Kommentar
Læsetid: 4 min.

Så knækkede vi CO2-kurven – men hvor længe? Og til hvilken pris?

Coronakrisen og klimakrisen er forbundne. De er to sider af det, videnskaben ser som én grundlæggende krise for civilisationen: at vi presser klimaet, naturen og den biologiske mangfoldighed for hårdt. Spørgsmålet er, om vi kan lære af coronakrisen og dermed knække CO2-kurven
Nedlukningen af verdensøkonomien har stoppet flytrafikken, dæmpet varetransporterne til lands og til vands, lukket masser af industriproduktioner, holdt folk hjemme med stærkt begrænsede forbrugsmuligheder. Det har markant dæmpet afbrændingen af kul, olie og gas overalt på kloden og dermed udledningerne af klimabelastende CO2.

Nedlukningen af verdensøkonomien har stoppet flytrafikken, dæmpet varetransporterne til lands og til vands, lukket masser af industriproduktioner, holdt folk hjemme med stærkt begrænsede forbrugsmuligheder. Det har markant dæmpet afbrændingen af kul, olie og gas overalt på kloden og dermed udledningerne af klimabelastende CO2.

Friedemann Vogel

Indland
30. maj 2020

»Måske kan kurven faktisk knækkes i 2020.«

Sådan skrev vi her i avisen kort før jul.

Anledningen var det netop afsluttede FN-klimamøde COP25 i Madrid. Her havde den fremtrædende klimaforsker og chef for Potsdam Institute for Climate Impact Research, Johan Rockström, talt dunder til verdens regeringer og fastslået: »Der findes ikke noget realiserbart scenarie fra IPCC (FN’s klimapanel, red.), der kan holde os på 1,5 graders opvarmning, hvis ikke vi knækker kurven over globale udledninger i 2020.«

På den baggrund valgte vi at kalde 2020 »et skæbneår«. Og håbet om at knække CO2-kurven knyttede vi til de unges globale klimaoprør og den stærkt øgede klimabevidsthed, der var fulgt med på alle niveauer og overalt i verden.

Chokket fra øst

Så kom en ondartet virus ind fra øst. Som med et fingerknips skiftede den globale dagsorden. Fortrængt var klimakampen, øverst stod nu frygten for sygdommen, der til dato har taget livet af næsten 350.000 mennesker.

I dens kølvand er fulgt bekymringen for verdensøkonomien, som netop nu er i den dybeste recession siden 1930’erne. Op mod 200 millioner mennesker ventes at miste deres job kloden over, FN advarer om risiko for fødevaremangel og sult, den internationale arbejdsorganisation, ILO, rapporterer om markant stigende fattigdom, mens den internationale valutafond, IMF, varsler øget ulighed.

Så med ét har både politikere og befolkninger fået noget andet at spekulere over.

Knækket

Det paradoksale er, at CO2-kurven ikke desto mindre er knækket.

Nedlukningen af verdensøkonomien har stoppet flytrafikken, dæmpet varetransporterne til lands og til vands, lukket masser af industriproduktioner, holdt folk hjemme med stærkt begrænsede forbrugsmuligheder.

Det har markant dæmpet afbrændingen af kul, olie og gas overalt på kloden og dermed udledningerne af klimabelastende CO2. I sagens natur kender endnu ingen de samlede udledninger for 2020, men det internationale energiagentur, IEA, forudser et fald på hele otte pct. i forhold til 2019.

Det vil bringe CO2-udledningerne tilbage til niveauet i 2010 og ifølge IEA udgøre »den største reduktion nogensinde«, seks gange større end faldet under finanskrisen i 2009 og dobbelt så stor som summen af alle de kortvarige fald, der er indtruffet siden Anden Verdenskrig, for eksempel under oliekrisen i 1973-74.

At udledningerne således reduceres historisk meget i kraft af nedlukningen, er imidlertid ikke det samme, som at atmosfærens koncentration af CO2 og dermed den globale opvarmning også reduceres.

Et hold forskere ledet af professor Richard Betts, forskningschef ved det britiske meteorologiske instituts Hadley Centre, vurderer, at otte procent reduktion af udledningerne blot vil betyde, at den globale CO2-koncentration ikke som forventet stiger med 0,68 procent i 2020, men ’kun’ med 0,60 procent.

Altså stadig en stigning i atmosfærens indhold af CO2, selv om udledningerne er blevet mindre. For vi tilfører jo fortsat i dette coronaår masser af CO2 til atmosfæren – bare mindre end vi ellers ville have gjort.

Faktisk svarer en sandsynlig reduktion i år på otte pct. meget godt til, hvad de globale udledninger bør reduceres med hvert eneste år frem mod 2050, hvis Parisaftalens 1,5-gradersmål skal holdes.

Dyr strategi

Hvis man anskuede nedlukningen af verdensøkonomien som et klimatiltag, så må man sige, at det er en dyr måde at redde klimaet. Ifølge klimaforsker Zeke Hausfather fra det amerikanske Breakthrough Institute vil ét ton CO2 sparet i 2020 på grund af coronakrisen modsvares af et tab i global økonomisk aktivitet på 1.750 dollar eller godt 12.000 danske kroner. Til sammenligning er den officielle kvotepris for udledning af ét ton CO2 i EU’s CO2-kvotesystem i øjeblikket omkring 140 danske kroner.

Det leder Zeke Hausfather til den meget logiske konklusion, at et abrupt stop for verdensøkonomien nok ikke er måden at redde planeten og dens klima på. Men dermed når vi også frem til det dilemma, som coronakrisen gør så smertelig klart:

Selv med et EU-kvotesystem, der sætter en pris på CO2-udledning, og selv med de hidtidige globale programmer og indsatser for vedvarende energi, energibesparelser, elbiler m.m. har det i en verden med ’normal’ økonomisk ekspansion endnu ikke vist sig muligt at knække kurven og reducere CO2-udledningerne – i 2019, det sidste normalår før coronaen, steg de globale udledninger med 0,6 pct.

Den næste kamp

Så med Johan Rockströms advarsel fra Madrid-mødet in mente er udfordringen, hvordan vi fastholder CO2-kurvens knæk i en verden efter corona, hvor økonomien forventes at tage fart igen.

Kan politikerne presses til at sætte en høj pris på klimabelastningen som f.eks. de 1.500 kr. pr. ton CO2, som vort hjemlige Klimaråd anbefaler? Kan vi skrue op for etableringen af vindmøller, solceller, ladestandere til elbiler, energirenovering af bygninger osv.? Kan vi ændre vore rejse- og feriemønstre i bæredygtig retning, sådan som vi har været tvunget til under pandemien? Kan vi skabe mere trivsel ved at erstatte lidt af vort materielle forbrug med flere besøg i naturen, flere kreative aktiviteter, mere tid til stilhed, mere socialt samvær?

I en videosamtale med Greta Thunberg på Earth Day for nylig understregede Johan Rockström, at coronakrisen og klimakrisen er forbundne og to sider af det, videnskaben ser som én grundlæggende krise for civilisationen. To udtryk for, at vi presser klimaet, naturen og den biologiske mangfoldighed alt for hårdt med vort voksende folketal og voksende forbrug.

»Allerede et halvt år før coronakrisen erklærede det videnskabelige samfund planetær nødstilstand som konsekvens af menneskehedens eksponentielle pres på planeten,« sagde Rockström.

»Jeg håber, at vi bevæger os ud af pandemikrisen med en meget mere ydmyg erkendelse af det, den videnskabelige dokumentation fortæller – at det ikke er værd at løbe risikoen – og at vi derfor bliver i stand til mere kollektivt at bevæge os i den rigtig eretning.«

Kampen mod pandemien har været hård. Men mon ikke vi har lært noget af den, som vi kan bruge i den langt alvorligere kamp mod klimaændringer, som nu forestår?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Ja, vi kan godt ændre vores levevis.
Men det kommer til at kræve modige politikere og det kræver ofre.
Jobs. forbrug, importerede varer, udlandsrejser, privatbilisme, planlagt levetid for produkter, brug-og-smid-væk-tanken, ideen om flere end 2 børn pr. livmoder.

Men vil vi?
Jeg har lige læst en ellers ret fornuftig bekendt sidde på facebook og knotne over, at hun ikke kan tage den årlige (eller halvårlige) flyrejse til Grækenlands turismeparadis...

Måske ER vi ude af stand til at stoppe destruktionen af egne levemuligheder

Christian Skoubye, Jens Ole Mortensen, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess, Aksel Gasbjerg, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Primært er det vækstkurven, der skal knækkes. Så kommer CO2-knækket af sig selv.
Sekundært skal den mindre vækst naturligvis ledsages af hastig omlægning fra fossil- til vedvarende energi.

Desværre præges debatten af, at der byttes rundt på det primære og sekundære. Man fokuserer primært på omlægning fra fossil- til vedvarende energi og tror, at det alene løser problemet.

Men uden kraftig reduktion i forbruget ingen knæk på CO2-kurven. Væksten æder den positive CO2-omlægning.

Globalt er der 1.500.000.000 benzinslugende biler. Hvis denne bilpark vokser med blot 3,5 procent om året, vil der være 3.000.000.000 biler på vejene i 2040 (fordobling på 20 år). Disse biler skal så på 20 år omlægges til el, samtidigt med omlægning af el-forsyningen til VE. Hertil kommer udbygning af infrastruktur i form af nye motorveje, ladestationer, bilfabrikker, værksteder, råstofudvinding osv.

Enhver kan se, at det ikke hænger sammen. Om så vi har 3.000.000.000 el-biler, der alle kører på VE, ja så vil blot mængden af biler og den tilhørende infrastruktur i sig selv medføre et alt for stort pres på natur og miljø.

Ved global vækst på 3,5 procent er det naturligvis ikke kun biler, der fordobles på 20 år, men hele forbruget i alle sektorer.

Så det er primært vækst-kurven der skal knækkes. Men at gøre det i et kapitalistisk samfund, der har vækst som helt centralt dna, er desværre umuligt.

Ole Svendsen, Mads Greve Haaning, Christian Skoubye, Randi Christiansen, Jens Ole Mortensen, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Lyt til daniel schmactenberger ´humanity´s phase shift´ på utube forklare det privatkapitalistiske, indbyrdes konkurrerende samfunds selvundergravende systemfejl.

Og når disse sammenhænge er feset ind under tænkehatten, fremstår løsningerne. Klart. Herunder selvfølgelig et minimalt økologisk aftryk.

Ulrik Hermann

Vejen til mindsket CO2 er en satsning på kernekraft, for det er den eneste skalerbare energi der hverken udleder CO2 eller forurening iøvrigt. For hvis vi ser på Europa er der tre lande som ikke udleder CO2 fra elproduktion, og det er Frankrig, Sverige og Norge, og i alle tre tilfælde skyldes det vandkraft og i de to første kernekraft.

Vi må derfor igang så hurtigt som muligt. Jeg vil foreslå at fortsætte der hvor man stoppede for en del år siden, på Gyllingnæs syd for Odder, så vil os der bor i Østjylland også kunne få fjernvarme fra et kernekraftværk i Gyllingnæs. Vi burde have bygget kernekraft i 70erne som Sverige og Frankrig og mange andre gjorde, men bedre sent end aldrig, for kernekraft er løsningen på CO2 problemet.

Randi Christiansen

@Ulrik - hvilken vandalisme af et naturskønt område du der foreslår. Det fik vi heldigvis forhindret i 70´erne, og det er ubegribeligt, at nogen vil hive det grusomme forslag frem igen.

Mht kernekraft er det halsløs gerning, så længe sikkerheds- og affaldsproblemet ikke er løst. Hvilket det iflg flere eksperter, som udtalte sig for nylig i et radioprogram - IKKE er.

Halfdan Illum

EU's kvotesystem fungerer ikke til at nedbringe CO2, da prisen er baseret på markedsvilkår, hvor klimaprisen simpelthen ikke er indberegnet, så det er en lidt unødvendig sammenligning. Fagområdets forskere vurderer prisen skal være ca. 250 euro, for at den ønskede effekt er opnåeligt, hvilket også er tættere på de 1500 kr. som Klimarådet har anbefalet

Ole Svendsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ole Svendsen

@ Aksel Gasbjerg
Du har fat ved nældens rod dér. Hele det nuværende økonomiske system bygger på forudsætningen om evig vækst. Enhver person med alm. logisk sans kan se, at der er grænser for vækst, for vi har kun én klode. Dogmet om evig vækst er på alle måder IKKE- bæredygtigt.

Vi er nødt til at have minus vækst for at kloden og menneskeheden kan overleve. Det kræver, at det nuværende finans- og bank system skrottes og erstattes af et andet system, hvor der ikke kan tjenes penge på renter, og hvor de private bankers pengeskabelse bliver gjort ulovlig. Men den rigeste 1 % vil kæmpe imod dette med næb og kløer, for det er dém, som profiterer allermest af det nuværende system. Tro ikke, at de opgiver deres privilegier frivilligt!

Men for vores alle sammens skyld, er det alt-afgørende at vi begrænser vores forbrug, og at dropper vækst dogmet ASAP. Det må nødvendigvis erstattes af et bæredygtigt dogme, med et tilsvarende bæredygtigt økonomisk system. Som menneskehed er vi nødt til at begrænse vores forbrug, så det ikke overstiger, hvad kloden kan holde til.

Hvordan gør man det?
Det er en kæmpe opgave, men en god start kunne være at vi finder vores omsorg for Kloden, naturen og hinanden frem.

For et menneske, som for alvor hviler i hjertet, er villig til at give afkald på forbrug, hvis det er til fælles bedste. Hvis man desuden i højere grad begynder at se alle mennesker som vores brødre og søstre, er der også større vilje til at gøre hvad der er til helhedens bedste.

Prøv at forestille dig en jord, hvor menneskene behandler hinanden og naturen godt. Hvor menneskene glædes ved at hjælpe hinanden og gøre en forskel til gavn for dyrene, naturen og jorden. En fremtid hvor vores forbrug samtidig er bæredygtigt og hvor al vores energi kommer fra vedvarende energikilder og hvor der er ingen eller minimal forurening.

Selvom det virker utopisk, er det godt at have en attraktiv vision for fremtiden.

Videnskabelige undersøgelser viser, at mennesker har naturlige evner for hjælpsomhed overfor medlemmer af den gruppe, som de identificerer sig med. Forsøg har vist, at altruisme findes i små børn helt ned til 3 mdr. alderen. Dette overraskede forskerne og du kan se mere om denne forskning i dokumentaren: ”Den idealistiske revolution. Den er faktisk enormt lærerig.
https://www.dr.dk/drtv/program/den-idealistiske-revolution_189336

Ole Svendsen

Din egen indsats er kun en dråbe i havet og kan synes ubetydelig. Men havet består nu engang af dråber, og hvis tilstrækkelige mange dråber vælger en ny og bæredygtig retning, kan der skabes en bølge af fornyelse til en grøn og bæredygtig fremtid. En bølge, der sætter andre dråber i bevægelse, fordi dine handlinger er med til at inspirere andre. Ethvert valg begynder med dig selv. Du kan ikke gøre det i går, for i går er her ikke mere. Du kan heller ikke gøre det i morgen, eller om 2 minutter, for ”om 2 minutter” er her ikke endnu. Det eneste der findes, er det her evige vidunderlige nu, som du kan bruge til at vælge, om du vil gøre godt eller gøre ondt. Og det valg har du hele tiden.