Analyse
Læsetid: 4 min.

Udligningsreformen er første tegn på hverdagens tilbagekomst

Den nye udligningsreform omfordeler færre skattekroner mellem landets kommuner, end S-regeringen oprindeligt havde lagt op til. Men samtidig udbedres gamle skavanker i modellen, der udgør selve hjørnestenen i den danske velfærdsstat. Ingen af landets borgmestre kan derfor for alvor være vrede – eller det omvendte
Finansminister Nicolai Wammen (S) kan være godt tilfreds med udligningsreformen. Det er kun yderfløjspartierne til begge sider i Folketinget, som i sidste ende valgte at stå uden for aftalen.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kan være godt tilfreds med udligningsreformen. Det er kun yderfløjspartierne til begge sider i Folketinget, som i sidste ende valgte at stå uden for aftalen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
6. maj 2020

Danmark er stadig en brugsforening. Et bredt flertal i Folketinget blev tirsdag enige om en modereret udligningsreform, som først og fremmest skiller sig ud ved at repræsentere det stik modsatte af de seneste ugers hektiske virvar med milliardstore hjælpepakker og hastegodkendte epidemilove: Udligningsreformen er noget så leverpostejsagtigt som et møjsommeligt kompromis, der hugger en hæl og klipper en tå, og som dermed også varsler en snarlig tilbagevenden til en mere normal hverdag.

Efter flere måneders teatralske forhandlinger er S-regeringen, Venstre, De Radikale, SF og Alternativet blevet enige om en længe ventet udligningsreform, som samlet set flytter lidt flere penge fra landets rigeste kommuner til de fattigste kommuner.

Men der er bestemt ikke tale om nogen omkalfatring af det politiske landkort.

Finansminister Nicolai Wammen (S) kan være godt tilfreds med udfaldet. Det er kun yderfløjspartierne til begge sider i Folketinget, som i sidste ende valgte at stå uden for aftalen.

Midten i dansk politik er dermed blevet cementeret med udligningsreformen:

»Det er en aftale, der viser, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at Danmark er for lille til store forskelle,« udtalte finansminister Nicolai Wammen på pressemødet, flankeret af en tydeligvis tilfreds politisk ordfører fra Venstre, Sophie Løhde.

Hun har fået mindsket omfordelingen og dermed udsigten til store skattestigninger i de rigeste kommuner. Nu spæder statskassen i stedet til.

Den centrale byggeklods i den nye udligningsreform er således, at staten fremover vil tilføre yderligere 1,4 milliarder kroner til Danmarks 30 såkaldte yderkommuner, og samtidig gøres et hidtil midlertidigt likviditetstilskud på i alt 3,5 milliarder kroner til en permanent ordning.

Signal om stabilitet

Grundideen er, at serviceniveauet ikke må blive alt for forskelligt fra kommune til kommune, som tilfældet har været her i de senere år. Skævhederne mellem yderpunkter som Langeland og Gentofte har gradvist gjort det til en illusion at tale om et ensartet velfærdsniveau i Danmark.

Nu lover forligspartierne, at status quo kan vende tilbage. I sig selv vil den nye udligningsreform dog næppe kunne mærkes direkte af mange borgere. Hertil er omfordelingen for beskeden. I praktisk politik vil den største effekt være, at fattige kommuner ikke skal spare på velfærden, som de ellers ville have været nødt til.

Udligningsreformen er på ingen måde en gavebod. Politisk set har pointen også været en anden for S-regeringen. Som en bunden opgave, der i flere år er blevet skubbet foran af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens regering, skulle den nagende usikkerhed om den kommunale økonomi forløses, og helst inden landets 47 socialdemokratiske borgmestre skal søge genvalg ved kommunalvalgene næste efterår.

Det gamle udligningssystem var blevet uigennemskueligt, selv for embedsmændene, der forvaltede det, og politikerne havde i alt for mange år forsøgt at udbedre skavankerne med lappeløsninger.

Udligningsreformen er et signal om stabilitet og normalitet, og det er værd at bemærke, at de to store borgmesterpartier – Socialdemokratiet og Venstre – samtidig har indgået en ny pagt, der sikrer, at de hver især kun må være med til fremtidige ændringer i den kommunale udligning, hvis det andet parti er enig. Altså et gensidigt veto, som giver landets 98 kommuner – hvoraf hele 86 procent styres af borgmestre fra enten Socialdemokratiet eller Venstre – en garanti for, at vilkårene nu ligger fast i en længere periode.

Serviceloftet blokerer

Det mest kontroversielle element er, at nogle af landets rigeste kommuner, primært omkring København og Aarhus, fremover skal betale lidt mere til de fattigste kommuner. Enkelte konservative borgmestre brokker sig da også højlydt – helt efter det forudsigelige manuskript.

Men det kunne være endt meget værre, og med imponerende teknisk snilde er det sågar lykkedes for forhandlerne at holde konservative højborge som Frederiksberg og Høje Taastrup skadesløse.

Derfor vil den borgerlige ballade hurtigt fuse ud.

Mere bidende er kritikken fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der valgte at stå uden for forliget, fordi de mener, at udligningsreformen reelt ikke vil hjælpe de trængte kommuner, som i dag er underlagt et samlet serviceloft på 261,8 milliarder kroner. Selv med flere penge risikerer flere pressede kommuner ikke at kunne hæve velfærdsniveauet inden for eksempelvis ældrepleje, vuggestuer og folkeskoler, netop på grund af det eksisterende kommunale serviceloft.

Kritikken er reel: I første omgang vil de ekstra penge fra udligningsreformen ikke kunne bruges i en række kommuner.

Men det sidste punktum er langtfra sat. Før pengene kommer til udbetaling, vil serviceloftet med stor sandsynlighed også være lempet. Finansminister Nicolai Wammen kom tæt på at love, at det vil ske under de kommende forhandlinger med Kommunernes Landsforening om næste års budgetter:

»I og med at regeringen meget klart siger, at vi ønsker, når der kommer flere børn og ældre i de kommende år – heldigvis – at pengene skal følge med, så betyder det også, at servicerammen vil blive løftet,« sagde Wammen og annullerede dermed effektivt kritikken fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Coronakrisen har vendt op og ned på meget i dansk politik, men når støvet igen lægger sig, kan den tværpolitiske midteralliance bag udligningsreformen meget vel blive S-regeringens nye foretrukne forligskreds.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jean Thierry

EU-partierne (minus Konservative, men inkl. "Alternativet") gik sammen om at undlade at prioritere den kommunale velfærd.

Mens de EU-kritiske eller EU-modstanderpartier sagde nej, de to største for at få mere velfærd, de to mindste snarere for at få mindre.

Eva Schwanenflügel, Estermarie Mandelquist og Agnete La Cour anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

"Jeg bliver ikke fattigere fordi min nabo tjener mere end jeg. Tværtimod betaler han bla. mere til kommunekassen som jeg bla. nyder godt af."
Ligende har vi ofte hørt fortalt for at dæmpe snakken om den voksende ulighed i landet.

Hvordan syntes i andre det står i kontrast til den virkelighed vi oplever?

Vi er alle skatteyder og med til at betale løntilskud mm. Men hvor sidder de menesker i toppen som skummer fløden af tilskudene?

Kan i huske Postnord der kunne udbetale udbytte, for derefter at tigge om statstilskud i milioner?
Og politikerne gav dem milionerne.

De her kommuner der nu skal aflevere, er der noget overblik over hvordan de endte med så stor en forfordeling?
For er det kommuner der har en høj grad af arbejdsfrie indtægter, så kunne det tyde på man har ladt skatteyderne i hele landet levere fløden de skummer.

Mikael Jensen

Breaking News journalisterne har tjent fedt på Coronakrisen. Formuerne er inddæmrede og sikrede i mange år forude - forudsat naturligvis at utilfredsheden blandt de fattige ikke eksploderer. Udligningsreformen er endnu et tegn på at Socialdemokraterne ikke ønsker at fjerne fattigdommen.

Dem med formuer, heriblandt adskillelige journalister, kan trække vejret roligt igen. Politikerne er nu tilbage i de samme gamle folder. Formuerne er inddæmrede og uligheden er mejslet i sten. Status quo kan opretholdes, nedskæringerne fortsætter år for år gennem de allerede vedtagne reformer, formuerne kan plejes, alle tidligere aftaler overholdes, fattigdom skal der skabes.

Der er en ganske særlig indkapsling af magten i Danmark. Socialdemokratiet valgte at lave aftaler med Venstre, selv om de kunne have holdt det indenfor rød blok. Dette samarbejde mellem S og V, hvor de giver hinanden vetoret imod sociale forbedringer i mange år fremover, beviser at S ikke ønsker sociale forbedringer. Det sociale er ikke Socialdemokraternes kop the. Det repræsentative demokrati har igen slået fejl på det sociale område.

At servicerammen måske vil blive løftet på et eller andet tidspunkt, handler udelukket om det demografiske træk, altså at der kommer flere ældre. Med andre ord er der ingen i bunden af samfundet som kommer til at mærke forbedringer på den konto.

De såkaldte Socialistiske Folkepartister hopper selvfølgeligt med på vognen. Alle politikere fra det yderste højre og til SF sanktionerer en politik som gør bunden af Danmark fattigere og øger uligheden. Den førte politik er en del af en generel økonomisk fattigdom- og ulighedsskabende strategi. Coronakrisen har ikke vendt op og ned på dansk politik, det er stadigvæk erhvervslivet som skovler pengene ind til sig selv, og underklassen der betaler prisen.

Vi er tvunget til at starte forfra for at fjerne fattigdommen, ligesom man gjorde for hundrede år siden. Intet blev givet, alt skulle der kæmpes for, enhver social forbedring kostede kamp. Derfor er eneste vej fremad at gennemføre det sociale oprør 2020. Sociale forbedringer kommer ikke af sig selv, og de kommer ikke fra politikerne, tværtimod.

Er det realistisk at vi får en rimelig del af samfundskagen under en Socialdemokratisk regering? Nej vel. Derfor er det op til os andre at forbedre landet socialt set. Vi har intet andet valg.

Det nuværende politik-økonomiske system understøtter politikernes sociale nedskæringer, skaber stress, depressioner, angst og bekymringer for fremtiden. Politikerne fastholder de socialt udsatte i armod, fattigdom og håbløshed, det handler om at nedbryde ligheden og fællesskabet i samfundet.

Krisen kommer til at have store sociale omkostninger og medføre højere arbejdsløshedsrater, mere fattigdom og en mere tiltagende ulighed. Det er os som igen kommer til at betale prisen. Coronakrisen er den dråbe som får bægeret til at flyde over. Vi skal ikke tilbage til det "normale". Det vanvid må ikke gentage sig. Vi har set at en anden tilstand er mulig. Hele verden har allerede skiftet spor.