Feature
Læsetid: 17 min.

Afslutningen på Palme-sagen er enden på 34 års skandaløst politiarbejde

Onsdag udpegede den svenske anklagemyndighed Stig Engström, kendt som Skandiamanden, som Olof Palmes morder. Til manges skuffelse var der ingen nye tekniske beviser. Afslutningen markerer enden på en efterforskning, der har været plaget af skandaler
Indland
11. juni 2020
Onsdag udpegede den svenske anklagemyndighed Stig Engström, kendt som Skandiamanden, som Olof Palmes morder. Til manges skuffelse var der ingen nye tekniske beviser. Afslutningen markerer enden på en efterforskning, der har været plaget af skandaler

Sofie Holm Larsen

Spørgsmålet om, hvem der myrdede Olof Palme, har martret det svenske samfund i 34 år.

Den svenske statsminister var et ikon for venstrefløjen og for frihedsbevægelser verden over. Hans død åbnede et sår i det svenske samfund, som aldrig er helet fuldstændigt.

Onsdag fremlagde svensk politi og anklagemyndighed deres bud på en løsning. Pressemødet havde været længe ventet, da anklager Krister Petersson i månederne forinden havde antydet, at de var på vej til at løse gåden.

Ved pressemødet kom svaret endelig. Anklagemyndigheden vurderer, at manden, der myrdede Olof Palme, er: Stig Engström, også kendt som Skandiamanden.

Stig Engström døde i 2000, og anklageren anbefalede derfor, at efterforskningen nu lægges ned.

Han afviste desuden teorier om, at der skulle ligge et større komplot bag mordet. Engström handlede alene, mener han.

Anklageren kom ikke ind på, hvad Stig Engströms motiv for at begå mordet skulle have været. Det er svært at gisne om efter 34 år, sagde han. Men han nævnte, at Stig Engström havde erfaring med våben, at han var medlem af en skytteforening og kom i »Palme-kritiske kredse«. Han havde desuden økonomiske problemer og et tiltagende alkoholproblem.

Stig Engström forsøgte i tiden efter mordet at overbevise offentligheden om, at han havde været et tilfældigt forbipasserende vidne. Han stillede op i medierne og beklagede sig over, at politiet ikke tog hans henvendelser alvorligt.

Men ingen andre vidner på gerningsstedet erindrer at have set ham. Tværtimod stemmer hans signalement overens med flere vidners beskrivelse af en mand, som blev set flygte fra gerningsstedet.

Under pressemødet onsdag konkluderede Krister Petersson, at Stig Engströms adfærd i tiden efter mordet var så mistænkelig, at han burde have været varetægtsfængslet, hans hjem og kontor ransaget, og hans tøj undersøgt. Det kunne have ført til sikringen af vigtige beviser, som kunne have ført til en dom.

Palme-gruppens efterforskningsleder Hans Melander oplyste, at politiet har beslaglagt et våben fra Stig Engströms gamle ven kendt som Våbensamleren. Men det har ikke været muligt at knytte våbnet til de to patroner, der blev fundet på mordstedet i 1986. Patronerne er medtaget, og det har været så godt som umuligt at foretage tekniske undersøgelser af dem.

Politi og anklagemyndighed fremlagde altså ingen håndfaste beviser, men en række indicier, som ifølge dem placerer mistanken hos Stig Engström.

Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en af verdenshistoriens største, dyreste og mest skandaleombruste mordefterforskninger.

Flere end 10.000 personer er blevet afhørt, 22.430 tip og spor er modtaget, og 788 våben er prøveskudt. I perioder har op mod 150 politifolk været beskæftiget med efterforskningen, og hele 134 personer har erkendt sig skyldige i drabet. Bevismaterialet er så omfangsrigt, at det ifølge politiet vil tage en erfaren person ni år at læse det hele.

Hvis man vil forstå, hvordan det kom så vidt, må man spole tiden tilbage til minutterne umiddelbart efter mordet.

Mordet

Det var en bidende kold vinteraften i Stockholm, 28. februar 1986.

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Olof Palme, var netop blevet skudt ned på åben gade omkring klokken 23.21 på vej hjem fra biografen. Kuglen havde ramt ham i ryggen og dræbt ham på stedet. Hans hustru, Lisbet Palme, var sluppet med livet i behold, da et andet projektil havde gennemboret hendes frakke og strejfet hendes ryg.

Gerningsmanden var forsvundet ned ad en sidegade og op ad nogle trapper, hvorefter ingen med sikkerhed havde set ham igen.

Politiet ankom kort efter, men begik med det samme en række alvorlige fejl.

De afspærrede området, men ikke tilpas grundigt. Det betød blandt andet, at politiet i første omgang ikke fandt de to projektiler på jorden, og at tilfældige forbipasserende hele natten kunne færdes i nærheden af mordstedet.

Olof Palme og hustruen Lisbet fotograferet i 1970. Hun slap med livet i behold den kolde vinternat i 1986, da et projektil kun strejfede hendes ryg. 

Olof Palme og hustruen Lisbet fotograferet i 1970. Hun slap med livet i behold den kolde vinternat i 1986, da et projektil kun strejfede hendes ryg. 

Ritzau Scanpix
Det var uklart, hvor gerningsmanden var forsvundet hen. Alligevel satte politiet ikke med det samme i gang i en omfattende menneskejagt i Stockholms gader. De opsatte ikke vejspærringer eller lukkede landets grænser, og der udgik først besked til landets øvrige politidistrikter klokken 02.05, næsten tre timer efter drabet.

Jagten på morderen blev ikke koordineret centralt, men var i stedet overladt til de enkelte patruljers eget initiativ.

Flere centrale vidner blev desuden ikke afhørt med det samme. I det hele taget udrettede politiet ikke ret meget på selve mordnatten.

Den sløje efterforskning i timerne efter mordet skulle vise sig at blive symptomatisk for politiets håndtering af Palme-mordet i de følgende måneder.

»Dilettanter«

Morgenen efter mordet stod politiet uden en egentlig leder af efterforskningen.

På pletten meldte sig politimester Hans Holmér, en hård nyser af den gamle skole med gode forbindelser til Socialdemokraterna. Han havde dog ingen erfaring med efterforskning af mord.

Holmér havde angiveligt tilbragt mordnatten på et hotel i Dalarna med sin elskerinde, da han skulle deltage i det ikoniske skiløb Vasaløbet. Så snart han havde hørt nyheden om morgenen, havde han ræset tilbage til hovedstaden og taget tøjlerne.

Han oprettede hurtigt det såkaldte Palme-rum, et slags improviseret hovedkvarter for efterforskningen. En politimand ved navn Ingemar Krusell har siden kaldt Palme-rummet for en »bastard« befolket af »en samling dilettanter på mordefterforskningens område«.

Fra begyndelsen var det uklart, hvem der egentlig havde ansvaret for hvad, og Stockholms Politi lå i løbende konflikt med anklagemyndigheden.

Men trods de interne konflikter gjorde Holmér udadtil en god figur. Han holdt en række pressemøder, hvor han storskrydende lovede, at sagen snart ville være opklaret.

På et af møderne begik han en af sine mange fejltagelser, da han fremviste en fantomtegning af morderen. Tegningen var baseret på én kvindes sammenstød med en tilfældig mand i en port 10-20 minutter efter, Palme var blevet myrdet.

Politiet i Stockholm blev efterfølgende lagt ned af flere end 8.000 henvendelser fra alle og enhver, der mente at genkende manden på tegningen.

Som forfatteren Jan Bondeson skriver i sin bog Blodspor i sneen – Mordet på Olof Palme:

»Koner angav deres mænd, medarbejdere deres chefer, psykiatere deres patienter og børn deres lærere. Over hele landet fik forskræmte gamle damer øje på fantomet, der luskede rundt ude foran deres huse. Sverige var blevet en nation af politistikkere.«

Tegningen fik ifølge bogen desuden de vidner, der rent faktisk havde set den formodede gerningsmand, til at ændre opfattelse af, hvordan han så ud.

PKK-sporet

Politiets første rigtige mistænkte var Viktor Gunnarsson, i offentligheden kendt som »den 33-årige«. Han havde på mordnatten befundet sig på cafeen Mon Chéri nær gerningsstedet. Politiet afhørte ham ad flere omgange og konstaterede, at der var krudtslam på hans jakke. Men det var en anden type krudt end den, der var benyttet til mordet. Sagen mod ham blev siden droppet.

Men hans navn blev lækket i pressen, og flere politifolk fortsatte med at sprede rygter om, at han stod bag mordet. Gunnarsson blev lagt for had, kunne ikke finde arbejde og fik politibeskyttelse. Han flyttede siden til USA, hvor han i 1993 blev myrdet, hvilket naturligvis har ført til yderligere konspirationsteorier.

Efterforskningsleder Hans Holmér rettede i stedet sit fokus et andet sted hen: mod det kurdiske arbejderparti PKK.

Partiets medlemmer havde været involveret i flere voldelige forbrydelser i Europa gennem 1980’erne. Kort før mordet på Palme var to kurdiske mænd blevet dømt for at have myrdet to frafaldne PKK-medlemmer i Sverige.

Den svenske regering havde kort forinden stemplet PKK som en terrororganisation. Teorien var, at mordet på Palme skulle være en straf for dette.

Svensk politi havde opsnappet en telefonsamtale mellem to kurdere 14 dage før Palme-mordet, som tydede på, at et mord skulle finde sted. Desuden lå der en kurdisk bogcafé i en af gaderne langs morderens flugtrute.

Morgenen efter mordet meldte politimester Hans Holmér sig som leder af efterforskningen. Han var en hård nyser af den gamle skole med gode forbindelser til Socialdemokraterna - men ingen erfaring med efterforskning af mord.

Morgenen efter mordet meldte politimester Hans Holmér sig som leder af efterforskningen. Han var en hård nyser af den gamle skole med gode forbindelser til Socialdemokraterna - men ingen erfaring med efterforskning af mord.

Hakan RODEN / TT News Agency / AFP
Hans Holmér kastede alle ressourcer ind på dette spor – og forsømte at undersøge andre oplagte spor.

Han iværksatte sågar en ulovlig aflytning af PKK. Efterforskningen kulminerede om morgenen 20 januar 1987, da politiet hentede 26 mennesker til afhøring. De blev dog alle løsladt igen kort efter. Operationen kastede intet af sig.

Hans Holmér, som i medierne havde nydt omtale som en slags svensk Dirty Harry, blev nu voldsomt kritiseret, og kort efter den fejlslagne operation trak han sig som efterforskningsleder.

I 1988 blev han tiltalt og senere dømt for den ulovlige aflytning af PKK.

Politiets efterforskning i de første måneder efter mordet var så inkompetent, at det siden har givet næring til konspirationsteorier om, at politifolk ligefrem skulle have været involveret i mordet eller et coverup.

Højreradikalt politi

Tidligt om morgenen, dagen efter Palme-mordet, ringede en politimand til politiets vagthavende i det indre Stockholm. Under samtalen udtrykte han sin begejstring over mordet og sagde noget i stil med, at »så døde den fæhund Palme«. Det fremgår af beretningen fra den såkaldte Granskningskommission, som udkom i 1999.

Den vagthavende fandt opringningen så bemærkelsesværdig, at han fortalte det videre til sin chef, som igen fortalte det videre til sin chef, som videregav oplysningen til Palme-efterforskningens ledelse.

På det tidspunkt havde der længe været bekymringer om højreekstremisme i Stockholms Politi. Det kom så vidt, at Politistyrelsen i Stockholm i 1987 indledte en undersøgelse af problemets omfang. Resultaterne af undersøgelsen var slående.

Det viste sig blandt andet, at politimanden, som havde ringet ind og udtrykt begejstring over mordet, i begyndelsen af 1980’erne havde arrangeret en række ’herremiddage’, hvor andre politifolk deltog og lyttede til foredrag. Ved disse sammenkomster skal nogle af gæsterne have hilst på hinanden ved at heile, og flere gav udtryk for ekstreme holdninger.

Den svenske efterretningstjeneste var opmærksom på disse møder og holdt øje med dem.

Den politimand, som arrangerede møderne, havde tidligere været medlem af en civilklædt gruppe betjente, som i begyndelsen af 1980’erne havde fået tilnavnet Baseballligaen, fordi de ofte kunne ses iført baseballkasketter. Betjentene havde i 1982 fået til opgave at bekæmpe gadekriminalitet i Stockholm. Men havde hurtigt fået ry for at gå for langt. Flere af dem blev anklaget for at begå overfald i tjenesten, og efter kun to år blev gruppen lagt ned, da man opgav håbet om, at betjentene kunne styres.

Ligaen var i sin tid blevet oprettet af Palme-sagens senere efterforskningsleder Hans Holmér, og flere af betjentene fra ligaen dukkede siden op i flere mystiske sammenhænge i periferien af Palme-efterforskningen.

Politisporet

En række mere eller mindre løse rygter antydede i tiden efter mordet, at politifolk havde deltaget i møder kort forinden, hvor muligheden for at slå Palme ihjel var blevet drøftet. Der gik endda historier om, at politifolk ved en stor fest dagen efter mordet skulle have skålet på ugerningen.

Flere vidner fortalte, at de på mordnatten havde observeret mænd med walkie-talkies på gaderne i Stockholm, og i løbet af efterforskningen er bevismateriale siden forsvundet på mærkværdig vis.

Det, og meget, meget mere, har ført til teorier om, at politifolk skulle have været involveret i selve mordet eller som minimum have forkludret efterforskningen med vilje. Eventuelt i samarbejde med det sydafrikanske apartheidregime. Flere betjente fra Stockholm havde rejst i Sydafrika.

Ingen har dog kunnet fremvise håndfaste beviser for de mange teorier.

Til gengæld afslørede Palme-sagen og dens efterdønninger en udbredt højreekstremisme og et intenst had mod Olof Palme, som herskede ikke bare i politiet, men i store dele af det svenske samfund.

Palme havde gennem 1980’erne forsøgt at navigere Sverige gennem Den Kolde Krig uden at alliere sig med hverken NATO eller Sovjetunionen. Stærke kræfter i samfundet mente, at han bragte Sverige i fare ved ikke at bakke fuldtonet op om NATO, og at han var blevet for nære venner med kommunisterne i østblokken.

Mange i overklassen betragtede ham desuden som en klasseforræder, da han havde forladt sit adelige ophav og var blevet socialdemokrat.

Fjender havde Palme nok af.

Skandiamanden

Politiet interesserede sig i første omgang ikke synderligt for Stig Engström, som onsdag blev udpeget som gerningsmand.

Han havde på mordnatten befundet sig på sin arbejdsplads, forsikringsselskabet Skandia, og havde ifølge sin egen forklaring arbejdet sent, da han skulle på ferie med sin kone dagen efter.

Klokken 23.19 stemplede han ud. Han sludrede lidt med vagterne i bygningen, inden han ifølge sin egen forklaring gik afsted for at nå det sidste tog hjem. Skal man tro Stig Engströms forklaring til politiet, gik han og holdt øje med klokken på sit armbåndsur, og han bemærkede hverken skuddene eller Palme-parret, før han nærmest snublede over Olof Palme, som lå død foran ham. Derefter forsøgte han ifølge sin egen forklaring at give førstehjælp. Han hævder også, at han talte både med Lisbet Palme og politiet.

Intet af dette kan dog bekræftes af andre vidner på gerningsstedet.

Stig Engström, der døde i 2000, forsøgte i tiden efter mordet på Olof Palme at overbevise offentligheden om, at han havde været et tilfældigt forbipasserende vidne. Onsdag blev han udpeget som gerningsmand. 

Stig Engström, der døde i 2000, forsøgte i tiden efter mordet på Olof Palme at overbevise offentligheden om, at han havde været et tilfældigt forbipasserende vidne. Onsdag blev han udpeget som gerningsmand. 

Ritzau Scanpix
Flere husker til gengæld at have set en mand på omkring 180 cm iført en mørk, knælang frakke og en kasket løbe fra gerningsstedet med en lille taske ved hånden. Den beskrivelse stemmer godt overens med den påklædning, Stig Engström ifølge sin egen forklaring var iført på aftenen.

Klokken 23.40 vendte han tilbage til sit kontor i Skandia-bygningen.

Politiet kendte ikke til Stig Engströms eksistens, før han selv henvendte sig til dem dagen efter mordet. Han havde ifølge anklagemyndigheden muligvis hørt et signalement af morderen i medierne, som stemte overens med hans eget udseende, og han forsøgte tilsyneladende at henlede politiets opmærksomhed på en anden mulig gerningsmand.

Han kontaktede også en avis og stod dagen efter frem i en artikel, hvor han beskrev sine iagttagelser på mordnatten.

Politiet afhørte ham flere gange i de følgende uger. Men afhøringerne tydede ikke på, at de mistænkte ham for mordet. I løbet af foråret blev han nævnt i Hans Holmérs Palme-rum som en mulig gerningsmand. Men det lader ikke til at være blevet taget særligt alvorligt.

Knap et år efter mordet afskrev politiet endeligt Stig Engström som mulig gerningsmand. Det fremgår af et opsigtsvækkende notat fra 9. februar 1987, som anklagemyndigheden fremlagde under onsdagens pressemøde.

Notatet er blandt andet blevet til på baggrund af en afhøring af et vidne, som har set en mand, der lignede Stig Engström, flygte op ad nogle trapper. Alligevel konkluderede politiet dengang, at det ikke var Stig Engström, hun havde set, men en anden mand, der lignede ham. En konklusion, som den nuværende anklager, Krister Petersson, havde meget svært ved at forstå.

Men noget tydede på, at Hans Holmérs maniske fokus på PKK-sporet forhindrede undersøgelsen af andre spor.

Stig Engström stod flere gange i løbet af 1990’erne frem i medierne og fortalte om sine påståede oplevelser på mordnatten.

I 2018, længe efter hans død, publicerede magasinet Filter en stor afsløring, hvor de hævdede at have løst Palme-mordet. Gerningsmanden var ifølge magasinet den excentriske Stig Engström. Teorien havde et par huller. For eksempel er det svært at forstå, hvordan han kunne vide, at Palme-parret ville befinde sig lige præcis på dét gadehjørne klokken 23.21. Han forlod som bekendt først sit kontor to minutter inden. Et vidne har desuden beskrevet, at gerningsmanden stod og ventede i flere minutter på Palme-parret, hvilket Stig Engström ikke kan have nået.

Åbne spørgsmål, som onsdagens pressemøde ikke bragte klarhed over.

Christer Pettersson

I juli 1989 blev en mand dømt for Palme-mordet.

Der var tale om en smågal og voldelig misbruger ved navn Christer Pettersson – ikke at forveksle med sagens nuværende anklager, Krister Petersson – som havde befundet sig på en spilleklub i nærheden af mordpladsen, kort før Palme blev skudt.

Han var tidligere dømt for at have begået et drab med en bajonet i samme område i julen 1970.

Christer Pettersson nægtede at have noget at gøre med Palme-mordet. Han hævdede, at han på mordaftenen var taget direkte hjem efter en aften på spilleklubben Oxen. Men der var et tidsmæssigt hul i hans alibi. Det fældende indicium imod ham blev Lisbet Palmes identifikation af ham ved en vidnekonfrontation i december 1988.

Da Christer Pettersson ankede sin dom for mordet på Olof Palme og blev løsladt i efteråret 1989, fejrede han det ved at dele to flasker Baileys og en flaske vodka med sin nabo. 

Da Christer Pettersson ankede sin dom for mordet på Olof Palme og blev løsladt i efteråret 1989, fejrede han det ved at dele to flasker Baileys og en flaske vodka med sin nabo. 

Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Bizart nok vidnede Stig Engström også i sagen på forsvarerens foranledning. Engström hævdede nemlig, at Lisbet Palme på mordnatten havde fortalt ham, at der havde været flere gerningsmænd. Det til trods for, at Lisbet Palme aldrig har sagt, at hun talte med nogen civile på mordnatten.

Tre politifolk fra efterforskningen er siden stået frem og har fortalt, hvordan et af hovedvidnerne i sagen – en narkosælger og misbruger ved navn »Sigge« Cedergren – blev manipuleret til at ændre forklaring og placere Christer Petersson på gerningsstedet under i alt 43 afhøringer.

Selv om anklagemyndigheden havde svært ved at formulere et egentligt motiv, blev Christer Pettersson idømt livstid for Palme-mordet ved byretten.

Men han ankede dommen og vandt.

Retten lagde blandt andet vægt på, at politiet inden vidnekonfrontationen havde fortalt Lisbet Palme, at morderen var misbruger. Christer Pettersson skilte sig klart ud blandt de andre mænd i opstillingen, og da Lisbet Palme havde set ham, havde hun udbrudt, at ja, der så man straks, hvem der var alkoholiker. Politiet havde altså begået en fodfejl ved at plante et bestemt billede af morderen i hendes hoved.

Christer Pettersson blev løsladt i efteråret 1989.

På et ikonisk fotografi kan man se ham med en smøg i flaben, to flasker Baileys og en flaske vodka under armen på vej ind til sin nabo for at fejre sin nyvundne frihed. Den dag i dag kan man stadig bestille en ’Christer Petterson’ eller en ’Morder’ på visse barer i Sverige. Blandingsforholdet mellem vodka og Bailey’s varierer.

Han døde i 2004 efter en omtumlet tilværelse præget af vold og misbrug.

Ebbe Carlsson-affæren

En sen aften i juni 1988 blev en mand standset ved tolden i Helsingborg. Han var kommet med færgen fra Helsingør, og i hans bagagerum lå en større mængde ulovligt aflytningsudstyr, som han havde forsøgt at smugle over grænsen til Sverige.

Politiet blev kontaktet, og det udviklede sig til en kulørt skandale kendt som Ebbe Carlsson-affæren.

Ebbe Carlsson var journalist og forlægger med en fortid i det svenske justitsministerium. Han havde gode forbindelser til efterretningstjenesten og var voldsomt optaget af Palme-sagen.

I tiden efter Hans Holmér havde trukket sig som efterforskningsleder, fortsatte enkelte politifolk med at interessere sig for teorien om, at PKK stod bag Palme-mordet. Ebbe Carlsson delte deres opfattelse. Og med hjælp fra sin gamle ven Carl Lidbom, Sveriges daværende ambassadør i Frankrig, fik han grønt lys af regeringen til at gennemføre sin egen private efterforskning af mordet på Palme.

I al hemmelighed fik den private efterforskning opbakning fra den socialdemokratiske justitsminister Anna-Greta Leijon. Ebbe Carlsson fik stillet en bodyguard til rådighed, han kunne trække på politiets ressourcer og fik adgang til fortrolige efterretninger.

Carlsson var overbevist om, at kurderne i PKK i samspil med præstestyret i Iran stod bag Palme-mordet. Hans teori lød som et ekko af Hans Holmérs. Og både Ebbe Carlsson og ambassadøren Carl Lidbom var da også gamle venner med netop Hans Holmér.

Holmér havde bevaret kontakten til folk i efterretningstjenesten og fortsatte med at drøfte teorierne om PKK med dem.

Ebbe Carlsson fik stillet to politifolk til rådighed, som skulle skaffe ulovligt aflytningsudstyr fra London og smugle det til Sverige til brug for efterforskningen. Da en af dem blev standset ved tolden i Helsingborg, udviklede sagen sig hurtigt til en skandale, og justitsministeren blev tvunget til at gå af.

I kølvandet fulgte en række parlamentariske høringer, som højst usædvanligt blev vist i direkte fjernsyn. Her fik svenskerne indblik i det gustne kammerateri, som havde udspillet sig med den socialdemokratiske regerings velsignelse.

Og mordet på Palme var ikke nået tættere på en opklaring.

Christer Andersson

Gennem årene har politiet haft øje på adskillige mulige gerningsmænd. De har fået følgeskab af teorier fra en hær af ivrige hobbyefterforskere. Alle har deres egen yndlingsteori:

Måske var det CIA, der gjorde det, eller Israel, Scientology, svenske våbenproducenter, sydafrikanske agenter, kroatiske ekstremister, folk fra den kriminelle underverden, højreekstremister i politiet, en lone wolf eller sågar Lisbet Palme.

Mange har skrevet bøger og skråsikkert fældet dom over mulige gerningsmænd.

En populær teori har været, at en mistænkt ved navn Christer Andersson stod bag. Han boede nær gerningsstedet og ejede en revolver af den type, som kan være blevet benyttet ved mordet. Han havde forinden mistet sin våbenlicens efter at have skudt sit eget fjernsyn – angiveligt efter det havde vist et billede af Olof Palme. Han investerede i aktier og var kommet i store økonomiske problemer, da Palmes regering havde forhøjet aktieomsætningsskatten.

Ingen vidner har dog kunnet placere Christer Andersson ved gerningsstedet på mordnatten.

Han forblev ukendt for offentligheden, indtil Granskningskommissionens rapport udkom i 1999.

I 2008 ringede Christer Anderssons bror til politiet, da han var bekymret for dennes velbefindende. Da politiet bankede på døren, hørte de et skud inde fra lejligheden. Christer Andersson havde taget sit eget liv.

Tiden er gået

Jo mere man læser om Palme-mordet, des mere går det op for en, hvor mange mennesker der egentlig kunne have slået ham ihjel.

Han blev et ikon for international retfærdighed. En mand fra et lille land, der ikke var bange for at kritisere USA for blodsudgydelserne under Vietnamkrigen eller gå i rette med det sydafrikanske apartheidstyre. Og han virkede aldeles uforfærdet, når han sagde nej tak til livvagter og bevægede sig alene rundt i Stockholms gader.

Historien om Palme-mordet er historien om en mand, der stod så hårdt på sine egne principper, at han skabte sig fjender nok til en hel telefonbog.

Men det er også historien om en håbløst inkompetent politiefterforskning, som har martret Sverige i årtier.

Da Krister Petersson overtog efterforskningen i februar 2017, lovede han at tage udgangspunkt i beviserne på gerningsstedet frem for at forfølge mere eller mindre sværmeriske teorier om motiverne for mordet.

Ved onsdagens pressemøde kritiserede han den tidlige efterforskning af sagen. Hvis den nuværende Palme-gruppe havde efterforsket mordet for 34 år siden, sagde han, havde de anholdt Stig Engström, ransaget hans hjem og sikret eventuelle beviser. Beviser, som i dag er gået til eller forældet. Han understregede, at han ikke ville fælde endelig dom. Den slags er op til domstolene. Han mente dog at have nok til en varetægtsfængsling. Men det er naturligvis for sent.

»Engström er jo død, og tiden er jo gået,« som anklageren sagde.

Enorm skuffelse

Den officielle Palme-efterforskning er nu slut. Sagens dokumenter vil formentlig blive overført til det svenske rigsarkiv, og alverdens hobbyefterforskere vil fortsætte med at dyrke deres egne teorier.

Allerede kort efter onsdagens pressemøde strømmede det ind med kritik af Palme-gruppen og de fortsatte manglende beviser i sagen.

»Det her pressemøde var en enorm skuffelse,« sagde Leif GW Persson, pensioneret kriminolog og Palme-ekspert, til TV4.

»Anklageren har faktisk ikke været i stand til at frembringe noget mere substantielt i sagen end sine egne fortolkninger af, hvad der er sket.«

Efter pressemødet gik landets statsminister, Stefan Löfven, på talerstolen og adresserede nationen. Han roste politiet og anklagemyndigheden for at være nået, »så langt man kan«, trods de manglende tekniske beviser.

Spørgsmålet er, om nogen nogensinde når længere. Efterforskningen vil fortsætte. Bare ikke hos politiet.

Kilder: Aftonbladet, ’Blodspor i sneen – Mordet på Olof Palme’, Expressen, Granskningskommissionens betænkning (1999), Krimiland (R4dio), ’Mordgåtan Olof Palme: makten, lögnerna och tystnaden’, Sveriges Radio, SVT, The Guardian, TV4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det ene resultat den svenske undersøgelse kom frem til var, at det IKKE var nogle af de andre i det hidtidige søgelys der nu stadig var der.

Man udpegede så den mest sandsynligt synlige, men uden bevis.

Efter 34 år er det simpelthen det værste træmandarbejde muligt.

Lillian Larsen, Finn Thøgersen, Mikkel Madsen, Claus Nielsen, Rolf Andersen, Anders Reinholdt, Tommy Clausen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

En alvorlig - og uigennemsigtig sag, der pludselig fik en bekvem afslutning. Historien giver mig associationer til politiarbejde, som det udfoldes i filmene om Olsen Banden, hvor Axel Strøby og Ole Ernst overlades de betændte sager, som staten i virkeligheden ikke ønsker opklaret.

Hvem ved, om svenskerne har haft en fremmed stormagt på egen banehalvdel, og om de har været nødt til at holde dette for sig selv, for ikke at tabe ansigt, og/eller skaffe sig mægtige fjender på halsen?

Lillian Larsen, Mikkel Madsen, Hanne Utoft, Claus Nielsen, gert rasmussen, Rolf Andersen, Nike Forsander Lorentsen, Tommy Clausen, Torben Bruhn Andersen, Dan D. Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Mordet på Oluf Palme var et åbent sår i den svenske folkesjæl.

Nogle så ham som en af fædrene til det svenske "folkhemmet". Og andre, med mere ekstreme opfattelser, så ham som en kommunist, der var lige en forbryder.

Oluf Palme forbliver levende for nogle. Men tiden går, og efter 34 år kan man måske nu lægge en epoke i svensk politik bag sig.

Olof Palme bliver for svenskerne, hvad Kennedy er for Amerikanerne, - et evigheds traume om drømmen om Messias.

Mikkel Madsen, Jeppe Lindholm og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Det er/var naivt at tro at der ville komme afgørende nyt frem i drabssagen efter så mange år.
Det er usandsynligt at den dårlige/elendige politiefterforskning i tiden efter drabet kan gøres god igen.
Uanset udfaldet af denne efterforskning, vil alle mulige konspirationsteorier florere så længe nogen gider høre på dem.

Mikkel Madsen, Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Olof Palme var statsminister i samlet omkring 12 år i Sverige. Så han har været vellidt i den største del af den Svenske befolkning. Men ikke af alle. Og her tænker jeg særligt på højrefløjen i Sverige. Spørgsmålet er så, hvorvidt ledelsen i det svenske politi gik helhjertet ind i opklaring af mordet på landets statsminister. Politiets håndtering af opklaringsarbejdet var i hvert fald meget sjusket og mangelfuld.

Efter 34 år vedbliver mordet med at være uopklaret.

Nike Forsander Lorentsen, Eva Schwanenflügel og Steen Meyer anbefalede denne kommentar