernes NemKonto. Sænke afgifter og skatter. Der er gode argumenter for at blande lidt fra hele buffeten.

Et faresignal, som presser barometret i retning af behov for aktiv finanspolitik nu og her, er, at ledigheden lader til at stige i industrien og inden for byggeri og anlæg. Det er bekymrende, fordi disse brancher i mindre grad er udbudsbegrænset, og ledighedsstigningen derfor mere sandsynligt er drevet af mangel på efterspørgsel. Hvis begrænsningen ligger på udbudssiden kan aktiv finanspolitik ikke gøre fra eller til. Det kan den til gengæld, hvis problemerne stammer fra efterspørgselssiden.

Når det kommer til den danske eksport, er det dog ikke nok med øget indenlandsk efterspørgsel. Her er international koordinering af finans- og pengepolitikken nødvendig. Derfor er det lige så vigtigt for dansk økonomi, hvad man bliver enige om i Bruxelles, som hvad der bliver vedtaget på Christiansborg.

Jeppe Druedahl er adjunkt på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information

Det var ikke sådan, at lokalet sitrede af optimisme, da finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde den økonomiske redegørelse. »Det er et hårdt tilbageslag, som vil kunne mærkes i det danske samfund,« sagde ministeren.
Læs også
Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Kramer
  • Rune Palm
  • Steffen Gliese
Søren Kramer, Rune Palm og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved ikke, hvad der menes med udtryk som "lige på et knivsæg" - eller "på kanten af grundloven" og så videre. Enten overtræder man grundloven, eller også gør ,man det ikke. Og lovgivere bør i øvrigt holde sig meget langt væk fra at være på kant med en eller anden lov.

Men her drejer det sig altså om landets økonomiske situation, og al den snak om at være "velpolstret" og så videre, er politikersnak, der kun har til formål at forsvare sig selv mod de meget kostbare beslutninger, de har taget.

Sagen er, at alle disse beslutninger koster Danark og en række andre lande ganske mange penge, og selv om man øjeblikkelig vender tilbage mod "normale tider". kan saldoen kan bestemt ikke gøres op nu.

I tiden herefter kommer der en lang række ubalancer i samfundsstrukturen, der rammer økonomien. Bl.a. vil mange af de lande, som Danmark handler med, være ramt af økonomiske problemer, som reducerer efterspørgslen, og det vil give øget arbejdsløshed i Danmark.

Faktisk er det "skruen uden ende" der nu vil køre den forkerte vej i nogle år, og dreje ned af , inden der igen kommer balance i økonomien. Og til den tid vil også Danmarks statsgæld, der nu er på 426 mia. DKK, være betydeligt større. Og den skal betales tilbage over mange år, men vil mangle i velfærd i alle disse år. Og så må man jo håbe, at der i denne årrække ikke kommer andre kriser, som koster penge.

Den bedste løsning på problemet - hele vestens problem er, at lave en ny fordeling af de midler, som samfundet genererer. I 2019 genererede Danmark et BNP på 2.318,8 mia. DKK , hvoraf langt det meste forbliver hos private investorer. Disse penge kunne gøre god gavn hos staten, der kunne øge velfærden. Og i en tid, hvor nogle ganske få "tjener" mange flere penge til sig selv, medens der reelt bliver flere uden job, er det nok på tide at skabe en mere hensigtsmæssig og retfærdig fordeling af samfundskagen.

Dette er dog ikke realistisk muligt i disse år. Og derfor er det næstbedste, i første omgang at hjælpe det nære samfund på benene, så de igen kan efterspørge. - Altså at gå aktivt ind for EU´s enorme hjælpepakke.

Lige nu mener Danmark, Holland og Østrig (den svenske regering er ved at falde) at pengene skal være et lån, medens flertallet i EU mener, pengene skal gives som en gave. Men der er altså også en anden, og mere rimelig, mulighed, - at pengene til erhvervslivet konvertere til aktier til dagspris. Altså aktier som virksomhederne kan købe tilbage igen til gældende dagspris.

Ved at tage aktier i bytte for økonomisk hjælp, bevarer samfundet en vis indflydelse over disse virksomheder. Og der vil formentlig være både sundt og logisk, hvis samfundene ejer en del af erhvervslivet, der anvender samfundets skattebetalte infrastruktur.

Ole Svendsen, Holger Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar