Læsetid: 6 min.

Pandemien har sat de globale masseprotester på pause, tømt København for turister og skal ikke blandes sammen med klimaforandringerne

... Og så har verdens ledere samlede 55 milliarder sammen til udviklingen af vaccine og behandling. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik
... Og så har verdens ledere samlede 55 milliarder sammen til udviklingen af vaccine og behandling. Det er blevet tid til dit daglige coronaoverblik

Jesse Jacob og Sara Houmann Mortensen

5. maj 2020

Velkommen til Informations daglige coronaoverblik. Her samler, sorterer og prioriterer vi de vigtigste historier om coronapandemien og de konsekvenser, den har for vores samfund. Overblikket udkommer også som nyhedsbrev, og du kan tilmelde dig her. Det er gratis.

Kære læser

I dag er den 5. maj, og det er ikke kun Informations fødselsdag, som du måske ved. Det er også forår og Danmark frit, det var en lærke, der lettede, tusind, der fulgte, og aldrig mere skulle vi leve undertrykte og formørkede. Aldrig ville vi glemme.

Det er der heller ikke noget, der tyder på, vi har gjort, når man lige løber igennem tv-programmet en tilfældig aften på DR2 eller går i boghandlernes afdeling for nonfiktion, den gang vi kunne det, men det er nu alligevel svært at forestille sig, at vi nogensinde skulle opleve noget lignende i Europa igen. Gudskelov.

Men en lære, der står over alt andet med denne coronakrise, er at man må være parat til det uforudsigelige. Eller som den tidligere direktør for den amerikanske svar på Statens Serum Institut C.D.C, Ali Khan, siger i den kommende udgave af magasinet The New Yorker, så skyldes coronakrisens tragiske omfang ikke mangel på penge, ikke på mangel på viden eller mangel på oplysninger.

»Det her handler om en mangel på forestillingsevne. Som med alle andre kriser.«

Med så voldsomme og endevendende tiltag, som denne krise har krævet, er det vist ingen, der lige for øjeblikket har problemer med at være forberedte på det uforudsigelige eller at have tabt forestillingsevnen.

Det må stå klart for enhver, at det ubegribelige udspiller sig for øjnene af os hver dag. Der er heller ikke mangel på at forestille sig totalitære regimer, hvis man kigger ud over debatdanmark, men måske kan vi alligevel nå at blive taget på sengen eller ikke opdage det totalitære. Ikke nu og ikke på grund af den voldsomme statslige indgriben, men måske nærmere hvis det modsatte skulle ske. Hvis man i større grad åbnede samfundet, og flere mennesker ville dø, så kunne det måske få totalitære konsekvenser.

En ny – ja, man kunne kalde den dugfrisk – rapport fra Federal Reserve Bank of New York har vist en voldsom høj korrelation mellem antallet af Tysklands døde ved den spanske syge i 1918-20 og stemmeandelen på ekstremistiske tyske partier ti år senere. Studiet, der blev offentlig gjort i går viser at de tyske delstater, der havde det største antal døde under den spanske syge, også havde den største stemmeandel på Hitlers nazistparti. Det gør sig også gældende, selv om man renser tallene for økonomiske og sociale faktorer.

»Det er dødsfaldene i sig selv, der ser ud til at have har haft en massiv effekt på stemmeandelen til nationalsocialisterne,« forklarer rapportens hovedforfatter, Kristian Blicke, til Financial Times.

»Det er et tal, der overskygger alle andre faktorer som arbejdsløshed, demografi, økonomi, boligformer, krigsskade – der er intet, vi har kunne finde, som viser så stor effekt som dødstallene efter influenzaepidemien ti år før.«

I rapporten fremgår det også, at de samme delstater i langt højere grad end andre steder bebrejdede minoriteter – særligt jøder – for sygdommens udbredelse, og det vel at mærke selv om det ikke var delstater, der traditionel havde forfulgt, undertrykt eller bebrejdet minoriteter for eksempelvis den sorte død, som jøderne ellers også har fået skylden for.

Det er måske langt at trække rapportens opdagelser, men det aktualiserer spørgsmålene om de sociale følgevirkninger af coronapandemien, og hvor stor tillid vi har til vores samfundsstrukturer. Og så minder det os om, hvor vigtigt det er at holde fast i forestillingsevnen.

Her er dit nyhedsoverblik

Vi prøver hver eneste dag her på stedet at holde fast, men vi lover dig også, at vores nyheder og overflyvninger ikke er opdigtede. Her kommer de:

  • I Danmark har der nu være 503 covidrelaterede dødsfald. I går afgik 10 mennesker ved døden, mens antallet af indlagte faldt med 24, så 228 i alt nu er indlagt.
  • I Sverige døde yderligere 80 i løbet af det sidste døgn, hvilke med weekendens underrapporteringer svarer nogenlunde til det niveau, der har været i landet i en uge. I alt er 2845 svenskere døde med COVID-19. Her til morgen fortæller statsepidemiologen, Anders Tegnell, at det er overvejende sandsynligt, at sygdommen allerede ankom til landet i november – direkte fra Wuhan – og det kan i følge ham være en del af forklaringen på, at landet er så meget hårdere ramt end de nordiske nabolande.
  • Storbritannien er nu det land i Europa med flest bekræftede coronadødsfald. Over 32.000 personer er bekræftet døde efter at være blevet smittet med sygdommen. Kun USA har flere ofre. Her har myndighederne bekræftet knap 69.000 dødsfald hos personer, der har været smittet med coronavirus. Det fremgår af den seneste opgørelse fra amerikanske Johns Hopkins University.
  • Verdens ledere samlede 55 milliarder sammen til udviklingen af vaccine og behandling. Det skete i går ved en donorkonference, der var organiseret af Europa-Kommissionen. Alle verdens ledere? Stort set. Ja, eller det vil sige ikke lige Trump, han kunne vist ikke den dag. Danmark forpligtede sig til at bruge 370 mio. kr. på den fælles, internationale kamp mod corona.

Her er de historier, du ikke må gå glip af i dag

Her er fem ting, du skal vide om immunitet mod COVID-19

To af avisens stærkeste og yngste kræfter har været rundt blandt eksperterne og skærer det her ud i et materiale, der er til at forstå. Det tegner godt for de næste 75 år med Information. (Dagbladet Information)

Pandemien har sat de globale masseprotester på pause

I 2019 blev der talt meget om massedemonstrationer rundt om i verden, men de har af gode grunde været svære at fortsætte. Mange af dem er derfor gået online eller har fundet andre metoder. Spørgsmålet er, hvor effektive de er. Merle Baeré, som vi også regner med at have på redaktionen om 75 år, tager dig igennem demonstranternes nye normal. (Dagbladet Information)

Overleveren

Og nu da vi har fødselsdag, så får du dette vidunderlige interview med Ejvind Larsen med i posen, for det har faktisk også med corona at gøre. Han har været 65 år på Information og har skændtes med grundlægger Børge Outze og diskuteret med hver eneste chefredaktør siden – inklusiv ham selv – om meningen med avisen. Det afslører han i dette rørende og medrivende interview, der også er en historie om en overlever. 83-årige Larsen var nemlig for få uger siden dødeligt syg med COVID-19. (Dagbladet Information)

Et København tømt for turister

Vi ville jo så gerne have givet en lille én i dagens anledning, men det må vente, for vi skal jo som bekendt holde afstand. Det kan mærkes i den københavnske turistbranche, og det kan ses. Berlingske har en flot billedreportage fra den turistløse by. (Berlingske)

Søren Brostrøms forhold til pressen

Fagbladet Journalisten tegner et hæderligt portræt af sundhedsgeneralen og hans forhold til den mere kritiske del af den danske coronadækning. (Journalisten)

Sådan håndterer du uvisheden

Vi skrev lidt om det i går, og i mellemtiden har amerikanske NPR lavet en god guide til, hvordan man klarer uvished – lavet af folk, der har mærket den på egen krop. (National Public Radio)

Michel Houellebecq er ikke imponeret over coronaen

Vi er naturligvis på vej med en dansk oversættelse, men her får du en ny tekst af den franske forfatter, der for første gang har ytret sig om COVID-19, som han finder både kedelig, karakterløs, banal og også en anelse skræmmende. Til gengæld har virussen tegnet et fint og forudsigeligt billede af Europa, skriver han. (France Inter)

Klimaforskeren, der stadig er vred

Os, der måske ikke er super godt inde i alle de tekniske detaljer i klimaforandringerne, tænker at en type som Kate Marvel ville være godt tilfreds med coronapandemiens nedlukning af samfundet og flytrafikken, men det er hun ikke. Faktisk er den højtestimerede klimaforsker rasende på os, der vover at blande de to ting sammen. Hun forklarer her, hvorfor man skal lade være med det, og hvorfor coronaen kan vise sig at være mere skadelig for miljøet end gavnlig. (Drilled News)

Spred ordet, ikke smitten

Og nu vil vi hjem og holde fest ... også selv om der ingen kommer med som gæst. Chefredaktøren har skrevet en fin fødselsdagsleder, du kan hygge dig lidt med til vi ses igen i morgen. Et helt år stærkere. Vi er stolte af den bette pjosker.

/Lasse Lavrsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu