Læsetid: 9 min.

Vinderup genåbner: »Jeg vil ikke afvise, at et par af eleverne står og kysser nede i skoven«

I denne uge tog den vestjyske by Vinderup hul på anden fase af genåbningen. Eleverne er tilbage på efterskolen, og stamgæsterne kan igen besøge den irske pub. Men for de involverede rummer genåbningen et dilemma: Hvordan vender man tilbage til et frit samfund fuld af coronaregler?
I denne uge tog den vestjyske by Vinderup hul på anden fase af genåbningen. Eleverne er tilbage på efterskolen, og stamgæsterne kan igen besøge den irske pub. Men for de involverede rummer genåbningen et dilemma: Hvordan vender man tilbage til et frit samfund fuld af coronaregler?

Sarah Hartvigsen Juncker

23. maj 2020

Efter to måneders pause er stamgæsten Dorte tilbage på Irish Pub på hovedgaden i Vinderup. Solen skinner, hun ryger cigaretter, og der er Rasmus Seebach på anlægget. En ældre dame kommer rullende i en sølvfarvet bil og parkerer foran pubben.

»Det er dejligt at se, at I er i gang igen,« siger hun.

Dorte nikker og udbryder begejstret: »Vi er i live!«

Stamgæsten ønsker ikke at få sit efternavn i avisen. Hun orker ikke sladderen.

»Jeg kan slå en prut hernede på pubben, og inden jeg er nået uden for byskiltet, er det blevet til, at jeg har skidt i bukserne,« som hun siger.

Netop uden for byskiltet, et par kilometer derfra, er eleverne på Rydhave Slots Efterskole også vendt tilbage. Efter flere måneders stilhed er der atter snak og grin på gangene, og der lugter svagt af teenagesved.

»Ud af alle dem, jeg har talt med, er der kun én, som har sagt, at han bedre kunne lide at være derhjemme,« siger Kathrine Bui, som er 16 år og elev på skolens e-sportslinje.

Da statsminister Mette Frederiksen (S) efter påske iværksatte den gradvise genåbning af det danske samfund, måtte både Irish Pub og Rydhave Slots Efterskole i Vinderup væbne sig med tålmodighed. Restauranter, barer og efterskoler var som bekendt ikke en del af genåbningens første fase.

Men i denne uge blev det endelig deres tur.

Forud ligger nøje planlægning, forvirring, uvished og nye retningslinjer. Spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre at forene den hverdag og frihed, vi kender fra før, med de mange restriktioner, der skal holde coronasmitten i bund.

Flere spørgsmål end svar

Det er en uge inden, Rydhave Slots Efterskole kan byde velkommen til eleverne igen. Forstander Rasmus Kilsmark Jensen har indkaldt de ansatte til møde på den tomme efterskole for at planlægge den snarlige genåbning.

»Jeg er ikke sikker på, at det her er gennemtænkt. Men 30.000 efterskoleelever har 60.000 forældre og 120.000 bedsteforældre. Det er fem mandater i Folketinget,« siger han og begynder at skyde retoriske spørgsmål ud i rummet.

»Skal man smide en elev hjem for at kramme en anden elev? Hvad nu hvis en elev vil have et kram af en af os? Skal vi lave 110 portionsanretninger ved hvert måltid?«

Han stopper selv sin talestrøm. Eleverne glæder sig til at komme tilbage, fastslår han.

»Men de ved ikke, hvad de kommer tilbage til.«

Mikkel Eriksen, 17 og Ditte Nyborg, 16, sidder i en lysning i skoven bag efterskolens spisesal. De må egentlig ikke kalde sig kærester på grund af de nye coronaregler. »Kun i weekenden,« siger Ditte Nyborg.

Sarah Hartvigsen Juncker

En lærer vil vide, om der skal være ekstra mandskab om aftenen for at sikre, at eleverne ikke rører ved hinanden. Så rømmer viceforstander Dennis Vestergaard Laumann sig.

»Hvis et kærestepar holder i hånd i biografen, så kommer jeg ikke til at flå dem fra hinanden.«

»Der er måske forskel på, om de rører hinanden i trods, eller det sker ved naturlig tiltrækning,« lyder det forsigtigt fra en.

Så rækker en tredje lærer hånden op.

»Det hjælper os ikke kun at fokusere på begrænsningerne,« siger hun.

»Det skal vi,« slår hendes forstander fast. »Der kommer kontrol, det kan vi godt regne med.«

Viceforstander Dennis Vestergaard Laumann bliver tilbage, da flere af de ansatte går ud for at ryge i pausen.

»Jeg håber, vi kan drive efterskole som før. Men det er nok ikke realistisk.«

Fodboldmål i pissoiret

Henriette og Christian Petersen har været klar til at åbne deres Irish Pub på Vinderup hovedgade længe, men der er stadig en uge til genåbningen. Faktisk havde Henriette Petersen håbet allerede at slå dørene op på sin fødselsdag – den 26. marts.

»Det blev det sgu ikke lige,« griner hun.

De har fyldt øl på hanerne og opsat håndspritautomater over de mørkegrønne lædermøbler. Barstolene i samme farve er placeret med en meters afstand.

»Nu mangler vi bare nogle regler for, hvordan genåbningen egentlig skal foregå,« siger Henriette Petersen.

»Hvis der ikke havde været corona, så havde du fået en kæmpe krammer,« siger stamgæsten Dorte til Henriette Petersen, der er medejer af Irish Pub i Vinderup. Det er onsdag, og pubben er genåbnet.

Sarah Hartvigsen Juncker

Ude på herretoilettet har Christian Petersen fået sat små fodboldmål op i pissoirernes kumme med en lille plastikbold i en snor, som gæsterne skal ramme med deres stråle. Ambitionen er, at de koncentrerer sig om det og dermed ikke kigger eller kommer for tæt på hinanden.

»Det er coronavenligt,« gnægger Christian Petersen.

Han har vandkæmmet hår og dufter af eau de cologne.

Irish Pub er en af Vinderups tre værtshuse. »Et fritidshjem for voksne« lyder stedets slogan. Normalt er foråret højsæson for stedets arrangementer – fra ladies night til spritbanko – så nedlukningen har været dyr for parret.

»Alt vores fadøl – det var bare at hælde det i kloakken for at sige det pænt,« som Henriette Petersen konstaterer.

Men da det kom til stykket, var der »ingen tvivl« om, at det var det rigtige at dreje nøglen om for en stund, mener Christian Petersen.

»De unge kan klare det, men i enden af en smittekæde er der altid en eller anden, der helst ikke skal have den her sygdom. Det ville være forfærdeligt, hvis nogle skulle stille træskoene af at komme herned.«

Flere regler og lovlige kys

Der er sat flag og blomster op på bordene i spisesalen på Rydhave Slots Efterskole. Eleverne har været tilbage på efterskolen én dag siden »coronaferien«, som flere af dem kalder det.

De spiser i to hold for at undgå, at for mange er samlet på én gang. Et par drenge kommer løbende ind i salen, lige da det første spisehold er færdigt. De skynder sig at spritte hænderne af, men bliver stoppet af pædagogen Lone Møller.

»Hvorfor kommer I for sent,« spørger hun.

De to unge fyre kigger ned i gulvet og svarer, at de troede, deres aftensmad var klokken 18.

»Det plejer det at være,« indvender den ene.

»Plejer er død. Intet er, som det plejer at være,« svarer Lone Møller.

Siden eleverne er vendt tilbage, er der kommet mere struktur og mindre fritid på efterskolen. Retningslinjerne fra myndighederne indebærer blandt andet mere rengøring og mindre fysisk kontakt mellem eleverne.

Derfor er de inddelt i ’familiegrupper’ med seks til otte i hver. Det er kun inden for elevernes egen familie, at de må holde under en meters afstand. Og så er de tre klassetrin – 8., 9. og 10. – blevet delt op i separate områder.

Simon Hornung er en del af andet spisehold og sidder rundt om et bord med sin familiegruppe. Han har bøjle på tænderne, sølvhalskæde og hvide sneakers på. Det er »fint nok« at være tilbage, synes den 17-årige efterskoleelev.

»Afstandsreglerne er lidt irriterende. Det er man nødt til at bygge sin hverdag op om nu. Før kunne man lave, hvad man ville med de andre.«

Drengene omkring ham griner smørret.

Simon Hornung er skeptisk over for, om alle reglerne overhovedet nytter.

»Uanset hvad, så kommer vi til at smitte hinanden, hvis en af os får corona. Den ene meter gør ikke den store forskel, tænker jeg.«

Lidt derfra er 16-årige Kathrine Bui ved at forlade spisesalen. Hun har brune øjne og er høj og slank. Da hun i sidste uge fik tilsendt de nye regler fra efterskolen, havde hun slet ikke lyst til at komme tilbage.

»Jeg havde meget lave forventninger.«

Kathrine Bui, 16, har pakket ud på sit nye værelse på Rydhave Slots Efterskole. Hun har hængt sin røde gallakjole på døren, men endnu ved ingen, hvordan man danser Les Lanciers med en meters afstand til hinanden.

Sarah Hartvigsen Juncker

Men det har slet ikke været så slemt, som hun frygtede. Også selv om hun savner at smide sig på sofaen og blive overdynget af sine venner. 

»Jeg kan jo godt forstå, at reglerne er der.« 

Blomster fra fru Larsen

Henriette Petersen er ved at klistre et ’Irish Pub – Vinderup’-klistermærke på det visir, hun skal bære som bartender. Det er endelig blevet dagen, hvor hendes bar genåbner.

Kl. 14.00, på slaget for åbningstidspunktet, kigger de første to stamgæster forbi. De spritter hænderne af som det første, da de kommer ind.

»Heeej,« udbryder Henriette Petersen og sender luftkram og -kys.

»En øl til mig, og en til Dorte,« bestiller den ene gæst.

Det har været hårdt at undvære Irish Pub’en de seneste måneder, er de enige om.

»Man har ligesom manglet det sociale,« som stamgæsten Dorte konstaterer.

Hun har kort, afbleget hår og en sort hættetrøje på.

»Eej, min første øl – på min faste plads,« udbryder hun, da Henriette Petersen serverer en pilsner på flaske.

Så går døren op igen. En korthåret kvinde i lilla vindjakke kommer ind med en stor buket blomster i hånden.

»Fru Larsen!« lyder det i kor fra de andre.

»Amen, det skulle du da ikke have gjort,« siger Henriette Petersen, da hun modtager blomsterne.

De to har spillet fodbold sammen, da de var yngre.

»Det manglede da bare. Vi har jo savnet jer,« siger fru Larsen.

’En fair straf’

Simon Hornung står på gruset foran det hvide slot på Rydhave Slots Efterskole med fuld oppakning. Han skal med bussen for at komme hjem i Kristi himmelfartsferien. Det har været fint at være tilbage på efterskolen, synes han, men han har vænnet sig til at være hjemme på Fyn. Og der har han mødt en sød pige.

»Jeg har noget, jeg rigtig gerne vil hjem til,« som han siger med et skævt smil.

16-årige Mads Emil Lillelund og Olivia Hvam kommer ham i møde. De har været oppe på forstander Rasmus Kilsmark Jensens kontor og stå skoleret, efter de i går blev taget i at være på et andet familieområde end deres eget.

»Er I blevet smidt ud,« spørger Simon Hornung sine to venner.

»Nej. Men vi er kommet i isolation,« fortæller Mads Emil Lillelund, der har affarvede lokker i det øverste af sit hår.

16-årige Mads Emil Lillelund er sat i isolation på sit efterskoleværelse og må ikke have sin computer resten af Kristi himmelfartsferien, fordi han blev taget på et ’familieområde’, der ikke er hans eget. Et brud på de nye coronaregler.

Sarah Hartvigsen Juncker

De to elever skal bruge den næste uge på deres værelser – uden computere. Mads Emil Lillelund skynder sig op på sit værelse for at hive sin gamercomputer ud af stikket.

»Det er en fair straf,« vurderer han og tager computeren i sin favn. Den skal indleveres på forstanderens kontor.

»Hvis jeg kunne, ville jeg give dig et knus nu,« siger Rasmus Kilsmark Jensen til Mads Emil Lillelund, da han afleverer computeren.

Forstanderen er imponeret over, hvor forstående eleverne har været over for de nye, strikse regler. Han tror, de er kommet for at blive lang tid endnu.

»Vi lever i en ny verden. Det må vi lære at leve med,« konstaterer han.

Han har dog svært ved at vænne sig til, at den fysiske kontakt er skåret væk.

»Det menneskelige aspekt forsvinder lidt. Jeg må ikke tumle med de unge. Vi må trøste på afstand. Og eleverne må ikke kramme hinanden,« siger han – og tilføjer så:

»Men jeg vil ikke afvise, at et par af eleverne står og kysser nede i skoven. Det tjekker vi ikke.«

Bodytequila

Det er blevet mørkt uden for Irish Pub på Vinderup hovedgade. Indenfor er musikken blevet højere. Stamgæsten Dorte er taget hjem og er erstattet af flere yngre gæster fra egnen. De sidder tæt op ad hinanden. Bordene flyder med Cult Shakers og spande med is, vodkaflasker og sodavand til at blande op i.

I en af de mørkegrønne lædersofabåse er 30-årige Jon Jensen midt i et bodyshot på 24-årige Jeppe Johansen – eller ’Pikfjæs’, som vennerne kalder ham.

Jeppe Johansen hiver sin sorte Lacoste-hættetrøje op over brystet. En ven smører salt rundt om hans ene brystvorte. Så læner Jon Jensen hovedet frem. Slikker salten af og tømmer et shotglas med den lysegule alkohol.

»Så er vi i gang igen,« udbryder en af de andre drenge, der sidder rundt om bordet.

Han rækker hånden op og forsøger at fange Henriette Petersens opmærksomhed.

»Kan vi få noget mere sodavand, Henriette?«

Pubejeren kommer med seks Faxe Kondi-flasker. Hun har for længst smidt sit visir.

»Hvis en af os har corona ved det her bord, så har vi det nok alle sammen,« bemærker Jeppe Johansen.

»Så kom da her,« siger Jon Jensen, 30, og trækker Jeppe ’Pikfjæs’ Johansen, 24, ind til sig. De er på Irish Pub med vennerne. De spiller ’snyd’, drikker sprut og snakker om damer.

Sarah Hartvigsen Juncker

Det kan være svært at sikre, at gæsterne overholder alle coronaregler, når musikken spiller, og promillen stiger, må Henriette Petersen erkende.

»Jeg kan jo ikke hele tiden gå rundt og kontrollere, om folk drikker af det samme glas, eller hvor meget de rører ved hinanden. Det kan jeg simpelthen ikke. Men altså, jeg havde frygtet, at det ville ende meget værre.«

Det er et spørgsmål om tilvænning at drive bar i den regelbundne hverdag, samfundet er genåbnet til, mener Henriette Petersen. Hun er optimistisk for de kommende fester på Irish Pub.

»Vi mennesker er nogle mærkelige dyr, kan man sige. Efter et stykke tid vænner vi os til den nye virkelighed. Jeg er ikke så bange for, at noget går tabt.«

Serie

Vinderup og virussen

Hvordan rammer coronakrisen Danmark? Information er taget til den lille by Vinderup i Vestjylland for at lede efter svaret. Vinderup er en by som så mange andre, og her har man også oplevet konsekvenserne af den historiske krise. Virussen er kommet ind på plejehjemmet, medarbejdere fra handelsgaden er sendt hjem på lønkompensation, og den årlige byfest, Kyllingefestivalen, er aflyst.

I denne serie fortæller Information historien om, hvad der skete, da coronakrisen ramte Vinderup. Og om hvordan byen langsomt er ved at vågne igen.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Thomas Tanghus
  • Dan D. Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
Ole Frank, Thomas Tanghus, Dan D. Jensen, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Der er to dræbende forestillinger, der klæber ved, og som er tæt på umulige at udrydde: den første er, at 'alle skal have det' - det skal de ikke, i hvert fald ikke før, der er en kur og en vaccine - og den anden er, at det kun rammer 'ældre', for selvom dødeligheden blandt ældre er størst, er virkningerne og muligvis langtidsvirkningerne altså alvorlige for mange uanset alder.
Det er ikke blot en lungesygdom, det er i mange tilfælde, og især blandt de yngre, en kredsløbssygdom, er afsætter blodpropper i venerne. Så der er ikke noget med, at nogen kan tåle det - for ingen ved, hvordan de reagerer, og jo klarere det bliver, at sygdommen ikke er så udbredt, som man troede, jo klarere bliver det også, at sygdommen er mere invaliderende og dødelig, end man forestillede sig.

Pia Nielsen, Ole Frank, Henriette Bøhne og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar