Interview
Læsetid: 12 min.

En statsminister, en komiker og 7 andre læsere fortæller om deres forhold til Information

Hvad er Informations vigtigste opgave? Og hvad skal vi absolut ikke være? Vi har spurgt en række læsere om deres forhold til Information, og om, hvad de forventer af avisen i fremtiden
Hvad er Informations vigtigste opgave? Og hvad skal vi absolut ikke være? Vi har spurgt en række læsere om deres forhold til Information, og om, hvad de forventer af avisen i fremtiden
Indland
5. maj 2020

En fødselsdagsfejring er ikke kun en anledning til at se tilbage på svundne tiders sejre og nederlag. Det er også en oplagt mulighed for at se frem.

Så hvad skal Information egentlig være og udrette i fremtiden? Hvad skal vi absolut ikke være? Og hvad forventer læserne af avisen? 

Det har vi spurgt en række mennesker med hvert deres forhold til Information om – både nogle af de mest magtfulde i landet og nogle af de helt ukendte, som for eksempel 18-årige Oscar, der har abonneret på avisen i flere år.

Vi begynder med statsministeren.

Frie ord til alle tider

Statsminister Mette Frederiksen

Hvad tænker du om Information?

»Enhver avis har sin egen historie, men få kan prale af et så dramatisk ophav som Information. Første udgave blev skrevet af medarbejderne, mens de lå i dækning på gulvet. De lod sig ikke kue, men insisterede på kampen for demokratiet og det frie ord.«

»Information insisterer stadig – også på at fylde spalterne til bristepunktet. Selv har jeg erfaret, at det ikke er en avis, som egner sig til godnatlæsning – i hvert fald ikke, hvis man vil have det hele med. Det er en kvalitet!«

»I en tid, hvor den gule breakingbjælke går sin sejrsgang, og mands minde er 14 dage, skal vi huske værdien af det lange perspektiv og modet til at gå sine egne veje. Den arv har Information taget med sig og på sig – til gavn og glæde for det frie demokrati, som avisens stiftere satte livet på spil for. Tak for indsatsen, og stort tillykke med de 75 år.«

Et forum for frihed, frisind og folkestyre

Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister og generalsekretær i Nato, nuværende politisk rådgiver

– Hvad forventer du af Information i fremtiden?

»Informations vigtigste opgave er at være kritisk mod magthaverne. Bladet skal være et forum for frihed, frisind og folkestyre. Jeg forventer, at Information er uforudsigelig og kompromisløs i sit forsvar for oplysningstanken, aldrig tager noget for givet, altid stiller kritiske spørgsmål til etablerede sandheder, bekæmper undertrykkelse og benhårdt forsvarer ytringsfriheden.«

– Hvad er dit eget forhold til Information?

»Som studerende i begyndelsen af halvfjerdserne abonnerede jeg på Information – blandt andet fordi jeg sympatiserede med den navnkundige chefredaktør, Børge Outze, og hans opgør med samarbejdspolitikken under besættelsen. Men jeg blev træt af den forudsigelige, venstreorienterede og politisk korrekte linje, som efterhånden dominerede bladet. Rune Lykkeberg har bragt ånden fra Outze, det lille ’o’, tilbage til Information. Det lover godt for fremtiden. Tillykke, Information!«

Jeg blev første gang abonnent, da jeg gik i 9. klasse

Oscar Bøttcher Videsen, abonnent, 18 år, gymnasieelev fra Aalborg

– Hvad er dit forhold til Information?

»Jeg blev først abonnent, da jeg gik i 9. klasse, men der kunne jeg godt mærke, at det måske lige var lidt for ambitiøst og uoverskueligt for mig. Så blev jeg abonnent igen i 1. g, og nu går jeg i 3. g. Min familie er lige flyttet, men inden vi flyttede, læste jeg avisen i bussen til og fra skole.«

– Hvad mener du er Informations vigtigste opgave nu og i fremtiden?

»Det er at give en form for tryghed og overblik i den her vidensbølge, der skyller ind over os og bare bliver større og større og mere kompleks med globaliseringen, sociale medier og alt det pis. Der spiller Information en ret stor rolle for mig ved at udvælge nogle komplekse sager og gå i dybden med dem.«

– Hvad forventer du af Information?

»Mine forventning er ikke kun om sådan noget som at fortsætte med at være ’den demokratiske vagthund’, eller hvad man kalder det. Min forventning er mere, at jeg kan stole på, at jeg bliver oplyst om det, der er væsentligt. Ikke kun de højaktuelle graversager som den om Aarhus Universitet, der havde fiflet lidt med en rapport, men også om ting, jeg ikke var klar over, var relevante.«

En insisteren på klimadagsordenen

Connie Hedegaard, bestyrelsesformand for Berlingske og den grønne tænketank Concito

– Hvad er dit forhold til Information?

»Husstanden er abonnent, og Informations udlægning af verden har i årtier været et fint supplement til de øvrige medier. Og så er jeg jo også somme tider kilde og har høje tanker om Informations journalistiske etik.«

– Hvad mener du er Informations vigtigste opgave nu og i fremtiden?

»At fortsætte med at beskæftige sig kritisk og kompetent også med de emner og historier, der ikke lige ligger i tidens mainstream. Og at gøre det på en fordomsfri måde, hvor jeg som læser ikke altid kan forudsige, hvilken vinkel der vælges.«

– Er der nogen særlige emner, du tænker på?

»Det kunne være miljø og klima – også da de fleste andre ikke prioriterede det højt. Det kunne være kultur og idédebat. Det kunne være pressekritik – også hvor andre medier er berøringsangste.«

– Hvad forventer du af Information?

»Jeg forventer, at Information bliver ved med at integrere klima, bæredygtighed og den grønne omstilling i allehånde stofområder – præcis som samfundet også burde gøre det, men endnu ikke gør. Denne insisteren på klimaudfordringen – også når samfundets dagsordener og opmærksomhed skifter – dét forventer jeg af Information sammen med en løsningsorienteret tilgang, der giver mennesker et informeret grundlag at kunne handle på.«

Information er underligt ligeglad med, hvordan den tager sig ud. Det er sympatisk

Frank Hvam, komiker

– Hvad er dit forhold til Information?

»Det er den avis, jeg holder, og som jeg læser dagligt. Det har jeg efterhånden gjort i mange år. Jeg abonnerer også på andre aviser, men det er dén, jeg læser med sikkerhed hver morgen. Det er en avis, der taler til mig, og som jeg opfatter som fritænkernes legeplads. Det er en nysgerrig avis, og den er ikke tynget af ideologisk vraggods. Jeg synes, at den er ukorrumperet.

Når jeg læser Information, føler jeg ikke, at jeg bliver manipuleret, eller at nogen prøver at skubbe mig i en bestemt retning. Jeg har simpelthen sænket paraderne, når jeg læser Information. Den skrives af en gruppe nysgerrige mennesker, lidt bedre begavede, end jeg selv er, hvilket er en stor fornøjelse, som prøver at finde ud af, hvad der er op og ned her i verden.

Det betyder, at det er en utroligt afslappende avis for mig at læse. Den er så uforfængelig og har øjnene på bolden og er fokuseret på de problemer, verden har nu, og hvordan vi løser dem.«

– Hvad er Informations vigtigste opgave nu og i fremtiden?

»Det er at forblive Information, forblive uafhængig og ikke gifte sig med en bestemt ideologi eller et bestemt værdigrundlag. Jeg opfatter den som en humanistisk avis, det er klart, men ellers synes jeg faktisk, at det er en avis, som hele tiden er parat til at udfordre sig selv og sit eget tankegods, og det skal den blive ved med.

Den skal blive ved med at være så skidenysgerrig. Det er tydeligvis en avis fyldt med individualister, og det er vigtigt, at avisen bliver ved med at skabe rum for de mennesker, fordi så tiltrækker man nogle af de klogeste, og det, synes jeg, at Information er i stand til.«

– Hvad forventer du af Information?

»Jeg forventer, at Information ikke holder noget skjult for mig, som avisen har opdaget. Information har dækket den grønne omstilling tæt i de seneste år, og den er jeg selv meget interesseret i. Men jeg har en forventning om, at avisen ikke undertrykker viden på det område, som i hvert fald på den korte bane kunne gå imod den grønne omstilling. Jeg har en forventning om at høre om sagen fra to sider, at avisen er ærlig over for mig. Hvor andre aviser har travlt med at positionere og konsolidere sig selv, er Information underligt ligeglad med, hvordan den tager sig ud. Det kan jeg virkelig godt lide.«

Støt op om græsrødderne

Sussi Lillelund, klimaaktivist, Den grønne studenterbevægelse

– Hvad mener du er Informations vigtigste opgave nu og i fremtiden?

»Jeg synes, at Information og andre medier har en stor og vigtig opgave i at formidle hvordan klimahandlinger fra politikerne ikke matcher med videnskabelige anbefalinger. De indgår klimapartnerskaber med virksomheder i stedet for at lade de videnskabelige anbefalinger fra for eksempel Klimarådet veje tungest.«

– Hvad forventer du af Information?

»Jeg forventer, at I bliver ved med at prioritere og udpensle konsekvenserne af klimakrisen og fortælle sandheden. Det er vitterligt den største krise lige nu. Jeg forventer, at I støtter op om græsrødderne og formidler, at borgere rent faktisk kan gøre en forskel. At man som borger har mulighed for at gøre noget, man er ikke magtesløs, når man er en del af et fællesskab. Nyhedsmedierne er essentielle for at få flere borgere til at deltage aktivt i kampen for reel klimahandling og i at få gjort os til aktive medborgere i samfundet igen.«

Information er bedst, når den undgår at blive en kliché

Bjarne Corydon, direktør og chefredaktør på Børsen, tidligere socialdemokratisk finansminister

– Hvad er dit forhold til Information?

»Mit forhold til Information er kærligt. Det er præget af respekt og veneration og selvfølgelig også af, at avisen i særlig grad har spillet en rolle i min ungdom og studietid. Og så synes jeg, at den har en særlig plads i den danske offentlighed. Den er anderledes på den gode måde, når den er bedst. Det står den ved, og det kan jeg godt lide. Det er der brug for.«

– Anderledes hvordan?

»Den er langsom med vilje. Den er, havde jeg nær sagt, sær med vilje i forhold til mange af de trends og luner, der præger resten af mediebilledet, og så er den jo insisterende på at gå intenst op i de anliggender, den anser for at være vigtige. Det gør jo, at den er et refugium i offentligheden. Og den er ikke kun det. Det er bestemt også sådan, at Information af og til udkommer med skarpe nyheder, som man ikke kan læse andre steder. Det bryder jeg mig rigtig meget om.

Information er bedst, når den undgår at blive en kliché. Jeg sammenligner altid Politiken og Information, fordi de politiske udgangspunkter i et eller andet omfang er i familie med hinanden. Jeg synes, at Information skal være helt og aldeles anderledes end Politiken, som, når den er værst, bliver til en kliché og netop løber med stemninger i stedet for at hæve sig op over dem. Da kan man tit søge tilflugt i Information – altså, når I er bedst.«

– Er Information også irriterende?

»Information kan da helt sikkert være irriterende, og avisen har også dårlige dage. Det farlige for Information i mine øjne er, hvis alle de positive og særlige ting, jeg har prøvet at fremhæve, bliver til en form for intern undskyldning for ikke at leve op til de dyder, der må gælde for enhver form for journalistisk: At man ægte og uafhængigt prøver at jage sandheden.

Jeg har en lidt sjov udkigspost, fordi jeg har været politiker og også en kontroversiel politiker, og jeg har altid følt, at selv om Information tit på lederplads stod et andet sted, end jeg gjorde, så var den dækning, jeg fik, præget af en større ordentlighed end mange andre steder i den danske presse. Ingen nævnt, ingen glemt. Og det siger jeg ikke kun, fordi I har fødselsdag.«

– Hvad forventer du af Information?

»At læse Information skal helst være ligesom at tage et bad, hvor temperaturen er fuldstændig rigtig, og man mentalt er et andet sted bagefter. Det kræver, at I ikke er Politiken og ikke satser på at råbe højt eller råbe i kor, men at I holder fast i, at I er anderledes og nysgerrige. Det er det væsentligste bidrag til at skrive for aktivisterne i Danmark, som Rune Lykkeberg vist har formuleret det.

Og så skal I huske, at aktivisme er mange ting og mange forskellige mennesker, og de alle gerne skulle kunne mødes som læsere af Information i stedet for, at I bliver en avis for en klike. Det ville være det værste, der kunne ske. Den dag, jeg ikke længere gider at læse med, synes jeg, at I har et problem.«

Hvis man bare genopfører tidligere tiders kritiske figurer, så dør man

Morten Hesseldahl, direktør på Gyldendal, tidligere direktør på Information

– Hvad er Informations vigtigste opgave nu og i fremtiden?

»Den er lidt den samme nu, som den altid har været, men som man bare har glemt, og det er, at man skal udfordre og ikke bekræfte tidsånden. Man skal hele tiden gentænke, hvad systemkritik vil sige. Man skal forsøge at slå kontra på de ting, den ser, og skærpe den til enhver tid værende kritik af verden. Hvis man bare genopfører tidligere tiders kritiske figurer, så dør man. Der er hele tiden risiko for, at Information falder ned i lommer i tidsånden, for eksempel verdens dummeste fænomen, identitetspolitik, og kommer til at genbekræfte det, fordi man tænker, at det nok er der, at den nye venstrefløj er.«

– Hvad forventer du af Information?

»Det, der måske er allervigtigst, er, at man får defineret og hele tiden fornyet, hvad det er for et vandmærke, der skal gå igennem i alle artiklerne. Det vandmærke, der siger, ’vi er Information’. Uanset om I skriver om retspolitik eller litteratur eller klima, skal der være et informationsk vandmærke i artiklerne, og det bliver I nødt til hele tiden at tale med medarbejderne om: ’Hvad er det lige nu, som er vores vandmærke?’«

– Hvordan forandrede dit forhold til Information sig, da du blev direktør på avisen og lærte den at kende indefra?

»Det overraskede mig, hvor morsomme folk på avisen var, fordi det kunne man ikke se, når man læste den. Det var, som om at man skulle være så fandens klog, når man var journalist på Information, og så var der ikke plads til, at man også kunne forholde sig humoristisk til det, man skrev. Men det har til gengæld udviklet sig i en positiv retning i de senere år. At man pludselig mærker, at journalisterne har humor. Man skal holde fast i at have en humoristisk tilgang til verden. Den er fuld af tragedie, men den er også fuld af komik, og det skal man have sans for, når man gerne vil være en intellektuel avis.«

Information som fælles bevidsthed

Ebbe Bertelsen, abonnent, 27 år, arbejder som kampagnemedarbejder i København

– Hvad er dit forhold til avisen?

»Jeg har været trofast Informationslæser længe, og det skyldes i høj grad, at jeg er vokset op med avisen. Mine forældre har altid holdt avisen hver dag i papirform, og der har altid været stor højtidelighed omkring den. En lørdag kunne gå fuldstændig i vasken, hvis avisen ikke kom. Jeg er vokset op ude på landet, så det skete en gang imellem. Der var også tit ventetid, for avisen blev først leveret midt på dagen der, hvor jeg voksede op. Da jeg flyttede til København, kom den jo om morgenen lige pludselig. Jeg fik min første abonnementsperiode af min mormor i 18-års fødselsdagsgave. Og så har jeg holdt fast lige siden.«

– Hvad bruger du avisen til?

»Jeg får ret mange timer til at gå med at læse avis i løbet af en almindelig weekend. Normalt læser jeg faktisk bare alt det, der er. Så har jeg nogle enkelte venner, som også læser den meget fast. Så der er det en dejlig bevidsthed at have, at man kan snakke meget længe om, hvad der har stået i Information.«

– Hvad forventer du af Information?

»Jeg forventer, at Information bliver ved med at bevare en aktualitet og dække de store brydninger i samfundet grundigt og på en anden måde end for eksempel tv-nyhederne. Og så forventer jeg, at Information er en avis, som fortsat har fokus på sociale bevægelser, der vokser op i samfundet, og at Information kan få øje på dem før andre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tusind tak for Information, som jeg har holdt og læst hele livet.
Og skam på Anders Fogh som igenigen bruger lejligheden at at udskamme samarbejdspolitiken.
Han har om nogen solgt ud af Danmarks hæderlighed ved at gå i samarbejdspolitik med Bush om de ulovlige krige i mellemøsten.
Skam få han for den død og ødelæggelse, det har forårsaget. Og for at fremme de kræfter, der stod bag de krige.

David Zennaro, Mette Rasmussen, Lars Løfgren, Søren Dahl, Oluf Husted, Flemming Kjeldstrup, Mogens Holme, Morten Reippuert Knudsen, Irene Clausens, Christian Mondrup, John S. Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Dan D. Jensen

Anders Fog er og bliver et særligt sær menneske !!