Læsetid: 9 min.

For nogle unge i Vinderup er krisen et pusterum. Andre føler, de går glip af deres ’livs sommer’

Landet over har unge sat deres liv i stå for en virus, der i store træk ikke er farlig for dem selv. Ungdommen i den vestjyske by Vinderup har det blandet med det. Nogle frygter, at de går glip af noget, de aldrig får igen. Andre nyder, at hverdagen og de lange skoledage er sat i stå – de har jo livet for sig
Pringle-chips, en pakke cigaretter og en lille højtaler ligger spredt på bordet inde under et halvtag på legepladsen i Vinderups park, Anlægget, hvor nogle veninder hænger ud. Legepladsen er et fast mødested for Vinderups ungdom. Her drikker de øl, hvis de ikke har andre steder at være. Eller hvis forældrene helst ikke skal vide, at de drikker.

Pringle-chips, en pakke cigaretter og en lille højtaler ligger spredt på bordet inde under et halvtag på legepladsen i Vinderups park, Anlægget, hvor nogle veninder hænger ud. Legepladsen er et fast mødested for Vinderups ungdom. Her drikker de øl, hvis de ikke har andre steder at være. Eller hvis forældrene helst ikke skal vide, at de drikker.

Sarah Hartvigsen Juncker

20. maj 2020

Sommeren 2020 skulle for 19-årige Sofie Pedersen have været hendes »livs sommer«.

I flere måneder havde hun set frem til lyse nætter fyldt med studentergilder og fejring af, at tre års slid og slæb på Holstebro Handelsgymnasium var slut.

Men så kom coronakrisen.

»Det føles lidt, som om det er sket på det værst tænkelige tidspunkt,« siger Sofie Pedersen, som bor i Vinderup 15 kilometer fra handelsgymnasiet. Hun sidder sammen med to veninder og har sin bærbare computer på skødet. De er midt i noget gruppearbejde om den danske dogmefilm Idioterne, som klassen har set i fællesskab. 

Sofie Pedersen har accepteret, at den traditionsrige gallafest er blevet aflyst. Og at dimissionsfesten i slutningen af juni heller ikke bliver til noget. Nu er der kun én ting tilbage, som hun og klassekammeraterne for alt i verden ikke vil gå glip af.

»De kan tage alt fra os. Bare ikke studenterkørslen.«

Men det er endnu usikkert, om 3.g’erne får lov til at fejre deres afgangseksamen i pyntede vogne tungt lastet med øl og høj musik. Sofie Pedersens klasse har lavet rute og er ved at planlægge bannermaling og indkøb. De mangler bare en tilladelse.

Hendes veninde Julie Lind på 20 år frygter at »gå glip af noget, vi måske aldrig får igen«.

»Man havde glædet sig sygt meget og gået og talt ned til, at det blev vores tur til det fedeste, folk går igennem. Endelig var det ved at være vores tid. Og så kommer det her,« siger hun.

20-årige Line Hinrichsen, der går i klasse med de to andre, trækker opgivende på skuldrene.

»Det kunne ikke blive værre.«

De unge har under coronakrisen måttet sætte deres liv på pause for en sygdom, der for langt de fleste ikke er farlig for dem selv. Det er sket i en tid, som ellers skulle have været fyldt med fest, ubekymrethed og store begivenheder, der aldrig kommer igen.

Spørgsmålet er, hvad de unge selv tænker om det. Det er Information taget til den lille vestjyske by Vinderup for at få svar på. 

Online pjæk

9.-klasserne på Vinderup Realskole skulle have afsluttet folkeskolen med en stor havefest om en måneds tid. Men den bliver ikke til noget.

Det tager vennerne Mikkel Miltersen og Aksel Zeuten nu med ophøjet ro. De hænger ud i et af Vinderups industrikvarterer ved Mikkel Miltersens fars værksted – et entreprenørfirma, der laver jord- og parkarbejde. Her hjælper han med at rydde op, feje og rengøre firmabilerne et par gange om ugen.

