Interview
Læsetid: 7 min.

Alexander Byth Carstens kan gøre sygdommen syg

Verden har akut brug for et alternativ til antibiotika. Og med en særlig virus, der kan infiltrere de sygdomsfremkaldende bakterier og slå dem ihjel, har Alexander Byth Carstens måske fundet en løsning
»Folk brokker sig ikke så meget, hvis man gør 300 kartofler syge, som hvis man gør 300 mennesker eller dyr syge, så det er noget lettere at lave forsøg på planter,« siger Alexander Byth Carstens, der forsker i mikrobiologi på Københavns Universitet.

»Folk brokker sig ikke så meget, hvis man gør 300 kartofler syge, som hvis man gør 300 mennesker eller dyr syge, så det er noget lettere at lave forsøg på planter,« siger Alexander Byth Carstens, der forsker i mikrobiologi på Københavns Universitet.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
13. juni 2020

For et par år siden kom det frem, at antibiotikaresistens i 2050 vil slå flere mennesker ihjel end kræft, hvis ikke vi gør noget.

Vi har simpelthen brugt så meget antibiotika, at visse bakterier er blevet resistente over for vores behandling – de såkaldte multiresistente bakterier. Og der vil kun komme flere af dem med tiden.

Det kan betyde, at folk vil dø af helt almindelige bakteriesygdomme, fordi vi ikke har nogen behandling. Sygdomme som blærebetændelse, der i dag betragtes som relativt ufarlige, vil kunne udvikle sig til livstruende infektioner. For indtil videre har vi stolet så meget på antibiotikaene, at vi ikke har udviklet andre metoder til at helbrede bakteriesygdommene.

Det kan også betyde, at transplantationer og kemoterapi bliver langt mere risikabelt, da antibiotikaen bruges til at holde infektioner væk under behandlingen.

»Det er en perfect storm,« siger Alexander Byth Carstens, der forsker i mikrobiologi på Københavns Universitet.

»Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i.«

Derfor arbejder han på at finde en løsning. Han forsker i en form for virus, der kan dræbe de bakterier, der gør os syge. Bakteriofager, hedder de. Og de kan »gøre sygdommen syg«, som han siger.

Det minder lidt om antibiotika, og så alligevel ikke. For det slår bakterierne effektivt ihjel, men det er helt naturligt og uden de samme bivirkninger.

Som en horror movie

Da jeg møder Alexander Byth Carstens, er det på en skypeforbindelse til hans lejlighed i Valby, hvor han har isoleret sig. Som de fleste andre kan han på grund af coronakrisen ikke tage på arbejde, så energien kanaliseres ind i nye projekter.

»Jeg er begyndt at brygge min egen øl. Det er jo også lidt mikrobiologi,« fortæller han.

Men til daglig fortsætter Alexander Byth Carstens med at forske i den problematik, hans ph.d. også handlede om. Og for at forstå den metode, det hele drejer sig om, må man først forstå, hvad bakteriofager er for noget.

Bakteriofager er ufarlige, når de bare flyder frit rundt i eksempelvis søvand eller madaffald, hvor man ofte finder dem. Men de er konstant på udkig efter en bakteriecelle. Og når de finder sådan en, udspiller der sig en kamp, der kunne skabe plottet til en sci-fi-film.

»Helt horroragtigt infiltrerer bakteriofagen cellen og tager kontrol over den. Den tvinger cellen til at lave flere bakteriofager inde i sig, indtil cellen mister al sin energi. Så slår den cellen ihjel, så alle de nye bakteriofager bliver frigivet og kan finde nye celler at overtage,« forklarer Alexander Byth Carstens.

Og så starter det hele forfra. På den måde har vi mennesker og bakteriofagerne overlappende interesser: Vi ønsker alle sammen, at de sygdomsfremkaldende bakterier skal dø.

Alexander Byth Carstens

Nuværende stilling: Postdoc på Københavns Universitet.

Yndlingsredskab: dna-sekventering.

Overspringshandling: At læse nyheder. Specielt i de her coronatider.

Forbillede: Jeg har aldrig været så personfikseret, at jeg har haft forbilleder.

Erkendelse: Hvor stor betydning, koncentrationen af bakteriofager i et miljø har.

Metoden er på flere måder smartere end antibiotika, forklarer han. For selv hvis bakterien udvikler resistens over for bakteriofagen, så kan bakteriofagen tilsvarende udvikle metoder til at overkomme denne resistens, så den bliver resistent over for bakteriens resistens. Det kan kemikalierne i antibiotika ikke.

»Det er jo et levende system. De er i konstant kamp mod hinanden, og de har et evolutionært kapløb,« siger Alexander Byth Carstens.

Og mens antibiotika slår de fleste bakterier omkring sig ihjel, dræber én bakteriofag kun én type bakterie. Derfor undgår man at slå de forkerte bakterier ihjel, så der opstår bivirkninger hos den patient, der bliver behandlet.

»Det er jo den helt store fordel, men det er også den store ulempe. For det kræver, at man finder den helt rigtige bakteriofag til den rigtige sygdom,« fortæller Alexander Byth Carstens.

Det er lettere sagt end gjort. Hvis du forestiller dig, hvor mange bakterier der er i hele verden, så er der cirka ti gange flere bakteriofager.

Nye arter

Det er her, Alexander Byth Carstens’ ph.d.-projekt kommer ind i billedet. Meget af denne her viden har man nemlig haft i næsten hundrede år. Det var faktisk en ret anvendt metode i det gamle Sovjetunionen, fortæller han. Men metoden blev aldrig så sikker, at den virkede hver gang, og det foregik kun på ganske få sygdomme.

Men Alexander Byth har arbejdet videre med ideen og fundet nye bakteriofager. Ja, faktisk hele bakteriofag-arter, der potentielt kan kurere sygdomme. Problemet er bare at finde de rigtige bakteriofager til de rigtige bakterieceller – ud af de uoverskueligt mange kombinationsmuligheder der er.

På billedet ses en petriskål fyldt med et næringsmedie, hvor der vokser to forskellige bakterie isolater. Alexander Byth Carsten gror bakterierne på denne måde for at finde ud af, hvilke bakterier der giver anledning til sygdomme. Efter at have fundet ud af hvilke bakterier, der er ansvarlige for sygdommen, ser han, om han kan finde de bakteriofager, der kan slå disse bakterier ihjel, så man kan bruge dem til at bekæmpe sygdommen.

På billedet ses en petriskål fyldt med et næringsmedie, hvor der vokser to forskellige bakterie isolater. Alexander Byth Carsten gror bakterierne på denne måde for at finde ud af, hvilke bakterier der giver anledning til sygdomme. Efter at have fundet ud af hvilke bakterier, der er ansvarlige for sygdommen, ser han, om han kan finde de bakteriofager, der kan slå disse bakterier ihjel, så man kan bruge dem til at bekæmpe sygdommen.

Anders Rye Skjoldjensen

Derfor arbejder Alexander Byth Carstens også på at effektivisere den process. Og han er allerede kommet nærmere en metode, hvor man ved hjælp af dna-sekventering – en måde at aflæse dna – hurtigere kan finde frem til, hvilken bakteriofag der passer til hvilken sygdom.

Det til trods for, at bakteriofagerne er så små, at man ikke engang kan se dem gennem et mikroskop. Derfor er man i stedet nødt til at kigge på de bakterier, bakteriofagerne dræber, og se, om de langsomt forsvinder, for at vide, om bakteriofagerne også er der.

Jo mindre, jo bedre

Det er ikke overraskende, at Alexander Byth Carstens er endt med at beskæftige sig med noget så småt, at det ikke kan ses gennem et mikroskop.

Han har altid været glad for de helt små væsener. Jo mindre, jo bedre faktisk, og det begyndte allerede, da han som barn boede i nærheden af et moseområde.

»Nogle af de bedste minder jeg har, fra da jeg var lille, er ude i mosen. Jeg var især interesseret i insekter. Det kunne næsten ikke blive for småt,« siger han.

Derfor begyndte han på biologistudiet i den tro, at han skulle specialisere sig i insekter. Men her gik det op for ham, at der var nogle andre (og mindre) levende væsener, der var endnu mere interessante.

»Så blev jeg meget interesseret i celler og bakterier – og mikroorganismer generelt,« fortæller han.

»Det var nok i anerkendelsen af, at det er de vigtigste ting på planeten jorden. Det mener alle forskere måske, at deres område er. Men jeg synes, der er gode argumenter for, at mikroorganismer er det vigtigste.«

Forskningen er nemlig langsomt ved at få øjnene op for, hvor meget bakterier påvirker vores helbred, både positivt og negativt. Det samme gælder for dyrene og faktisk hele vores økosystem, siger han. Så hvis vi kan kontrollere, hvilke virusser der lever, og hvilke der ikke gør, kan vi skabe store forandringer.

Anders Rye Skjoldjensen

Indtil videre foregår meget af Alexander Byth Carstens’ forskning dog primært med syge kartofler. Blandt andet dem, der lider af blodråd eller sortbensyge.

»Folk brokker sig ikke så meget, hvis man gør 300 kartofler syge, som hvis man gør 300 mennesker eller dyr syge, så det er noget lettere at lave forsøg på planter,« som han siger.

Men projektet har heldigvis været en succes, så kartoflerne blev raske igen. Og selv om håbet er, at metoden på sigt skal kunne overføres til menneskesygdomme, skal man ikke undervurdere værdien i at redde en kartoffel.

»Hvis du er bonde i et tredjeverdensland, og høsten slår fejl, kan det betyde, at der ikke kommer mad på bordet. Så på den måde koster det også menneskeliv.« 

Lovgivning spænder ben

Perspektiverne for Alexander Byth Carstens’ forskning er store. Han forklarer, at metoden i princippet vil kunne hjælpe på alle sygdomme, der er forårsaget af bakterier, såsom tuberkulose og nogle af de afledte sygdomme af cystisk fibrose.

Helt aktuelt har det også vist sig, at mange COVID-19-patienter faktisk dør af bakterieinfektioner i lungerne, der kommer, mens systemet er så svækket af virussen. Og når immunforsvaret er optaget af at bekæmpe COVID-19, kan en simpel bakteriesygdom i de svage lunger være livstruende.

Derfor håber Alexander Byth Carstens, at hans metode vil kunne hjælpe – og han har sammen med nogle kolleger smidt alt, hvad de havde i hænderne, og søger nu finansering til at forske i en behandling ved hjælp af bakteriofager.

Men selv om perspektiverne er store, og resultaterne indtil videre er gode, er der én stor forhindring, der gør, at bakteriofagerne formentlig næppe kommer på markedet i den nærmeste fremtid: lovgivningen på medicinområdet.

»Den lovgivning og de regler for udvikling af medicin, vi har, fungerer godt til traditionel kemisk medicin, men den fungerer ikke så godt til levende organismer. Det gør det både svært og risikabelt at kaste sig ud i at udvikle medicinen,« forklarer Alexander Byth Carstens.

Som udgangspunkt må man nemlig ikke tage patent på ting, der er levende. Og selv hvis det lykkedes at tage patent på det, ville medicinen være nem at kopiere, fordi det er et organisk materiale, der findes ude i virkeligheden, og ikke et kemisk fremstillet produkt. Og det skaber et problem for medicinalproducenten, da de færreste vil bruge mange millioner kroner på at udvikle noget, konkurrenterne nemt kan snuppe.

Men hvad værre er, så skal medicinen hele tiden tilpasses, fordi den er levende. Så hver gang bakteriofagen udvikler sig – hvilket jo er det smarte ved den – skal man søge patent på medicinen igen.

»Det giver noget hovedpine i forhold til det her, når medicinen udvikler sig hurtigt og skal tilpasses den enkelte patient. Det er meget besværligt,« siger Alexander Byth Carstens.

Derfor tør han ikke komme med et forsigtigt bud på, hvornår i fremtiden bakteriofagerne kan begynde at erstatte den stadigt mindre effektive antibiotika.

Indtil videre lader han politikerne om lovgivning og koncentrerer sig om det fortsatte arbejde med at forbedre og forfine metoderne til at gøre sygdommen syg.

Serie

Ph.d. Cup 2020

Information sætter fokus på ny forskning, når vi hvert år afholder Ph.d. Cup. og kårer den ph.d.-studerende, der er bedst til at formidle sin forskning. Kåringsshowet bliver sendt på DR2 fredag den 19. juni kl. 21:30.

Ph.d Cup er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Det beskriver jo på glimrende vis problemet i at overlade udviklingen af medicin til de private firmaer.

Og så kunne jeg virkelig godt tænke mig at høre noget mere om de metoder, som man brugte i Sovjet.