Skal man tvinges til at betale sin tidligere svigermors kontanthjælp tilbage til kommunen, blot fordi man for over 20 år siden garanterede at forsørge hende som led i, at svigermoren kunne få lov til at blive familiesammenført til Danmark?
Nej. Det slår en aktuel dom fra Højesteret fast. Og det kan komme til at koste kommunerne mange millioner kroner. De bliver nemlig nødt til at gå en række ældre sager om inddrivelse af udbetalt kontanthjælp til familiesammenførte igennem med det formål at tilbagebetale de inddrevne beløb.
Det mener Eddie Khawaja, der som advokat for en dansk kvinde vandt sagen mod Københavns Kommune i Højesteret i april i år.
Sagens kerne var kort fortalt, om kommunen havde ret til at inddrive over 300.000 kroner fra kvinden. Pengene var over en treårig periode fra 2013 til 2016 blevet udbetalt som kontanthjælp til kvindens daværende svigermor, der i 1999 var blevet familiesammenført fra Marokko til Danmark.
I den forbindelse havde den danske kvinde underskrevet to såkaldte garantierklæringer, hvor hun garanterede for, at hun ville forsørge sin svigermor – en i 1999 og en i 2003. Erklæringerne var en betingelse for, at den dengang 60-årige svigermor i 1999 kunne blive familiesammenført med sin søn – den danske kvindes daværende mand – i Danmark.
Spørgsmålet for retten var så, om kommunen i 2016 – med henvisning til garantierklæringerne – kunne forlange, at den danske kvinde skulle indbetale det beløb, som svigermoren havde fået udbetalt i kontanthjælp – selv om kvinden i mellemtiden var blevet separeret fra sin mand og ikke længere boede sammen med svigermoren. Ifølge sin forklaring i retten har den danske kvinde ikke haft kontakt med sin tidligere svigermor siden 2007.
Med andre ord: Skulle den danske kvinde to årtier efter, at hun garanterede, at hun ville forsørge sin daværende svigermor, betale for, at svigermoren har været på kontanthjælp?
Ja, mente kommunen og henviste til, at de underskrevne garantierklæringer var klare, tidsubegrænsede og ubetingede, og at kommunen ifølge lovgivningen ligefrem havde pligt til at pålægge den danske kvinde at tilbagebetale beløbet.
Kommunen henviste desuden til, at Udlændingestyrelsen i et brev til kommunen i 2012 havde tilkendegivet sin holdning: Garantierklæringer er gyldige, »så længe den familiesammenførte udlænding opholder sig i Danmark på det oprindelige opholdsgrundlag, uanset om pågældende har fået tidsubegrænset opholdstilladelse«.
Modsat mente den danske kvinde og Eddie Khawaja, at forsørgelsespligten ikke kunne vare for evigt. De henviste blandt andet til, at det var udtrykkeligt anført i svigermorens første opholdstilladelse i 1999, at så længe opholdstilladelsen kun var tidsbegrænset, var den givet på betingelse af, at svigermoren blev forsørget.
I 2004 fik svigermoren tidsubegrænset opholdstilladelse, og den eneste betingelse var, at hun skulle have fast ophold i Danmark.
Højesteret gik imod byret og landsret
Københavns Byret afsagde dom i sagen i januar 2018. Byretten fandt, at Københavns Kommune havde ret til at inddrive beløbet på baggrund af garantierklæringerne. »Sagsøgers synspunkt støttes heller ikke af retspraksis,« erklærede retten.
Den danske kvinde klagede over byrettens afgørelse til Østre Landsret, som afsagde dom i februar 2019. Det var en stadfæstelse af byrettens afgørelse. Også landsretten henviste til, at garantierklæringerne var tidsubegrænsede. Landsretten henviste også til, at en lovændring i 2002 om, at inddrivelsesordningen ikke længere kunne anvendes i sager, hvor der var givet tidsubegrænset ophold, ikke var relevant, i og med at svigermoren var familiesammenført til Danmark i 1999.
Det lykkedes den danske kvinde og Eddie Khawaja at få tilladelse og fri proces til at få sagen i Højesteret. Sagen var principiel, og af samme grund trådte Kommunernes Landsforening ind som biintervenient til støtte for Københavns Kommune under Højesterets behandling.
Højesterets afgørelse gik mod både by- og landsret. Dommerne lagde vægt på, at en tidsubegrænset opholdstilladelse til en familiesammenført ikke kan inddrages, selv om garanten ikke kan forsørge vedkommende. Så hvis en garantierklæring fortsat skulle gælde i sådan en situation, ville det indebære en omfattende og langvarig forsørgelsespligt for garanten, også selv om familieforbindelsen mellem garanten og den familiesammenførte udlænding var ophørt.
»En sådan retstilstand må efter Højesterets opfattelse forudsætte klar hjemmel i udlændingeloven,« mente dommerne. Men da det ikke er tilfældet, var dommerne enige om, at de garantierklæringer, som den danske kvinde havde underskrevet, måtte anses for bortfaldet, da svigermoren i 2004 fik tidsubegrænset opholdstilladelse.
Gamle sager skal genoptages
På baggrund af højesteretsdommen vurderer Eddie Khawaja, at kommunerne nu af egen drift må gennemgå tidligere inddrivelsessager.
»Jeg er i gang med at gennemgå en række sager, jeg har haft gennem årene, men henset til hvor indgribende inddrivelsesafgørelserne har været, er det min opfattelse, at kommunerne bør gøre det af egen drift,« siger han.
Ombudsmanden har i anledning af dommen nu skrevet til Københavns Kommune og spurgt, om kommunen vil finde tidligere afgørelser frem og genoptage dem. Også Ankestyrelsen har fået brev fra Ombudsmanden, der vil vide, om Ankestyrelsen agter at vejlede kommunerne om pligten til at genoptage tidligere afgjorte sager.
Information har spurgt Københavns Kommune og KL om deres reaktion på dommen i Højesteret, og om de vil genoptage tidligere sager. I en mail til Information skriver Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommunes presseafdeling, at »Københavns Kommune tager dommen til efterretning og er lige nu i gang med at se på konsekvenserne i forhold til eventuelle øvrige sager«.
KL’s juridiske chef, Pernille Christensen, skriver til Information, at »KL blev bedt om at træde ind i sagen af Københavns Kommune, og vi tager naturligvis dommen til efterretning. Folketingets Ombudsmand har efterfølgende informeret os om, at den kan have betydning for håndteringen af lignende sager. Vi skal nu nærlæse Ombudsmandens betragtninger og så tage stilling til, hvordan vi skal vejlede kommunerne.«