Mikkel Miltersen og Aksel Zeuten går i 9. klasse på Vinderup Realskole og skal begge på efterskole næste år. Mikkel Miltersen arbejder i sin fars entreprenørfirma. Aksel Zeuten kan ikke arbejde lige nu da svømmehallen, hvor han plejer at arbejde, er lukket.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Vi skal nok finde en måde at fejre det på,« lyder det selvsikkert fra Aksel Zeuten. Han har sidecut i sit lyse hår og en beige denimjakke på.

»Jeg har tænkt mig at drikke mig lidt fuld og være sammen med dem, jeg er blevet færdig sammen med,« supplerer Mikkel Miltersen.

I denne uge er de to 9.-klasses drenge for første gang i mere end to måneder tilbage i klasselokalet. De skal kun møde op hver anden dag, så skolen kan overholde afstandskrav og hygiejneregler.

Det er »lidt nedern« at være tilbage igen, synes Mikkel Miltersen.

»At komme i skole igen betyder, at man skal tidligt op, spritte af og vaske hænder, så de måske sprækker,« siger han.

Aksel Zeuten ville allerhelst være fortsat med den onlineundervisning, som har stået på siden midten af marts. Timerne begyndte først kl. 10.30 eller 11.30 og sluttede tre timer senere.

»Vi havde pludselig kun 14 timer om ugen. Så mit energiniveau blev højere. Jeg kunne lære det samme på den halve tid, fordi jeg havde lettere ved at koncentrere mig, når det foregik på nettet,« siger Aksel Zeuten.

Mikkel Miltersen, derimod, har ikke lavet »en skid« i onlineundervisningen. Nogle dage loggede han bare ind på Teams – som er den chattjeneste, eleverne undervises på – og lagde sig til at sove igen, når læreren begyndte at snakke.

»Det er lettere at pjække fra skole, når det foregår over nettet. Der er ikke så mange, der holder øje,« som Mikkel Miltersen siger. Han er høj og tynd med mørkt, kortklippet hår.

»Det er nok bedre for mig at være fysisk i skole end at gøre det hjemmefra.«

’Vi skal ikke risikere noget’

Pringle-chips, en pakke cigaretter og en lille højtaler ligger spredt på bordet inde under et halvtag på legepladsen i Vinderups park, Anlægget.

Her sidder 17-årige Cecilie Toft Kalms med sine to veninder. Hun puster røg ud af sin e-cigaret med frugtsmag.

Legepladsen er et fast mødested for Vinderups ungdom. Her drikker de øl, hvis de ikke har andre steder at være. Eller hvis forældrene helst ikke skal vide, at de drikker. Flere i byen har brokket sig over, at de unge efterlader smadrede flasker, som børnene risikerer at skære sig på, når de rutsjer eller gynger.

Ifølge Cecilie Toft Kalms er det mest scooterdrengene, der gør den slags »åndssvage ting«. Politiet er ofte efter dem, fordi de kører for stærkt på deres scootere.

»Men vi har set politiet mindre her under corona, end vi plejer. De har nok travlt med andre ting,« siger hun.

17-årige Cecilie Toft Kalms passede sin treårige lillesøster Sofie de første uger under coronakrisen, mens børnehaven stadig var lukket. De gik ture, lavede perleplader og så fjernsyn.

Sarah Hartvigsen Juncker
Pigerne har hørt om flere, der har holdt fester med mere end de ti personer, som forsamlingsforbuddet tillader.

»De er pisseligeglade med lockdown,« som Cecilie Toft Kalms siger.

Men det har været vigtigt for de tre veninder at overholde reglerne.

»Hvis man bliver for mange, må man sige til nogen, at de skal holde sig væk. Vi skal ikke risikere noget – det er det, loven siger lige p.t.,« fastslår 17-årige Julie Korsbakke. Hun har afbleget hår, en lyserød hættetrøje og hvide sneakers på.

»Ja, normalt når vi er hjemme hos JP, kan vi jo nærmest ende med at være 20 på hans lille værelse. Den går sgu ikke i øjeblikket,« supplerer Cecilie Toft Kalms.

Ingen byture siden december

Der lugter af pizza i det klasselokale på Holstebro Handelsgymnasium, hvor Sofie Pedersen og hendes klassekammerater har undervisning. På grund af corona er kantinen lukket, så alle 3.g-eleverne køber takeaway i området.

»Hvad er effekten af, at stearinlysene er eneste belysning i aftenscenerne,« læser 20-årige Julie Lind op fra det spørgsmålsark, dansklæreren har uddelt til gruppearbejdet om Idioterne. 

»Man kunne jo ikke se en skid,« konstaterer hun selv.

Det er vist noget med, at man ikke må bruge kunstig lyssætning i dogmefilm, husker Sofie Pedersen. »Det gør det måske lidt mere autentisk?«

På gangene rundt om dem er der opsat afspærringstape, som markerer, hvilke ruter de forskellige 3.g-klasser må gå. Det er bare én indikation på, at intet er, som det plejer. 

»Jeg har ikke været i byen siden 25. december,« udbryder Line Hinrichsen.

Det er til tider svært at acceptere, at virussen vender op og ned på deres liv – især når den ikke som udgangspunkt er farlig for dem, mener de tre veninder. Sofie Pedersen understreger, at hun ikke vil lyde »ufølsom«.

»Selvfølgelig skal vi tage hensyn til de ældre og overholde reglerne. Men samtidig er det lidt hårdt, at vi ikke ved, om vi kan komme på studenterkørsel, og at vi ikke må samles hele klassen nogle aftener og bare have det sjovt, når corona ikke er farligt for os,« siger hun.

Som Julie Lind udtrykker det: »Det kan være svært at vise respekt, samtidigt med at man gerne vil det hele.«

Skældud af de ældre

Klokken har passeret midnat, men Mikkel Miltersen og Aksel Zeuten er stadig oppe. De sidder på Aksel Zeutens værelse. Han spiller computer, mens Mikkel Miltersen ligger i sengen og kigger på sin telefon. På bordet står flere dåser med energidrik, som afgiver en sød duft i rummet. 

Den eneste lyd i værelset er Aksel Zeutens klik med musen og trommen på tasterne, der lyser i alle regnbuens farver. Mikkel Miltersen rejser sig pludselig og sætter sig frem på sengekanten, så han kan følge med i spillet. Vennen er spændt i kroppen, lige indtil han slipper musen og tager sig til håret.    

»Døde du,« spørger Mikkel Miltersen.

Aksel Zeuten nikker. Han har hentet sin computer ned fra loftet og har efter en lang pause genoptaget Fortnite. Det er et populært computerspil, hvor det gælder om at overleve, mens zombielignende væsener har indtaget jorden.

»Det er det eneste, jeg kan lave lige nu,« konstaterer han.

»Nogle unge har været uansvarlige, andre har ikke, men det er jo teenageliv. Vi har ikke så meget erfaring med livet som nogle af de ældre,« siger Mikkel Miltersen om at være ung under corona.

Sarah Hartvigsen Juncker

De seneste måneder har han vendt op og ned på sin døgnrytme. Han går tidligst i seng klokken to om natten, og ofte meget senere. Bare fordi han kan. 

Mikkel Miltersen er også begyndt at være længe oppe, men han får alligevel mere søvn, end han plejer. Når han ikke er på arbejde eller i skole, tager han for det meste hjem og sover. Der er ikke så meget andet at lave.

De to 9.-klasses drenge er ikke så bekymrede over, at corona har sat deres hverdag i stå. Heller ikke selv om de er midt »i den bedste fase« i deres liv, som Aksel Zeuten beskriver det.

»Jeg synes jo lige, vi er begyndt på alt det fede. Men det er fint nok med corona. Så har vi også prøvet det med,« siger Aksel Zeuten.

Det kan dog være svært at være ung, når den ældre generation bebrejder dem for ikke at overholde retningslinjerne, mener de. Aksel Zeuten måtte finde sig i at blive skældt ud, da han forleden var i SuperBrugsen på hovedgaden i Vinderup.

»Vi forsøgte at holde afstand med de der linjer, der er tegnet op,« fortæller han.

Men da drengene skulle betale, var en ældre dame ved at pakke sine varer for enden af kassebåndet. Det var ikke muligt for dem at bruge dankortmaskinen og samtidig holde den fornødne afstand til hende.

»Og så spurgte damen med en nedladende tone, om vi vidste, hvor langt der var fra den ene til den anden ende af en cykel,« siger Aksel Zeuten.

»Vi unge har selvfølgelig et ansvar i alt det her. Men det har de ældre altså også. Så må de lade være med at gå i Brugsen for at snakke med deres bekendte.«

Mikkel Miltersen mener, at de ældre bærer det største ansvar. Det er trods alt dem, der er de voksne.

»Nogle unge har været uansvarlige, andre har ikke. Men det er jo teenageliv. Vi har ikke så meget erfaring med livet som nogle af de ældre,« siger han.

Stresser mindre

Under halvtaget på legepladsen ringer 17-årige Julie Korsbakkes telefon. »Hej, det er Julie. Ja, vi sidder nede i Anlægget, I kommer bare,« svarer hun og lægger på.

»Sof og C kigger lige forbi,« siger hun til sine to veninder.

»Ej, hvor hyggeligt,« udbryder de.

Daniel på 15 år går i 8. klasse og bruger coronatiden på »at træne lidt til at få en god sommerkrop«. Lige nu er han midt i et wall-sit. Det er nemlig bendag i ham og vennens hjemmetræningsprogram.

Sarah Hartvigsen Juncker
De fleste unge jævnaldrende i Vinderup kender hinanden. Det er for det meste en god ting, er pigerne enige om – der er altid nogen at hænge ud med. 

»Men man kan ikke have hemmeligheder. Hvis man siger noget til den forkerte, ved alle det dagen efter,« siger Julie Korsbakke.

De seneste måneder har der dog ikke været meget at sladre om. Både Julie Korsbakke og Cecilie Toft Kalms har brugt meget tid med deres bedsteforældre og derfor holdt sig på afstand af vennerne.

»Jeg vil ikke have på samvittigheden at slæbe corona med hjem til min familie og slå dem ihjel,« siger Cecilie Toft Kalms.

Hun tror, det har været sundt for hende og hendes jævnaldrende, at de har været tvunget til en pause fra deres normale liv. Før var de »stort set ligeglade med alt« – så længe de opførte sig ordentligt.

»Men nu, hvor vi har prøvet at være i den her krise, hvor man skal passe på alt og alle, har det sat gang i nogle tanker hos mig om, hvordan man skal tackle livet,« siger hun.

»Jeg er en person, som stresser over alt, også selv om der ikke er noget at stresse over. Så det har sat hele min rutine i perspektiv. At det er okay at slappe af og trække sig.« 

Serie

Vinderup og virussen

Hvordan rammer coronakrisen Danmark? Information er taget til den lille by Vinderup i Vestjylland for at lede efter svaret. Vinderup er en by som så mange andre, og her har man også oplevet konsekvenserne af den historiske krise. Virussen er kommet ind på plejehjemmet, medarbejdere fra handelsgaden er sendt hjem på lønkompensation, og den årlige byfest, Kyllingefestivalen, er aflyst.

I denne serie fortæller Information historien om, hvad der skete, da coronakrisen ramte Vinderup. Og om hvordan byen langsomt er ved at vågne igen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • ingemaje lange
  • Anker Heegaard
  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, ingemaje lange, Anker Heegaard, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Som en lille bonusinfo til jeres serie om Vinderup, kan jeg fortælle, at det først var meningen, at B&O-fabrikken skulle have ligget der. Men venstrebønderne i Vinderups byråd var ikke interesseret i at få alle de røde arbejdere, så derfor kom fabrikken til at ligge i Skive.

Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Iver Iversen

Som en lille bonusinfo nr. 2, kan siges at Bang & Olufsen blev grundlagt i Struer i 1925 af Peter Bang og Svend Olufsen fordi de selv boede i Struer på daværende. Vinderups byråd var dengang meget fokuseret på animalsk produktion, derfor er der så mange store gårde i gamle Vinderup sogn.

David Zennaro, Bjørn Pedersen, Eva Schwanenflügel og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

- og derfor blev der startet et fjerkræslagteri i Vinderup, som er der endnu!
Men ellers, til de unge mennesker, spis en "tudekiks".
Som Ida Jermiin (gammel stavemåde for Hjerm) udtrykte det: det er ligesom under krigen med udgangsforbud, men varer sikkert ikke så længe, som dengang!