Anna Grynnerup vil give barnløse mulighed for at træffe et informeret valg

En efterårsdag i 2010 stillede Anna Grynnerup sin cykel uden for Panuminstituttet i København og gik ind til noget, hun ikke vidste skulle forme hendes fremtid.

Det var karrieredag på Panum, og der var annonceret forskellige oplæg om medicinske fagligheder. Hun gik selv på sjette semester, og selv om hun havde hørt om forskning, anede hun ikke, hvad det indebar.

»Det virkede som noget stort og mystisk,« husker hun.

Ved en stand faldt hun i snak med en overlæge, som sagde, at han havde noget i en fryser, der måske kunne interessere hende. Det var nogle gamle prøver fra kvinder i fertilitetsbehandling, som havde forskellige typer af infertilitet. Hvis hun havde lyst, sagde han, kunne hun komme til at forske på hans afdeling.

»Det tænkte jeg lød som et relativt nemt og overskueligt projekt,« fortæller Anna Grynnerup, »som noget, jeg kunne gøre i min fritid«.

Der gik dog ikke mange måneder, før Anna Grynnerup opdagede, at hun havde taget fejl. At forskning langtfra er nemt, og at det i øvrigt tog al hendes tid. Men hun opdagede også noget andet: at det ikke var ren mystik. At det faktisk gav mening.

Måske især på grund af det emne, hun forskede i, nemlig fertilitet. Det, der for hende havde været et tilfældigt forskningsemne, indså hun nu var et sundhedsproblem, ja faktisk en folkesygdom. Og hun blev overrasket over, hvor overset infertilitet er i befolkningen. Netop det ønsker Anna Grynnerup at lave om på, for barnløshed kan have voldsomme konsekvenser.

»Det svarer til en kræftdiagnose på depressionsscoren at få at vide, at man er infertil.« 

Hun vil have patienter og læger til at tage infertilitet alvorligt som en sygdom, for det mener hun ikke, at de gør i dag.

»Det er ikke en fortælling om forkælede moderne mennesker, der ikke kan få det, de vil have,« siger hun.

»Det er den mest udbredte kroniske sygdom blandt unge mennesker. Det er en kropsfunktion, som ikke fungerer, som den skal. Og det skyldes ofte et eller andet fysiologisk: dårlige æggeledere, muskelknuder i livmoderen, nedsat sædkvalitet.«

En lusket sygdom

Anna Grynnerups ph.d. handler om at give barnløse muligheden for at træffe et informeret valg. Hendes forskning blev til meget mere end et fritidsprojekt, da hun kom på sporet af et særligt hormon, der kan fortælle om en kvindes mulighed for at blive gravid.

Anders Rye Skjoldjensen

Ved at måle det såkaldte anti-müllerske hormon, forkortet AMH, kan man give barnløse par en viden om, hvor store eller små deres chancer er for at få børn.

AMH betegner en kvindes ægreserve i æggestokkene, og kvinder med en vis værdi af AMH har under ti procents chance for at opnå graviditet.

Med den information kan parrene bedre træffe beslutninger om, hvorvidt de vil gå videre med behandling eller måske skal overveje adoption eller ægdonation.

»Infertilitet er en lusket sygdom,« som hun siger.

Der findes ikke en test, der, før man forsøger at få børn, kan afsløre, om det vil blive svært eller ej.

Og det er et problem, for der er lang vej, fra man i første omgang forsøger at få børn, til man finder ud af, om man har fertilitetsproblemer. Man bliver som oftest først betegnet som barnløs og får ret til behandling, når man i et år har forsøgt at blive gravid. 

»Jeg tror, at det at skulle få nogle børn, der ikke biologisk er ens egne, er en proces, det tager ret lang tid at nå frem til, om er noget, man ønsker,« siger hun. 

Som resultat af Anna Grynnerups forskning er man blevet bedre til at bruge målinger af AMH, så man langt hurtigere kan give de særligt udfordrede bedre handlemuligheder.

Hård behandling

Selve biologien bag er meget kompleks. Mens Anna Grynnerup forklarer menstruationscyklens hormonforbindelser, peger hun ud i luften, som om hun har en usynlig livmoder foran sig, og viser, at netop dér bliver folliklerne stimuleret til at vokse, og på netop dét tidspunkt får hypofysen et signal. 

Men kroppens processer er andet end udenadslære for forskeren, som ikke interesserer sig for den præcision og anatomi, det for eksempel kræver at være kirurg. Det er i stedet de levende og omskiftelige processer, hvor hormoner interagerer med hinanden, der fanger hende.

Det komplicerede system er dog samtidig det, der gør, at det fra tid til anden kan føles meningsløst at forske i infertilitet: 

»Der er faktisk ikke rigtig noget i min forskning, der kan fikse det. Jeg ville ønske, jeg kunne,« siger hun.

Men på grund af hendes forskning kan parrene nu hurtigere tage stilling til, om de vil fortsætte en fertilitetsbehandling, som kan have store konsekvenser. For kvinderne kan det rent fysisk være meget smertefuldt at få taget æg ud og lagt æg op, og hormonindsprøjtninger giver store bivirkninger. Og behandlingen påvirker også parforholdet negativt.

»Retrospektivt kan vi se, at nogle par næsten bliver som besatte. Al deres tid går med fertilitetsbehandlingen, de tænker og snakker ikke om andet,« siger hun.

På billedet til venstre ses et fyldt blodprøveglas. Dette glas indeholder en persons blod. Glasset afleveres til laboratoriet, som i blodet kan måle koncentrationer af fx hormoner så som AMH. På billedet til højre ses et spekulum og en depressor (og i baggrunden en tang) - også kaldet et “GU sæt”. Det bruges til at kunne lave en gynækologisk undersøgelse som er en standardundersøgelse ved kontakt med en gynækolog inklusiv ved fertilitetsvurdering.

Anders Rye Skjoldjensen

Ofte overskygger usikkerheden om, hvorvidt man overhovedet kan blive gravid, selv de medicinske bivirkninger ved en fertilitetsbehandling. 

Og det er derfor, Anna Grynnerup er interesseret i give barnløse overblik over deres situation – jo før man kan forudse, hvordan behandlingen går, jo før kan man begynde at forberede adoptions- eller ægdonationsprocesser. 

I Danmark kan kvinder gå i fertilitetsbehandling, indtil de fylder 45 år. Men Anna Grynnerup fortæller, at flere faktisk bliver lettede, når de når den alder.

»Har man penge, kan man i Danmark altid lige prøve en behandling til, indtil man er 45. Jeg oplever, at folk finder en ro i det øjeblik, de bliver for gamle og må se i øjnene, at nu kan de ikke gøre mere selv.« 

Ingen snakker højt om det

En af drivkræfterne for Anna Grynnerup er det mellemmenneskelige. Hun vil helst møde patienterne i virkeligheden i stedet for at analysere anonyme prøver i et laboratorie. Og selv når patienterne igen bliver til værdier i Excel, er det deres sorger og håb, der driver hende.

»Når man sidder og kigger i dataarket og skal krydse af i felterne, om parrene blev gravide, så sker det desværre ret ofte i mit studie, at man må krydse af, at nej, det lykkedes heller ikke denne gang. Det gør mig ked af det. For man ved jo, at hver linje repræsenterer et eller to mennesker, som er rigtig kede af det og har gennemgået et kæmpe arbejde af en fertilitetsbehandling.«

Med årene er interessen i livmoder, æggeledere og hormonbalancer blevet meget mere end en tilfældig gren af forskningen for hende:

»Min søster har været igennem mange omgange af fertilitetsbehandling. Mange af mine venner har været igennem det nu. Det påvirker rigtig mange mennesker i vores samfund. Og det er ikke noget, man snakker særlig højt om.«

Infertil samfundsstruktur

Ud over at være fysiologisk komplekst rækker barnløshed ud over det medicinfaglige og ind i vores indretning af samfundet. Ifølge Anna Grynnerup har vi et fertilitetsproblem i Danmark, blandt andet fordi vi har vænnet os til at få børn meget sent. 

»Jeg bliver stresset, når jeg hører venner og familie, der siger, ’ah, men jeg er 33, jeg har god tid’ – jeg får simpelthen tics! Det synes jeg slet ikke, at man har. Men jeg kan også godt se, at hvis man er 28 og ikke har en kæreste – hvordan skulle man så få de børn?« 

Anders Rye Skjoldjensen

I Danmark var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i 2019 29,5 år. Det er ifølge Anna Grynnerup ikke så sært set i lyset af, at vi har indrettet samfundet, således at mange venter med at få børn, til de er i 30’erne. Sociale normer, økonomiske muligheder og politik spiller ind i folks valg.

»Som 25-årig bliver man stadig betragtet som en af de unge mødre. Først når man er 28, begynder det at være acceptabelt at få børn.«

Det er vigtigt for Anna Grynnerup, at infertilitet ikke kun angår kvinder, men også mænd. Hun er optaget af, at det at få børn er en proces, der for begge køn bør starte langt tidligere. Som studerende var hun frivillig i organisationen Sexekspressen, hvor medicinstuderende laver seksualundervisning for folkeskoleelever. Hun mener, at seksualundervisningen ikke kun bør vejlede i, hvordan man undgår graviditet – men også i, hvordan man faktisk får børn.

»Vi har af myndighederne fået ørene tudet fulde om, at hvis vi bare misser én p-pille, så går det galt.« 

Sin egen netdoktor

Selv om Anna Grynnerup med sin forskning ønsker at hjælpe kvinder og mænd til at træffe valg om, hvornår de skal få børn, har hun ikke selv benyttet sig af den mulighed.

Viden om AMH kan for nogle være livsforandrende, men hun har selv paradoksalt nok tendens til at blive nervøs af for mange forudsigelser. 

»Inden jeg fik børn selv, var der mange, der spurgte, om jeg ikke ville have målt mit AMH,« siger hun. »Det havde jeg ikke lyst til. Det kan være en stressfaktor at vide for meget som læge.«

Hun har svært ved at svare på, hvorfor det netop er barnløshed og gynækologi, der interesserer hende. Selv om hun er styret af det, hun selv kalder sit »nørde-gen«, så er det lige så meget de almenmenneskelige spørgsmål, der driver hende.

»Der er noget ved det store i at skabe nyt liv. Jeg elsker børn. Jeg har selv to og er gravid lige nu – og har megameget kvalme.« 

Ikke at kunne få børn kan være en fuldstændig uhåndgribelig sorg, og det er både glæderne og sorgerne for den enkelte, der gør, at Anna Grynnerup vil arbejde videre med infertilitet: »Hver lille prik i mit diagram repræsenterer et levende menneske.«

I stedet for at lede efter en kur for noget, der ikke kan kureres, mener hun, at man bør blive bedre til at anerkende barnløshed som en sygdom og ikke som forkælede menneskers braste drømme.

»Det hører jeg selv fra mine venner, der tror, at det bare er ligesom ikke at kunne købe ens drømmebil. Det tror jeg overhovedet ikke på. Det er et grundlæggende menneskeligt behov at kunne få børn, som intet har at gøre med at ville have en smart bil.«