Så skiftede Inger Støjberg forklaring endnu en gang

Den 9. februar 2016 klokken 13.44 godkendte Inger Støjbergs ministersekretær på hendes vegne et ministernotat i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets interne sagssystem, F 2. Ministerens godkendelse af dette notat blev omdrejningspunktet for afhøringen af den tidligere minister søndag i Instrukskommissionen.

»Det er helt, helt, helt centralt,« sagde Inger Støjberg og gentog flere gange vigtigheden af dokumentet.

Ifølge notatet skulle unge asylpar, hvor den ene part var under 18 år, som absolut hovedregel adskilles og indkvarteres på hver sit asylcenter. Men notatet åbnede også for, at der skulle ske en individuel sagsbehandling af de unge par, og at der i helt særlige tilfælde kunne være omstændigheder, der gjorde, at der ikke skulle ske adskillelse.

Det er en ny forklaring fra Inger Støjberg.

Tilbage i maj 2017 forklarede hun, at hendes embedsværk havde godkendt indholdet, inden hun den 10. februar 2016 udsendte en pressemeddelelse, som lagde op til en undtagelsesfri praksis, hvor alle unge asylpar skulle adskilles. Det var den pressemeddelelse, der endte som en instruks til Udlændingestyrelsen, og som Ombudsmanden beskrev som ulovlig, fordi den var undtagelsesfri.

I sommeren 2017 kom Inger Støjberg så på et samråd i Folketinget med en ny forklaring. Nu sagde hun, at den undtagelsesfri pressemeddelelse alene var en politisk tilkendegivelse, men at det forinden mundtligt var blevet tilkendegivet over for Udlændingestyrelsen, at der kunne være par, der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne adskilles.

Nyt notat omgærdet af mystik

Søndagens nye forklaring fra den tidligere minister understøtter umiddelbart hendes gentagne forsikringer om, at hun aldrig skulle have givet sit embedsværk en ordre om en ulovlig praksis. Men der er også meget mystik knyttet til dette helt centrale ministernotat, som offentligheden gennem Instrukskommissionen nu har fået kendskab til.

Det er således første gang, at Inger Støjberg selv har nævnt eksistensen af notatet. Selv om hun har været indkaldt til en lang række samråd og underskrevet flere hundrede spørgsmål til Folketinget, der alle har kredset om forløbet i februar-marts-april 2016, har hun aldrig tidligere henvist til det. Det er underligt, når nu hun selv mener, det er så vigtigt.

Notatet og ministerens godkendelse af det er heller ikke beskrevet i de redegørelser, som Ombudsmanden har modtaget fra ministeriet om forløbet. Det havde ellers været nærliggende, når ministeriet blev bedt om at beskrive forløbet og herunder departementets retlige overvejelser.

Notatet forblev ukendt i ministeriet

Det er indtil videre også lidt af en gåde, hvorfor ministerens godkendelse i F 2-systemet og ikke mindst indholdet af notatet tilsyneladende ikke trængte ned gennem ministeriet og videre ud til Udlændingestyrelsen, der skulle træffe afgørelser om adskillelse af de unge par. Således var det ikke det ministergodkendte notat, som styrelsen den 10. februar 2016 telefonisk fik besked på at administrere ud fra. Da en afdelingschef i ministeriet, Line Skytte Mørk Hansen, ringede til Udlændingestyrelsens vicedirektør, var det ministerens undtagelsesfri pressemeddelelse, styrelsen fik anvist som grundlaget for deres arbejde med at adskille de unge par. Og den lagde – i modsætning til ministernotatet fra den 9. februar – ikke op til undtagelser. Tværtimod skulle alle par ifølge pressemeddelelsen adskilles, uanset om de havde fælles børn.

Flere gange kunne Kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen, også citere fra mails fra ministeriets embedsfolk, som tidligere er blevet fremlagt i kommissionen. Flere af dem tydede ikke på, at kendskabet til det godkendte ministernotat havde bidt sig fast i ministeriet. Eksempelvis havde daværende afdelingschef Lykke Sørensen om aftenen den 9. februar i en mail henvist til, at Inger Støjberg ifølge departementschefen skulle have afvist en »kattelem«. Men hvorfor, spurgte Lars Kjeldsen, hvis ministeren allerede havde godkendt et notat, der muliggjorde undtagelser i særlige tilfælde?

Ligeledes nævnte kommissionsformanden, landsdommer Peter Mørk Thomsen, at samme Lykke Sørensen under sin afhøring havde fortalt, at hun på et koncerndirektionsmøde om formiddagen den 10. februar havde måttet tale sin minister midt imod. Uanset hvad ministeren ville sige, skulle der administreres lovligt, måtte afdelingschefen ifølge sin vidneforklaring pointere på chefmødet.

»Det hænger dårligt sammen,« mente Peter Mørk Thomsen med henvisning til Inger Støjbergs forklaring om, at hun dagen før selv skulle have godkendt, at nogle måtte have lov at blive sammen, hvis reglerne skulle følges.

Endelig er også selve forløbet af ministerens godkendelse indtil videre noget uklar. Ifølge F 2-systemet er notatet således lagt op til det syvende trin, ministeren, allerede den 5. februar. Men af uklare årsager blev notatet sendt tilbage igen til ministeriets sagsbehandler af Inger Støjbergs ministersekretær og så først sendt op igen til hende den 9. februar. Hvorfor kunne hun ikke forklare i kommissionen og heller ikke, om hendes ministersekretær havde bedt om ændringer i notatet.

Støjberg skrev opslag i minibus

Udspørger Lars Kjeldsen forsøgte flere gange at udfritte den tidligere minister om, hvad hun havde gjort som øverste forvaltningschef for at følge op på ministernotatet og sikre en korrekt forvaltning. Hertil svarede hun flere gange, at når hun som minister havde godkendt notatet, så var det videre forløb »ude af hendes hænder«.

»Så slipper man den formelle del af det, og så er det embedsværket, der tager sig af det,« forklarede hun.

Inger Støjberg blev også spurgt, om hun så var tilfreds med indholdet af notatet. 

»Jeg var mildt sagt ikke glad for, at der kunne ske undtagelser, men det måtte jeg acceptere. Vi gik til kanten, og her var kanten så,« svarede hun.

Inger Støjberg forklarede også, at hun sad i en minibus efter at have stået »skoleret omkring smykkeloven« ved et møde i Bruxelles den 25. januar 2016, da hun første gang hørte om mindreårige, der var indkvarteret sammen med deres ægtefælle på asylcentre i Danmark. Hun skrev straks et Facebook-opslag om, at det ville hun »omgående« bede Udlændingestyrelsen om at stoppe. Hun var meget stærk modstander af barnebrude og af tvang, og i Danmark skulle der gælde danske regler.

Hun viste teksten på sin mobiltelefon til sin særlige rådgiver, Mark Thorsen, der rakte teksten videre til afdelingschef Lykke Sørensen, Udlændinge- og Integrationsministeriets skarpeste juridiske hjerne. Ifølge Inger Støjberg godkendte afdelingschefen formuleringen. Det var jo ministerens asylcentre, havde hun angiveligt sagt.

De følgende dage gennemførte Udlændingestyrelsen to høringer hos operatørerne, der stod for driften af asylcentrene, for blandt andet at klarlægge antallet af unge par, deres alder, og om de havde børn. Resultatet var, at aldersforskellen for de unge par ikke var så stor, konstaterede styrelsen. Det var altså ikke gamle mænd, der havde giftet sig med purunge piger. Operatørerne havde heller ikke fundet eksempler på, at nogen af de unge piger havde været udsat for tvang. Men Inger Støjberg mente ikke, at hun havde set resultaterne af de to høringsrunder.

»Det kan godt være, at jeg har set dem, men jeg kan ikke umiddelbart genkende dem,« sagde hun. Alligevel var hun ikke i tvivl om, at de unge piger havde været udsat for tvang.

»Der er også noget principielt her, om man vil acceptere kulturel tvang i Danmark. Jeg ville give de piger et pusterum, og det var derfor, vi gennemførte de adskillelser.«

Mente hun, at alle pigerne havde været udsat for kulturel tvang, ville kommissionsformanden vide.

»Man må antage, at en stor del af dem har været udsat for kulturel tvang,« lød svaret fra den tidligere minister.

Afhøringen af Inger Støjberg fortsætter mandag.