Topjurist om Støjberg: Ikke hver dag, man skal forklare en minister, at myndighederne skal overholde reglerne

Endnu et nøglevidne blev mandag afhørt af Instrukskommissionen, og endnu en gang kom der overordentlig opsigtsvækkende oplysninger frem.

Den forhenværende afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Lykke Sørensen forklarede, at hun ved et såkaldt koncerndirektionsmøde i sit ministerium den 10. februar 2016 gav en klar advarsel til sin daværende minister, Inger Støjberg (V): Det ville være imod reglerne at adskille alle asylpar, hvor den ene var under 18 år.

Forud for mødet havde Lykke Sørensen konsulteret Justitsministeriets ekspert inden for internationale konventioner, Nina Holst Christensen, om sagen. Og de to var helt enige om, at man af hensyn til FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kunne adskille alle parrene, sådan som Inger Støjberg ønskede. I stedet skulle sagerne vurderes individuelt.

»For os var det ikke svært, det her. Det var sådan set ret enkelt,« forklarede Lykke Sørensen i kommissionen. »Det kunne ikke være en absolut ordning. Der skulle være mulighed for undtagelser. Og det kræver en konkret og individuel vurdering.«

På koncerndirektionsmødet redegjorde Lykke Sørensen på forespørgsel fra sin departementschef for vurderingen fra Justitsministeriet. Men Inger Støjberg var »mildest talt ikke tilfreds«, forklarede afdelingschefen.

»Ministeren havde helt generelt i det her forløb, også på det her møde, meget vanskeligt ved at acceptere, at der kunne være undtagelser til ordningen. Hendes holdning var der ikke nogen tvivl om. Hun syntes, det var misforstået hensyn, at der skulle gælde undtagelser,« sagde Lykke Sørensen.

’Jeg var påvirket’

Hun forklarede videre, at hun fastholdt sin og Justitsministeriets vurdering over for ministeren.

»Jeg var påvirket,« sagde hun. »Det er ikke hver dag, en afdelingschef skal sidde med mange mennesker til stede og sige til ministeren, at du kan sådan set sige, hvad du vil, men danske myndigheder skal overholde danske regler, og sådan vil det være, uanset hvad du siger.«

Der blev ikke ved mødet taget stilling til, hvad der videre skulle ske. Faktum er imidlertid, at ministeriet samme dag udsendte en pressemeddelelse om, at »ingen« af asylparrene måtte blive sammen, ligegyldigt om de havde »et eller flere fælles børn«. Her var der ingen undtagelser, sådan som Justitsministeriet ellers mente, der var behov for. Og senere samme dag ringede en chef i Udlændinge- og Integrationsministeriet til Udlændingestyrelsen og bad dem administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen.

Ikke desto mindre antog Lykke Sørensen ifølge sin forklaring, at Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, havde forstået, at man ikke bare kunne adskille alle asylparrene uden undtagelse. Han havde nemlig deltaget i mødet, hvor hun havde gjort rede for vurderingen fra justitsministeriet.

Men havde hun da som afdelingschef i ministeriet instruktionsbeføjelser over for Henrik Grunnet, spurgte udspørger for kommissionen, advokat Lars Kjeldsen. Nej, svarede Lykke Sørensen. Det var i sidste ende ministeren, der havde det. Og ministeren tilsluttede sig altså ifølge hendes forklaring ikke umiddelbart vurderingen fra Justitsministeriet.

Vildledning af Folketinget?

Lykke Sørensen har i dag det problem, at hun ifølge sin egen forklaring godt var klar over, at en undtagelsesfri instruks ville være ulovlig. Og alligevel er der ikke tegn på, at hun ud over sin orientering på Koncerndirektionsmødet gjorde noget særligt for at sikre sig, at Udlændingestyrelsen ikke fulgte beskeden fra ministeriet om at administrere i overensstemmelse med den undtagelsesfri pressemeddelelse.

Det borede både kommissionsmedlemmerne og kommissionens udspørger naturligt nok i.

Svaret fra Lykke Sørensen var for det første, at hun som nævnt antog, at styrelsens direktør havde lyttet på hendes advarsel på mødet. Og for det andet, at hun antog, at styrelsen faktisk foretog den nødvendige individuelle vurdering i hver enkelt sag.

Det er der i dag ikke meget, som tyder på, at styrelsen gjorde. Og allerede dengang modtog Lykke Sørensen selv mails, som umiddelbart indikerede, at de i styrelsen var gået i gang med en undtagelsesfri adskillelse. Men de mails havde hun ifølge sin forklaring ikke hæftet sig særligt ved.

Lykke Sørensen har også det problem, at hun som afdelingschef godkendte et svar til Folketinget fra Inger Støjberg dateret 24. februar 2016, hvor de folkevalgte fik at vide, at ministeren havde beordret adskillelse af alle par uden undtagelse. Det stemmer ikke alene dårligt overens med Inger Støjbergs senere forklaring om, at det bestemt ikke var hendes hensigt at udstede en undtagelsesfri instruks. Og det passer heller ikke godt sammen med Lykke Sørensens forklaring om, at hun antog, Udlændingestyrelsen foretog individuelle vurderinger for eventuelt at kunne lade nogle af parrene blive sammen.

Afdelingschefen erkendte, at de nødvendige forbehold manglede i folketingssvaret, og kaldte det »ikke fyldestgørende«.

Hårdere end juraen kan holde til

Tilsvarende gjorde Lykke Sørensen heller ikke indsigelser over for et talepapir om sagen, som hendes ministerium udarbejdede til daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til eventuel brug under en forespørgselsdebat i Folketinget. Her var der heller ikke beskrevet nogen undtagelser til instruksen om at adskille parrene. Talepapiret var skrevet i en anden afdeling i Udlændinge- og Integrationsministeriet, men kom omkring Lykke Sørensen, inden det blev sendt til Statsministeriet.

Burde hun ikke have gjort indsigelser imod en mulig videregivelse af forkerte oplysninger til Folketinget via statsministeren, ville udspørger Lars Kjeldsen vide.

»Det skulle jeg måske have gjort. Men det gjorde jeg så ikke,« svarede Lykke Sørensen. »Det var rigtig svært at komme igennem med noget som helst andet end den generelle udmelding (om adskillelse af alle par, red.), når man skulle forbi ministeren.«

Efter talepapiret var sendt over til Statsministeriet, blev Lykke Sørensen ringet op af departementsråd i Statsministeriet Tanja Franck. Hun ville vide, om talepapiret var fyldestgørende. Kunne man virkelig bare skille alle par ad?

»Og så svarede jeg, at nej, sådan var det ikke,« huskede Lykke Sørensen, der ifølge sin forklaring redegjorde for de nødvendige undtagelser til hovedreglen om adskillelse.

På den baggrund blev der udarbejdet et nyt talepapir til statsministeren med en kort passus om, at der kunne være undtagelser til reglen om at adskille parrene – hvorefter Tanja Franck fra Statsministeriet kvitterede med en bemærkning om, at der var vigtigt, at statsministeren blev gjort opmærksom på, at Inger Støjberg havde »meldt hårdere ud, end juraen kan holde til«.

Støjberg ville ned i sagerne

I begyndelsen af marts 2016 opnåede Udlændingestyrelsen på et møde i ministeriet, at departementet indvilgede i at se nærmere på en håndfuld sager. På det tidspunkt var en lang række par allerede adskilt, men her var der tale om sager om par med børn, hvor der efter styrelsens mening var særlige grunde til at være opmærksom på fællesbørnenes forhold. Mens departementet tyggede på sagerne, blev embedsværket konfronteret med endnu et problem: Nu ønskede ministeren selv at se sagerne om de par, som Udlændingestyrelsen endnu ikke havde adskilt.

Det var en tilfældighed, at Lykke Sørensen fra en sagsbehandler fik besked om ministerens ønske, fortalte hun. I første omgang vendte hun det med Uffe Toudal Pedersen for at høre, om det var noget, han havde accepteret. Men det var det ikke, og de to enedes så hurtigt om, at det skulle ministeren ikke have lejlighed til. Den konkrete sagsbehandling fandt sted i Udlændingestyrelsen, og der skulle være en armslængde til ministeriet.

Departementschefen og afdelingschefen så sig om efter retlige argumenter, som de kunne bruge til at overbevise Inger Støjberg om, at hun ikke skulle have adgang til de konkrete sagsakter. Én mulighed var, at hvis ministeriet var rekursinstans, altså klageinstans i forhold til indkvartering, så kunne de argumentere med, at ministeriet ikke måtte blive inhabilt – som tilfældet ville være, hvis ministeren egenhændigt foretog sagsbehandlingen.

Spørgsmålet blev også på et tidspunkt vendt med Justitsministeriet. Det var kontorchef Jesper Gori, der stod for kontakten, fordi Lykke Sørensen selv var taget på ferierejse i to uger fra den 9. marts. I en mail til Lykke Sørensen beskrev kontorchefen nærmest en passant et »stormfuldt møde« om morgenen den 9. marts 2016 mellem ministeren, departementschefen og ham selv, »hvor både jeg og Uffe måtte fastholde, at myndighederne ikke kan handle ulovligt på instruktion«.

Tilsyneladende lykkedes det embedsmændene at undgå, at Inger Støjberg blandede sig i de konkrete sager. Men hvordan kom ikke frem i kommissionen mandag.

Afhøringen af Lykke Sørensen trak ud, og sent på eftermiddagen blev den afbrudt af kommissionsformanden, landsdommer Peter Mørk Thomsen. Han beklagede over for Lykke Sørensen, at hun formentlig kommer til at skulle dukke op til endnu en afhøring senere.

I forvejen har kommissionen meldt ud, at det vil blive nødvendigt at kalde endnu flere ind til afhøring. Hvem bliver offentliggjort i denne uge.

Onsdag fortsætter kommissionen med at afhøre forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen.