Læsetid: 6 min.

Rektorer og studerende: Flere vil droppe ud og blive forsinket på studiet grundet nedlukning

Nedlukningen af samfundet betyder, at sommerens eksamener på universiteter og professionshøjskoler stort set kun vil foregå online. Det vil give frafald og forsinkelser, mener både rektorerne, de studerende og Studenterrådgivningen
På uddannelserne er de lige nu i fuld gang med at omlægge så godt som alle eksamener, så de kan foregå digitalt. Undtagelsen er en række natur- og sundhedsvidenskabelige fag, som kræver adgang til laboratorier eller andre faciliteter på universiteterne og en række kreative-praktiske fag på professionshøjskolerne.

På uddannelserne er de lige nu i fuld gang med at omlægge så godt som alle eksamener, så de kan foregå digitalt. Undtagelsen er en række natur- og sundhedsvidenskabelige fag, som kræver adgang til laboratorier eller andre faciliteter på universiteterne og en række kreative-praktiske fag på professionshøjskolerne.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

7. maj 2020

De studerende på landets universiteter og professionshøjskoler har efter ugevis med fjernundervisning nu udsigt til også at skulle tage de fleste af deres eksamener online. Og det bliver ikke uden konsekvenser, for den fortsatte nedlukning og mangel på social kontakt og struktur i hverdagen vil medføre, at flere studerende dropper ud eller bliver forsinkede.

Det forventer rektorerne for både de videregående uddannelser og professionshøjskolerne samt Danske Studerendes Fællesråd og Studenterrådgivningen.

»Mere studiefrafald og -forsinkelse er simpelthen prisen for den nedlukningsstrategi, regeringen har valgt,« siger Stefan Hermann, der er formand for rektorerne i Danske Professionshøjskoler (DSF).

»Vi har kun hjemmel til onlineeksamen, og vi er virkelig pressede i forhold til de sårbare studerende, der endnu ikke er blevet taget hensyn til under nedlukningen. Derfor er jeg sikker på, at vi kommer til at få mange forsinkelser og et frafald over normalen, selv om vi bruger mange kræfter på vejledning og hjælp til de studerende.«

Også i Danske Studerendes Fællesråd (DSF) frygter man, at den fortsatte nedlukning af uddannelserne og sommerens onlineeksamener vil skabe mistrivsel for nogle studerende, siger forperson for DSF, Johan Hedegaard Jørgensen.

»Og derfor er det desværre vores forventning, at flere studerende vil blive forsinkede eller i sidste instans falde fra.«

Den samme bekymring har Studenterrådgivningen, som tilbyder gratis psykologhjælp og socialfaglig støtte til studerende på de videregående uddannelser over hele landet. Thomas Braun, der er direktør for Studenterrådgivningen, fortæller, at mange studerende kæmper langt mere med bekymringstanker, ensomhed og med at strukturere deres studier efter nedlukningen af alle videregående uddannelser. 

»Vi forventer både større frafald og flere, der forlænger deres studietid på grund af de her studievilkår. Noget af det vigtigste for, at de studerende klarer studierne, er, at de oplever at være en del af et socialt og fagligt fællesskab. Og det eroderer rigtig let lige nu,« siger Thomas Braun og uddyber, at de studerende har endnu sværere end normalt ved at strukturere deres arbejde, når de ikke skal møde til undervisning på uddannelsesstederne, kan tage på biblioteket eller mødes i studiegrupper, som de plejer.

En del studerende føler sig desuden mere ensomme, og så er der en gruppe, der er blevet mere bekymrede for fremtiden, forklarer Thomas Braun. Fælles for de studerende er, at mange trives dårligere, og det giver et læringstab.

Anders Bjarklev, der er formand for rektorerne i Danske Universiteter, forstår godt, at de studerende er nervøse for onlineeksamen, selv om situationen er den samme for de fleste. Han er dog mest bekymret for de studerende, der i forvejen har det svært.

»Den her situation gør det meget værre for dem, og selvfølgelig kan det betyde, at flere bliver forsinkede eller dropper ud. Men vi håber, det kan begrænses mest muligt med studievejledning og oplysning omkring, hvad der skal ske til eksamen. Alle tager jo højde for, at det her er en helt usædvanlig situation, som ikke skal komme de studerende til skade,« siger Anders Bjarklev.

På uddannelserne er de lige nu i fuld gang med at omlægge så godt som alle eksamener, så de kan foregå digitalt. Undtagelsen er en række natur- og sundhedsvidenskabelige fag, som kræver adgang til laboratorier eller andre faciliteter på universiteterne og en række kreative-praktiske fag på professionshøjskolerne.

Ekstra SU

DSF er som udgangspunkt ikke imod onlineeksamener, men mener, at de enkelte undervisere og studier må vurdere, hvorvidt det er fagligt forsvarligt at sende de studerende til eksamen, hvis de studerende har haft meget mindre undervisning end normalt.

»Men det også vigtigt, at man ikke bare fjerner emner og minimerer pensum. Så må man i stedet udskyde eksamen. Nogle steder vil det være det mest forsvarlige. En del studerende vil nok ikke være særligt trygge ved at gå til eksamen på baggrund af den undervisning, de har fået de seneste uger,« mener Johan Hedegaard Jørgensen.

Sammen med Akademikerne har DSF foreslået Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg at gøre det muligt for de studerende at få ekstra SU-klip, hvis de bliver forsinket på grund af coronanedlukning. Indtil videre har de studerende dog kun fået mulighed for to måneders ekstra SU-lån.

Derudover har DSF og Akademikerne også foreslået at sætte fremdriftsreformen i bero.

»Hastighed bør ikke være målsætningen. Det må være det faglige indhold, det handler om, og det er jo helt centralt i en lang række uddannelser at kunne få adgang til for eksempel laboratorier, hvilket de studerende ikke kan lige nu. Ligesom det er kritisk for studerende, at bibliotekerne ikke er åbne,« siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Lars Qvistgaard, der er formand for Akademikerne, tilføjer:

»Som det er lige nu, er det meget vanskeligt for de studerende, som arbejder i laboratorier og med empiri, at gennemføre eksamen. Men det er fortsat meget vigtigt, at de studerende kan få afsluttet med kvalitet, så det ikke er fremdriften, der styrer, hvornår de bliver færdige.«

Akademikernes formand er desuden bekymret for, om de nyuddannede kandidater kommer ud til et arbejdsmarked, der nærmest er gået i dvale.

»Vores bekymring er, hvad det er for et arbejdsmarked, de nyuddannede kommer ud til. Når der ikke er særligt mange job, er spørgsmålet, om det egentlig er klogt, at vi har travlt med at få skubbet de studerende så hurtigt igennem systemet,« siger Lars Qvistgaard.

Ikke sætte på standby

Anders Bjarklev mener omvendt ikke, at det en god idé at sætte uddannelsen af nye kandidater på standby ved for eksempel at udskyde eksamener.

»Vi har indtil nu holdt fast i, at vi vil gøre vores yderste for ikke at skabe forsyningsmangel på folk med uddannelse. Vi ved godt, det er svært både for de studerende og underviserne at skulle omlægge alt til onlineeksamener, men vi prøver at få dem færdige. For det er helt afgørende, at vi ikke også kommer til at stå i en situation, hvor vi mangler kvalificeret arbejdskraft,« siger Anders Bjarklev, der desuden er rektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

På DTU vil langt de fleste eksamener foregå online, og hvor det ikke kan lade sig gøre, må eksamen afvikles med de obligatoriske to meters afstand. Selv om der er blevet givet begrænset adgang for visse forskere og forskerstuderende til laboratorier, så er det dog endnu uafklaret, om de studerende vil kunne få adgang. På DTU har de i stedet forsøgt at gøre eksamenerne mere teoretiske og digitale. Spørgsmålet er så, om det er fagligt forsvarligt for de studerende.

»Fagligt set holder det udmærket. Allerede i dag er der mange studerende, der laver databehandling, men det er klart, at i det lange løb så skal de studerende også lave eksperimenter – det er kernen i ingeniørfaget. Men på kort sigt kan vi godt holde det samme faglige niveau,« siger Anders Bjarklev.

Han forstår dog godt, hvis de studerende er nervøse ved de kommende onlineeksamener, selv om situationen er den samme for alle.

Anders Bjarklev tror dog ikke, at ekstra SU-klip vil hjælpe på problemet. Det gør Stefan Hermann, der er rektor på Københavns Professionshøjskole, heller ikke.

»Det hjælper jo ikke på mismodet, ensomheden og følelsen af, at det også fagligt er utilfredsstillende, når alt skal foregå online,« siger Stefan Hermann og tilføjer, at man på professionsuddannelserne dog regner med, at de studerende i begrænset omfang vil få adgang til faglokaler til eksamen, når det er afgørende for, at de kan komme videre på eller afslutte deres uddannelser.

Torsdag vedtog alle partier i Folketinget at give de cirka 800 studerende på landets videregående uddannelser, der står uden SU-klip og slutlån, mulighed for at optage slutlån i op til tre måneder med mulighed for forlængelse. Det hjælper dog ikke de øvrige studerende, mener Danske Studerendes Fællesråd.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) deler bekymringen for, at flere studerende risikerer at blive forsinkede og falde fra.

»Den ændrede hverdag og usikkerheden i forhold til, hvad morgendagen bringer, risikerer at give mere frafald. Det er blandt andet derfor, vi har afsat 215 millioner kroner til udsatte grupper – de er også til studerende,« siger Ane Halboe-Jørgensen.

De studerende, som risikerer at blive forsinkede, fordi de ikke har haft adgang til værksteder eller laboratorier på grund af nedlukningen, er ministeriet i fuld gang med at finde på løsninger til sammen med uddannelsesinstitutionerne, forklarer uddannelsesministeren.

Og hvis de studerende bliver forsinkede, fordi de ikke har kunnet få adgang til laboratorier i ugevis, så har de ret til ekstra SU-klip, forklarer Ane Halsboe-Jørgensen:

»Vi knokler for, at det bliver så få som muligt, men dem, der reelt bliver forsinkede på grund af nedlukning, vil kunne søge om ekstra klip, for vi ved godt, at det giver store bekymringer, når mange mister deres studiejob, og vi ved også, at bekymringer om økonomien bidrager til mistrivsel, og det vil vi gerne undgå.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det er skide svært, ja.
Ingen tvivl om at det fæles somom vi har mistet en stor del af vores mulighed for faglig udvikling.

Steffen Gliese

Nu åbner bibliotekerne, så kan folk komme i gang med noget meget mere selvstændigt, end de har været tvunget ind i i de mange år med 'evidens'-dyrkelsen i stedet for jagten på ny indsigt.

Helle Walther

Man må altså kunne holde ud i en sådan situation , hvis man springer fra, så er man ikke studie egnet i min optik. Man må altså vise, hvad man indeholder, dur til og kan i en krisesituation, det har landet skolelærere vist, politiet, sundhedspersonalet, en masse gamle og ældre mennesker, så jammer her, jeg gider ikke høre på det.

Mette Poulsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Fuglsang og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Ditte Jelsbak-Rasmussen

Kære Information

Vil gerne udtrykke et dybfølt tak for, at bringe den vanskelige situation mange studerende oplever, frem i lyset. Tiltag som ekstra SU lån, virker netop ikke mod den ensomhed, stress og usikkerhed mange studerende lige nu står alene med.

Mulighed for forlænget studietid er et langt mere effektivt tiltag, mod frafald og mistrivsel. For mange studerende er visheden om at deres situation anerkendes, det afgørende. Dette bør derfor også afspejles i tiltagende, der bør udvise at regeringen rent faktisk tager de studerendes sundhed alvorligt. Mindfulness og tips til at skabe en godt struktur i læsningen, er fint, men desværre ikke nok. Ansvaret bliver lagt på den enkelte, og mange oplever at falde i fælde hvor de bearbejder sig selv, for den usikkerhed og stress de oplever.

Regeringens manglende evne til at gennemføre virksomme tiltag, er et udtryk for en kortsigtet tankegang, hvor fremdrift hæves over sundhed. Dette kommer utvivlsomt til at fører negative konsekvenser med sig, for en i forvejen nedadgående mental sundhed blandt studerende.

Ditte Jelsbak, studerende på Historie, Københavns Universitet

Freddie Vindberg

Ditte Jelsbak, studerende på Historie, Københavns Universitet

Du kan garanteret få ekstra hjælp.

Steffen Gliese

Ja, det er selvfølgelig rigtigt, at studerende har adgang til det meste af det relevante materiale, der foreligger digitalt.

Steffen Gliese

Jeg er bange for, Ditte Jelsbak, at det er, hvad man forventer af studerende, at de kan og skal tackle. At tage en videregående kandidatuddannelse er i høj grad en selvstændig emancipation, en sommerfuglelarvetilstand, hvor man ruster sig imod sine ligesindede fagfæller.

Ditte Jelsbak-Rasmussen

Det er korrekt, at det at være studerende kræver selvstændighed. Vil dog mene at dette er en helt særlig situation, der bør give anledning til ændrede vilkår. Dette kunne fx være muligheden for at skyde en eksamen, uden at dette tæller som et brugt forsøg (forlænget studietid)

Og så må jeg desværre meddele at meget materiale desværre ikke foreligger elektronisk, hvilket komplicerer særligt en historikers arbejde.
Fortsat god dag :)

Steffen Gliese

Jeg er, Ditte Jelsbak-Rasmussen, en svoren tilhænger af alt, hvad der hedder muligheder for at skyde eksaminer, ligesom jeg er tilhænger af en afskaffelse af dette mikrostyre med at afslutte alle forløb hvert semester, der har bredt sig.
Jeg kan levende sætte mig ind i den ørkesløshed, der er gældende, når man netop ikke kan få adgang til det materiale, man har brug for. Jeg er delvis i samme situation, men er yderligere hæmmet af ikke at have institutionel tilknytning, så jeg er nødt til at komme indenfor på en læsesal.

ingemaje lange og Ditte Jelsbak-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Helle Walther

"Man må altså kunne holde ud i en sådan situation , hvis man springer fra, så er man ikke studie egnet i min optik. Man må altså vise, hvad man indeholder, dur til og kan i en krisesituation, det har landet skolelærere vist, politiet, sundhedspersonalet, en masse gamle og ældre mennesker, så jammer her, jeg gider ikke høre på det."

Empati? Disse mennesker holder da også ud!

Men de skal mere end holde ud. De skal også gennemføre et svært studie uden noget af alt den hjælp alle vi andre fik. Så er det nemt at skyde på dem, når du ikke selv har været i samme situation.

Ditte Jelsbak-Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar